november 2017 – Lise og Michael
Monthly Archives

november 2017

Lises verden

“Er det min skyld?”-tankemylder

Jeg har tankemylder. Og jeg noterer det i Noter på min telefon, når jeg om natten vågner og ikke kan falde i søvn. Efter jeg har noteret det, så sover jeg bedre. Det her er fra et par dage siden. Det er sådan helt-ind-til-benet sårbart, og jeg ved ikke helt hvorfor jeg deler dem. Men et gør jeg altså nu…

Jeg tror vi har taget en forkert beslutning. Og det gør ondt i hele mit system at vi skal gennem så meget pga den beslutning. Jeg er faktisk super super frustreret. Da Villy var helt lille kæmpede jeg en sej kamp for at fortsætte amningen. Amning er fedt og dejligt. Og jeg ville så gerne have det til at fungere. Det er en meget lang historie – har før skrevet om det her. Vi har selvfølgelig også fået meget godt ud af amningen. Og Villy finder utrolig meget tryghed i det. Men jeg tror det var den forkerte beslutning at fortsætte amning! Og jeg ved ikke om det fordi jeg er så sårbar lige nu. Jeg ville ønske nogen kunne sige: “hey det har ingen betydning”, men det tror jeg bare ikke kommer til at ske.

I min krop bor en kæmpe stor dårlig samvittighed. Villy er syg konstant. Han hiver alting til sig. Og efter han nu igen er blevet syg her i Nicaragua, så tænker min hjerne kun en ting: “Det din skyld! Det din skyld! Det din skyld!” Fordi JEG ville fortsætte amningen trods 3 stygge brystbetændelser, som krævede stærke mængder antibiotika. Jeg ved, at det ikke var godt for hans krop og immunforsvar. Og det vidste jeg også dengang. Hvorfor valgte jeg/vi så at fortsætte? Var jeg alt for egoistisk? Hvorfor var der ikke nogen der fortalte mig at han ville blive så nemt syg? Og har det overhovedet noget med hinanden at gøre? Bilder jeg mig bare selv det ind for at finde en syndebuk? Vi kan bare ikke ændre på det nu. Men jeg er så ked af hvis min beslutning dengang er skyld i at han har været gennem så meget. Han startede heller ikke just nemt ud med RS-virus da han var en uge, refluks, mor med brystbetændelser, virusser og nu det her.

Jeg har så svært ved at tage mod god bedring-ønskerne. Det er kærlig ment – forstå mig ret, jeg ønsker ikke andet end god bedring til Villy – og jeg kunne aldrig finde på ikke at vise taknemmelighed over det. Men i virkeligheden er det ikke taknemmelighed der hersker i min krop. Jeg tror det havde været nemmere for mig slet ikke at have delt det. Eller det bilder min dårlige samvittighed mig ind. Og derfor deler jeg. For mit bedre-jeg ved at jeg skal være god ved mig selv. Jeg har brug for en virtuel krammer, for jeg er udkørt og jeg savner min mor. Puhh. Vi er langt væk hjemmefra lige nu. Tankemylder slut.

Og lige en reminder til jer: Pas på jer selv, giv jer selv lov til at være triste og arbejd med det. Ikke imod det!

Jeg kan ikke være den eneste med sådan tankemylder en gang i mellem – hvad hjælper hos Jer?

img_6342

 // Lise… Ps : find mit blogindæg her og Michaels her. Læs desuden om vores rejse til Nicaragua her og her

Michaels verden

At have en syg baby og en syg kone i et fremmed land

NB: Både Lise og jeg har skrevet om samme oplevelse. Læs Lises version her.

Jeg har endelig formået at skrive et lille blogindlæg. Det er ikke så tit jeg skriver herinde, men denne gang kunne det måske hjælpe nogle andre oplevelses-lystne-rejsefamilier derude, som måske kommer til at stå i samme situation!

Det værste scenarie er syge børn i fremmed land.. Det var mit værste mareridt inden vi forlod Danmark. Og også en af de eneste ting der holdt mig tilbage. Jeg hader når Villy er syg. Jeg er begyndt at frygte tanken om sygehuse og indlæggelser. Det var jo heller ikke just den bedste start på Villy’s tilværelse. Hospitalet frem og tilbage i en måneds tid.

