• Type:
  • Genre:
  • Varighed:
  • Average Rating:

Familieliv

Det hele om igen

 

I 2018 og 2019 var vores tilværelse som familie meget præget af sygdom. Villy startede med feberanfald, som også gav sår i munden, ondt i halsen, benene og generelt bare hele kroppen.

Hans sygdomsperioder kom fast hver 4. uge, så vi nåede lige at komme ovenpå efter et sygdomsforløb, før et nyt startede. Vi havde som regel 1-2 uger med en glad og veltilpas dreng. Resten af tiden havde han det skidt eller skulle komme sig efter at have været dårlig.

Det var så hårdt og vi måtte aflyse enormt mange ting, fordi han var syg. Vi er gået glip af mange fødselsdage, fester, familiessammenkomster og mere. Og det går nok også. Det der var allersværest var usikkerheden. Hvad fejlede han, hvad gjorde vi forkert og hvordan kunne vi hjælpe ham.

Vi prøvede så mange forskellige ting og var ved læge, lægevagt, øre/næse/ – halslæge og forbi børnelægerne utallige gange. Vi har fået taget vævsprøver i narkose, fået så meget antibiotika, forsøgt at undgå mælk. Jeg har grædt snot i modtagelsen pga virkelig ubehagelige oplevelser, hvor jeg nærmest har skulle forsvare min søns sygdom. En gang i børnemodtagelsen fik jeg et møgfald uden lige af en sygeplejerske fordi vi prioriterede at Villy skulle sove sin lur færdig, inden vi hastede derud. Og fordi “alle børn bliver syge”. Vi kendte ligesom møllen og havde været igennem den mange gange. Det var enormt grænseoverskridende for mig, og jeg græd og græd foran alle i venterummet. Heldigvis var min mor med. Og efterfølgende viste det sig at to af dem, der sad i venterummet, var følgere. De skrev til mig at det var virkelig tarveligt af den sygeplejerske og at de synes det var over grænsen. Hvis det havde været i dag, havde jeg klaget, men vi var så psykisk udkørte, at vi intet gjorde. I dag arbejder jeg der, og det kan jeg godt fortælle er lidt mærkværdigt.

Kan huske lægen fortalt os at  “nogle børn bare er meget syge”. Det vidste jeg godt ikke var tilfældet her. Jeg vidste, at når vi kunne sætte kalenderen for Villy sygdom, så måtte der været noget galt.

Så det var faktisk os selv, der overfor børnelægerne kom med febersyndromet PFAPA. De var lidt skeptiske derude. Og vi blev startet op med antibiotika alt for mange gange, fordi lille Villy havde tårnhøje infektionstal og hans mund var fyldt med sår og mandlerne indkapslet i puds. Lige lidt hjalp antibiotikaen. Og til sidst måtte vi selv sige fra og påpege at vi ikke ønskede han skulle have antibiotika, fordi vi vidste det ikke var en bakterie.

Vi endte med et halvt år at føre sygdomsdagbog, og da vi kom op og viste den til børnelægen, kunne har da se “systemet” i hans sygdom. 7-10 dage om måneden havde han samme symptomer. Fordi diverse prøver så normale ud, konkluderede de at PFAPA nok var årsagen. Og vi blev sendt hjem med steroider,vi kunne give ved feberanfald. Vi nåede aldrig at bruge det, dels fordi vi synes det også var voldsomt at proppe i ham og dels fordi han i marts 2020 stoppede med at have anfald.

Ligesom corona brød ud, stoppede Villys sygdom. For good. Troede vi.

Det tror vi desværre ikke længere. Og det vender sig i mig ved tanken. Særligt når Villy er så skidt tilpas, at han faktisk selv ber om at få Panodil. Det skær i mit hjerte.

For tredje måned i træk, har Villy været virkelig dårlig. Intensiteten er steget gevaldigt – måske i takt medet han også er mere bevidst. Hans sygdomsperiode har varet op til 8 dage med 40 i feber. Han har næsten ikke kunne rejse sig fra sofaen/sengen. Han klager over synkebesvær, har store sår i munden og klager over mavesmerter. Det er bare så mega hårdt at være forælder til et barn, der er syg. Fair nok hvis man havde sådan en tur 1-2 gange om året, som almindelige børn. Men hver 4. uge, det er simpelthen urimeligt.

