Morgenstund har guld i mund - også i Nicaragua

Det går ikke skide godt

Så er det tid igen. Mig foran tasterne. Denne gang med tårerne trillende. Jeg er igen ked af det. Og det er noget man ikke må negligere. Alle har det sådan noglegange. Sårbar. Og endda rigtig langt væk hjemmefra.

Vores tur til Leon endte ikke just som planlagt. Vi nåede frem til noget der mindede om paradis, og alt tegnede godt. Vi nåede at hygge os nogle timer. Om aften fik jeg vildt ondt i maven. Jeg døjer meget med min mave og har dør fortalt jer om det(her). Men hernede en den helt i udu. Og det fik jeg at mærke. Jeg havde helt vildt mange smerter i maven og høj feber. Men oven i det, for det ikke engang skulle være løgn, så havde Villy også fået feber og hoste. Om morgen havde jeg det helt slemt. Så vi hoppede på en bumlende chicken bus for at finde læge og medicin. Vi fandt et farmacia som gav mig, hvad de troede, jeg skulle have. Men det er så forvirrende hernede! Jeg fik hundrede forskellige piller og drikke. Og hvis ikke det virkede inden eftermiddag, skulle jeg kontakte hospitalet.

Leon ligger 4 timer fra vores værtsfamilie, og når vi er så langt væk fra vores egen, så længtes vi bare efter dem – i det mindste. Vi var helt alene. Til eftermiddag blev det ikke bedre, og vi besluttede os for at tage på hospitalet. Villy havde på sin vis holdt skansen meget fint og virkede ikke vildt syg, hvilket jo var dejligt nu jeg havde det så skidt. Vi tog på hospitalet, og jeg blev beordret ind på en hård briks. Aircondition var på fuld skrue, og med en feber på 40, frøs jeg drøn meget. Jeg blev endda beordret ud i et iskoldt bad, og det var frygteligt. Lægerne talte virkelig hurtig spansk, så jeg forstod kun halvdelen af hvad de sagde. Efter mange gange, fik jeg forstået, at de mente jeg havde blindtarmsbetændelse.. De ville tage prøver+billede og derefter tage stilling til om jeg skulle opereres. Jeg var mega bange.

Alt i mens var Villy begyndt at hoste mere. Hans febernedsættende var ude af kroppen og jeg kunne høre fra gangen, at de forsøgte at forklare Michael, at det lød som om Villy havde noget på lungerne. De ville derfor starte med at give ham maske med medicin i. Så det begyndte de på. Jeg havde det skidt, og jeg var selv ret sikker på at det var mine dumme tarme der spillede mig et puds. Men prøv lige at forklar på spansk, at man normalvis har kronisk forstoppelse, men det kan godt komme og gå. At der er gode og dårlige perioder. Og at jeg 2 gange før har prøvet at blive indlagt med mistanke om blindtarmsbetændelse. Det er ikke nemt. Utallige stik, tårer og svar på prøverne senere, fandt de ud af at der var betændelse i min urin. Og jeg fik overtalt dem til at hjælpe mig med at komme af med alt det l-o-r-t jeg gemte på. Herefter kunne jeg igen sidde og stå oprejst og jeg følte mig let. Dog stadig med feber og utilpashed. Men det hjalp HELT klart! Lægerne pressede på med den operation. Og både Michael og jeg var bange. Det skulle bare ikke ske! Så vi fik sagt fra. Og det er jeg så lettet over! Det betød at vi kunne tage hjem fra hospitalet.

Men ja, tænk hvis det bare sluttede her. Det havde været rart! Jeg var rask og det var mest kun gået ud over mig selv. Da vi kom tilbage fes Villys temperatur op til 40,5. Han kunne ikke være i sig selv. Selv med febernedsættende græd og græd han. Og vi var udkørte. Og kede af situationen. Han kastede op af sin hoste og vejrtrækningen var svær. Vi besluttede os for at hoppe på den første shuttle morgenen efter for at komme hjem til familien, som kunne vejlede os. Shuttlen tog 3 timer, og man kunne bare fornemme at alle de andre rejsende til dels følte med og, men også til dels himlede med øjnene over den grædende og klagende baby. “Uansvarlige unge mennesker, der tager baby med på sådan en tur…” Vi tog med det samme til laboratorium og lægen, og dommen var: 10 dage med maske og alt mulig medicin. Det er super frustrerende! Vi forsøgte ihærdigt at forklare at vi ikke var så meget for alt for meget medicin. Han var derfor sød, imødekommende og hjælpsom, men helt seriøst vores lille baby skal have så meget medicin, og han vil bare ikke. 20 minutter maske hver 4. Time, og drengen græder og græder. Jeg føler mig slet ikke tilstrækkelig. Jeg har på nuværende tidspunkt glemt alt om at jeg selv var vildt dårlig, og stadig har feber. Mit fokus ligger et andet sted. Og så snart han endelig sover lidt, så starter mit tankemylder. Og det går amok.. Så derfor vil jeg bruge bloggen til at hjælpe mig, hvis jeg får brug for det de næste par dage.

