Genbrugsløsninger der batter! Og en snak om nye Nybyggere

En fars fødselsberetning

pc291528

Ja, nu er min lille (store) Villy altså blevet syv måneder gammel. Jeg startede med at skrive det her, da han var to måneder, men shit tiden flyver! Nu er jeg så småt færdig, så hermed kommer et lille indblik i, hvordan jeg havde det, på sidelinien, til fødslen. I har hørt Lises beretning her. Jeg håber denne beretning kan gøre det, af være upcoming far, lidt nemmere, eller måske bare give en smule mere indsigt i, hvad der egentligt sker til og omkring en fødsel. Jeg tænker det kan være meget brugbart for andre fædre – og også for andre søstre/mødre, som skal deltage som fødselshjælper.

Nå, lad mig starte et sted…

28/12 – 2016 kl. 3.00 ca. 

Dagen(e) op til denne dag var et rent vakuum. Jeg/vi kunne nærmest ikke planlægge noget som helst. Jeg synes det var ret hårdt – tiden var lang, trods mange hyggelige dage med familien. Men kl. 3.00 d. 28. december – cirkus, vækker Lise mig, og i første omgang skulle jeg til at blive pigefornærmet over, at hun kan tillade sig at vække mig, midt i min dybe søvn. Jeg kunne dog høre på hendes stemme, at nu skete der noget. I første omgang går man instinktivt en lille smule i panik. Ja, jeg havde en eller anden forestilling om at man skulle køre på sygehuset i en fart. Men jeg får mig taget sammen, og Lise og jeg snakker stille og roligt om hvad der sker. Der viser jeg at slimproppen er gået.. Her er det som mand meget svært at sætte sig i hendes sted. Nu må han da snart melde sin ankomst??

Næste dag skulle vi til sidste jordmoderbesøg – vi fik det snakket igennem, og kunne konkludere at Lise muligvis snart gik i fødsel.. Endnu et vakuum – hvornår kommer den lille gut og hvornår fanden er snart?

29/12 – 2016 kl. 01.00

Den 29. går dagen med at vi slapper af og Lise siger, at hun føler der er noget på vej. Jeg kender Lise, og jeg tænker at det ikke nødvendigvis betyder at der sker noget LIGE nu. Jaja, hun er måske lidt pyldret. Om aftenen er det tiltagende, igen er det en mystisk ventetid, man er i sådan en “eksamens-angst” lignende tilstand. Jeg føler jeg har forberedt mig på denne dag, men alligevel totalt uvidende om hvad der foregår i Lises krop… Jeg kan ikke sætte mig ind i det, hun mærker. Og når hun siger hun har ondt, er det så sådan VIRKELIG slemt, eller bliver det værre? Hmm.

Kl. 01.00 er veerne ret kraftige, jeg tager tid på en app på telefonen (selvfølgelig er der en fødsels-app – tænkte jeg). For mig er det faktisk meget fint at kunne have ansvaret over et eller andet, og måske flytte fokus fra det, der snart skal ske. Så jeg tager tid. Og forsøger at være sød. Selvom jeg synes ventetiden er lang, har jeg fået at vide at man for guds skyld ikke må klage, så jeg forsøger bare at være der for Lise. Veerne er ret uregelmæssige, men kan godt vare de der 1-2 minutter, som de skulle. Vi bliver enige om at ringe til fødselsgangen – i telefonen siger jordemoderen at vi bare kan komme derud. Vi får pakket sammen og daffer afsted mod sygehuset. I bilen tænker jeg: – “Jeg troede man skulle flyve afsted i en fart, men det hele er meget roligt”. Netop nu tænkte jeg at det hele ville gå ret hurtigt, og det nok snart var overstået. Hvem ved, måske havde vi fået vores lille dreng inden solen stod op? (Det vidste sig dog at tage noget længere tid)

På sygehuset blev vi budt velkommen af en jordemoder og sendt ind på en lille bitte fødselsstue. Jeg kan huske jeg slet ikke var klar til at være ordentligt tilstede. Stuen var ret lille, og jeg var træt, men jeg fik mig hanket op og var selvfølgelig den hjælper, som Lise snart skulle få brug for. Lise blev undersøgt for hvor “åben” hun var. Fuldstændig uforstående (igen) om hvad der skete, fik vi besked om at hun kun var 0,5 cm åben, og jeg tænkte så mange timer for så lidt? Jeg blev sgu lidt vemodig, over at vi nu kunne gå i venteposition igen. Vi kom hjem med smertestillende og skulle sove på det.

