Min vej til studenterhuen // Om at misunde en ordblind! – Lise og Michael
Lises verden

Min vej til studenterhuen // Om at misunde en ordblind!

Hej venner. Her kommer lige lidt fra fortiden. Fra før i kendte til mig. Håber I vil synes det er spændende!

For mig var det verdens fedeste uge at blive student! Det var så megafedt. Jeg elskede alt ved det. Endelig tid til at fejre at 3 års anstrengelser var slut. Selve skoledelen var, for mig, ikke spor fed. Jeg er ikke superskarp eller dygtig, fagligt. Jeg er ikke vildt god til at gå i skole. Har flere gange fået at vide, som barn, at jeg var den af mine tre søskende, der var den dygtige skoleelev. Min bror og søster fandt hhv. tidligt og sent ud af at de begge er ordblinde. De havde ligesom en undskyldning, hvis det nogle gange gik lidt skidt. Ja, og de fik en masse ekstraundervisning, computer og alt det der. Plus ekstra tid til eksaminerne. Jeg var lidt misundelig, for med galoperende eksamensangst, generthed og utilpashed ved tests, var det nogle gange svært for mig at være “den ikke ordblinde”. (Ja, sådan kan man faktisk godt misunde sine søskende, der har det svært i skolen!)

Nå, men jeg gik gennem ordblindheds-testen! Jeg var det kloge barn. Haha. Eller i hvertfald i sammenligning med mine to søskende(Det er en spøg!). Men kan faktisk huske dengang jeg gik i, måske 2. klasse, og Sofie fire klasser over. Husker tydligt Sofie kalde på min mor i lektielavningen: “MOAAR, hvordan staver man til kirke?” Og mig der kom susende fra sidelinjen: “K-I-R-K-E!”. Total irriterende lillesøstertype. Min mor har fortalt hun måtte aftale med mig, at jeg ikke måtte hjælpe Sofie med stavningen, fordi hun blev så ked af det. Men om jeg elskede at gå i skole? Nej. Bestemt ikke. Jeg var desuden elendig til matematik. Rigtig elendig! Husker utallige aftner med gråd og skænderier af ren irritation, over at min far ville have mig til at forstå det.

Nå, men i løbet af de større klasser løb jeg ind i en del sygdom og omkring 8. klasse snakkede vi for første gang med klasselærer om at jeg skulle gå om. Det var et KÆMPE nederlag for mig. Gå om?! Så pinligt at jeg aldrig fortalte mine venner om det. Jeg besluttede mig for at det var i hvertfald slet ikke det jeg skulle! Så jeg beviste jeg ville det.

Jeg er meget stædig anlagt. Faktisk så stædig, at jeg besluttede mig for at jeg bestemt ikke ville gå i 10. Mine forældre og lærer synes det var en god idé. Sofie havde jo også gået i tiende. Men ikke tale om! Jeg skulle direkte på gymnasiet, og jeg havde besluttet mig! Mit snit i folkeskolen lå lige på grænsen til at jeg fik lov, men heldigvis mente min lærer at jeg var moden nok trods mit gennemsnit. Den sociale del i folkeskolen betød meget for mig. Faktisk blev jeg i 8.-9. klasse udtaget til en “ung-til-ung”-gruppe, hvor mine læreres begrundelse var, at jeg havde ben i næsen og dygtig til mennsker. Vi var nogle stykker, der blev oplært i at snakke med andre yngre unge om deres problemer. Vi tog ud til skoler og havde “omsorgsdage”, hvor der var fokus på at få børn til at snakke om deres følelser. Jeg var vidne til nogle utrolige historier og jeg lærte ret  tidligt ret meget om mennesker! Alt det har haft en KÆMPE betydning for mig i dag!

Nå, det var et sidespring. For da vi nåede gymnasiestart, var jeg max klar til at viske tavlen ren og vise en ny side af mig. Jeg var bare uheldig, for i 1. og 2.g havde jeg i snit omkring 30-40% fravær. Jeg brækkede halebenet, som skulle opereres. Jeg skar næsten min finger af, jeg fik cyster på æggestokkene, som skulle opereres ud. Brækkede kravebenet. Ja, faktisk så uheldig at jeg fik en pris for det. Det står også øverst i min blå bog… Fedt! Endnu en gang måtte jeg i 2.g til en samtale om at gå en klasse om. Denne gang i en periode, hvor altid ramlede i vores familie. Min farver kommet ud for en arbejdsskade og sad i kørestol, jeg havde brækket kravebenet og det hele var ren cirkus. Så gymnasielærer og rektor forbarmede sig, og jeg lovede at gøre mit ypperste i 3.g. Men al det her, er for mig i dag bare en del af historien. Jeg var jo næsten alligevel med til stort set alle gymfester, og mine bedsteveninder i dag, er en stor gruppe af mine klassekammerater. Jeg mødte jo også Michael til en 18 års fødselsdag i gymnasiet. Jeg kom ved et tilfælde i en gymnasieklasse, hvor halvdelen skulle på udveksling i hhv. USA og Spanien. Jeg endte med at hoppe med på bølgen, blive super skrap til spansk og 3.g blev nemmere for mig! Så ja, det er ikke altid alting kommer nemt, men det betyder heller ikke at historien ikke kan ende godt!

For den 25. Juni 2013 blev jeg student med et solidt 4 tal i historie! Kort tid før fik jeg et 10 tal i skriftligt spansk og et 10 tal i eksamen i AT, hvilket var allerførste gang til en mundtlig eksamen. Min gymnasietid var det fedeste, og selvom mit snit var under 5., har det været den vildeste dannelsesrejse og jeg fortyder det bestemt ikke! Eksaminer, karakterer og præstationer er så lille en del af det, når man kigger på det lange løb! Tillykke med huen til alle jer, der er blevet studenter de seneste år! Hvis du er blevet det i år, så drik en ekstra bajer for mig!!!!

Tillykke med livet til alle, forfaen! Tak fordi du læste mit lille skriv!

Ses snart igen! // Lise

 

Hurraaa

Læs også

Ingen kommentarer

    Skriv en kommentar

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.