DIY og 'GØR DET SELV MESTERSKABERNE 2017

En rejse der rykkede mig

mka_1038

Takket være Facebook, er jeg lige blevet mindet om, at det præcis er 3 år siden jeg pakkede tasken og rejste alene til Guatemala.

En rejse, der bor et lille sted inde i mit hjerte og altid følger med mig rundt, hvor jeg går. For mig var det virkelig en udviklingsrejse. Jeg har altid været fast besluttet om, at efter 3 år på gymnasiet, så ville jeg altså ud og rejse. Jeg tror det bunder i at min mor altid har sagt, at det SKAL vi gøre, for det er det hun har fortrudt mest, at hun ikke selv gjorde. Jeg boede også for 3 år siden med Michael. Vi havde på det tidspunkt været sammen i 3 år og var allerede dengang meget fasttømret og nærmest én person. Michael var lige blevet udlært mekaniker og jeg kunne ikke overtale ham til at tage med. Så der var ingen anden udvej for mig, end at tage afsted alene. Og det gjorde jeg altså. Også selvom Michael og jeg aldrig havde været længere tid væk fra hinanden end MAX en weekend.

Michael og jeg sagde vores lejlighed op og flyttede hjem til Michaels forældre nogle måneder før. Så kunne jeg nemlig arbejde en masse og få tjent nogle skejsere til turen. Nu, jeg rejste alene, havde jeg ikke behov for en vild backpackertur. Jeg ville gerne opleve noget kulturelt og komme ind på livet af folk, i en hel anden verden. Så derfor valgt jeg at indlogere mig privat hos en familie i Guatemala. Her var der fuldforplejning og altid et hjælpende råd. En skøn familie, som virkelig tog de indlogerede ind i deres liv.

Jeg arbejde frivilligt i 3 mdr på et hospital for fejlernærede børn. Et sted hvor små børn og deres mødre blev indlagt – oftest pga helt voldsomt underernæring. Det var virkelig en vild oplevelse. Som frivillig kom jeg på stedet en gang dagligt og badede, madede og legede med børnene. Det handlede egentligt om at give dem så meget omsorg og kærlighed som muligt. Mødrene var indlagt med deres børn, og boede i en sovesal ovenpå. Der var også en ret stor kontakt med dem, trods lidt sprogbarrierer, men hold nu op, det var virkelig en øjenåbner. En gang i mellem havde jeg lyst til at slå mødrene i hovedet og få dem til at vågne op. Hvem fanden mader sit barn med kaffe? En dreng på 3 år havde stort set kun fået kaffe. Han kunne ikke gå og havde ikke et sprog. Det handlede virkelig om at se bort fra dét, som jeg ville synes var umenneskeligt, og tænke at de ville deres børn det bedste, men bare ikke havde resurserne.

Jeg fik især et godt bånd til en speciel dreng. Lille H. En 2 årig fyr, hvor forældrene pga. drengens handicap, ikke ville kendes ved barnet. Det er jo bare affald! Mit hjerte græd. Da jeg kom, havde drengen taget godt på, for han havde boet der i længere tid. Selvom der ikke rigtig var råd til at have ham boende, kunne personalet ikke nænne at sende ham tilbage til forældrene. Det havde de gjort 2-3 gange, men resultatet var altid at han kom tilbage super underernæret. Jeg blev så tæt knyttet til ham. Skøn dreng! Faktisk kørte mange overvejelser over, om jeg på en eller anden måde kunne adoptere ham. Det lyder måske skørt og drastisk i en alder af 19, men jeg var så magtesløs og ville så gerne hjælpe. Det gav lidt ro i maven, da jeg hørte at de måske havde fundet et sted, han kunne komme hen permanent.

Men sikke nogle skæbner, det sted! Mødrende var Maya-indianere, uden penge og uden resurser til at tage vare på de små liv. Største delen var meget unge, helt ned til 14-15 år, men nogle var altså godt op i årerne. Snakkede med en 39 årig mor med 14 børn. Sindssygt!

Jeg vil altid tage oplevelsen med mig. Og det er nok ikke pga. de sene og slørede Lady’s Night nætter(som jeg selvfølgelig også havde en del af) eller de vilde naturoplevelser. Nej, det er helt klart pga. kulturmødet og personerne, jeg fik lov at møde og komme ind på livet af. Jeg rejste afsted som en genert pige, der ikke turde ringe til pizzamanden, og kom hjem som en hel anden person. Jeg turde meget mere og jeg var blevet endnu mere eventyrlysten. Michaels og mit forhold holdt til 3 mdr uden den store kontakt og da jeg kom hjem blev det kun endnu bedre. Tre måneder er måske ikke lang tid ifht. mange andres rejser, men der skulle ikke mere til for at rykke mig rigtig langt. Jeg vil opfordre jer, unge piger og drenge, til at komme ud i verden. Og gerne til et sted, der er så langt fra vores egen. Jeg tror bestemt ikke man kan forvente at rykke sig så meget, personligt og menneskeligt, hvis ikke man vælger en rejse, hvor ens kulturelle verden og syn på livet, bliver vendt op og ned. Og vil man ind på livet af folk og opleve deres liv og hverdag – så bosæt dig privat i længere tid. Det er guld værd!

Nu ved jeg, at man virkelig skal sætte pris på det vi har og at vi har så godt et sikkerhedsnet. Jeg ved at vores system fungerer, vi kan gå ud på gaden uden at være bange for at blive røvet (af politiet, endda) og vores børn kan vokse op et sikkert og rart sted. Jeg ved dog også at selvom folk lever i fattigdom og korruption, så er de stadig skønne,rare og fantastiske mennesker, med en ufattelig livsglæde. Og jeg ved, at det bestemt ikke var mit sidste visit i den centralamerikanske del af verden. Nej, for vi rejser nemlig snart igen. Alle tre, denne gang.

Og tjek så nogle af de skønne farverige billeder, jeg fik taget på min rejse(Jeg elsker at tage billeder af mennesker og jeg fik selvfølgelig lov af dem) :

mka_0693mka_1006mka_0948img_7663mka_1009img_7557

Vil du læse mere om min rejse, så klik ind her. // Lise

   

2 kommentarer

  • Petra & Anne Marie

    Hej Lise,
    Petra og jeg (Anne Marie) er sidste år studerende inde på CBS og skal til at skrive vores Bachelor project. Vi skriver om Kvinder der rejser alene og vil super gerne høre mere om din rejse og hvad du synres om det.
    Planer er at holde interviews engang i starten af April eller når det bedst passer for dig 🙂
    Vi glæder os til at høre fra dig!!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

DIY og 'GØR DET SELV MESTERSKABERNE 2017