januar 2018 – Side 2 af 2 – Lise og Michael
Monthly Archives

januar 2018

Lises verden

10 latino sange du bare MÅ tilføje til danse-listen

Okay, okay, okay. Hvis du er til ryst med numsen og “vis dine salsamoves” (eller mangel på samme), så kommer der her 10 sange, som vi hørte jævnligt i Nicaragua, og som stadig kører på repeat herhjemme.

BONUS : Hvis du er i gang med at lære spansk, eller gerne vil, så er musik altså en virkelig god hjælpende hånd!

Jeg lover dig du får lyst til at bevæge dig, bunde en mojito eller tre og bare have en fest. Jeg ELSKER musikken derfra. Det er så genialt! Især hvis man har oplevet kulturen på tæt hold. Så tror jeg musikken får en ekstra særlig betydning. Det her latino musik havde aldrig helt fået lov til at hitte herhjemme, men man kan sagtens tillade sig selv at lukke lidt salsa-moves ind i sin hverdag alligevel! Sangene kommer i vilkårlig rækkefølge, fordi de er sgu alle gode, på hver deres måde, værsgo:

1. Shakira når det er bedst! JEG ELSKER DEN HER SANG

2. Vi kalder den her for “Jeg vil så gerne kneppe, kneppe, kneppe” – fordi Michael hørte det sådan. Haha!

3. Bare fordi det her er perfekt at lægge tøj sammen til!

4. En sang, der giver mig ondt i maven af savn til det latinske!

5. Den her kan Villy virkelig ryste numsen til! Hans total yndlings!

6. En rigtig Romeo Santos-klassiker! Han laver de bedste flødesange!

7. Sangen her blev spillet OVERALT. Taxaer, på gaden, i alle hjem. Og vi havde den konstant på hjernen.

8. En man får på hjernen med det samme!!!

9. Den sang pigerne var bedst til at ryste numsen til. Det var så vildt. Prøv selv dertil!

https://www.youtube.com/watch?v=nEy8pQ8c96o

10. Ganske særlig betydning – det var nemlig Roberts yndlingssang. Drengen vi boede ved, og som jeg ELSKEDE!

Håber I er lige så meget fan som jeg. Husk at I kan følge os mere med på instagram her, hvor der i ny og næ kommer lidt salsamoves op! // Lise

Lises verden

“Kan jeg aflevere babyen tilbage?” – En mors tanker de første dage

Som gravid kan det være svært at forestille sig hvordan det rent faktisk er, endelig at have baby i sine arme. Jeg tror de færreste har regnet med de følelser, ens krop fyldes med…

Jeg kan lige så tydeligt huske hvordan det føltes. Jeg ville bare gerne have Villy til at tage tilbage. Op i maven igen. Ikke nogen baby. Nej tak. Jeg fortryder. Kan jeg aflevere ham tilbage? Jeg var totalt fortvivlet. Mest om natten. Jeg græd meget de første nætter. For jeg troede ikke det ville være sådan, at blive mor.

Jeg troede der ville komme en baby og jeg bare ville knuselske ham. Det var som om, jeg ikke gjorde det. Og jeg følte skam over det. Amningen var en pinsel, jeg græd hver gang. Og om natten, når al energi var opbrugt, og baby stadig meldte sig hver time, så havde jeg lyst til at løbe skrigende bort. Hvis jeg altså kunne løbe. For smerter i mit underliv og ømme bryster tærede også på mine kræfter. Jeg savnede tiden før. Allerede efter få dage.

Og jeg ved mange har det sådan. Det har jeg lært efter min egne erfaringer. Min svigerinde blev mor for fire måneder siden. Jeg var med til fødslen og det var så stort! Oven i købet fik vi lov til at være omkring den nye familie i den første uge efter. Det var meget stort for mig at blive lukket ind. Og genopleve nogle af de følelser, vi selv havde. Denne gang hos nogle andre. Min svigerinde, Lenette er en god mor! Hun er så omsorgsfuld og så helt-ind-til-benet dygtig i mor-rollen. Men hun er usikker. Som jeg selv var. Hun har startet en blog, som følger hende og hendes nye tilværelse. Som mig, har hun fundet ud af at det hjælper at få skrevet tankerne ned. Du skulle tage at læse med her.

Jeg vil dele dette udklip, som handler om netop den følelse, som jeg før snakkede om. Det med at savne tosomheden – uden en baby. Selvom man har ventet ni måneder på barnet kommer ud. Så kan der godt komme den der følelse. Læs med nedenunder, og se om du kan nikke genkende til Lenettes følelser. Det kunne jeg! Afsnittet fra hendes blog, hedder parforholdet:

Parforholdet

En ting der går op for en, er hvor meget tid man rent faktisk havde før, til at være sammen som kærester. Nu skulle man sætte pris på HVERT sekund man kunne ligge og putte, for ingen ved hvornår baby vågner igen. Kenneth og jeg er selvstændige individer, men det kan vi kun være sammen. Det er egentlig meget svært at forklare. Men vi har brug for at have hinanden tæt på – især da vi lige var blevet forældre! Bare det at den ene skulle gå ned med skrald var jo nærmest en udfordring! Vi blev nok også ramt af en mild form for fødselsdepression den første uges tid. Vi kunne ligge lige ved siden af hinanden og holde om hinanden, grædende, fordi vi savnede hinanden. Vi savnede bare at kunne slappe af i hovedet, se en tv-serie, spille lidt computer, sove længe. Det gik virkelig op for os, alt det vi lige har givet afkald på. Selvom det var svært at indrømme, så var det svært at elske det lille nye vidunder, for han var skyld i, at vi ikke havde tid til at være kærester mere. Det var forfærdeligt! Vi er heldigvis rigtig gode til at snakke om hvordan vi føler, og ingen følelser er forbudte! På den måde kunne vi sammen bearbejde den sorg vi faktisk følte. For ja, man har ALLE følelser som nybagte forældre! Lykke, kærlighed, glæde, sorg, ked af det, osv. Alt kan få dig til at tude! Der skal bare et ”er du okay?” til, og så vælter tårerne ud.
Kan du genkende noget selv? Hvordan oplevede du, parforholdet blev påvirket? Synes det er forbandet vigtigt at sætte fokus på, at det er helt OK, at man som nybagte forældre, har de her følelser. Og jeg synes det er vigtigt at få det fortalt, så man kan v ære forberedt på det. Og måske endda acceptere de følelser, der dukker op.  
Og sidst vil jeg sige mit bedste råd, til dig, der måske selv er i det: HOLD FAST! Kæmp. Det bliver nemmere. Hos mig vendte det hele omkring 3-4 måneders alderen, så klem ballerne i! Det skal nok blive lettere. Lidt mor-tanker fra en mor, der (næsten) lige præcis har været det  i et år! // Lise
img_1300