At have en syg baby og en syg kone i et fremmed land

“Er det min skyld?”-tankemylder

Jeg har tankemylder. Og jeg noterer det i Noter på min telefon, når jeg om natten vågner og ikke kan falde i søvn. Efter jeg har noteret det, så sover jeg bedre. Det her er fra et par dage siden. Det er sådan helt-ind-til-benet sårbart, og jeg ved ikke helt hvorfor jeg deler dem. Men et gør jeg altså nu…

Jeg tror vi har taget en forkert beslutning. Og det gør ondt i hele mit system at vi skal gennem så meget pga den beslutning. Jeg er faktisk super super frustreret. Da Villy var helt lille kæmpede jeg en sej kamp for at fortsætte amningen. Amning er fedt og dejligt. Og jeg ville så gerne have det til at fungere. Det er en meget lang historie – har før skrevet om det her. Vi har selvfølgelig også fået meget godt ud af amningen. Og Villy finder utrolig meget tryghed i det. Men jeg tror det var den forkerte beslutning at fortsætte amning! Og jeg ved ikke om det fordi jeg er så sårbar lige nu. Jeg ville ønske nogen kunne sige: “hey det har ingen betydning”, men det tror jeg bare ikke kommer til at ske.

I min krop bor en kæmpe stor dårlig samvittighed. Villy er syg konstant. Han hiver alting til sig. Og efter han nu igen er blevet syg her i Nicaragua, så tænker min hjerne kun en ting: “Det din skyld! Det din skyld! Det din skyld!” Fordi JEG ville fortsætte amningen trods 3 stygge brystbetændelser, som krævede stærke mængder antibiotika. Jeg ved, at det ikke var godt for hans krop og immunforsvar. Og det vidste jeg også dengang. Hvorfor valgte jeg/vi så at fortsætte? Var jeg alt for egoistisk? Hvorfor var der ikke nogen der fortalte mig at han ville blive så nemt syg? Og har det overhovedet noget med hinanden at gøre? Bilder jeg mig bare selv det ind for at finde en syndebuk? Vi kan bare ikke ændre på det nu. Men jeg er så ked af hvis min beslutning dengang er skyld i at han har været gennem så meget. Han startede heller ikke just nemt ud med RS-virus da han var en uge, refluks, mor med brystbetændelser, virusser og nu det her.

Jeg har så svært ved at tage mod god bedring-ønskerne. Det er kærlig ment – forstå mig ret, jeg ønsker ikke andet end god bedring til Villy – og jeg kunne aldrig finde på ikke at vise taknemmelighed over det. Men i virkeligheden er det ikke taknemmelighed der hersker i min krop. Jeg tror det havde været nemmere for mig slet ikke at have delt det. Eller det bilder min dårlige samvittighed mig ind. Og derfor deler jeg. For mit bedre-jeg ved at jeg skal være god ved mig selv. Jeg har brug for en virtuel krammer, for jeg er udkørt og jeg savner min mor. Puhh. Vi er langt væk hjemmefra lige nu. Tankemylder slut.

Og lige en reminder til jer: Pas på jer selv, giv jer selv lov til at være triste og arbejd med det. Ikke imod det!

Jeg kan ikke være den eneste med sådan tankemylder en gang i mellem – hvad hjælper hos Jer?

img_6342

 // Lise… Ps : find mit blogindæg her og Michaels her. Læs desuden om vores rejse til Nicaragua her og her

   

13 kommentarer

  • Anja

    Hej Lise
    Jeg kan sagtens forstå at du danner denne logik, men mener altså ikke at der er evidens for din påstand.
    Jeg har aldrig haft brystbetæbdelse eller fået antibiotika under amning og ammede alle vores 3 piger helt uden problemer. Alligevel fangede vores yngste datter også alt sygdom og var både ørebarn samt ked af feberkramper.
    Du har givet din søn den største gave, ved at kæmpe for amningen. Den tæthed du giver ham er langt mere værd end du aner og det var uden tvivl den helt rigtige beslutning I/du tog. Ingen ved hvad han ellers kunne ha fejlet, hvis du ikke havde amnet ham.
    I øvrigt fedt at Michael bakkede op om kampen.
    Du må ikke tvivle, du har gjort det helt rigtige, og du skal altså være stolt af at du kæmpede.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Tak for dit svar <3 Er virkelig i tvivl om, om der er evidens for det. For jeg ved at antibiotikaen ødelagde hans tarmflora totalt, og at man siger at immunforsvaret sidder i tarmene. Jeg ved jeg ikke skal dunke mig i hovedet, og tror også bare jeg bilder mig ind, at et er min skyld, for bare at have en eller anden grund til at han altid er syg. Man søger altid grunde til dit og dat, og i virkeligheden er det nok bare tilfælde. Om natten, når jeg er træt og udmattet, så kommer tankemylderen bare efter mig. <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nanna

