LiseOgMichael, skribent på Lise og Michael
All Posts By

LiseOgMichael

Lises verden Livsstil

Institutionsstart og navnemærker i tøjet // Sådan går det

Reklame for Ikast Etiket

Hej kære følgere. Tak for den flittige aktivitet og dejlige respons på vores tidligere nyhed her. Hold nu op hvor var i søde!

Nu skal det handle om noget lidt andet, for selvom der er big news, så fortsætter vores hverdag jo alligevel. Der sker ikke en stor ændring lige med det samme, så arbejde, vuggestue og hverdag fortsætter som hidtil. Og Villy er jo startet i vuggestue. Det er over en måned siden, men vi må indrømme at vi ikke heeelt er nået til der, hvor man synes det er helt godt, endnu. Men vi tager den med ro, og i det tempo pædagogerne anbefaler. Usikkerheden omkring hvornår vi skal flytte, pakker vi helt væk, for vores hverdag skal fungere og så må vi tage det som det kommer. Men Villy har haft et par uger på det seneste, hvor han enten er blevet ringet hjem, eller man har fået at vide det har været en “skidt dag” og han har været ked af det, det meste af tiden. Det er lidt hårdt. Især når man afleverer en næsten panisk dreng og henter en dreng der går rundt og pylrer. Det skal nok vende, det tror vi på! Så længe vi formår at være afslappet og støtte ham, så skal det nok komme!

Ja, og så har jeg jo fået lavet et KANON samarbejde med Ikast Etiket. Pædagogerne efterspurgte nemlig at vi fik skrevet navn i alle hans ting, og sådan noget har vi jo aldrig tænkt på, da han jo bare gik hjemme med mig. Så jeg greb knoglen, og kontaktede Ikast Etiket. For efter jeg havde kigget på deres hjemmeside, tænkte jeg det ville være alletiders at kunne forkæle jer lidt med en rabatkode samtidig. Så jeg bestilte en bunke navne-tøjklistermærker. Ret smart, for så er det ikke noget med at hverken stryge eller sy, hvilket giver ret god mening, når man som os godt kan lidt genbrug og gerne vil sælge videre senere. De er nemlig til at pille af igen, når  den tid kommer. Smart!

Vi vil gerne have rabatkoden, Lise!

Jo, ser du, hvis du alligevel tænker “Gud hvor smart, det må jeg få købt“, så brug min rabatkode lise20 som udløber den 26. August 23.59. Så kan du får 20 % rabat på dit køb derinde. Klistermærkerne er i forvejen billige, men nu får du dem altså lige til en tand mindre! Win-win!

Der findes fine designs. Jeg har bestilt lidt forskellige for at vise jer dem. Jeg har blandt andet en med en udgave med en kat, en med hans ansigt, en med prikker og en rund med hele hans navn. Man kan vælge både firkantede, ovale og runde. Og så finder du flotte dekorative baggrunde, ikoner og finurlige teksttyper. Jeg synes personligt at de små runde er vildt søde. Man skal så bare lige se bort fra, at jeg åbenbart ikke kende min søns rigtige efternavn. Haha, nå, men det er måske bare et godt råd at give videre til jer: Husk at dobbelttjek om du har skrevet det rigtige!

Hit us med gode råd!

Så gerne. Gode råd har jeg mange af:

  1. Når tøjklistermærkerne skal sættes fast på tøj, er det rigtig smart at gøre det i de allerede eksisterende vaskeanvisninger. Her holder det lidt bedre.
  2. Hvis du gerne vil markere ungerne sko med et mærke, så sæt det i indersiden, hvor det ikke slides for meget. Hvis du eksempelvis sætter det under skoen, vil det hurtigt blive slidt af.
  3. Brug mærkerne på det vigtigst legetøj, så der aldrig bliver ballade om, hvis det er.
  4. Hvis du har noget, der oftes kogevaskes, så køb i stedet for strygemærkerne, da de holder til det.
  5. Upload et nyt billede af dit barn, for så kan han/hun også selv se at det hører til ham/hende.
  6. Brug skabelondesignet til at lave et personligt og fint design.
  7. Sørg for at tjekke din bestilling i gennem to gange.
  8. Brug rabatkoden inden den udløber den 26!

Nu er der ikke nogen tvivl om hvilke ting der er Villys og vi er fri for at gå på jagt i vuggestuen hver eftermiddag. Super dejligt. Hvis du gerne vil vide hvad Ikast Etiket ellers anbefale til opmærkning af tøj, så kan du se videoen her, og ellers klikke dig ind på deres hjemmeside og bliv klogere. Jeg håber I kan bruge det her indlæg til noget, for jeg synes i hvertfald selv det er ret smart med den klistermærker!