Vi tager hjem, og jeg ved det er vigtigt at få sovet. Og det er heller ikke et problem for mig. Så jeg sover (dog ikke så tungt), mens jeg ved at Lise er i et mindre smertehelvede. Et par gange i løbet af natten vågner jeg op, og ser til Lise.

29/12-2016 

Kl. 8-9 stykker ringer vi igen, da veerne er så kraftige at det er på tide at komme afsted til fødselsgangen igen, Lise var dog ved godt mod mellem veerne, jeg kan huske at vi tog selfies og var meget loose omkring det hele. Jeg følte mig for en gangs skyld ovenpå, i forhold til natten før. Vi ankommer på fødegangen, og en VIRKELIG god og sej jordmoder tager i mod os, hun formår at få os helt ned i gear og føle os “hjemme”.

Vi spoler lige lidt – dagen forløber i seje træk… Lise kæmper en brag kamp (hold nu kæft hun er sej!), op og ned af badekar, og ud i 1000 forskellige stillinger. Det er frygteligt hårdt at stå på sidelinien uden at kunne overtage nogle af smerterne, man vil så gerne hjælpe.

Omkring kl. 16 ankommer mine forældre som sidder i venteværelset. Det er en ambivalent følelse, for jeg har lyst til at være der for Lise, men jeg har også lidt lyst til at stikke af. Det er hårdt at håndtere at Lise har så ondt. Jeg er faktisk nødt til at gå ud og få lidt luft. Tanken om at mine forældre er lige i nærheden, giver mig også ro i maven.

(Jeg kan ikke rigtig huske præcis hvad der sker, det er som om jeg har fortrængt det)

Lises veer går i sig selv i badekarret, så hun får besked på at skulle op. Jeg husker min ærgelse over at Lise ikke kunne ‘få lov’ at blive i badekarret. Her er hun nemlig rolig og veerne holdes lidt i skak. Det er nemmere for mig at se Lise på den måde. Men jordermoderne vil have kraftigere veer.

En masse tjuhej senere, ligger Lise på briksen igen, og nu suser veerne ind over hende. Jeg holder lattergassen op for hende, og det beroliger hende. Det er dejligt at jeg i det mindste kan hjælpe med det. Det tager også mit fokus, og lige så snart jeg kan se et ve på vej på skærmen, så hiver jeg masken op til hendes ansigt.

Måltider har der ikke rigtig været tid til. Det blev til en halv kold toast, og lidt saftevand. Ellers så er fokus og alle mine egne behov væk. Jeg glemmer faktisk at gå på toilettet(og jeg får helveds ond i maven dagen efter). Haha. Klokken nærmer sig eftermiddagstid.

Nu skal den baby altså ud! Og jordermoderen lyder som følgende: “Hvis der ikke snart sker noget, så må vi give noget smertestillende, så Lise kan samle kræfter. Så kan hun måske sove lidt”…. SOVE LIDT? Jeg tænker bare: ” NO! Hun skal forfanden da ikke til at sove nu!! ” Det skal bare overståes. Men det er jo nemt for mig at sige, så jeg holdt bare min mund. På det tidspunkt var tålmodighed en by i Rusland.

Men lige pludselig går tingene bare rigtig stærkt. Jeg mærker bare nervøsiteten stige. For jeg kan jo forstå på hele situationen at vi nærmer os vejsende. Og jeg begiver mig ned til de nedre regioner for at få et smugkig. Lises mor og søster kigger også med. Vi forsøger alle at være ligt i baggrunden, så Lise og Jordermoderen kan arbejde sammen.

Til kommende fædre: i skal ikke være så bange for at kigge ned. Det er ganske rigtig meget surrealistisk og grænseoverskridende. Jeg vil ikke sige at det er klamt, men jeg vil sige det er totaltskørt. Jeg tænker det er virkelig stort – hovedet altså – men så går det op for mig at det kun er en lillebitte del af hans hovede, jeg har set. Jeg glemmer det aldrig.

Med ikke særlig mange presseveer, er den lille fyr ude. Klokken var præcis 18.24. Og jeg kan faktisk ikke sætte ord på hvordan det var. Det er en følelse der bor inde i mig, som jeg ikke kan forklare. Jeg syntes det hele var lidt uhyggeligt. Men ikke nødvendigvis på en dårlig måde. Hele oplevelsen var så intens, og så er der bare en lille baby. Som er min.  Og jeg syntes alt er nyt og det hele er forandret. Og jeg kendte jo slet ikke den lille fyr, endnu. Jeg klipper navlestrængen. Ikke fordi jeg har mega mange følelser forbundet med det. Men uden at tænke over det står jeg med saksen i hånden og klipper. Jeg havde faktisk tænkt det ville være sygt klamt, og jeg har hørt lidt skrækhistorier. Det var da heller ikke det lækreste. Konsistensen var som frygtet, lad mig sige det sådan. Men den lille fyr var ude og trods mange timers kamp, fik jeg et kæmpe skud adrenalin, og kunne pludselig klare hele verden. Nu er jeg – ikke bare nogens – men en helt bestemt lille fyrs far. Hele familien kom og delte den store begivenhed med os. Ganske få minutter efter fødslen. Det betød rigtig meget for mig at mine forældre var der med det samme.

