Efter nogen efterspørgsel, har jeg besluttet mig for at skrive et lille blogindlæg om min rejse alene til Guatemala. Måske det kan inspirere andre til at tage ud i verden og prøve at rejse med mening. Se videoen fra min rejse og læs nærmere nedenunder;

I 2014 rejste jeg til Guatemala i 3,5 måned. Det var en vild beslutning, for jeg var, før det, meget genert (jeg turde ikke engang ringe og bestille en pizza) og utryg ved at være på egen hånd. Men det var også en af de bedste beslutninger i mit liv!

Det betød for mig, at jeg skulle rejse væk fra alt det derhjemme. Væk fra Michael, som jeg på det tidspunkt havde været kærester med i 3 år og boet med i 2 år. Vi var allerede meget tætte og gjorde altid de samme ting. Det var altså skide godt for mig at komme væk, prøve at være mig selv og opleve nogle helt unikke ting!

Jeg rejste i Februar. Det var virkelig hårdt at sige farvel. Når jeg i dag står i Aalborg lufthavn, får jeg altid den der ubehagelige følelse i maven fra da jeg sagde farvel til mine forældre, svigerforældre og Michael. På det tidspunkt fortrød jeg virkelig! Da jeg endelig kom afsted, var det jo slet ikke så slemt! Jeg savnede virkelig Michael, slet ikke det. Men i og med der ikke var internet hvor jeg boede, hang jeg heller ikke hele tiden på Skype med dem der hjemme. Jeg var tvunget til at komme ud og lave noget andet.

Hvorfor Guatemala? Jeg tog til Guatemala fordi jeg gennem mine forældres venner har hørt fortællinger derfra. Og så havde jeg forelsket mig i en lille dansk organisation, der arrangerer udlandsophold der. De hedder Danish Volunteers, og er faktisk ‘bare’ to søde nordjyder, er ønsker at gøre en lille forskel. Med Danish Volunteers kan man rejse til Guatemala eller Nicaragua. Tjek eventuelt deres hjemmeside.

Hvad lavede jeg? Jeg boede ved den sødeste dame, Dilia. Hun blev hurtigt min reservemor og hun var altid klar med en kop the, hvis man var syg og masser lækker mad! Den første måned gik jeg på intensiv spanskskole, hvor jeg havde eneundervisning. Hvis man gerne vil lære sproget, kan det virkelig anbefales med eneundervisning!

Efter min skoleperiode, startede jeg det frivillige arbejde. Jeg arbejdede på et børnehospital, der hedder Casa Jackson. Et hospital for fejlernærede – ofte stærkt underernærede – børn. Børnene var i alderen 0-5 år og var indlagt med deres, tit MEGET unge, mayaindianske mødre. Det var en meget stærk oplevelse at arbejde med så syge og svage børn. Det er den oplevelse, der har gjort mig mere sikker på min drøm om at blive sygeplejerske – og så senere hen sundhedsplejerske. Jeg blev især knyttet ret tæt til en lille dreng. Han var 2,5 år gammel, spastisk lammet og delvist forældreløs. Drengen havde nærmeste boet på hospitalet det seneste år. Efter hver indlæggelse på hospitalet var slut, gik der ikke mere end et par måneder, så var han tilbage igen. Ganske enkelt fordi hans forældre ikke havde resurserne til at give ham mad. Dels pga fattigdom og dels pga hans hamdicap. Så hjerteskærrende. Det rykker virkelig ens grænser, holdninger og menneskesyn med sådanne oplevelser.

Ved siden af alt det frivillige arbejde, var der også tid til at lave lidt sjove og anderledes ting. Jeg gik bla. til salsaundervisning, hvor vi om natten tog i byen og rystede vores numser, mødte andre søde unge mennesker og tog ud weekendsture i Guatemalas helt vildt skønne natur! Semuc Champey, som er et område ved en super flot flod, kan helt klart anbefales! Totalt yndlingsspot!

Som næsten alle andre rejsende, var jeg også ramt af sygdom på min rejse! Og jeg skulle desværre gennem en af de lidt hårdere omgange! Jeg havde fået parasitter. Ikke de der ‘sædvanlige’ parasitter, som rejsende får. Nej, det var værre og klammere! Jeg vil spare jer for deltaljerne, men blot fortælle at jeg ikke var på toilettet i 18 dage og endte med at besvime, have høj feber og den ondeste mavepine! Heldigvis kom min mor i 2 uger og besøgte og trøstede mig. På trods af sygdom, er jeg SÅ glad for at have delt den oplevelse med min mor.

Hvordan var det at komme hjem? Da jeg efter 3,5 måned kom hjem med 1000vis nye oplevelser, var det så mærkeligt, at der næsten ikke var sket noget derhjemme. Jeg kan huske jeg blev ved med at skælde Michael ud over at han ikke havde noget nyt at fortælle. Ups! I forhold til Michael og jeg, var jeg også meget spændt på, hvordan det hele ville være, efter så lang tid fra hinanden. For os var 3,5 måned LANG tid! Den første dag var lidt skør… Som om vi lige skulle lære hinanden at kende igen. Men så var alt som det plejede. Faktisk meget bedre!

Kan det anbefales? Jeg vil til hver en tid anbefale – unge som gamle – at rejse med Danish Volunteers. Man  får den der følelse af, at man rejser alene, MEN  man ved stadig, at der er nogen at kontakte, hvis man er i tvivl om noget. En sikkerhed, jeg virkelig holdt af! Især når man befandt sig i et knap så sikkert land.

Og så synes jeg bare det var helt vildt fantastisk at bo lokalt og på en eller anden måde blive lidt lokal! Jeg mødte en masse backpackere, og jeg fik en fornemmelse af, at man som backpacker ikke rigtig fik sig et ordentligt indtryk af den lokale kultur i Guatemala. Som backpacker rejser man mere rundt med andre europærer og amerikanere, hvilket sikkert også er megafedt, men dog en anden måde at opleve tingene på!

Jeg håber det måske kunne give lidt inspiration til jeres kommende rejser. Spørg endelig, hvis I har nogle spørgsmål!

//Lise