Det hele startede hernede som hvad der skulle være en god udflugt til Stillehavet: Surfing på Vulkaner og stillehavets bølger. Begge ting, som jeg havde set meget frem til. MEN efter en 5 timer, måtte Lise lægge sig syg i sengen med maveproblemer… Det blev være henover natten, og vi blev enige om at finde en lægen dagen efter.. Ud på morgenen jublede vi over, at Villy havde sovet 4 TIMER!!, lige indtil vi mærkede hans pande… Brænd varm var den.. Feberdreng, feberkone og udmattet mand måtte vi afsted til nærmeste storby, i en brændvarm bus. Lise med 40 i feber, hængende i busvinduet og mig med en utilfreds baby på armen. Det var varmt og folk ville gerne hjælpe, men jeg forstod ikke hvad de sagde. Vi skulle finde en læge og blive tjekket. Vi fandt et apotek, med en læge, og i følge hende skulle have lidt smertestillende og en masse appelsiner, så hun kunne lave lort #hehe.. Og Villy – tja, han var egentlig frisk nok trods feberen. Herefter måtte vi videre til et Hostel i byen for, at sove sygedommen ud.. Ud på aftenen blev det være med Lise og Villy, og vi måtte finde et hospital #fuck. Lise blev straks indlagt og jeg fes rundt som en skoldet skid med mit gebrokne spansk (ja, jeg kan lidt efter 1,5 uge på skolebænken, men tekniske termer i lægeligt resi er ikke just det, jeg har praktiseret på skolebænken).

Jeg fik oversat på googletranslate at Villy havde Bronkitis og fik en liste med 7 forskellige medikamenter med i farten. Herudover fik jeg oversat at Lise måske havde blindtarmsbetændelse, med den information, kunne jeg regne ud at hun skulle opereres!!! (Her kan jeg huske at jeg tænke i mig selvnu vil jeg hjem – hjem til et rent hospital med forståelige læger som ikke operer for at få penge i kassen (meget anklagende – men sådan tænkte jeg).) Jeg fik snakket med Lise, og vi blev enige om, at det ikke var tid til operation. Jeg har set Lise mange gange med forstoppelse, og den samme sikkerhed havde Lise om sin sygdom. Så Lise fik en lavement, og kom på toilettet.. Nu kunne jeg kende hende igen! Hun kunne gå oprejst og havde efter omstændighederne det rigtig godt, men lægen troede ikke på hende og blev ved med at holde på, at hun skulle opereres, og at det kunne være livsfarligt ikke at gøre det. Lise og jeg holdte på vores, og insisterede på at komme hjem… Heldigvis.. Det er vildt svært at trodse en erfaren læges diagnose, men det var det rigtige i denne situation! Dagen efter var Lise mere eller mindre feberfri – og hun havde ikke ondt mere…. Pyyh.. Og i skrivende stund er hun frisk!

Nu til Villy.. Vi afventede med hans medicin til vi havde fundet en læge, vi rent faktisk kunne forstå.. Så vi tog hjem til vores familie i byen Granada (familien hernede er noget af det tætteste vi kommer på vores danske familie), og det var dejligt. På dette tidspunkt har Villy haft feber i et par dage, men det var blevet værre. Han kunne ikke være i sig selv pga. feberen og varmen hernede. Jeg hader at se Villy sådan. Helt slatten og falder i søvn over alt.

Lise er total sej, hun er benhård i sygdomsforløb, både i danmark og ikke mindst når det spidser til i udlandet også.

Det var en meget hård omgang. Jeg må indrømme at mens det stod på, så fortrød jeg vi var taget afsted. Jeg ville bare hjem og nåede flere gange at tænke på hvornår vi kunne flyve. Men vi har oplevet mange ups and downs på kort tid. Det her klarer vi også. Jeg er glad fordi vi valgte at lytte til vores intuition. Og hvis I overvejer at rejse væk i længere tid – både med eller uden børn, så vil jeg bare lige på peje dette:

“Lige meget om I er læger eller ej – så lyt til jeres krop. Og sig FRA!”