Efter jeg er begyndt at arbejde på sygehuset er det meget anderledes for mig at håndtere. Jeg er ikke nervøs, for jeg ved det ikke er er alvorligt eller farligt. Omvendt er det ret svært for mig at håndtere tanken om at vi nok burde være glade for det ikke var andet alvorligt – som alle de børn jeg er sammen med på sygehuset. Jeg kæmper lidt med mit hoved om at fortælle det, at det altså er ok at synes det er noget lort. Også selvom det ikke er kræft, en eller anden sindssyg alvorlig sygdom eller andet. For selvom Villy ikke tager skade af sin sygdom, så er det pissehamrende invaliderende for ham – og for vores familiedynamik.

Tiden går i stå når han er syg. Vi kan kun koncentrere os om at sidde ved ham, nusse Hamm, forsøge at få ham til at spise og drikke. Vi sover dårligt. Og vi bekymrer os. Og sådan er det at være forældre. Også uanset hvor “alvorligt”, børnene har det.

Og det havde jeg brug for at nævne i det her blogindlæg. Mest for at minde mig selv om det. Men også for at fortælle jer det. Altså; man må gerne synes det er noget forbandet lort uden at skulle sammenligne sig med andre, der har det værre.

Next step tænker jeg er at give det et par måneder, for at få et mere klart overblik over hans sygdomsperioder. Og så vil vi op på børneafdelingen igen og måske få dem til at henstille ham til at få fjernet mandlerne. Det skulle eftersigende måske have en virkning, og jeg tror vi er der, hvor vi er villige til at gøre et forsøg. Særligt hvis det fortsætter.

Det var alt herfra. Tak fordi i sender kærlighed vores retning.

// Lise

Det bør du have med til fødslen!

Hej venner.

Der er få uger til min barsel. Det er altså ret vildt. Lige om lidt! Så er det slut for en stund med ord fra mig herinde. Michael kører videre i barslen, så jeg regner stærkt med I nok skal få at vide når familien er forøget. 🙂

Men her hvor jeg er +30 uger henne, så synes jeg altså det begynder at være rart at få styr på alt det praktiske. Min måneds barsel inden termin er lige midt i sommerferien, så jeg får ikke så meget tid til at være i barselsbobbel alene. Det er helt ok. Villy skal holde ferie, vi skal køre på ture i bussen og nyde sommeren sammen inden der går baby i den.

Her kommer min liste, og alt hvad der er markeret med fed, er altså allerede med i den fine æske fra Hospitalstasken.dk:

  • Mormortrusser
  • Et løst sæt tøj, der er ammevenligt.
  • Amme-BH
  • Behagelige strømper
  • Læbepomade
  • Store dejlige bind.
  • Tandbørste og tandpasta
  • Shampoo og balsam
  • Hårbørste og hårelastikker.
  • Et opladt kamera med plads på hukommelseskortet
  • Toiletpapir!
  • Snacks
  • Ammeindlæg
  • Brystcreme (mega vigtigt!)
  • Et par klipklappere
  • Høretelefoner (just in case du vil flygte mentalt)

Jeg håber min lille liste kan give jer et overblik over hvad der er smart at have med sig.

Er der noget på min liste, du synes der mangler?

Gode fødsler derude! Kh Lise

Tip til at bygge med børn

Så er jeg(Michael) tilbage på tasterne – Lise knokler i huset. Hun er sgu sej!

I har spurgt ind til det med at bygge med børn? Særligt ifht ulemper og fordele. Jeg vil sige, ulemperne ved at have små børn imens man bygger, kan godt overskygge de gode sider engang i mellem. Dog kan fordelene gøres lidt sjovere ved at indrage de små lidt. Det er jo en KÆMPE omvæltning Villy har været igennem. Flere spørger om ikke det er for meget for den lille gut, MEN vi er klart af den overbevisning, at hvis børn er oplyste og bevidste om, hvad der sker i deres liv – så er forståelsen meget bedre.

Villy har været med mange underlige steder henne, og vi føler ikke at han bliver hverken utryg eller ked af det (hvis bare han ved, hvad der sker). Hver gang prøver vi, at gøre det i øjenhøjde med ham, også selvom det er meget “voksent”. Dette gør sig naturligvis også gældende i byggeprocessen. Villy kan sommetider ikke forstå hvorfor vi ikke bor i huset, hvortil vi afleder ham, ved at tage ham med derop og forklare hvilke seje ting, der skal laves på huset – såsom farvevalg, møbelplaceringer osv.