pc291551

Nu her 7 måneder senere, synes jeg ikke dét at Villy blev født, er det største i mit liv(som nogen siger). Det er mere at tænkte tilbage på det hele som en helhed. Giver det mening? Altså, jeg synes ikke fødslen var DET STØRSTE(!). Men Villy er det største. Og det vokser fra dag til dag.

Mit bedste råd til kommende fædre/fødselshjælpere er at stole på jordermoderen og tro på din kone/kæreste/datter kan klare fødslen. Vær der som en støtte og fortæl IKKE den kommende mor hvor hårdt DU har det! Det er mega hårdt på sidelinjen, men lige i den her situation er du nødt til at bide det i dig. Tiden læger alle sår, så hvis fødslen bliver hård, så skal I nok komme over det! For det bringer så mange skønne stunder med sig – resten af livet. Og held og lykke!

Nok følelsepladder herfra! Jeg håber I kunne bruge mine ord og tanker. De er noteret over de sidste mange måneder, så noget er måske gået tabt. Rigtig meget held og lykke til kommende fædre – og I kan godt glæde jer! Der er noget om snakken, når man siger det største, sjoveste og dejligste i verden er at få børn! Smid en kommentar i kommentarfeltet, hvis I spørgsmål eller egne erfarringer, der skal med! // Michael

   

13 kommentarer

  • Camilla

    Sikke en dejlig beretning, fra et andet synspunkt 🙂 det fik mig tilbage til min egen fødsel (Juni 2016) og hvordan min kæreste klarede det. Han var ret sej! 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mariann

    Jeg syntes det er så super flot skrevet 😉Bliver meget rørt med tårer i øjnene og jeg har selv fået 4 stk og ved hvor hårdt og ondt det gør super sejt beskrevet

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    Hvor er det smukt skrevet. Jeg sidder her og tuder ❤ knus fra en kommende førstegangs mor.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cecilia

    Hej Michael,
    Super fin beretning😊
    Jeg glæder mig til at vise den til min kæreste i aften, som vidst er lidt nervøs anlagt for den forestående fødsel af vores søn😅
    Mange tak!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Eva

    Jeg skriver normalt ikke kommentarer til blogs osv.
    Men her sidder jeg så med tårere i øjnene over hvor søde, forvirrede, hjælpsomme og gode mænd kan være.. og over hvor ærligt det her er. Men også en lille smule større frygt for min egen fødsel som først kommer om 100 år..
    jeg har sådan en barnlig frygt for at min kæreste ikke for sat sig ind i sagerne og ikke klager sin egen nød… det er frygteligt og jeg er ret forfærdelig. Men du er simpelthen så sej Michael og det giver håb 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Tak fordi du sendte en kommentar denne vej – det varmer altid.. Held og lykke til jer til den tid – I skal nok klare den begge to 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lasse

    Hej Michael. Super fed læsning. Har en lille pige på 19 mdr, og kan huske de første mange timer. Det endte desværre i akut kejsersnit. Men Hey. Der kommer en lille dreng til November. Så håber jeg, at jeg får lov at få samme oplevelse. Men ja… Børn er det vildeste der kan ske i sit liv.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Annette

    Dejligt med denne meget oplysende beskrivelse af fødselsforløbet fra en Far. Du fortæller meget levende og autentisk. Mange tak fordi du deler det med andre. Da jeg er inviteret med til min datters fødsel – om få dage – YES! – og min yngste datter som ekstra back-up – har vi glæde af dit opslag. Jeg vil sbsolut også opfordre min svigersøn til at læse din givende beskrivelse af denne kæmpe begivenhed. Tak 😃

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Josefine

    Helt igennem skøn, sød og humoristisk beretning af Michael, som gav mig et kæmpe smil på læben! Min egen kæreste Michael og jeg skal være forældre for første gang til vinter og han skal da helt bestemt læse det her :0)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lene

    Så smukt skrevet Michael . 👶🏼😀 og ud kpm en rigtig dejlig dreng. En god blanding af jer to dejlige mennesker❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Smukt – ganske enkelt. <3
    Og I er så seje, du og Lise.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Genbrugsløsninger der batter! Og en snak om nye Nybyggere