Held og lykke med tøjmarkeringen! // Lise

Lises verden Livsstil Michaels verden

En vild beslutning // Vi flytter!

Der var engang to unge mennesker, måske en smule naive, men med hjertet på det rette sted. De to unge mennesker hedder Lise og Michael og boede sammen i en lejlighed i Aalborg.

En kedelig mandag formiddag tilmeldte Lises dem begge til Nybyggerne på TV2. En overspringshandlinger ud af mange, som lige pludselig betød at de måtte suse til København til casting. Som om det ikke var nok i sig selv, gik der nogle måneder, og Lise og Michael var nu for alvor en del af Nybyggerne 2016. Hvad er det betød hvor deres fremtid vidste ingen.

Onsdag den 30. Marts 2016 vandt Lise og Michael ved hjælp af seernes hjælp og en stor portion arbejde, Nybyggerne 2016. Et nyt kapitel kunne starte! Og det var ikke med ro i maverne for selvom de nu var et hus rigere, betød det selvfølgelig også at der skulle siges farvel til andre ting. Men Lise og Michael var 100 % klar på det.

Et nyt liv skulle starte. Et liv tæt på København, tæt på Lises søster og et helt nyt liv som familie. Den store forvandling var tæt på. Men midt i pakkeriet af flyttekasser og så videre, stod Lise med en positiv graviditetstest i hånden og en grædende Michael ved sin side. Snart var de husejer og lidt senere ville de også blive forældre.

Lise og Michael fik hjælp fra venner og familie til at flytte. Det hele var nyt, og mange ting i huset skulle laves om. Men det var fedt! Der skulle sælges ud af mange møbler og alle de salg, endte med at de begge sprang ud som selvstændige. En blog blev oprettet, indlæg blev skrevet og møbler blev solgt.

2016 randt ud, men lige inden det nye år begyndte, kom en lille fyr til verden. Nu var det ikke kun to, men tre personer i husstanden. Det nye liv i det nye hus var helt vidunderligt. En masse arbejde, en dejlig lille dreng, Lises søster og to skønne nevøer lige i nærheden. Weekenderne blev fyldt med besøg fra det jyske. Familie og venner strømmede til. Og det var dejligt!

Lise og Michael følte ikke at de var så langt væk hjemmefra. Tiden fløj der blev rejst en del, arbejdet og spændt tid med familien. Efter to et halvt år i det lille hus i Farum, begyndte en lille følelse i maven at vokse, en følelse af hjemve. Måske mest i Michaels krop. Lise havde jo sin søster, svoger og nevøer i nærheden.

Men en ting er helt 100 % sikker: Der var svoret en ed. Lise og Michael havde aftalt fra start, at hvis der var én, der gerne vil tilbage til det jyske, så skulle de ikke tøve med at gøre det. Heller ikke selvom de fik huset foræret og frygtede folks holdning her til.

Nu skal I høre den helt sande historie om, hvordan de næste gik til: Det var i Juni 2018, Lise og Michael sad hjemme i det jyske med Lises forældre. De snakkede om fremtiden. De har nemlig lavet endnu aftale, inden Villy skal starte i skole, så skal de være flyttet til det sted, de gerne vil bo. Højest sandsyneligt i jylland. Lise siger for sjov til sin mor: “jamen vi kan jo købe jeres hus og så bygge et nyt hus på grunden”. De sunderede over idéen, og Michael ville da tjekke, hvad en grund i nærheden koster, til sammenligning. Og hvad der så sker, må være takket være skæbnen.

For der på side to på Boligsiden, var drømmegrunden. En byggegrund lige nærheden af både Lises forældre og Michaels forældre. En byggegrund, som ikke bare var en almindelig byggegrund. Nej, det var en naturgrund med træer, skråning og dejlig natur. Ikke på landet, faktisk midt i en by. En by Lise er opvokset i. Med 2 km til indkøbsmuligheder, skatermiljø og en masse kultur. Både Lise og Michael kunne mærke i maven, at det her måtte de tjekke ud. Senere på dagen den juniaften, tog de begge forbi grunden med en ejendomsmægler.

Og vupti det hele gik stærkt. Tiden fløj med en masse møder i banken, med advokaten og snakke frem og tilbage. Ja, en del tårer blev også grædt, for beslutningen var stor. Pludseligt stod de med en kontrakt i hånden og før de vidste af det, havde de pludselig købt en byggegrund. Det her bliver starten på en ny fælles drøm om selv at bygge endnu et nybygget hus, denne gang helt fra bunden. En drøm som aldrig kunne være lykkedes, uden alle følgere og seers hjælp. En drøm, der kunne mulig efter Lise og Michael vandt nybyggerne.