Villy vidste fra dag 1 hvor han skulle tisse når engang toilettet kommer. Sådan nogle små ting gør at han har en klar forståelse for, hvad mor og far bruger så meget tid på. Han har haft en stor del i hvordan hans værelse skulle se ud. Vi har vist ham eksempler på andre børneværelse, og så har han peget på små finurlige ting, han synes er sejt.

Nå, nu skal det ikke være godt det hele. Villy kan sommetider mangle den der legetid, hvor det ikke handler om hus, hus, hus. De gange vi bliver alt for stressede, kan vi med det samme mærke det på ham, og så er vi heldigvis gode til at tage væk – i bussen, på legepladsen i skoven eller lignende.

8 tips;

Hvad kan man lave på byggepladsen med et barn?

 

Med de små lege og tiltag i huset, så er vi helt klart overbeviste om, at skiftet fra husvognen til huset bliver super let. Det bliver så fedt og vi kan mærke at Villy glæder sig til mere plads. Han siger nogle gange “Mor og far nødt til at arbejde, så vi kan bo i huset” og den snart 3-årige har jo helt ret. Vi skal snart bo i huset, for vi har knoklet i mange måneder og snart kan vi se enden: hele gevinsten. At vi skal bo i vores nye hus.

Vi synes ikke man skal lade sig afskrække af byggeprojekter med små børn, men man skal være villig til at ofre en hel del familietid. For os har det også været afgørende med Bedsteforældre, der kan hente Villy og passe ham i nogle af weekenderne. Det er også hårdt for parforholdet. Al ens tid prioriteres anderledes, for ellers bliver man aldrig færdig. Og når man endelig holder fri, er det med en vis dårlig samvittighed. Men det er jo altsammen noget, man vil kigge tilbage på og tænke: “Hold kæft, vi var seje!” og jeg er sikker på vi aldrig kommer til at fortryde at vi gjorde det!

Held og lykke til dig derude, hvis du også går med bygge-drømme i bagagen. Og tak fordi i læste med.

// Michael

På sanketur med guide i Rebild

Reklame for Rebildporten

Hej alle.

Som I nok ved bor vi i det nordjyske idyl, og vi er helt vilde med naturen i netop dette område. Vi bruger skoven til et utal af spændende ting såsom cykelture, legeplads besøg, kanotur og dukkert i søerne i nærheden.

Det sidste tiltag var en sanketur(= ekspedition for at finde ting man kan spise i skoven) med en Rebild Guide.  Vi var meget spændte på hvordan Vilsen ville klare en gåtur på mellem 3-5 kilometer i Rebildbakker, men han var helt med på den lige fra første skridt vi tog. Bevares de små ben kunne ikke gå alle kilometerne, men pyt med det. Han synes det var vildt spændende at finde ting mor/far, bedstemor/bedstefar og farmor og farfar kunne spise. Han havde ikke helt mod på at spise selv, lige indtil RebildGuiderne havde arrangeret en frikadelle-busk, som åbenbart vokser i Rebild bakker. Villy afsluttede turen med munden fuld af frikadeller og godt humør. Han var helt vild med naturvejlederen, som kunne fortælle ham seje ting om naturen. Stor cadeau til guiden, som kunne leve sig ind i Villy’s verden og gøre det ekstra spændende for ham også.

TIP! Læs meget mere om vandring her og tjek også de forskellige guidede ture her.

Vi startede vores tur ved Rebildporten på Rebild bakkers parkeringsplads. Herefter bevægede vi os ud i bakkerne med en pose hver. Vi plukkede bla hasselnødder, bær, mirabeller, skvadderkål, hyben, svampe og meget mere. Turen gik omkring Ravnkilden hvor vi drak det klare iskolde vand. Vi havde stop ved Lars Kjærs tidligere hus, og her spiste vi os mætte i hjemmelavede delikatesser, som vi selv lavede af råvarerne vi havde samlet ind(plus lidt fløde).  Turen gik herefter ind til fårene/gederne der gik og græssede, og så tilbage til Rebildporten hvor vi kiggede på alle de fine udstoppede dyr, som kan findes i de danske skove.

Giv en guide I gave!

Efter at have været på den hyggelige vandretur i Rebild Bakker, har vi snakket om at det er helt oplagt at give sådan en tur i gave eksempelvis. Eller måske gøre det på sin fødselsdag. Det kan bestemt også anbefales på en hel almindelig søndag, hvis der bare skal ske et eller andet.

