Jeg har gået og overvejet om det nu var en god idé med det her indlæg eller ej. Det er uge 6, tid til at sætte fokus på kroppen, og jeg er kommet frem til at nu er det tiden til at trykke “UDGIV”..

Der er ret mange der har skrevet “Har du ikke tabt dig helt vildt?” og endda “du burde tage lidt på”. Og jeg kan godt forstå nogle spørger, for min krop har ændret sig. Gravid, tyk og lynhurtig slank igen. Men jeg kan modsat ikke forstå folks behov for at “vurdere” min krop.  Det er jo for det meste  kærlig ment. Jeg har helt sikkert presset citronen for meget i forhold til mit helbred sidste år. Men det er hverken noget jeg har set komme eller har ønsket. Det er bare sket. Vi fik Villy. Og vi fik en masse gode jobtilbud. Plus en masse sygdom. Og vi troede vi kunne klare det hele. Indtil vi opdagede, at det kunne vi ikke.

Ja, jeg er særligt blevet ramt to gange i år. Første gang i foråret, hvor det hele kollapsede for mig. Alt for meget arbejde, alt for meget ansvar, med en baby samtidig. Vi var kørt totalt sur i alt det arbejde. Og når det der familieliv bare ikke er så lige ud af landevejen, som man havde håbet, så bliver man max presset. Ikke noget fungerede for os! Jeg var udkørt.

Vi tog en lang og velfortjent sommerferie. En hel måned. Hvor der skulle tænkes over tingene og vi skulle komme til hægterne. Det hjalp! Vores liv er for nice! Vi kan knokle røven ud af bukserne – 24/7  – og så tage fri i længere tid. Det er dejligt, men det er også hårdt. For der skal virkelig arbejdes, når der skal arbejdes. Og jeg må erkende at min krop, ikke har været glad for det.

Har også bare været totalt uheldig, og det er i orden at have lidt ondt af sig selv! 3 brystbetændelser med indlæggelser, indlæggelse i Nicaragua, igen herhjemme i julen. Lungebetændelse, blærebetændelse, brystbetændelse. Så meget betændelse og så meget antibiotika. Ja, og så nok en af de værste (og samme tid bedste) perioder i mit liv. Anden gang jeg mærkede til det der pres, som nogen kalder stress. En lang periode med diarre, mavepine, hovedpine, kvalme. Lægen sagde jeg nok havde fanget mig en maveinfluenza, men det fortsatte. Og hver gang vi skulle tilbage på arbejde, så kom det igen. Det var stress. Jeg ved det var stress. Og det var for meget for mig! Det ved jeg nu!

Det har haft konsekvenser for min krop. Jeg har tabt mig helt vildt meget i år. Ja, lige nu vejer jeg faktisk 20 kilo mindre, end jeg gjorde for et år siden. Bevares, jeg var også nybagt mor! Jeg var faktisk nået til et punkt, hvor jeg havde erkendt og accepteret at jeg nok ikke blev mit ’slanke’-jeg igen. Jeg havde faktisk indfundet mig med tanken om at jeg ville være lidt mere chubby fremover. Og det var OK.

Men hold nu op hvor er kiloene raslet af mig. Måske dels fordi jeg har ammet. Det tænkte jeg i hvert fald i starten. At knægten sugede kiloene ud af mig. Smart! Men nu, kan jeg godt se at mit helbred også har været hårdt presset, og jeg har tabt mig mere, end hvad godt er. Målet i Nicaragua var at tage 5 kilo på. Jeg tog 3 kilo på, så det synes jeg er meget godt klaret! Jeg vejede helt ned til 48 kilo, er 171 cm høj. Det var for lidt! Nu er jeg igen lige lidt over de 50. Min normavægt er 57, så der mangler lidt. Forhåbentligt kan jeg bygge min krop op med en sund balance mellem fedt og muskler. Det er målet! For min krop skal være glad!

Jeg deler billedet af mig, for at minde mig selv om, ikke at nå ud på det der pressede punkt. Hvor man ligger grædende med mavekneb om natten, med søster i røret. Hold nu kæft, hvor har Sofie været en stor støtte for mig! På slemme dage har hun stået op klokken 5 for at komme ud til en grædende lillesøster, der har brug for et kram. Og hun har altid været klar i røret, døgnet rundt. Jeg er så taknemmelig for min familie. De her billeder af mig, skal minde mig selv om det sted, jeg ikke har lyst til at være. Og det skal minde jer om at passe på jer selv! Plus fortælle jer, der måske selv har det sådan, at I ikke er alene. Og det bliver bedre!

Det er faktisk lige meget om man er tyk eller tynd – men hvis man ser så usund og udkørt ud, som jeg gør her, så skal man gøre noget ved det. Så skal man ikke lade stå til. Man skal lytte til sin krop. Jeg glemte det – eller nej, jeg nægtede – for der var så mange “vigtige” ting, jeg gerne ville. Men det er jo lige meget, hvis jeg ikke har det godt. Så kan det hele være ligemeget. Kroppen skal have det godt. Jeg er faktisk træt af at være blevet så tynd. Det er meget rarere at have lidt mere polstring. Så gør det eksempelvis ikke ondt i numsen at sidde ned. Og ens håndled føles stærkere. Haha.

Det er ikke sjovt at være udsultet. Du skal ikke stræbe efter at se ud som mig eller være tynd som andre, du måske ser i medierne! Du skal stræbe efter at have en glad krop! Og en glad krop er en krop, som behandles godt. Pyt med størrelsen – det er følelsen der tæller! Og det kan godt være, at jeg nu har noget, der tilnærmelsesvis ligner en sixpack. Og jeg har altid drømt om at få den bule på maven væk. Men det er ikke min idealvægt. Det er et tegn på en krop, der ikke har det godt. OG så er det bedre med en lille charmedelle!

Så husk nu for pokker at en glad krop ikke er et eller ideal om at være tyndere og tyndere. Og fladere og fladere. Du bliver nok alligevel ikke gladere når du så er tynd. Det har jeg da i hvertfald erfaret! Stræb efter at være sund og glad. Så er størrelsen ligemeget.

Jeg har virkelig ændret min måde at leve på. Der er skruet ned for presset og for arbejdet. Jeg kickstartede 2018 med en masse vitaminer igennem en juicekur, som jeg supplerede til min kost. Min krop er  i top form og jeg har fået mere sul på kroppen. Og jeg er glad! Det er det allervigtigste! Jeg har droppet ud af studiet, fundet ud af hvad der er vigtigst i livet. Min familie, mit helbred og mit humør. Det har lettet mine skuldre at være god ved mig selv!

Jeg vil prøve at have lidt fokus på det med at acceptere sin krop her på bloggen, det næste tid. Det sker nemlig dagligt at jeg modtager beskeder omkring, hvordan jeg kan være så afslappet i min egen krop. Og jeg tænker at åbne op for det emne lidt senere. Det har nemlig ikke altid været nemt for mig! Vil I høre mere om det??

Og det var hermed prædiken nok for mig! TAK TAK TAK fordi I har læst med. Håber I forstår mit budskab og tager godt i mod mit indlæg. Det er nemlig et ømt punkt! Kram fra mig // Lise