    Først og fremmest stor virtuel krammer til jer alle tre! I er mega seje på så mange forskellige måder. Jeg har stor respekt til jer og ser faktisk op til jer som forældre, fordi i virker så nærværende og omsorgsfulde, og Villy virker så glad og veltilpas (jeg ved godt at ingen baby er glad 24/7 🙂 ). Jeg er selv 23 år og har en pige fra februar 2017. Og jeg vil vove at påstå, at alle forældre har tankemylder ind i mellem. For mit vedkommende har jeg dårlig samvittighed over, at jeg ikke kæmpede mere for amningen, frustreret over manglende vejledning m.v. Men jeg prøver ihærdigt at sige til mig selv, at jeg skal lade “fortiden” ligge og kun se fremad. For jeg kan ikke gøre det om, uanset hvor meget jeg tænker. Måske kan og vil jeg gøre det anderledes ved næste barn, men jeg kan (desværre) aldrig gøre det gjorte om. Og jeg kan aldrig finde ud af, om det ville have gjort en forskel, og vores datter ikke ville have været syg, hvis jeg nu havde ammet hende. Det må man bare på en eller anden måde lære sig selv at leve med, hvor svært det end er. Alle forældre tvivler! “Er han nu stor nok? Kan han nu de ting han skal kunne for sin alder? Er det nu forkert at vi har/ikke har givet ham sut? Osv.” Jeg tror egentlig bare, at jeg prøver at fortælle dig, at du/I ikke er alene – og at det er helt naturligt for forældre at føle det, som du gør.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Signe Op.