PS: det her indlæg er skrevet klokken 3 om natten, hvor søvnunderskud og frustrationerne får fuld gas. Vi har det okay, Villys medicin hjælper på feberen og hosten. Vi forventer han er mere oven på efter 3 dages tid. Vi klarer den! Det er ikke alvorligt! Men ja, det er altid rigtig svært, når man er så langt væk hjemmefra. Vi er godt rustet!  Normalvis har vores familie heller ikke mulighed for at være der fra dag til anden. Godt der findes facetime <3 HUSK og giv dig selv lov til at komme ud med frustrationer og følelser. Jeg ved at ked-af-det-hed  kan vokse i en og blive stor og grum. Nogen bruger sin mor, sin faster, sin dagbog. Jeg bruger min omgangskreds og at få det hele skrevet ned. Lige her på bloggen. Følg med, for de her dage kommer der en del tankemylder..

Og så et billede af de to, der holder min energi oppe. Michael er bare den bedste støtte som altid, og han er så god til at håndtere situationen, selvom han også er udmattet! En af de kommende dage, vil Michael fortælle lidt om, hvordan han synes det er at være så langt væk med to syge tosser. Mine to dejlige elskede drenge:

23414429_10214514578362027_129337650_n

   

10 kommentarer

  • Karen

    Kære Lise – nøj hvor jeg føler med dig, og ved præcis hvordan du har det mht kronisk forstoppelse. Det er så grum og forfærdelig. Håber I begge har det lidt bedrer – sender Jer mange tanker, I er SÅ seje – pas rigtig godt på hinanden.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hold op for en omgang – rigtig god bedring til jer begge (: Kan godt forstå, nerverne har været helt udenpå tøjet.

    – A

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie

    Helt enig med Anne – rejseforsikringen er så god i sådan nogle situationer, de har helt styr på at finde de bedste faciliteter, og sætter jer i kontakt med en dansk læge I kan tale med og som evt kan agere “mellemled” mht hospitalet osv! De sørger for at kigge alle papirer igennem osv. Har selv været der, og de var guld værd 😊Det gør virkelig en forskel at man kan føle sig tryg ved den behandling man får, især når der er en sprogbarriere!
    Men ellers: super øv, håber I hurtigt kommer ovenpå igen 😊❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christina Matzen

    Lyder ikke særlig rart at være syg og ikke kan gøre sig forståelig overfor lægen.
    Jeg er uddannet sygeplejerske og har arbejdet på medicinsk mave tarm afdeling. Jeg læse lige dit gamle indlæg og det her.
    Er du blevet udrede for en atypisk mb crohn?
    Der kan symptomernemt være kronisk forstoppelse, vægt tab, træthed og feber.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christina

    Hej Lise, der sendes al mulig god karma i din / jeres retning!
    Er du mon nogensinde blevet ‘tjekket’ for endometriose? 🙄

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Hvis I har en rejseforsikring, ville jeg ringe til den rejsealarmcentral, selskabet er tilknyttet. De har døgnåbent, en database med læger og sygehus i hele verden og læger på alarmcentralen, som kan hjælpe med, at I får den rette behandling og medicin.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Åh altså, stakkels jer! Det må være så svært at være så langt væk! God bedring med jer begge to!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine

    Jeg kommer til at tænke på dengang jeg rejste jorden rundt som gravid og folk også himlede med øjnene over min dumdristighed. Jeg blev indlagt på Borneo med noglelunde (forestiller jer mig) det samme som dig. Det er ikke sjovt og det gør så ondt!! Du er megasej, og det hele skal selvfølgelig nok gå i sidste ende. Mange kærlige tanker…

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Freja

    Hej Lise. Alle de bedste tanker til jer! Hvis i har en rejseforsikring kan i forsøge at ringe til dem, og derigennem snakke med en dansk læge som muligvis kan forklare situationen og alt medicinen, måske det kan give lidt ro 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • S

    Kære Lise
    Er du nogensinde blevet undersøgt for om du kunne have en kronisk tarmsygdom? Enten colitis ulcerose eller morbus Crohn?

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Morgenstund har guld i mund - også i Nicaragua