Barsel anno 2020 – Lise og Michael
Ikke-kategoriseret

Barsel anno 2020

Billede:  Hanne Juul/BILLED-BLADET

I 2017 var jeg sidst på barsel og det var en god blanding af fantastisk og stressende. For jeg var faktisk ikke rigtigt på barsel. Da vi selv skulle finansere barslen, som en “konsekvens” af at vi vandt Nybyggerhuset(og derved tjente for meget det år), måtte jeg hjælpe ret meget til i vores lille nyopstartede virksomhed. Dertil var der enormt meget sygdom, som i måske husker.

Det gjorde at jeg sendte mit lille system på overarbejde. Det troede jeg sagtens, jeg kunne klare. Med baby på armen, kunne man jo snildt lave artikler, DIY’s, tage til forskellige møder rundt omkring og endda lave et helt tv-program. Læs evt blogindlægget fra en meget presset mor her. Det gav virkelig smæk at presse sig selv så meget. Måske husker I hvor meget jeg tabte mig? Og vi røg ligeledes ind og ud af sygehuset det år. Jeg mener vi havde 8 indlæggelser i 2017. Så det var hårdt.

Derfor har jeg taget en beslutning. Jeg vil ikke arbejde i min barsel denne gang. Med hjælp og mange snakke med Michael, er vi nået frem til, at vi skal finde en løsning, der giver mig ro til at gå hjemme. Og en løsning, der klæder Michael på til at overtage alt arbejdet i firmaet. Det betyder selvfølgelig at vi kommer til at skrue ned for nogle indtægtskilder, da Michael også skal arbejde uden stress.

Barsel for selvstændige.

Til jer, der måske ikke kender til de muligheder, der er, så kan man som selvstændig få barselsdagpenge. Satsen af penge, man kan få, er sat efter tidligere års årsregnskab. Det vil sige år 2019 i vores tilfælde. Jer følgere ved at vi skruede gevaldigt ned for arbejde i firmaet i 2019 pga husbyggeri. Michael gik faktisk på orlov det meste af 19 mens jeg igennem sociale medier, min lille danmarksturné, foredrag og workshops, holdt økonomien nogenlunde kørende. Heldigt nok at jeg ikke holdt orlov også, for så var det dælme blevet svært at få nok dagpenge, til at kunne holde barsel.

Som selvstændig kan man så vælge at få 50%, 70% eller 100% af ens dagpengesats. Jeg regner stærkt med at vælge de 100% i hvertfald så længe, det føles rigtigt slet ikke at arbejde. Hvis jeg valgte 70%, ville jeg være nervøs for at komme til at tage for meget ind og ende i samme situation, som i Villys barsel.

Så hvad sker der så på vores kanaler?

Ja, der bliver lavet en del om på vores fordeling af arbejde herhjemme.

Hvis jeg sender indhold ud på blog og instagram, kommer det til at være ren hobby. Jeg laver personligt ikke samarbejde i min barsel. Om der kommer lidt updates og hyggelige barsels-momenter, det kan godt være. Men jeg har faktisk overvejet, at jeg ville lukke instagram helt ned for en stund, hvis det alligevel fylder for meget og tager min opmærksomhed og tid. Jeg vil vildt gerne have ro, tid og mulighed for bare at nyde familielivet. Det kommer måske af sig selv, når jeg ikke har forpligtigelser og arbejde ind over. En af de lidt vildere tiltag, vi har haft oppe at vende, er at jeg skal sælge min iPhone og få mig en af de der mega smarte telefoner, der ikke har sociale medier.

Hvis Michael så har lyst, kan han køre barselsvikariat på min profil, så det ikke lukkes helt ned. Han kan lave små opdateringer og stories i ny og næ. Måske endda et par udvalgte kampagner. Vi har jo firmaet sammen, så det må han i princippet gerne. Men det skal komme fra ham selv – og han skal køre det hele. Det bliver en udfordring for ham, og hvis han hellere vil satse på møbel-delen, så er det helt fair. 😉

“Man har standpunkt til man tager et nyt!”

