Torsdags-vrøvl // Kendte, fordele og ulemper – Lise og Michael
Lises verden Livsstil

Torsdags-vrøvl // Kendte, fordele og ulemper

Så blev det tid til en portion torsdags-vrøvl fra min side. Har nemlig et nyt emne, som ejg kunne tænke mig at dele med jer.

Jeg modtog en besked i sidste uge, hvor der stod noget alá: ” Har I gjort jer nogle overvejelser ifht at Villy vokser op og er ‘kendt’?”. Det satte tanker i gang, og vi fik faktisk en nogenlunde samtale, som endte ud i at jeg nu sidder her ved tasterne og vil dele tankerne med jer.

Jo ser I, vi har ikke decideret taget snakken angående “kendislivet” og Villy. Vi snakker generelt ikke meget om de ting. Vi er sådan lidt et skørt par, der måske mere indirekte forstår hinaden. Hvis vi bliver usikre, så snakker vi om tingene. Men ellers kan vi nemt aflæse og forstå hinanden, og har også generelt meget sammen holdninger. Men vi har en klar aftale, Michael og jeg; hvis en af os synes det bliver for meget, så skal vi sige det! Og hvis én gerne vil have vi stopper med at dele ud og være “offentlige personligheder”, så skal vi gøre det uden at tøve.

Ja, det er da noget af en beslutning at eksponere vores dreng på de sociale medier. Al respekt for folk, der vælger ikke at smide noget op. Vi forsøger bare at gøre det, som vi har lyst til. Og det er dele  vores liv med jer. Og det er Villy selvfølgelig en KÆMPE stor del af. Det ville ikke være ægte, ærligt og mig, hvis ikke Villy var med. Så vi fortsætter med at dele med jer. Så længe, vi synes det er sjovt og ulemperne ikke fylder mere end fordelene. Og lige nu opvejer alle fordele SÅ meget alle de små ulemper.

Ulemperne ved at dele med jer, er at man kan lade sig påvirke af alle jeres holdninger. Det kan være noget så irriterende, provokerende en gang i mellem. Og det kan også stikke til usikkerheden i en. Men vi kan sagtens abstrahere fra det. Selvom vi forsøger at dele autentiske og realistiske ting med jer, så er der stadig vanvittig stor forskel på virkeligheden og de sociale medier. Jeg deler stadig kun små brøkdele af vores liv med jer. I får måske 5-10 stories om dagen, der varer max 30 sekunder hver. Det vil sige I måske ser 5-10 minutter af min dag. Tænk hvor meget der er, I ikke ser og ikke ved. Og rigtig meget om Villy I ikke ved, selvfølgelig.

Vi deler ikke bare alt. Vi tænker som regel over det længe, før vi smider beretninger ud. Indlægget om Michaels mor var faktisk i vores kladder i et halvt år, hvor vi overvejede, snakkede i gennem og til sidst tog beslutningen om at dele. Det samme gælder Villys fødselsberetning og mine indlæg omkring min krop. Altsammen er velovervejet og vi venter gerne med at dele, til vi lige har tænkt det gennem.

For vi løber selvfølgelig en risiko ved at dele sårbare ting. Ja, og også bare dagligdags ting. Vi ofre nemlig vores anonymitet og vi deler også noget på vegne af Villy. Hvis han en dag kommer og siger, han ikke vil være en del af det, eller han virker negativ eller afvisende, så deler vi selvfølgelig ikke ud. Men vi er hans forældre, og så længe han er så lille at han ikke har en holdning, så vælger vi at gøre, hvad vi føler er rigtigt.

Men I kan jo aldrig gøre det om?

Nej, det kan vi ikke. Hvad der er delt, er delt. Men vi mærker ikke i dagligdagen at vi er “offentlige personer”. Vi har hverdag, indkøb, cykelture, vuggestue, lægebesøg, ferier, familietid, venner osv, som alle mulige andre. Vi bliver stoppet en gang i mellem. Men det er ikke noget der påvirker os negativt. Og det er ikke for meget! Det er da kun hyggeligt at få en hyggesnak med en ældre dame i Rema eller en High-Five af en følger til koncerter. Vi oplever ikke at det påvirker Villys dagligdag, institution eller noget som helst.

Derfor er vi også temmelig sikre på, at skulle vi en dag trække stikket og stoppe med at dele ud, ja så vil folk lige så stille glemme os og vi vil kunne leve et liv helt normalt – hvilket vi i øvrigt næsten gør i forvejen.  For helt ærligt – tænker du tit på nogen fra et eller andet TV-program for måske 5 år siden? Måske genkender du dem i toget, men du stopper dem jo ikke. De lever jo også bare videre som alle andre.

Jeg er omvendt virkelig glad for at vi ikke er MEGA kendte, for jeg er slet ikke i tvivl om at det må være MAX belastende at man ikke engang kan gå på gaden eller tage ned og handle, uden at blive stoppet konstant. Sådan var de første måneder efter Nybyggerne, og hvis det var det niveau altid, så var vi måske ikke blevet ved.

Håber I blev lidt klogere på vores tanker. Kunne I nogensinde finde på at leve et ikke-annonymt liv, som vores?

// Lise

Læs også

Ingen kommentarer

    Skriv en kommentar

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.