Ja, nu er det så 10 uger siden lille Villy kom til verden. Der er sket så ufatteligt meget på så kort tid, og jeg forstår faktisk ikke at han ikke er ældre end ti uger. De fleste siger at tiden flyver afsted, og det har den virkelig også gjort. Men på en underlig måde. For vi har været gennem så mange hårde ting på så kort tid, at det også føles som om der er gået et halvt år. Nå, mere om det på et andet tidspunkt, for nu skal det nemlig handle om fødslen! I har sagt ja tak til en ærlig fødselsberetning og det får I hermed.

Jeg vil starte med at give jer min egen oplevelse af fødslen, og så har jeg faktisk også fået både Michael og min søster, Sofie, til at skive deres oplevelse. Jeg tænker det kan være meget brugbart for andre fædre og også for andre søstre/mødre, som skal deltage som fødselshjælper. De vil komme løbende, som de bliver færdige.

Nå, lad mig starte et sted…

28/12 – 2016 kl. 3.00 ca. 

Jeg vågner op og har en underlig fornemmelse i kroppen. Det er ikke som de andre nætter hvor den store fede mave har været i vejen og jeg har vågnet pga det. Nej, denne gang vågner jeg fordi det er vådt i sengen. Har jeg tisset? Det gav et sæt i min krop, for jeg ved jo godt, at det er op over og det meget vel kan være vandet, der er gået. Jeg får med høj puls tændt for lyset og vækket Michael. Der er en god sjat vand i sengen og også lidt blod og slim. Hmm.. Frem med telefonen og så skal der ellers googles.. “Hvordan ser en slimprop ud?”.. “Hvor meget vand kommer der?”. Ja, der bliver googlet lidt af hvert i sådan en graviditet – det kan I måske nikke genkende til? Nå, på med et bind og så må jeg bare se tiden an. Jeg er faktisk meget i tvivl om jeg er kommet til at tisse lidt i sengen eller om det kan være sivende fostervand. (Ja, det er altså lidt svært at holde på det tis der, når man har en stor baby i maven).

28/12 – 2016 kl. 10.00

Sidste jordemoderbesøg – og ret smart, for så kan jeg jo lige nævne det med slimproppen. Jordemoderen mener ikke det er fostervand, bare lidt urin der er kommet med slimproppen. Fortæller mig at der stadig kan gå op til 2 uger før fødslen går i gang – selvom slimproppen er gået. Så det er ikke nødvendigvis tegn på noget. Vi smutter lige forbi bageren på vej hjem – det skal man jo – og så beslutter vi os for at ligge os hjem på luftmadrassen foran flimmerne og se film hele dagen. Vi kom hjem fra en laaang juleferie dagen før, så det var meget tiltrængt.

Som timerne går, så får jeg mere og mere murren i lænden og i maven. Det føles som en god gang mens-smerter, og netop dét, ved jeg jo kan være tegn på fødsel. Jeg får downloadet appen til at tage tid på veerne, når de engang kommer. (Kan ikke huske hvad den hed, for den er forlængst slettet igen) Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal holde øje med, men hen på eftermiddagen begynder det, som jeg vil betegne som småveer. Jeg kan sagtens holde det ud, det føles bare som små jag.

29/12 – 2016 kl. 01.00

Efter en hel del timer med småveer, beslutter jeg mig for at ringe til fødselsgangen. De er meget uregelmæssige, men kan godt vare de der 1-2 minutter. I telefonen siger jordemoderen at jeg bare kan komme derud. Vi får pakket sammen og daffer afsted mod sygehuset. Jeg har ikke sådan vildt ondt, men det kan da mærkes. Min søster har haft to nemmelynfødseler, og efter at have haft hende i røret hele dagen med følgende ord: ‘Tag derind, Lise’ og ‘Jeg troede heller ikke det var rigtige veer, og så fødte jeg to timer efter’, så besluttede jeg mig for ikke at tage nogle chancer. Måske var jeg jo lige som hende, og ventede bare på værre veer, der ikke kom?