Og hvad betyder det så? Jo det betyder at det fantastiske Nybygger hus i Farum skal sælges. Og det gør ondt i maverne. Både på den gode og den dårlige måde. Det er ikke nemt, men det skal heller ikke være nemt. For i det hus er en lille dreng blevet født, en familie blevet skabt og minder blevet delt. Ja og så har Lise og Michael også fået et netværk og nogle naboer, som er nær det perfekte. Så Lise og Michael skal sige farvel til noget, de faktisk har været meget glade for og holder rigtig meget af, for at flytte hen til noget som forhåbentligt bliver lige så godt. Lise Michael siger stor tak for jeres støtte, og håber på at denne nyhed, bliver taget rigtig godt imod.

Og sådan begynder det nye eventyr, som de næste år vil blive skrevet.

Hvad der er en næsten lige så god nyhed, er at hele processen fra nu af vil blive optaget af Metronome og TV2 som en gang næste år vil vise endnu en programserie på TV2 Play, og I vil alle kunne komme med på rejsen! YES!

Og nu kan I altså købe det elskede hus i Farum

Hvis du kunne tænke dig at overtage det dejlige hus i Farum, så er det nu muligt at købe det. Du får verdens bedste naboer, en vej med masser af børn og hjertekære mennesker. Desuden får du et hus, som vi har lagt mange kræfter, tanker og gode minder i. Huset er netop kommet til salg hos Home, og tjek det ud via linket her. Tag godt imod vores lille hjem!

TAK til alle parter! // Lise og Michael

 

 

Lises verden Livsstil

Torsdags-vrøvl // Kendte, fordele og ulemper

Så blev det tid til en portion torsdags-vrøvl fra min side. Har nemlig et nyt emne, som ejg kunne tænke mig at dele med jer.

Jeg modtog en besked i sidste uge, hvor der stod noget alá: ” Har I gjort jer nogle overvejelser ifht at Villy vokser op og er ‘kendt’?”. Det satte tanker i gang, og vi fik faktisk en nogenlunde samtale, som endte ud i at jeg nu sidder her ved tasterne og vil dele tankerne med jer.

Jo ser I, vi har ikke decideret taget snakken angående “kendislivet” og Villy. Vi snakker generelt ikke meget om de ting. Vi er sådan lidt et skørt par, der måske mere indirekte forstår hinaden. Hvis vi bliver usikre, så snakker vi om tingene. Men ellers kan vi nemt aflæse og forstå hinanden, og har også generelt meget sammen holdninger. Men vi har en klar aftale, Michael og jeg; hvis en af os synes det bliver for meget, så skal vi sige det! Og hvis én gerne vil have vi stopper med at dele ud og være “offentlige personligheder”, så skal vi gøre det uden at tøve.

Ja, det er da noget af en beslutning at eksponere vores dreng på de sociale medier. Al respekt for folk, der vælger ikke at smide noget op. Vi forsøger bare at gøre det, som vi har lyst til. Og det er dele  vores liv med jer. Og det er Villy selvfølgelig en KÆMPE stor del af. Det ville ikke være ægte, ærligt og mig, hvis ikke Villy var med. Så vi fortsætter med at dele med jer. Så længe, vi synes det er sjovt og ulemperne ikke fylder mere end fordelene. Og lige nu opvejer alle fordele SÅ meget alle de små ulemper.

Ulemperne ved at dele med jer, er at man kan lade sig påvirke af alle jeres holdninger. Det kan være noget så irriterende, provokerende en gang i mellem. Og det kan også stikke til usikkerheden i en. Men vi kan sagtens abstrahere fra det. Selvom vi forsøger at dele autentiske og realistiske ting med jer, så er der stadig vanvittig stor forskel på virkeligheden og de sociale medier. Jeg deler stadig kun små brøkdele af vores liv med jer. I får måske 5-10 stories om dagen, der varer max 30 sekunder hver. Det vil sige I måske ser 5-10 minutter af min dag. Tænk hvor meget der er, I ikke ser og ikke ved. Og rigtig meget om Villy I ikke ved, selvfølgelig.

Vi deler ikke bare alt. Vi tænker som regel over det længe, før vi smider beretninger ud. Indlægget om Michaels mor var faktisk i vores kladder i et halvt år, hvor vi overvejede, snakkede i gennem og til sidst tog beslutningen om at dele. Det samme gælder Villys fødselsberetning og mine indlæg omkring min krop. Altsammen er velovervejet og vi venter gerne med at dele, til vi lige har tænkt det gennem.

For vi løber selvfølgelig en risiko ved at dele sårbare ting. Ja, og også bare dagligdags ting. Vi ofre nemlig vores anonymitet og vi deler også noget på vegne af Villy. Hvis han en dag kommer og siger, han ikke vil være en del af det, eller han virker negativ eller afvisende, så deler vi selvfølgelig ikke ud. Men vi er hans forældre, og så længe han er så lille at han ikke har en holdning, så vælger vi at gøre, hvad vi føler er rigtigt.