Timeprisen for en Rebildguide er 500kr i timen. Vores tur tog et par timer, så for 1000,- fik vi virkelig meget for pengene. Vi fik historier fra de lokale omgivelser, hjælp til hvad vi måtte plukke/spise og en rigtig hyggelig afslutning hvor der var kaffe og kage til alle. – Ja vi lavede det jo faktisk selv.

Hvis man tænker på hvad en biograftur eller eksempelvis en tur på café for op til 10-15 personer koster, så er det virkelig godt givet ud med den 1000 kroner for sådan en hyggelig eftermiddag. Det giver virkelig anledning til gode og hyggelige samtaler, når man mødes i naturen på den måde. Og så var guiden Birgitte bar her suveræn i sin væremåde og tilgang til naturen!

Se meget mere om de guidede ture her.

Alt i alt en fantastisk tur væk fra byggeriet, som vi klart kan anbefale!

Kh Lise, Villy og Michael

Ps: Vil du se alle de fede legepladser i nærheden af Rebild, så tjek vores legepladsguide ud!

At bo i en beboelsesvogn // Vores tips

Reklame

Hej med jer!

Den anden dag havde vi optagelser og det betød at vores lille midlertidige husvogn så pæn og opryddet ud i noget der svarer til en halv dag. Det var faktisk overraskede imponerende, hvis jeg selv skal sige det. Normalt ligner vores vogn oftest “jeg ved ikke hvad”. Dels fordi der selvfølgelig ikke er meget plads at boltre sig på, men også fordi vi bare ikke lige få prioriteret det der oprydning. Nok mest af alt fordi vi vandre ind og ud med beskidt arbejdstøj. Det virker ligesom lidt unødvendigt at rydde op/gøre rent når man ved bomben springer igen et kvarter senere.

Ja, indrømmet. Det er nok mest os to voksne, der roder. Villy han er faktisk ikke så slem. Han har sit legehjørne og så er det dét.

Men! Jeg benyttede mig af chancen, da vognen så nydelig ud. Jeg filmede lidt video til jer, som er blevet til en lille hyggelig housetour-video.

Den kommer her, og nedenunder vores bedste tips til at leve på få m2:

Vores lille hjem er fra Simple Homes. Tjek hvad de kan tilbyde her.

Vores bedste råd:

1 Sorter dit tøj!

Du kan med fordel sæsonsortere tøjet, så de tykke sweater ikke fylder det hele i sommerhalvåret, og i vinterhalvåret kan du jo lægge dit sommerkluns væk. Vi har en her masse tøj opmagesigneret hos mine forældre, for vi ville overhovedet ikke have plads til det hele lige nu.

Se det evt som en mulighed for at få sorteret dit tøj. Jeg fik det gjort inden vi flyttede i skurvognen og hold nu fast, jeg havde meget tøj, jeg ikke brugte. Hvis du ikke har haft det på det seneste år, så sælg det eller giv det videre!

2. Udvælg legetøj

Villy har rigtig meget legetøj, men han har kun en håndfuld forskellige sager, han altid leger med. Vi har taget denne kasse og denne kuffert med i vognen, også er de ellers fyldt med det, vi ved han vil lege med. Alt er pakket i forskellige små kasser/æsker, så man kan tage lidt frem ad gangen. Så skal alt ikke hives frem og ryddes op hver gang.

3. Tænk i kubikmeter

Jep, vi har 20 m2, men meget plads, hvis vi udnytter alle tænkelige flader. Vi har eksempelvis sofaen fyldt op med udetøj. Og så har vi  hvide kasser i køkkenet til alle vores strømper. Vi kan ikke hænge møbler på væggene, så i stedet har vi fundet et par skoreoler, som nemt kan stå op af væggen uden at fylde. Her har vi nattøj, arbejdstøj og træningstøj.

4. Tag ud!

Hvis du føler klaustrofobi og ikke kan overskue tingene, så tag på ture væk fra hjemmet. Gå en tur, få noget luft og nyd offentlige steder, der giver plads og rummelighed. Vi bruger biblioteket, svømmehallen, legepladser og skoven som pusterum, når vi synes det bliver liiiidt trængt derhjemme.

5. Acceptér situationen!

Det kan være virkelig hårdt at skulle indfinde sig i minimal køkkenplads og ingen steder at lege. Men hvis du bor småt i en midlertidig periode, så trøst dig selv med at det nok skal gå. Find glæden og hyggen ved at være tæt samlet. Lav en hule under spisebordet, hop i sofaen. What ever. Prøv at acceptér at det er som det er.