På sygehuset blev jeg budt velkommen af en jordemoder og sendt ind på en lille bitte fødselsstue. Vi fik faktisk lidt klaustrofobi. Både Michael og jeg. Her blev jeg undersøgt og det var sådan okay. Lidt ubehageligt, men okay. Jeg var simpelthen så spændt på ‘hvor åben jeg var’. Det har man jo hørt skulle betyder så meget. Men…. Jeg var kun 0,5 cm åben, og der må jeg indrømme.. Der blev jeg sgu lidt skuffet. Al den ‘smerte’ (som slet ikke var smerte – ved jeg nu) for så lidt. Veerne kom stadig ureglmæssigt og nev mere og mere. Nu må jeg lige stoppe op for at trække vejret når veerne kommer. Jeg fik to valgmuligheder: 1. Få en seng på sygehuset og smertestillende, eller 2. tage hjem med lidt smertestillende at sove på. Vi valgte det sidste. Hjem igen, i put kassen og så forsøge at sove.

29/12 – 2016 kl. 09.00

“Jeg.. Pruuuhh… Kan…. Ikke…. Mere….. Nu….” kom det fra mig, og nu kan Michael godt fornemme vi ikke kan trække den længere. Heldigvis har han fået nogle timers søvn. Jeg – ikke så meget. V. Veerne er taget til, men de er stadig ureglmæssige. Dog kraftige!i ringer og får besked på at vi bare kan komme ind igen. Ud i bilen og denne gang er jeg ikke helt til stede på vejen. Det hele er sådan lidt slørret. På sygehuset bliver vi vist ind på en stue og jeg får at vide at jeg trækker vejret forkert. Hmmmm…. Jeg finder hurtigt ud af at jeg ikke skal bruge de vejrtrækningsteknikker, jeg ellers har forberedt mig på. I stedet forsøger jeg mig med laaaaange og dyyyybe vejrtrækninger når veerne kommer. Vi får en stue og jordemoderen(Christine) kommer ind og hilser på. Hun er ung og rigtig sød. Jeg bliver undersøgt igen. Nu er jeg 3 cm åben. Hurra! Der er sket noget.

Jeg ringer til min mor og sofie. Nu er det nok snart tid til at de kommer. Min mor skal køre fra Jylland, men først skal min far til fysioterpeut, så de kan først køre kl. 10… Og være her i eftermiddag. Hmm, måske når hun det ikke, men så går det nok. Min søster skal ikke køre så langt, så det er beroligende.

29/12 – 2016 kl. 11-12.00

Nu er Sofie kommet. Det er faktisk lidt sjovt, for da Sofie kommer, viser det sig at Jordemoderen og Sofie kender hinanden – det bliver derfor lidt mere personligt og vi kan snakke om andre ting. Michael, Sofie og Jordemoderen skiftes til at være der, når jeg får en ve. Michael takler det flot, men jeg har ikke så meget fokus på ham længere. Kun på de lange dummer veer. Jeg vil gerne i karret og det får jeg lov til. Her er veerne ikke så slemme. Jeg kan lige spise en toast og drikke lidt saftevand. Alt i mens Sofie og Michael smågriner af mig. Ikke når veerne er der! Der er de stille og søde. (Fra nu af har jeg ikke nogen tidsfornemmelse, så klokslættene er bare gæt)

 29/12 – 2016 kl. 14.00 

Jeg bliver beordret op af karret. Mine veer bliver ved med at være ureglmæssige og de har slet ikke den kraft, der skal til, for at jeg åbner mig. Så jeg må op. Det begynder at gøre rigtig-rigtig-rigtig ondt. Jeg bliver tilbudt bistik, og den går jeg i mit smertehelvede med på. Det skulle jeg aldrig have gjort. Jeg skriver som bare pokker de 10 gange hun stikker mig i ryggen, og tårerne løber. Faktisk vil jeg hellere have ti veer end have sådan et stik. Og det hjalp faktisk ikke. “LATTERGAS! Ja, det vil jeg gerne have”. Og det fik jeg. Ved hver ve hiver jeg efter vejret i masken og det får mig til at glemme 10% af veernes smerte. Nå.. Jeg bliver undersøgt igen, og jeg er siden i morgen kun åbnet mig ganske lidt. Jeg tror jeg var 5 cm åben. Hmm. Jordemoderen kan fornemme jeg begynder at være rigtig træt og vi snakker lidt om de forskellige muligheder. Jeg vil helst ikke have hverken morfin eller epidural-blokade, men der skal dælme snart ske noget. Jeg huser ikke hvornår, men på et tidspunkt efter det her, vælger jordermoderen at tage vandet. Det er varmt.