    Jeg tænker, det intet har med amning at gøre! Tværtimod burde det jo, hvis vi ser på den evidensbaserede forskning, have styrket hans immunforsvar.
    Men du får også en lille beretning fra mig selvom jeg er enig med Hanne i, at de færreste af os kan sammenligne os med andre. I hvert fald ikke direkte.
    Da vi fik vores første barn (for godt 15 år siden – ja, jeg var også ret ung mor), skulle jeg selvfølgelig amme! Det var jo det eneste rigtige. Det blev en svær fødsel (hvor jeg også fik en del antibiotika), og vores datter var alvorligt syg, da hun kom ud. Og hun var svært, svært syg i de følgende dage også, hvor vi var indlagt på neonatalafdelingen.
    Da der var gået 3-4 dage, sagde en sygeplejerske pludselig: “Er du egentlig kommet i gang ned at malke ud?” Øøhh… nej. Det var blevet skubbet komplet i baggrunden pga vores datters sygdom, og jeg havde ikke skænket det en tanke. Men jeg begyndte at malke ud. Hun kunne ikke finde ud af at spise selv, så hun fik det i sonde.
    Så fik jeg brystbetændelse. Og igen. Og vores datter var hjernepåvirket, og havde så svært ved at spise selv.
    Så amningen endte med at gå i vasken. Totalt. Men åh, hvor jeg prøvede! Både min mand og jeg har astma og allergi, hvilket jo gjorde det endnu vigtigere!
    Men; hun var syg kon-fucking-stant, da hun var lille. Helt vildt. Jeg kan huske, at jeg på et tidspunkt ringede til vores læge, for jeg var efterhånden seriøst bange for, at der var et eller andet galt med vores datter! “Ja, børn har jo i gennemsnit 120 sygedage om året. Nogle minde og andre flere”, sagde vores læge. WTF?! Det var der ligesom ikke nogen, der havde fortalt mig!
    Jeg ved sgu ikke, hvad du kan få ud af ovenstående. Jeg fornemmer, at din bekymring går på, om dine antibiotika-Kure har været medvirkende til, at Villy er så meget syg? Det tænker jeg overhovedet ikke! Jeg tror, det er “tilfældigt”. Nogle børn er jo bare meget syge, andre er ikke.
    Men det ér jo bare mega opslidende! Jeg kan dog muligvis trøste dig med, at det bliver bedre, når han bliver lidt større. Sådan var det i hvert fald her (hvor amningen i øvrigt også gik i ged anden gang, og vores søn var også syg konstant).
    Og så får du selvfølgelig en kæmpe virtuel krammer! Du ér god nok – med garanti den allerbedste, hvis man spørger Villys og Michael 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Du er bestemt ikke den eneste med tankemylder. Jeg skrev også ned engang, men lærte så at når jeg gav tankerne lov til at blive tænkt til ende, så fik jeg det ikke bedre. Jeg kunne sove, ja, men ikke uden dårlig samvittighed, tristhed og/eller ondt i maven.
    Nu har jeg lært at stoppe tankerne. Jeg bruger ofte sætningen “all of life comes to me with ease and joy and glory” – gentager den til der ikke er flere tanker som prøver at forstyrre. Det hjælper rigtig meget.
    Har desuden også gået i terapi hos mindcph, hvor jeg har llært at forstå hvad tanker kan gøre ved en. Og de tanker som ikke gør noget godt, skal man lade være. Det er mega svært, men det er slidet værd ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Du er bestemt ikke den eneste med tankemylder. Jeg skrev også ned engang, men lærte så at når jeg gav tankerne lov til at blive tænkt til ende, så fik jeg det ikke bedre. Jeg kunne sove, ja, men ikke uden dårlig samvittighed, tristhed og/eller ondt i maven.
    Nu har jeg lært at stoppe tankerne. Jeg bruger ofte sætningen

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Signe

    Kære Lise
    Jeg har selv en lille dreng på godt to måneder og fik pencilien på grund af en strid stafilikokker-infektion i flere omgange de første uger af hans liv. Og jeg vil sige at lægerne slet ikke var skeptiske i forhold til at give mig pencilien (selvom jeg selv var), fordi de virkelig har prioriteret højt, at jeg kunne amme videre. Så jeg tror bestemt ikke, du skal berejste dig selv. Vi skal huske på, at vi altid gør alt hvad vi kan for at være de bedste mødre for vores børn ❤ kram til dig ❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Vibeke

    Hej Lise
    Jeg er med 100 % sikker på det ikke er din skyld og jeg tager hatten af for at du kæmpet du er sku sej jeg ved hvad jeg snakker om ( mor til 5 ) har selv været hele møllen igennem flere gange og jeg kæmpet også jeg elsket at amme og jeg var også syg og gennem store kriser men kæmpet videre så husk du gør det bedste du kan og det er det vigtigst så du må ikke være så hård ved dig selv du er så sej og mere til ( stadig høj og glad for hvad u har lavet for mig ) forsat god tur og ip på hesten igen Lise ❤😜🙈🙉🙊