Men I kan jo aldrig gøre det om?

Nej, det kan vi ikke. Hvad der er delt, er delt. Men vi mærker ikke i dagligdagen at vi er “offentlige personer”. Vi har hverdag, indkøb, cykelture, vuggestue, lægebesøg, ferier, familietid, venner osv, som alle mulige andre. Vi bliver stoppet en gang i mellem. Men det er ikke noget der påvirker os negativt. Og det er ikke for meget! Det er da kun hyggeligt at få en hyggesnak med en ældre dame i Rema eller en High-Five af en følger til koncerter. Vi oplever ikke at det påvirker Villys dagligdag, institution eller noget som helst.

Derfor er vi også temmelig sikre på, at skulle vi en dag trække stikket og stoppe med at dele ud, ja så vil folk lige så stille glemme os og vi vil kunne leve et liv helt normalt – hvilket vi i øvrigt næsten gør i forvejen.  For helt ærligt – tænker du tit på nogen fra et eller andet TV-program for måske 5 år siden? Måske genkender du dem i toget, men du stopper dem jo ikke. De lever jo også bare videre som alle andre.

Jeg er omvendt virkelig glad for at vi ikke er MEGA kendte, for jeg er slet ikke i tvivl om at det må være MAX belastende at man ikke engang kan gå på gaden eller tage ned og handle, uden at blive stoppet konstant. Sådan var de første måneder efter Nybyggerne, og hvis det var det niveau altid, så var vi måske ikke blevet ved.

Håber I blev lidt klogere på vores tanker. Kunne I nogensinde finde på at leve et ikke-annonymt liv, som vores?

// Lise

DIY Michaels verden

DIY // Fix din gamle Puch Maxi

Jeg synes at en Puch Maxi spiller MAX!  Trods 50 år på bagen, er det nok en af de sejeste knallerter til dato! Den er retro, hurtig og sej!

Lises bedstefar har kørt rundt på en Puch Maxi længe og da han skulle have en ny, fik hende og hendes søskende hans gamle. Man kan vel kalde det et kært familieeje. Jeg har skruet i rigtig mange knallerter og scootere, og motorcykler for den sags skyld. I konfirmationsgave fik jeg en Honda Dax er min far og mor. Jeg græder stadig lidt over at jeg valgte at sælge den, for nogle år siden.

Det er en fed verden! Har i haft nogle fede knallerter? Da jeg var teenager mødtes vi altid flere drenge og kørte bare derudaf. Det var jævnt fede tider! Men husk nu for søren hjelm – det gjorde jeg selvfølgelig også! Nå, jeg har renoveret Lises puch. Jeg tror ikke hun kommer til at bruge den, men nu virker den da.

Videoerne er delt op i to, og den første handler om hvordan du får lavet hurtigt førstehjælp af Puchen:

Nummer to video er mere detaljeret og fokuserer på motoren. Hvordan du får renset den ordentligt:

Du kan desuden finde lidt mere detaljeret information DBA Guide. Til generet førstehjælp her og renovering af motoren her

Hvilken knallert er din favorit?

Jeg håber det kan bruges til noget. // Michael

DIY Lises verden Michaels verden

Børnebyggerne-smugkig

Hej kære læsere. Er I klar til at smugkig i vores fine kommende bog? Ja, det tror jeg nok i er! Dette projekter ret sjovt, skørt og dejligt. Vi kalder det indtil videre for “Dino bogstøtte”. Hvad synes I den kunne hedde? Vi er åbne for sjove, kreative og spøjse navne, for i vores bog, må man gerne være lidt fjollet!

Du kan stadig nå at forkøbe bogen!

Det er ret enkelt, du kan nemlig bare klikke dig herind og så trykke på STØT PROJEKT, så får du mulighed for at sikre dig en bog fra første oplag. Du får endda bogen en uge før de andre. Den præcise dato er ikke offentligt gjort endnu, men det bliver omkring november. Du når det lige inden jul! Bogen bliver selvfølgelig også signeret og du får en lille personlig hilsen.

Vi glæder os vildt meget ti lat dele det færdige resultat med jer. Der bliver finpudset og justeret en del, og så mangler vi stadig cirka 10 projekter for at være i mål.

Hvad er det for en bog?

  • 40 DIY guides til børn i alderen 5-12, der er dog projekter som både yngre og ældre kan deltage i
  • Fede projekter der vækker interessen for at skabe, kreere, lege og være kreativ
  • Små søde tekster til hvert projekt, som kan bruges som en del af oplæsningen
  • Startskuddet til en ganske unik og dejlig tid sammen som voksen og barn
  • Nem læring om brug af værktøj
  • Genbrugsforståelse i børnehøjde- vi skal jo være gode ved vores jordklode, ikke?

