Året der gik 2017

“Kan jeg aflevere babyen tilbage?” – En mors tanker de første dage

Som gravid kan det være svært at forestille sig hvordan det rent faktisk er, endelig at have baby i sine arme. Jeg tror de færreste har regnet med de følelser, ens krop fyldes med…

Jeg kan lige så tydeligt huske hvordan det føltes. Jeg ville bare gerne have Villy til at tage tilbage. Op i maven igen. Ikke nogen baby. Nej tak. Jeg fortryder. Kan jeg aflevere ham tilbage? Jeg var totalt fortvivlet. Mest om natten. Jeg græd meget de første nætter. For jeg troede ikke det ville være sådan, at blive mor.

Jeg troede der ville komme en baby og jeg bare ville knuselske ham. Det var som om, jeg ikke gjorde det. Og jeg følte skam over det. Amningen var en pinsel, jeg græd hver gang. Og om natten, når al energi var opbrugt, og baby stadig meldte sig hver time, så havde jeg lyst til at løbe skrigende bort. Hvis jeg altså kunne løbe. For smerter i mit underliv og ømme bryster tærede også på mine kræfter. Jeg savnede tiden før. Allerede efter få dage.

Og jeg ved mange har det sådan. Det har jeg lært efter min egne erfaringer. Min svigerinde blev mor for fire måneder siden. Jeg var med til fødslen og det var så stort! Oven i købet fik vi lov til at være omkring den nye familie i den første uge efter. Det var meget stort for mig at blive lukket ind. Og genopleve nogle af de følelser, vi selv havde. Denne gang hos nogle andre. Min svigerinde, Lenette er en god mor! Hun er så omsorgsfuld og så helt-ind-til-benet dygtig i mor-rollen. Men hun er usikker. Som jeg selv var. Hun har startet en blog, som følger hende og hendes nye tilværelse. Som mig, har hun fundet ud af at det hjælper at få skrevet tankerne ned. Du skulle tage at læse med her.

Jeg vil dele dette udklip, som handler om netop den følelse, som jeg før snakkede om. Det med at savne tosomheden – uden en baby. Selvom man har ventet ni måneder på barnet kommer ud. Så kan der godt komme den der følelse. Læs med nedenunder, og se om du kan nikke genkende til Lenettes følelser. Det kunne jeg! Afsnittet fra hendes blog, hedder parforholdet:

Parforholdet

En ting der går op for en, er hvor meget tid man rent faktisk havde før, til at være sammen som kærester. Nu skulle man sætte pris på HVERT sekund man kunne ligge og putte, for ingen ved hvornår baby vågner igen. Kenneth og jeg er selvstændige individer, men det kan vi kun være sammen. Det er egentlig meget svært at forklare. Men vi har brug for at have hinanden tæt på – især da vi lige var blevet forældre! Bare det at den ene skulle gå ned med skrald var jo nærmest en udfordring! Vi blev nok også ramt af en mild form for fødselsdepression den første uges tid. Vi kunne ligge lige ved siden af hinanden og holde om hinanden, grædende, fordi vi savnede hinanden. Vi savnede bare at kunne slappe af i hovedet, se en tv-serie, spille lidt computer, sove længe. Det gik virkelig op for os, alt det vi lige har givet afkald på. Selvom det var svært at indrømme, så var det svært at elske det lille nye vidunder, for han var skyld i, at vi ikke havde tid til at være kærester mere. Det var forfærdeligt! Vi er heldigvis rigtig gode til at snakke om hvordan vi føler, og ingen følelser er forbudte! På den måde kunne vi sammen bearbejde den sorg vi faktisk følte. For ja, man har ALLE følelser som nybagte forældre! Lykke, kærlighed, glæde, sorg, ked af det, osv. Alt kan få dig til at tude! Der skal bare et ”er du okay?” til, og så vælter tårerne ud.
Kan du genkende noget selv? Hvordan oplevede du, parforholdet blev påvirket? Synes det er forbandet vigtigt at sætte fokus på, at det er helt OK, at man som nybagte forældre, har de her følelser. Og jeg synes det er vigtigt at få det fortalt, så man kan v ære forberedt på det. Og måske endda acceptere de følelser, der dukker op.  
Og sidst vil jeg sige mit bedste råd, til dig, der måske selv er i det: HOLD FAST! Kæmp. Det bliver nemmere. Hos mig vendte det hele omkring 3-4 måneders alderen, så klem ballerne i! Det skal nok blive lettere. Lidt mor-tanker fra en mor, der (næsten) lige præcis har været det  i et år! // Lise
img_1300
   