Det er for os 100% den rigtige løsning at bo på byggepladsen samtidig med at vi arbejde der. Det ville være vildt uoverskueligt at skulle køre hjem hver dag. Det gør det nemt og overskueligt for os at kunne gå til og fra. det kan klart anbefales!

Har du boet på små kvadratmeter? Kan du nøjes eller var det et helvede? Jeg tror godt vi kunne bo småt, men jeg er nu alligevel glad for vi bygger et stort hus… 😉

// Lise

 

Legeplads-turné // Rebild og omegn

Reklame for Rebild Porten

Kære venner. Vi har været rundt i vores omegne og prøve legepladser. Vi vil nemlig gerne kende til alle de gode steder, for vi elsker at tage på tur. Ja, og så var det jo også en oplagt mulighed for at dele lidt inspiration med jer. Det er jo sådan, at der faktisk er en del, der synes det er spændende at følge med i hvad vi foretager os. Specielt når vi er på tur som familie, kommer der en masse gode spørgmål. Så efter at have leget på alle legepladserne den seneste tid, så vil vi gerne dele vores anbefalinger for en rigtig god lege – og hyggedag med familien. Lokationen er vores egen hjemstavn og derfor er det jo bare særligt dejligt for os.

Nå, men lad os komme til det og gennemgå vores favorit spots på vores kanter:

 

1. Røverknolden

Adresse: Rebildvej 2A 9520 Skørping

I en lille hyggelig lysning midt i skoven ligger den hyggeligste naturlegeplads. Her er rig mulighed for at lege og hygge sig. På legepladsen var ungernes favorit klart svævebanen, edderkoppenettet længere inde i skoven og den seje rutsjebane. Der er bålplads og bænke, så pak endelig madkurven – så har de voksne jo også lidt at kunne give sig til mens ungerne fiser rundt! Det er desuden ikke langt fra smukke Rebild Bakker, så man kan jo godt arrangere en gåtur der før/efter. Denne legeplads er klart værd at køre langt efter. Man parkerer et stykke fra legepladsen og skal gå hvad der måske svarer til 200 m ind i skoven. Der er grusvej, så det er til at komme derind med barnevogn.  Her er ikke et toilet, men ved Rebild Porten findes offentlige toiletter.

2. Legeplads og skaterbane ved Skørping Skole

Adresse: Himmerlandsvej 65, 9520 Skørping

Bagved skolen er der lavet et super fedt miljø, hvor der kan skates i en bowl, spilles basketball på multibanerne eller gå på skovloopet, der er en sjov forhindringsbane som inspirer til bevægelse og leg. Villy synes det er mega sjovt og så ender man oppe i et udkigstårn, hvor man kan kigge ud over skoven. Vi elsker det her sted fordi der er noget for store og små. Og så elsker vi selv at stå på skateboard, så her kan vi alle have det skægt.  Hvis man kan lide at skate og kombinere det med leg, så kan vi godt anbefalelse at køre langt efter det her sted. Hvis skolen er lukket, er her ingen tilgængelige toiletter, men skal man tisse, kan man gå ind i skoven 😉

TIP: Tag på kanotur med din familie, venner eller arbejdsplads. Læs mere her.
.

.

3. Ardens naturlegeplads og Dyrepark

Adresse: Mejerivej, 9510 Arden

Her er endnu et sted, der er for hele familien. Vi elsker især at tage herhen pga de mange søde dådyr. Man må nemlig gerne gå ind til dem og fodre dem. Det elsker børnene altid (også de voksne). Lige rundt om hjørnet – inde i skoven – er der også en rigtig fin legeplads. Den minder meget om Røverknolden. Der er lidt de sammen ting: gynger, svævebane, rutsjebane, bålplads, sandkasse, forhindringsbane og mere til. Her er også shelters man kan låne ved lejlighed. Som barn har både Michael og jeg været til børnefødselsdage på naturlegepladsen i Arden. Dette lille spot i skoven er også et sted, der er værd at køre langt efter. Du kan parkere lige ved legepladsen og der er også et lille toilet til rådighed.