Børnebyggerne lægger op til mange timers ren bygge-hygge mellem børn og voksne – og efterhånden som barnet bliver bedre og bedre, kan man også sagtens lave nogle af projekterne selv. Bogen skal været et perfekt redskab til at give jer forældre/bedsteforældre/mostre/onkler/andet lyst til at fordybe jer med jeres unger.

Tak fordi I forkøber og dermed også hjælper os med at få projektet ud i verden!

// Lise og Michael

 

Lises verden

Torsdags-vrøvl // Barnets søvn og dårlige vaner

Jeg modtager tit beskeder i indbakken som “Hvorfor siger I ikke bare godnat og går ud?” og “Burde han ikke sove på sit eget værelse” og det kan godt få mig til at blive sådan en smule arrig. Altså sådan “Tror du jeg selv synes det her optimalt?”-agtigt. Og minutter efter kan jeg tænke klart, og formår at vende det lidt om og blive knap så ramt. For I er jo bare nysgerrige!

Men helt ærligt, jeg bliver jo kun ramt fordi jeg jo (som de fleste andre forælder) MEGA gerne vil have et barn, der bare lægger sig til at sove. Lige som Sofies drenge. Et kys, godnat og så lægger de sig til at sove. HELT ÆRLIGT! Som om jeg ikke har prøvet det.. Mon det kan være fordi jeg har ammet, tænker jeg. For det er en af de eneste forskelle fra Sofie og jeg. Eller et af de børn, som selv har bedt om at sove på eget værelse, og så bare har sovet i gennem med det samme. Det ville jo være psyko-nice! Så var vi som forældre ikke tvunget til at tage beslutningen, og smide sin lille tryghedsøgende nattekriger på eget værelse.

Det ville da være fedt med et soveværelse, hvor man kunne kaste sig i seng uden at ramme en et-årigs fod, ja eller prøve at sove en nat uden at vågne med barnets hovede mellem los ballos. Selvom jeg kan blive nok så irriteret over Villys manglende plig om natten, og de lange puttesceancer, så ved jeg jo udemærket godt at vi sagtens kunne tage nogle valg, som (måske, bevares) kunne give mere ro og en mere afbalanceret nat. Men ærligt, så er vi bare ikke helt klar til at tage det valg.

Og en ting har jeg lært i mit 1,5 årige forælderskab : er du ikke klar til at tage et valg – og stå fast ved det, ja så kan du lige så godt droppe det! Så det gør vi lidt endnu. Selvom mor sover på hvad der svarer til 35 cm, presset helt op i et hjørne, og at hun også har haft et par migræneanfald, ja så er vi bare ikke klar til at ændre på vores rutiner. Rutiner er nemlig mega nice. Selvom de måske er dårlige. Ligesom vaner. Det er mega fedt at have en (dårlig) vane med at tage mobilen med på toilettet og få de vildeste toiletsædemærker – men du ved måske godt det ikke er fair når far står med skrigende unge i køkkenet og laver mad. Men det er jo nice lige i nuet – og så orker man bare ikke at skulle væk fra den dårlige vane. For så er den dårlige vane jo egentligt meget god.

Nå, vrøvl fra mig. Det jeg vil sige, er at man som forælder hele tiden vil finde på dårlige vaner, rutiner eller undskyldninger, som man måske godt ved ikke er det bedste, men som hjælper hverdagene til at blive lidt bedre. I ved, what ever works! Og det motto, er virkelig rart at tage med sig.

Først valgte vi slyngevuggen for at skåne vores arme – en mega god dårlig vane, som gav os alle søvn om natten – men til gengæld gjorde at drengen ikke ville falde i søvn i en seng. Så tog vi kampen efter 8 måneder og han skulle til at lære at sove i sengen. Her blev babsen taget ekstrameget i brug, og da han stoppede med at amme, måtte den vane erstattes med noget nyt. Det blev så til et par sange på youtube. Det er vi kommet fra, og nu er den dårlige vane bare at møve’ rundt i sengen inden senge tid, for så at falde omkuld over enten mine eller Michaels ben.

Men what ever works!

Så længe drengen sover og mor og far er klare i hovederne. Det er trods alt det vigtigste. Så hav nu ikke dårlig samvittighed, hvis du er kommet til at inddrage et eller andet tåbeligt – om det så er puttetid, om morgenen eller til spisetid. Du kan jo altid ændre på det, men sørg nu for søren for SELV at være klar inden. Lyt til jer selv, barnet og så skal tiden nok komme! Indtil vi er klar til at ændre på vanerne, så bliver Villy i smørhullet – måske nok lige indtil vuggestuen er kørt ind og vi alle er friske på  at tage kampen op for forandringer! Ja, eller hvis alt bare kommer af sig selv. Det sker jo også!