11 kommentarer

  • Mette

    Stødte tilfældigt på din profil og måtte læse dit blogopslag, for de følelser lød meget bekendt, men jeg har endnu ikke kunne sætte de præcise ord på det. Min søn er nu 6 måneder, og jeg kan stadig godt have en følelse af, at jeg mangler mig selv og tid med min kæreste. Jeg savner (!) at sove længe, sove en nat uforstyrret og ikke hele tiden være på.
    Jeg har følt mig SÅ forkert med de tanker, så det er så forfriskende at læse ærlige ord fra flere mødre, der har det på samme måde! Tak fordi i alle sammen deler 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hvor er det dog dejligt Du kan bruge min beretning til noget konstruktivt! Det gør mig så glad. Og hey – High five til dig for at være en sej mor og fordi du godt kan! Og godt må føle de her følelser! Det betyder ikke du ikke elsker dit barn. Kram

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Så fint skrevet, jeg ville ønske det var mere almen kendt at man kan have det sådan. Alle spørger mig “Hvordan gik fødslen?” Jeg svarer altid at det var et hårdt og spændende døgn, dog ingenting ift de første uger hvor man har ondt over det hele, ens bryster er helt færdige, man får ingen sammenhængende søvn og ens følelser bare er helt uden på! Det er bare så dejligt når man lærer ens barn at kende og ens krop (OG bryster) bliver ok igen. Jeg synes kun jeg havde set “lykken har aldrig været større” eller “amning er en hyggestund mellem mor og barn” ting før jeg selv sad der og følte lidt andet end ren kærlighed og #mitguld.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kristine

    Så rigtigt! Jeg blev mor for fem uger siden, så jeg er nærmest midt i det hele og har dagligt lyst til at stikke af fra min nye hverdag.
    De første uger var jeg sikker på, at jeg var ved at udvikle en depression – det i sig selv var meget deprimerende. Manglende søvn, usikkerhed og frustrationer gør jo én sindssyg.
    Og så er der amningen! Det er et kapitel for sig, men hold nu op hvor er det svært og smertefuldt. Den første måned græd jeg næsten hver gang min baby fik mad, af lige dele smerte og psykisk stress.
    Jeg har følt stor misundelse til min mand, der “bare” har kunnet smutte afsted på arbejde. Jeg har faktisk til tider været bitter på ham. Det er ikke en rar følelse at få til det menneske, som jeg samtidig elsker over alt på jorden. Han gør virkelig ALT og derfor tynger det mig med dårlig samvittighed at føle denne misundelse, for han kan vitterligt ikke gøre mere for at hjælpe mig.

    Til gengæld synes jeg, at det hele allerede er blevet væsentlig nemmere og det er rart at læse, at det formentlig kun bliver endnu nemmere herfra. Tak for et godt blogindlæg, som jeg helt tilfældigt faldt over. Et tilfælde – I don’t think so…

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Laura

    Mere præcist kan det næsten ikke skrives og hvor er det dejligt at høre andre har det sådan. Min datter er nu 4/5 mdr og alt er meget bedre! Alt bliver nemmere og man lære det lille væsen bedre at kende og man lærer bedre hvordan man er kærester/ mand og kone også med et barn. Jeg skriver en slags dagbog som er skrevet til min datter det hjælper nemlig meget at få det ned på skrift. Måske hun en dag når/hvis hun selv bliver mor hun så skal have lov at læse.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Emilie

    Samme følelse her..! Havde også ammeproblemer, der heller ikke hjalp på situationen. Og jeg havde (til stadighed har) en meget nærhedskrævende baby, så jeg nærmest ikke kom uden for en dør i et par uger. Jeg synes det var værst at indse, at min egen frihed var væk! Jeg kunne ikke bare sætte mig ned med en bog eller lige tage ud og handle osv osv..! Jeg vidste det ville blive hårdt, men havde ikke regnet med det ville være SÅ hårdt. Det er hårdt på så mange punkter, at man lidt føler det hele ramler sammen. Jeg startede i terapigruppe – ikke fordi jeg havde en efterfødselsreaktion som sådan, men jeg var ikke glad. Og det hjalp! Jeg er så glad for man får det tilbud.