Nu er Villy i bedring. Vi fik kontakt til en børnelæge i DK gennem vores rejseforsikring, og fik droppet meget af medicinen og skiftet ud til noget bedre. Vi er en smule forargede, fordi det viste sig at lægerne hernede både ville have at Villy skulle have hostesaft og Prednisona(som er binyrebarkhormon), begge dele sagde vores læge at man aldrig gav til børn. Slet ikke med hostesaften. Takket være vores stædighed og vores gode familie hernede er både Lise og Villy på toppen inden få dage! FORHÅBENTLIG! Og vi kan nyde de to-tre sidste uger i ro og mag! Tænk hvis vi ikke havde sagt fra… Lise var blevet opereret og ville være indlagt i lang tid. Villy skulle undvære sin mor og måske også hendes babser. Og jeg skulle omgås endnu flere stædige-spansk-talende-læger, som kun kan ende i en misforståelse! PLUS Villy var blevet proppet med alt for meget unødvendigt medicin. Pyyyh… Og nu, på den anden side af hospitalssengene så har jeg alligevel ikke fortrudt vi tog af sted til Nicaragua.

Tak fordi du ville læse med og selvom man kan blive syg så er det stadig det værd, at tage ud og rejse! Du skal bare huske din sunde fornuft. Desuden bliver du også syg derhjemme.

// Michael
img_1928Hvad laver vi i Nicaragua? læs det her og her. Tips til flyveturen her.
Lises verden

FUCK det er snart jul og min røv sveder

collage-3

For at flygte lidt væk fra sygdom og dårligdom, har jeg sat mig på en café, for at lave ønskelister. Det er jul om lidt, Villy har fødselsdag, Michael har fødselsdag i Februar. Det er den tid på året, hvor vores familier begynder at spørge. Nå, men jeg er totalt idéforladt ifht. ønsker. Vi mangler jo ikke noget. Og jeg er også total dårlig til det med julegaver. Kommer altid til at købe tingene inden jul. SHAME ON YOU, LISE!. Det resulterer som regel i lettere irriterede familiemedlemmer. Plus det er total surrealistisk at sidde i 35 grader, med sveden løbende ned af ryggen og så tænke på at I der hjemme så småt begynder at forberede adventslys, julekalender og alt det. DET ER SKØRT!

Men helt ærligt – hjælp mig lige her:

Hvad skal jeg ønske mig? Hvad ved jeg IKKE at jeg mangler? HIT ME!

I kender mig snart bedre end jeg kender mig selv. Haha. Ja, og så spurgte jeg på instagram tidligere, om i kendte til en fin flyverdragt, fordi jeg måske kunne ønske mig sådan en. Jeg fik 56 beskeder på en halv time, og så slettede jeg billedet i min story, fordi folk skrev det samme. Og sorry! Jeg bedte selv om det. Tak for svar! Det var nice. Jeg havde set den ene før, men ikke den anden. Det, flest nævnte var disse to:

skaermbillede-2017-11-08-kl-13-31-59skaermbillede-2017-11-08-kl-13-35-48

Global Funk og Sara Storms udgave af flyverdragt til voksne. (PIS, det er ikke engang reklame! Shit jeg er dårlig blogger! Kan ikke finde noget link der giver mig affiliate. Nå, fuck it! Jeg overlever nok! Og det var så lidt for den gratis reklame) Kender I andre, så smid et link herunder!

Det var vidst alt for nu! Nu vil hjem og pleje min trætte krop med en god velfortjent lur! Husk lige at stikke mig en 4-5 gode råd til julegaveønsker i kommentarfeltet! // Lis

Lises verden

Det går ikke skide godt

Så er det tid igen. Mig foran tasterne. Denne gang med tårerne trillende. Jeg er igen ked af det. Og det er noget man ikke må negligere. Alle har det sådan noglegange. Sårbar. Og endda rigtig langt væk hjemmefra.

Vores tur til Leon endte ikke just som planlagt. Vi nåede frem til noget der mindede om paradis, og alt tegnede godt. Vi nåede at hygge os nogle timer. Om aften fik jeg vildt ondt i maven. Jeg døjer meget med min mave og har dør fortalt jer om det(her). Men hernede en den helt i udu. Og det fik jeg at mærke. Jeg havde helt vildt mange smerter i maven og høj feber. Men oven i det, for det ikke engang skulle være løgn, så havde Villy også fået feber og hoste. Om morgen havde jeg det helt slemt. Så vi hoppede på en bumlende chicken bus for at finde læge og medicin. Vi fandt et farmacia som gav mig, hvad de troede, jeg skulle have. Men det er så forvirrende hernede! Jeg fik hundrede forskellige piller og drikke. Og hvis ikke det virkede inden eftermiddag, skulle jeg kontakte hospitalet.