Det var lige lidt mor-tanker herfra. Hvordan har I det ifht puttetid og samsovning? Hvordan gør I?

// Lise

Lises verden

Historien om dengang Michael mødte Lise, men ikke omvendt.

Tak for jeres festlige feedback på indlægget med ting I ikke vidste om Michael Det var en ret sjov omgang som jeg tænker vi kan gøre igen engang! Men nu til sagen! Der var nemlig virkelig mange af jer der gerne vil have historien om hvordan Michael mødte mig, og jeg ikke mødte ham. Så den får I nu.

Jo vi skruer tiden helt tilbage til skal vi sige cirka 26. december 2008. En vild nat. En af de meget vilde! Undertegnet var nemlig plørefuld til et årets højdepunkter: Halbal i Terndrup. Ikke bare et hvilket som helst et. Nemlig jule halbal, som jo er det fedeste af det fedeste!

Så havde man jo også fået noget nyt nice tøj og en flot neon neglelak. Det var fuld fart på! Og jeg var så fuld. Der blev drukket det ene shot efter det andet. Plus randbiler og isbjørne. Én ting er sikkert: min tunge var helt blå. Den blev brugt til ihærdig snaveri med omkring 15 16 stykker. Det præcise antal var uvist. Men tunge gik på runde. Ligesom alle de andre veninder. Det var jo en konkurrence! Et kødmarked uden lige. Den ene efter den anden flotte fyr, der stod i kø for at kysse. Hvordan de så ud, havde man nok ikke helt styr på. Det var man alt for stiv til. Det var da en fest! Selvom man måske ikke huskede hvem der kyssede med hvem – og en gang i mellem delte man også lidt. Vi tog som regel  afsted 5-6 piger, så holdt vi den vildeste forfest med “skub til taget” og Breezer. Og forglem ej den gode gamle Cult Shaker.

Vi var Skørping-pigerne. Men der var også Terndruppiger -og drenge. Og bøllerne. Efter et tidligere knivstikkeri til et Halbal i Arden, vidste vi godt at alle fra Arden skulle vi holde os fra. Michael er fra Arden.
Nå, men der sker jo det, at når man vågner op dagen efter halbal, så kan der godt være landet en del beskeder i indbakken. Et par stalker-fyre der “prikker” til en. Engang imellem en venneanmodning eller to. Problemet er bare at du sket ikke huske de fyre. En dag efter halballet, den julenat, poppede der en venneanmodning op fra en Michael Stig Christensen, og efterfølgende skete denne beskedudveksling:

Lise tænker “hmmm , ham kender jeg sgu ikke”. Slet anmodning og videre med det vilde liv. To-tre år senere, var der lagt i kakkelovnen til endnu en vild nat. Der skulle fejres en 2 × 18 års fødselsdag, og på dansegulvet og op af en højttaler, mødtes vi igen. Og denne gang vinder Michael kampen.

Marts 2011 bliver Lise og Michael endeligt officielle facebookvenner.

// Eventyret er skrevet efter en ægte hændelse af mig, Lise. Tak fordi I læste med. PS: der bliver stadig skændes en del den dag i dag om hvor vidt Lise mødte Michael(og hans læber) eller ej til det halbal, eller om Michael virkelig tog fejl. PPS: selv tak for billedet nedenunder.

 

Livsstil Rejser

VLOG // Da vi gav tøj til fattige mødre i Nicaragua

Fem voksne og to børn i en tuk-tuk, drog vi ud i det Nicaraguanske landområde, hvor vi havde et formål: at glæde familier med de 25 kg tøj, vores kære følgere på Instagram havde sendt os.

I lufthavnen i Danmark bookede vi  en ekstra kuffert, som endte med at veje 5 kg for meget. Men søde var de, da de hørte hvad der lå i kufferten. Der lå nemlig hele femogtyve kilo tøj, som et par håndfulde følgere havde været så elskværdige enten at sende til os, eller endda køre forbi Farum for at aflevere. Tænk sig engang, at vi efterspørger tøj – og så modtager vi over 30 kg på få dage. Vildt – I er for seje! Vi sorterede hjemmefra, da der også var tungt vintertøj, som de aldrig ville bruge. Det blev derfor til 25 kg super fint – og stadig som nyt – børnetøj i forskellige størrelser.

Inden afgang fra Danmark, havde vi ingen idé om hvad vi kom ned til. Vi kendte ikke familien og vi vidste ikke hvordan vi skulle komme af med 25 kg babytøj. Heldigvis fik vi verdens bedste værtsfamilie, og inden vi nåede at være der i en uge, havde de planlagt hvor og hvem, vi skulle besøge.