    Men helt klart, så hjælper det at de bliver ældre.. man får pludselig noget igen og ser det lille menneske blive til et lille individ! Dét er vildt fedt!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Vi kender godt følelserne, da vi fik vores søn blev hele vores verden også vendt på hovedet. Det har taget tid men idag der har vi vænnet os til at han er der 😃

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anna

    Selvom min datter er 11 år, husker jeg tydeligt de følelser, du beskriver. Hos jordemoderen lå der stakkevis af ‘Vores børn’ blade, fulde af beretninger om ‘moderlykke’ ( hader stadig det ord!) og overskudsmødre, der da liiige skrev en børnebog og renoverede sommerhuset mens de var på barsel – og den slags tåbeligheder slugte jeg råt under min graviditet.
    Da baby kom, var intet som forventet – alt fra kejsersnit til underlivsbetændelse og bryster tunge som bly kom bag på mig. Den sagnomspundne moderlykke udeblev også i første omgang. Da jeg var 11 år lid jeg mig overtale til at prøve en rusjebane med loop i Tivoli, men i sidste øjeblik råbte jeg: Stooooop, jeg vil ikke alligevel! Da jeg skulle føde, og flere gange i ugerne efter, havde jeg igen lyst til at råbe: Stoooop, jeg vil ikke alligevel, Intet ved mor oplevrlsen blev som forventet – men det har været det skønneste ever! Ikke hver dag, men det meste af tiden – og til jer med små pus: Hold ud, lige pludselig er de store, kærlige, selvstændige og hjælpsomme væsner, som fylder en med stolthed og…nårh ja, moderlykke ;o)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kristine

    … genkender mange af de følelser!
    Jeg kunne ikke være i min egen krop når sundhedsplejesken kaldte mit barn for min søn. Alt strittede på mig… og idag elsker jeg når han bliver omtalt som min søn! … det er pisse hårdt at blive forældre …

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Jeg havde det på fuldstændigt samme måde. Det var så HÅRDT, og jeg troede flere gange at jeg var ved at blive skør. Jeg ville bare gerne have et break! Når han endelig faldt i søvn kunne jeg ikke slappe af – for hvornår mon han vågnede igen? Det værste var næsten at min kæreste netop knuselskede ham fra første sekund, og jeg følte mig så forkert og egoistisk fordi jeg slet ikke kunne overskue min situation. Heldigvis synes jeg også hurtigt det vender. Den første måned var hårdest, indtil man også lærer sin egen nye rolle at kende. Men det er svært når det man havde troet at der kom som et naturligt instinkt – for det her var jo drømmen, pludseligt er noget der skal lære at gro. ❤️ Og pludseligt går det op for en hvor meget det lille væsen betyder og hvor meget man knuselsker.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Jeg havde det på fuldstændigt samme måde. Det var så HÅRDT, og jeg troede flere gange at jeg var ved at blive skør. Jeg ville bare gerne have et break! Når han endelig faldt i søvn kunne jeg ikke slappe af – for hvornår mon han vågnede igen? Det værste var næsten at min kæreste netop knuselskede ham fra første sekund, og jeg følte mig så forkert og egoistisk fordi jeg slet ikke kunne overskue min situation. Heldigvis synes jeg også hurtigt det vender. Den første måned var hårdest, indtil man også lærer sin egen nye rolle at kende. Men det er svært når det man havde troet kom som et naturligt instinkt – for det her var jo drømmen, pludseligt er noget der skal lære at gro. ❤️ Og pludseligt går det op for en hvor meget det lille væsen betyder og hvor meget man knuselsker.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Året der gik 2017