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hanne

    Kære Lise,
    Måske er det jeres skyld, måske er det ikke. Måske var det den forkerte beslutning, måske var den rigtig. I kan få gode råd og fortællinger, der går begge veje. De kvinder der fortæller, at de ammer trods problemer og er kommet igennem det. Og det går godt. De kvinder der ikke kunne amme og kom igennem det. Og det går godt. De forældre, der fortæller, at de aldrig har syge babyer eller børn. Og dem der har. Måske er det amning, kost, bakterier, nærhed. Måske er det ikke. Du er ekspert i dit barn. Din mavefornemmelse. Michaels mavefornemmelse. I ved hvad der er rigtigt og forkert. Alle forældre har dårlig samvittighed og tudeture pga deres børn. Sådan er det. Tænk i et øjeblik på, hvis du ikke havde det sådan? Vi elsker og bekymrer. Forældreskab. Tro på din og Michaels instinkt. Hvad er rigtig for jeres barn – og for jer?
    Vi har et barn med en kronisk tarmtilstand, som han har haft siden baby. Kejersnit. Amning i 24 timer in total in his life. Alle advarselstegn. Alle mulige gode råd. MME i halvandet år. Sort samvittighed. Gråd. Tårer. Søvnløshed. Modløshed. Vores egen stædige vej ud af det. Sammenhold. Og tro på, at vi er de bedste til at træffe valg på vegne af vores søn. Mist aldrig troen på, at I altid tager de bedste beslutninger for Villy. Det var rigtigt, at kæmpe for amningen den gang. I dag er situationen måske en anden. Den beslutning, I skal tage nu, er den, der er rigtig nu. Og I ved det. Hvad er den rigtige beslutning nu? Samvittigheden siger det er jeres skyld. Ja, og I tog den bedst mulige beslutning på det tidspunkt. Det er altid vores skyld, når det kommer til vores børn. Vores ansvar, vores beslutninger. Jeg har et motto: Now you know. Now move on. Dårlig samvittighed og skyldfølelse får os ikke videre. Nye beslutninger gør.
    Tak for ærlighed!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tina

    Kære Lise.
    Jeg vil bare sige at jeg synes du er enormt sej og modig. Respekt for at du tør at dele hvem du er og dine tanker…👍🏼

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det har ingen sammenhæng, og du skal stoppe med at banke dig selv i hovedet nu! Børn er syge; nogen gange flere gange i rap, andre med lang tid imellem. Han er helt normal, og du er en ekstraordinær mor til fingerspidserne.
    Kærlige og virtuelle (men også strenge-opsangs-agtige) krammere fra en sygeplejerske med speciale i antibiotisk behandling på højt niveau.

    http://Www.tippet.dk

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kathrine

    Søde Lise. Jeg føler med dig. Virkelig. Jeg måtte selv grædende stoppe amningen, da min søn var 3,5 mdr gammel. Jeg havde simpelthen ikke nok mælk til ham. Jeg var helt knust, fordi alle jo siger, at brystmælk er vigtigt for dets immunforsvar osv. Min søn har altid haft lidt bøvl med maven og får stadig, i en alder af 2,5 år movicol hver anden dag, for ikke at blive forstoppet. Og han hiver ALT til sig. Sidste vinter havde jeg selv ca 25 sygedage UDOVER de gange jeg måtte tage barns syg, fordi han smittede mig konstant. Jeg var overbevist om, at det var fordi jeg ikke kunne amme ham dengang, og græd endnu mere over det. Denne vinter går det bedre, hans immunforsvar er klart stærkere.
    Jeg tror egentlig bare, at nogle børn tager det hele, mens andre aldrig er syge. Men måske deres immunforsvar så er det stærkere, når de bliver store? Fordi de har haft alt det andet?
    Ville egentlig bare sende dig en stor virtuel krammer, fra en der har haft den modsatte situation med amning, men alligevel haft de samme følelser, som du. Det skal nok blive bedre, og I gør det, som er rigtigt for JER og JERES dreng!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stine

    Kære Lise

    Jeg har en søn på tre år. Vi bøvlede også rigtig meget med amningen og brystbetændelse da han var baby. Præcis som dig. Jeg orkede bare ikke at kæmpe så hårdt og gav op og stoppede amningen, da han var tre måneder. Og så blev han syg. Som i HELE TIDEN!! Når jeg tænker tilbage på det, føles det som om han var syg hver anden uge… Og det var opslidende, frustrerende og samtidig en evig kilde til dårlig samvittighed. Jeg tænkte nemlig også som dig “er det min skyld?” Men modsat dig havde jeg jo dårlig samvittighed over at være stoppet så tidligt med amningen og spekulerede på om det var det der gav ham så dårligt immunforsvar. Men lige pludselig, da han var to et halvt, holdt det op og nu er han kun normalt syg. Så jeg vil bare sige til dig, at jeg tror ikke, det er noget du har gjort. Jeg gjorde det modsatte og præcis det samme skete! Måske er nogle børn bare mere syge end andre. Vi må holde op med at bebrejde os selv. Vi gør det bedste vi kan og det er godt nok! Knus til dig.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

At have en syg baby og en syg kone i et fremmed land