Det hele er blevet filmet lidt uproffesionelt i ren “hjemmevideo”-stil, og jeg har nu klippet det sammen og speaket det, så I kan komme lidt med på turen. Det var kæmpe stort og vi vil med glæde gøre noget ligende igen! Kig med i videoen her:

Kunne du tænke dig en lignende rejse som vores (læs mere her og her) så vil vi TIL HVER EN TID anbefale jer at tage kontakt til Danish Volunteers(lille to-mands hjertevirksomhed), som kan hjælpe jer med at planlægge en rejse med homestay og frivilligt arbejde i Nicaragua og Guatemala(læs om min tur i 2014 her). vi kan KUN anbefale jer det – også med børn! Dog skal det siges, at der i tiden er voldsomme uroligheder i Nicaragua, så husk at holde øje med udenrigsministeriets anbefalinger – og forhør dig evt hos Danish Volunteers. For en god ordens skyld, vil jeg sige at der INGEN reklame er gemt her, det er ren hjertebusiness!

Tak fordi du kiggede med! // Lise og Michael

Lises verden Livsstil

Skal jeg bekymre mig om det? // Følgerflugt

Hej igen derude. Fedt I vender tilbage. Denne gang skal det handle om noget, jeg i virkeligheden ved er ret latterligt. Nemlig at miste følgere. Måske nærmere følelsen i min krop, når jeg ser det der følgertal dale. Det er så dumt som noget kan blive, men ikke desto mindre, er det noget som går mig FOR meget på. Det tal, og det antal mennesker der vælger at følge med, skal ikke påvirke mig. Det skal det ikke! Men ærligt venner, det gør det sgu lidt.

Hvorfor flygter folk?

1000 mennesker har trykket unfollow de sidste par måneder. TUSINDE! Nye kommer, gamle går. Ja og de nye går også en gang imellem. Sådan er det. Jeg gør det selv nogle gange. Trykker følg, men et par dage efter så finder jeg ud af, at det alligevel ikke lige var noget for mig. Eller, som jeg tror er tilfældet for tiden, det bliver for uinteressant for mig eller personen irriterer mig. Sorry, jeg er selvkritisk, men sådan har jeg det altså nogle gange.

Men du har jo lovet dig selv ikke at lade dig påvirke!?

Det har jeg. Og jeg kæmper og forsøger ikke at beskylde mig selv for at folk smutter. Men helt ærligt, ville I ikke have det lige sådan? Har taget mig selv i at slette en Villy-stories, senere nogle værksteds-stories og en anden dag noget helt tredje, fordi jeg frygtede at det var for meget for folk. Og min hjerne kan finde på at sige: argh, skru’ lige ned, så de ikke flygter. Det er den der forbandede higen efter accept og succes. Den er som sendt for helvede. Jeg fortælle jer bundærligt hvordan jeg har det, for jeg tænker nogle af jer, må have det på samme måde.

Og så skriver jeg mine tanker og følelser ned her og deler det med jer for at minde mig selv (og andre) om at det er fløjtende ligegyldig om du den ene dag har 170 følgere og den næste dag 120. Det er IKKE dem der IKKE interesserer sig for dine sociale medier, der fortæller om du er god nok! Heller ikke i mit tilfælde. Og vi skal ikke ændre det, vi har lyst til at smide op, fordi vi frygter hvad andre tænker! Eller om folk smutter bagefter. Hvad sker der hvis de smutter? Ikke noget, andet end at du får flere hardcore-fans, og færre mennesker der ikke interesserer sig. Det er jo WIN!

Ærligt ikke: Det er vel også for businesses skyld, ikke?

Ja for faen! Jeg har lavet benhårdt arbejde for at holde vores (hold fast, venner, der kommer et fancy ord) SOme-kanaler ved lige efter Nybyggerne. Det er en stor del af vores indtægtkilde og jeg elsker at arbejde med det. Kommunikationen mellem firma + jer modtagere bliver bedre og bedre. Og på den konto er følgere = penge. Selvfølgelig fylder det også, om jeg kan “miste mit arbejde”, hvis følgertallet bare daler til 300 og jeg sidder med kernen af jer, super dejlige følgere. (Det er pjat, men overdrivelse fremmer forståelsen).

Lise, hvad er din masterplan for at få flere følgere?