Overstående statement er der faktisk ikke noget i vejen med, hvis du spørger mig. Jeg synes det er meget godt at vi er nået frem til den her løsning, der, hvis jeg har lyst, fraskriver mig al ansvar for at arbejde. Hvis vi kan isolere arbejdsbyrden hos Michael og barsels – og huspligterne hos mig, så er det en ret god fordeling, i stedet for at vi begge kører sur og død i at gøre alt, både barselsdelen, arbejdsdelen og familiedelen, sammen altid.

Hvis vi ændre mening, får en skide god idé eller jeg bare vildt gerne vil arbejde, jamen så gør vi det. Men i første omgang er det her altså vores barselsplaner.

Og så vil jeg bare lige sige at jeg glæder mig helt ekstremt! Jeg går på barsel om to måneder og jeg fik aldrig den her følelse i maven, da jeg var gravid med Villy. Det føles så meget mere roligt og ægte. Og jeg tror vi får en fantastisk babystart på den måde! Jeg tror også det giver Villy meget mere ro i den nye tilværelse, der kommer og jeg får mulighed for at dyrke mødregrupper og alle de der ting, på et helt andet plan.

Flere har spurgt os, om vi ikke er bange for at miste jer følgere, ved at skrue ned for min del. Men jeg håber og tror på at I er så trofaste, at i selvfølgelig følger med, selvom der måske kommer længere mellem indhold – eller slet ikke kommer noget. Så det skal helt sikkert nok gå! Og hvem ved, måske kan jeg slet ikke undvære den hobby-mæssige del af det.

Hvordan har du som selvstændig holdt barsel? Vil du dele gode/dårlige erfaringer med mig? Så skriv dem i kommentarfeltet.

Kh Lise

Læs også

4 Kommentarer

  • Reply
    Christine
    27. april 2020 at 12:57

    Kære Lise.
    Jeg bliver så glad når jeg læser sådan et indlæg her. Som selvstændig erhvervsdrivende (og mor), er der så mange ting man skal tage højde for, som almindelig lønmodtagere ikke skal. Bare det om man overhoved kan få barselspenge nok, har været en kæmpe stor bekymring for mig. Jeg valgte at tage 6 mdr. barsel, hvor jeg kun har deltaget i bestyrelsesmøder eller andre store strategiplaner. Derefter, begyndte jeg at arbejde deltid to dage om ugen, og kort tid efter tog min mand over og havde 3 måneders barsel. For mig har det været vigtigt at have en helt klar grænse mellem, hvornår var jeg på barsel og hvornår var jeg på arbejde. Jeg tror simpelthen ikke at der er en rigtig måde at gøre det på – man skal mærke efter, og netop som du siger: det er er ok hvis tingene ændre sig undervejs og man skifter retning. Nogle nyder at kunne proppe arbejde ind mens baby sover og få andet indhold end baby-halløj. Jeg havde umådelig meget brug for at fordybe mig i min barsel og min nye titel som mor – min virksomhedsbaby kom helt automatisk på anden pladsen, ikke et svært valg for mig.
    Jeg håber du får en dejlig barsel, på præcis den måde der giver mening for jeres familieliv. Du skal vide at det som kvindelig iværksætter, betyder så meget når influenter er med til at fortælle historien om succesfulde, kvindelige iværksættere – der tør og gør!

  • Reply
    Tine Fuks
    27. april 2020 at 15:42

    Jeg er ikke selvstændig og har sidst født for snart 18 år siden 😉
    Men det glæder mig at høre, at I tør tage så vigtige beslutninger. Sådan en barsel kommer aldrig igen. Jeg kommer til at savne dig på kanalen, men skal nok være der, når du kommer online igen!

  • Reply
    Pia/pippasliv
    27. april 2020 at 15:53

    Synes det er en rigtig god beslutning i har taget. Det giver en så meget mere ro når man ikke skal tænke arbejde ved siden af en lille ny og også en storebror der skal vænne sig til at der er en mere i familien.
    Jeg bliver helt sikkert hængende uanset antal af opslag. Og jeg har meget mere forståelse for at du laver mindre opslag, end jeg ville have hvis du fortsatte med hobevis af opslag ved siden af en lille ny.

  • Reply
    Maria Fjordside
    27. april 2020 at 21:08

    Jeg synes din profil er så hyggelig. Men pga dig og din ærlighed og humor. Ikke pga samarbejde eller arbejde. Jeg følger gerne med i gylp, dårlig søvn og babylykke 😍

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.