29/12 – 2016 kl. 15.00 

Jeg vil helst bare ligge på ryggen med lattergassen lige i nærheden. Her er mine veer lidt nemmere at håndtere. Men jordemoderen vil have mig i andre stillinger for at få veerne til at rykke. De hjælper ikke på noget så længe jeg ligger sådan. Det første forsøg er virkelig ikke noget, jeg har lyst til at prøve igen. Jeg ligger mig på kanten af sengen, og Sofie og Michael skal holde mig på skuldrene og benene. Så skal maven ellers hænge ud over sengekanten mens jeg får 5 veer. Det gør så ondt. Jeg græder. “Jeg vil ikke, jeg vil ikke!” Og så kaster jeg op. Jeg når lige 4 veer og så siger kroppen stop. Av for katten. Men vi er nødt til at gøre det til den anden side også. Tårerne vælter ned af kinderne.

Nu skal jeg ligge op af en pude på maven og have veer. Lattergassen er uundværlig. Jeg kan kun tænke på lattergassen og veerne. Lyden fra masken kan berolige mig lidt og jeg forsøger at trække vejret i takt. Jeg lægger ikke mærke til hverken Sofie eller Michael.

29/12 – 2016 kl. 16.00

Jeg er langt væk i smerte. Jeg ser ikke noget, jeg hører ikke noget. Kun maskens susen. Men så mærker jeg min mors hånd på min skulder og så falder jeg lidt til ro. Hun nåede det! Det er tid til en ny stilling, siger jordermoderen. Veerne kommer med ihærdig fart og jeg bliver ikke engang ungersøgt. Op og stå og så ellers læne mig op af den der stol mens veerne flyver ind. Ud af øjenkrogen kan jeg se min far stå i døren. Han tør ikke gå ind, men jeg får væset ‘Jeg kan godt se far’, og han kommer ind i få sekunder og giver mig et lille klap på skuldren. Så er han smuttet igen. (Han skulle egentligt køre hjem med Anker i huset, men alle kan fornemme at det snart skal være, så han venter i venteværelset, hvor Michaels forældre nu også er dukket op).

29/12 – 2016 kl. 18.00

Nu kommer der en følelse, jeg ikke har haft før. Det er som om min krop fortælle mig at jeg skal presse og det skal være nu. Jeg kan ikke holde igen. Jeg har lyst til at presse og jeg har lyst til at skrige. Men det må jeg ikke, bliver jeg fortalt. Jeg er ikke klar. Det må være presseveer – jeg er ikke i tvivl. Men hvad skal jeg gøre? Er det overhovedet okay at få dem nu? Veer og presseveer tager til. “Der er nok 1,5 time tilbage nu, Lise. Du kan godt!” Jeg kommer op i sengen og bliver undersøgt. 8 cm. “ARGH!!! JEG SKAL PRESSE!!!”. Jordermoderen fortælle mig at jeg kan begynde at presse, for hun har skubbet de sidste centimeter op. Jeg presserr og presssserrr. “ARGGHHH”. Jeg tænker ikke over det men skriger og skriger. Jeg ser på Sofie, min mor og Michael, der alle tre – skiftevis – kigger ned mellem mine ben, og alle tre står og hepper “det snart nu, det snart nu”, “vi kan se hans hovede”. Deres glæde og deres spændning giver mig lidt fornyet kræfter, og jeg presser når jeg får besked på det. Og gisper. Det er en ny teknik, men jeg lærer den hurtigt. Omkring tyve minutter over seks, strømmer en masse mennsker ind på stuen. Der er vagtskifte, men jordermoderen vælger at blive til jeg er helt færdig. Hun sætter noget på hans hovede for at måle, jeg tænker ikke over det, men er helt fordybet i mine presseveer. (Jeg forstår i øjeblikket ikke hvorfor der kommer folk på stuen, men det viser sig hans hjerterytme havde dykket lidt, så der var tilkaldt læger)