Leon ligger 4 timer fra vores værtsfamilie, og når vi er så langt væk fra vores egen, så længtes vi bare efter dem – i det mindste. Vi var helt alene. Til eftermiddag blev det ikke bedre, og vi besluttede os for at tage på hospitalet. Villy havde på sin vis holdt skansen meget fint og virkede ikke vildt syg, hvilket jo var dejligt nu jeg havde det så skidt. Vi tog på hospitalet, og jeg blev beordret ind på en hård briks. Aircondition var på fuld skrue, og med en feber på 40, frøs jeg drøn meget. Jeg blev endda beordret ud i et iskoldt bad, og det var frygteligt. Lægerne talte virkelig hurtig spansk, så jeg forstod kun halvdelen af hvad de sagde. Efter mange gange, fik jeg forstået, at de mente jeg havde blindtarmsbetændelse.. De ville tage prøver+billede og derefter tage stilling til om jeg skulle opereres. Jeg var mega bange.

Alt i mens var Villy begyndt at hoste mere. Hans febernedsættende var ude af kroppen og jeg kunne høre fra gangen, at de forsøgte at forklare Michael, at det lød som om Villy havde noget på lungerne. De ville derfor starte med at give ham maske med medicin i. Så det begyndte de på. Jeg havde det skidt, og jeg var selv ret sikker på at det var mine dumme tarme der spillede mig et puds. Men prøv lige at forklar på spansk, at man normalvis har kronisk forstoppelse, men det kan godt komme og gå. At der er gode og dårlige perioder. Og at jeg 2 gange før har prøvet at blive indlagt med mistanke om blindtarmsbetændelse. Det er ikke nemt. Utallige stik, tårer og svar på prøverne senere, fandt de ud af at der var betændelse i min urin. Og jeg fik overtalt dem til at hjælpe mig med at komme af med alt det l-o-r-t jeg gemte på. Herefter kunne jeg igen sidde og stå oprejst og jeg følte mig let. Dog stadig med feber og utilpashed. Men det hjalp HELT klart! Lægerne pressede på med den operation. Og både Michael og jeg var bange. Det skulle bare ikke ske! Så vi fik sagt fra. Og det er jeg så lettet over! Det betød at vi kunne tage hjem fra hospitalet.

Men ja, tænk hvis det bare sluttede her. Det havde været rart! Jeg var rask og det var mest kun gået ud over mig selv. Da vi kom tilbage fes Villys temperatur op til 40,5. Han kunne ikke være i sig selv. Selv med febernedsættende græd og græd han. Og vi var udkørte. Og kede af situationen. Han kastede op af sin hoste og vejrtrækningen var svær. Vi besluttede os for at hoppe på den første shuttle morgenen efter for at komme hjem til familien, som kunne vejlede os. Shuttlen tog 3 timer, og man kunne bare fornemme at alle de andre rejsende til dels følte med og, men også til dels himlede med øjnene over den grædende og klagende baby. “Uansvarlige unge mennesker, der tager baby med på sådan en tur…” Vi tog med det samme til laboratorium og lægen, og dommen var: 10 dage med maske og alt mulig medicin. Det er super frustrerende! Vi forsøgte ihærdigt at forklare at vi ikke var så meget for alt for meget medicin. Han var derfor sød, imødekommende og hjælpsom, men helt seriøst vores lille baby skal have så meget medicin, og han vil bare ikke. 20 minutter maske hver 4. Time, og drengen græder og græder. Jeg føler mig slet ikke tilstrækkelig. Jeg har på nuværende tidspunkt glemt alt om at jeg selv var vildt dårlig, og stadig har feber. Mit fokus ligger et andet sted. Og så snart han endelig sover lidt, så starter mit tankemylder. Og det går amok.. Så derfor vil jeg bruge bloggen til at hjælpe mig, hvis jeg får brug for det de næste par dage.

PS: det her indlæg er skrevet klokken 3 om natten, hvor søvnunderskud og frustrationerne får fuld gas. Vi har det okay, Villys medicin hjælper på feberen og hosten. Vi forventer han er mere oven på efter 3 dages tid. Vi klarer den! Det er ikke alvorligt! Men ja, det er altid rigtig svært, når man er så langt væk hjemmefra. Vi er godt rustet!  Normalvis har vores familie heller ikke mulighed for at være der fra dag til anden. Godt der findes facetime <3 HUSK og giv dig selv lov til at komme ud med frustrationer og følelser. Jeg ved at ked-af-det-hed  kan vokse i en og blive stor og grum. Nogen bruger sin mor, sin faster, sin dagbog. Jeg bruger min omgangskreds og at få det hele skrevet ned. Lige her på bloggen. Følg med, for de her dage kommer der en del tankemylder..