Ingen. Absolut ingen. Eller jo, jeg forsøger at tænke over at holde en nogenlunde ballance mellem business og bare fritids-Lise på instagram. Så I ikke bliver spammet FOR meget. Men ellers så tror jeg bare jeg skal følge mit insta-hjerte og dele, hvad der falder mig ind. Ikke? Lidt Villy til Villy-fans, lidt indretning til boligmennesker og DIY’s til bolig-nørklerne. Ja, og alt det uden om til alle de hardcore fans. Der er så ekstremt mange der følger med, og 1000 er ingenting kontra 56.000. Det er jo ikke så slemt, som jeg bilder mig ind, men frygten for at blive uinteressant kan sammenlignes med frygten for at blive valgt sidst til rundbold. Det er latterligt dumt, men følelserne skal erkendes og bearbejdes. Så frem med den store “PYT”-knap og videre til det, der virkelig har betydning. Det er alligevel dem der mister en KONGE-rundbold-spiller! (association til folkeskolen)

Lad mig høre: Hvad synes I kan blive for meget på instagram? Hvad skulle der ske for at I trykkede unfollow – ja, og elsker I ikke også bare mig (og co.) mega meget? (JOKE)

Tak fordi du læste med! Jeg siger det hver gang, men mener det kun halvdelen(igen, dårlig joke… Mener det hvergang!).  // Lise

Lises verden

Vær mere dig! // Sårbart og ærligt

Hold nu op en dejlig feedback på dagens instastory omkring mig og min krop. Bliver så overvældet over jeres beskeder, som giver mig endnu mere lyst til at dele! Flere har skrevet i selv har det svært, og at mine beretninger hjælper jer, med at acceptere sig selv. Og ved i hvad: så er mine sårbare delinger DET HELE VÆRD! Derfor har jeg også lige sat mig ved tasterne og forsøgt at uddybe lidt mere.

Jeg har altid haft det super svært med min krop – nærmere betegnet min barm. Det har været et kæmpe issue  for mig!

Da jeg var ung teenager kunne jeg ikke forstå hvordan det kunne være, jeg ikke fik din bryster, som jeg så alle de andre fik. Det betød at jeg begyndte at snyde mig selv og andre med alt for store bh’er. Jeg gjorde meget for at få det til at ser ud som noget. Og år efter år skete der ingenting med størrelsen. Jeg opbyggede også en angst for at vise hvordan jeg virkelig så ud. På stranden havde jeg t-shirt  på. Jeg gik ikke i bad til idræt. Jeg viste mig ikke for nogen overhovedet – ikke engang min daværende kæreste. Og hold nu kæft hvor har det været opslidende for mig! Total spild af tid og tårer.

Efter jeg er blevet ældre, ved jeg at det ikke betyder en bisse. Det har ikke været nemt at nå hertil. Jeg husker hvordan jeg blev så mega træt af st være så hård ved mig selv, når jeg stod der uden tøj på. Tårer, had og en fortvivlet Michael, det bare ville have jeg forstod, st jeg var smuk. Jeg gav mig selv et løfte da jeg var 18. Jeg skulle smide alle bøjle bh’er ud, og jeg skulle tatoveres for at minde mig om, hvorfor jeg gjorde det her. Mit hovede skulle forstå, at selvom jeg har små bryster og er ked af det, så er jeg stadig smuk. Lige så smuk som alle andre! For når alt kommer til alt, handler det jo bare om at have det godt og være glad. Så er det jo fuldstændig lige meget om man er tyk, tynd, har store bryster, små bryster eller er høj eller lav. Mine kvaler omkring mine bryster er evig lang og jeg har mange svære minder omkring det. Jeg fortalte om det til mit online foredrag, med fortællinger fra dengang og om hvordan jeg har kæmpet mig igennem angst for min krop, så jeg i dag er mere afslappet.

Det er ikke en sejr der har vundet. Jeg tror det er noget man skal arbejde med resten af sit liv. Men jeg er i hvert fald nået til det punkt, hvor jeg tænker at jeg er nogenlunde tilfreds med mig selv.

jeg vil anbefale alle sammen og tænke over hvad det betyder noget. For helt ærlig, lad os have det sjovt og være mere os selv. I stedet for hele tiden at prøve opnå et ideal, som vi har sat for selv. Det er der alt for mange begrænsninger i og det er der ingen grund til!

Så derfor: drop alle negative tanker om dig selv, hiv dig selv ud af den onde cirkel, tænk gode tanker om sig selv – og vær mere dig! amen. 

Hvis I er modige – så send mig et billede (mega anonymt, hvis I ønsker) hvor i viser den del af jer, i har allersværest ved at acceptere. Så deler jeg i et blogindlæg – så vi kan hylde alle vores flotte uperfekte-perfekte kroppe! Det er en udfordring! 

Er der interesse for at holde samme foredrag igen? Jeg overveje at afholde det igen, i hvertfald. Det første gik godt, men var nervøs og tror jeg kan bruge meget fra sidste gang og gøre det igen – bare bedre og mere afslappet. Enten online – men allerhelst i virkeligheden. Det vil nok koste omkring 150 kroner. Sidst havde vi fokus på min fortælling, men også med lidt øvelser til selv at droppe “det falske” ideal.