29/12 – 2016 kl. 18.24

PRES! Av for sataaaaan! Hovedet er ude. Det er det værste. En ve mer og så pres! Det er for vildt. Han kommer op på mit bryst, og der går nogle sekunder så kommer det vigtigste skrig i hele verden. Og jeg er mundlam. Han er smuk, og dejlig. Han har masser af hår. Han ligner sin far. Nåå ja, hans far. Han er ved siden af mig og han græder. Min mor og søster står på modsatte side og græder også. Jeg græder ikke, men er et følelsesmæssigt sted, jeg aldrig har været før. Det er fantastisk. Michael kysser mig og vi kigger alle på det fineste lille barn på mit bryst. Jordermoderen har fri, men kommer op og krammer mig, roser mig og vi tager et fint billede sammen. <3 Nu er den fineste dreng født, og jeg er nu mor. Det er fantastisk. Og jeg har dem der betyder noget rundt omkring mig. Michael klipper navlestrengen, og det er så flot.

Efterfølgende:

En lille ve mere, og så kom moderkagen. Det mærkede jeg i min lykkerus ikke. Nu skal der bare syes og alt det kedelige. Det er en ny jordermoder, der gør det. Jeg er gået i stykker, og det kræver en 10-15 sting. Første syning er uden smertestillende – hmmmm, ikke rart. Jeg får lov til lige at snuppe en smule lattergas, mens jeg ligger og beundrer min søn på brystet. Han er en sulten fætter allerede, for ganske kort tid efter han er født, søger han efter brystet og begynder at smovse. Han bliver tjekket af jordermoderen, og han ser fin ud. 3800 gram og 52 cm lang basse.Da jeg er færdig med at blive syet, kan vi endelig sige til min far, Michaels forældre og Anker, at de kan komme ind. Anker er super træt, men alligevel interesseret i at se lille Villy. Alle bedsteforældrene er også solgt og det er et stort øjeblik at dele med dem. Desuden får vi alle vist den fine moderkage frem. Hehe. Nogen synes det er mere spændende end andre. (Og godt vi har en rimelig frisindet familie).

Mine forældre og Anker kører hjem. Vi andre bestiller pizzaer som vi hygger os med, mens vi sidder og kigger på den lille baby på mit bryst.

Vi er ret klar på at skulle hjem og sove. Men først skal jeg have tisset. AV FOR SATAN! Jeg har fået de STØRSTE bind, du kan tænke dig, på og det er gennemblødt på nul-komma-fem. Der er vitterligt blod over alt. Jeg sætter mig ud på toilettet for at tisse. Sofie er med mig. Det gør så ondt at jeg ikke tør tisse. Michael tror dog jeg tisser, men det er bare al blodet. Jeg forsøger med bruseren og lige lidt hjælper det. Jeg må drikke noget mere. Jeg VIL hjem!

Efter nogle timer lykkes det mig at tisse. Sofie tager hjem og Michaels forældre kører til Farum. Vi får lidt tid for os selv, for snakket med jordermoderen, pakker sammen og kører hjem. Vi forlader sygehuset med en god fornemmelse i kroppen. Oplevelsen har været udmattende, men overvejende god. Kl. 22.00 sidder vi i bilen – en person mere end da vi tog afsted samme morgen. Skørt, vildt og skønt.

Det var alt for nu. TAK fordi du ville læse med og jeg håber du kan bruge min beretning til noget. Måske du selv står med en fødsels i nærmeste fremtid, eller måske du bare (som jeg) synes det er spændende læsning. Den efterfølgende tid (amning, sygdom, indlæggelser mm) var meget turbulent, og den vil jeg fortælle jer om I et andet indlæg, hvis I kunne tænke jer det(?). Men denne beretning skulle kun handle om noget helt særligt. Nemlig Villys fødsel. <3 // Lise