Og så et billede af de to, der holder min energi oppe. Michael er bare den bedste støtte som altid, og han er så god til at håndtere situationen, selvom han også er udmattet! En af de kommende dage, vil Michael fortælle lidt om, hvordan han synes det er at være så langt væk med to syge tosser. Mine to dejlige elskede drenge:

23414429_10214514578362027_129337650_n

Lises verden Michaels verden

Morgenstund har guld i mund – også i Nicaragua

Reklame for Mejeriforeningen

logo-duo

Totalt meget fart på

Som nogen måske har bidt mærke i, så har vi de seneste måneder har forrygende travlt! Før vi rejste til Nicaragua, havde vi ca. 12 optagedage i alt på en måned.  På de dage, havde vi ikke andet at tænke på. Vi var totalt tilbage  i Nybyggergear. Vi havde fuld fokus, og jeg har aldrig nogensinde været så lidt aktiv på instagram som der. Haha. Men det betyder også at når vi så havde en fridag, så skulle der skrues MAX op for hyggen og MAX op for familietid. Vi er så heldige at Villy(læs: vi) først er klar til at stå op omkring klokken 8. Ja det er altså OK-sent for en baby, har jeg ladet mig høre! Så, vi spiser som regel, fælles morgenmad deromkring.

Morgen-samlingspunktet

Det der med at sidde sammen, rundt om et bord og spise morgenmad, ja, det gør vi stadig! Det er OGSÅ en vigtig del af familielivet her. Børnene må ikke gå fra bordet før de er færdige, der skal vaskes hænder inden måltidet osv, osv. Det er faktisk meget det samme som i Danmark! Og hvad der helt sikkert også er det samme er MÆLK. Ungerne drikker mælk og får det også på deres morgenmad. Vi spiser som regel havregrød, cornflakes eller æg. Fælles for alle er mælk. Villy gider en gang i mellem ikke sidde længere end 10 minutter(vi sidder gerne 20-30 minutter – småspiser og småsnakker), men det gør ikke spor. Det er faktisk helt OK, for i mens de andre unger + voksne stadig spiser, så kan Villy få lov at lege helt for sig selv. Det er guld værd med lidt alenetid for ham i ny og næ!

Hos os er Michael havregryns-fan. Det behøver ikke være særlig fanzy for ham. For at ligge en god bund, så skal han helst bare have mælk, havregryn og en smule sukker! Mælk er altid en fast del af vores køleskab. Herren i huset kan nemlig nemt bunde en kold liter mælk, hvis han virkelig er tørstig. Han er rigtig mælke-fan. Jeg er tilgengæld modsat. Jeg kan lige klare en totalt tør havregryn med tre dråber mælk. Men på den anden side – så er havregryn altså virkelig også kedelig uden! Så mælk er altså altid at finde i vores køleskab. Heldigvis er mælk til at finde overalt. Nu vi bor i Nicaragua, ja så fortsætter vi stadig med mælken. Det smager anderledes, ja. Og den er federe, ja. Men den er altså total yummi at lave havregrød på. Og Villy elsker det! Hurra for at der findes køer verden over! Vi kører egentligt ret meget BLW, men om morgen fungerer havregrød (og måske et stykke brød og frugt) bare bedst.

Og så lige en opsang til jer!

Jeg vil bare lige mindre jer om at knuselske og nyde de små stunder. Selv når det virker totalt kaotisk med mad overalt efter baby-morgenmads-leg. Det betyder bare alverdens at man lige stopper op, puster ud og bare er til. Og nu hvor Villy endelig sidder med ved bordet – og endda også engang i mellem synes det er vældig hyggeligt – så er middagsstunderne bare guld værd! Så nyd dog for pokker det liv sammen. Om så det er på den hektiske hverdagsmorgen eller et eller andet sted, i et land (Nicaragua), som de færreste kan udtale. Vi nyder hinanden uanset hvor vi er, og i skal gøre det samme!

image1

Total hyggelig morgenstund i DK – lige så hyggelig i Nica!

 

// Lise