 

4. Legeplads og bålspot midt i Rebild Bakker

Adresse: Rebildvej 31, 9520 Skørping

En søndagsspasertur i bakkerne er faktisk ikke så ringe endda og man kan faktisk komme ganske højt op. Vi laver altid konkurrencer om hvem der kommer først. Dit giver måske en smule ømme ben, men så kan man bare tage en slapper på den ret nye bålplads lige midt i bakkerne. Et gammelt skur er revet ned og op er kommet et virkelig hyggeligt spot, hvor man ganske gratis kan tage brænde og lave et dejligt bål. Løber en man smule op ad skrænten bagved, ligger en lille naturlegeplads med forhindringsbane, vipper og rutsjebane. Bålpladsen, den lille legeplads og i det hele taget de smukke bakker er virkelig noget, vi kan anbefale jer at besøge. Slut evt. dagen af med at drikke en sodavand i Top Karens hus, hvor der også står indgraveret: “Sodavand, øl og kaffe, det kan Karen skaffe”.

TIP: Prøv Rebilds mega geniallos mountainbikerute. Michael kører den flere gange om ugen.

5. Hoppepude og lille legeplads

Adresse: Bækkedalsvejk, 9520 Skørping

Engang i mellem behøver det ikke være kæmpe stort for at det kan være godt. Vi har fundet os et hyggeligt sted i Gammel Skørping, hvor der sjældent er mange andre. Vi kan cykle dertil og Villy elsker det. For der er nemlig en hoppepude, som er stor og rund. Den hopper man så godt på. Der er også et gyngestativ, græsplæne til boldspil og et klatrestativ. Hvis du alligevel bor i nærheden, så er det klart en cykeltur værdi.

 

6. Katbakken i Øster Hornum

Adresse: Nibevej 151 Øster Hornum, 9530 Støvring
Her finder du den sejeste forhindringsbane med både armgang, klatrenet, balancepæle og meget mere.  Man kan også lege i det høje klatretårn eller overnatte i en af de mange shelters. Faktisk er der også masser græsplæneplads til at sætte sit telt op. Bålpladsen er selvfølgelig også til fri afbenyttelse. Et rigtig hyggeligt sted, og så kan man måske kombinere det med en svømmetur i Hornum Sø.
TIP: Sov i smelters – det er gratis! Tjek hvor du kan gøre det i Rebild her.

Har vi glemt et sted?

Så skriv det endelig i kommentarfeltet. Ellers håber jeg i måske har mod på at besøge nogle nye steder, for det kan altså give et lidt friskt pust og hyggelige stunder med børnene. Find eventuelt flere sjove attraktioner for børn i Rebild Omegn her.
God legelyst! // Lise og Michael

Kanotur på Lindenborg Å

Reklame for RebildPorten

Hej derude! Vi har været på tur i det blå idag! Hvis ikke I har set med på min story i dag, så kan jeg fortælle jer, at Michael, Villy og jeg mødtes med Kanoudlejer-Lars klokken 9 i morges og var klar til en dag på vandet. Vi har nemlig været på en vaske-ægte kanotur på Lindenborg Å og det var intet mindre end fantastisk. Vi valgte en børenvenlig ruter – den korteste. Det tog omkring 2-3 timer med pause og det var perfekt tid for en 2 årig + forældre. Glad barn = glade forældre. Der var en  del af jer, der spurgte om det var en udfordring at få Villy til at sidde stille – og om vi holdt ham hele tiden. Vi holdt ham ikke og han var forbløffende god til at respektere “sid-på-numsen”-reglen. Vi skiftede lidt plads engang i mellem, og det var heller ikke et problem. Så holdt vi ind langs siden og hjalp ham over. Jeg var ikke på noget tidspunkt utryg, for Villy viste så fint respekt for det og skulle uheldet være ude, så havde han redningsvest på og det var ikke særlig dybt. Jeg kan klart anbefale at man sætter børnene i bunden af kanoen, for vi havde et mindre uheld, haha. Villy sad til at starte med på bænken i midten, og vi kom til at sejle ind i kanten. Gæt om han faldt bag over eller ej? (Ps: det gjorde han) Resten af turen sad han i bunden og der var ingen problemer. Vi havde lidt snacks og legetøj med, men det meste af tiden kiggede vi på fuglene, køerne og snakkede og træerne. Jeg tror sagtens vi kunne have sejlet mere end de 2-3 timer, men vejret var ikke helt med os i dag og så var det faktisk også hårdere for mullerne, end jeg havde regnet med. Så 3 timer var perfekt. I får lige nogle skønne fotos fra dagen, og under kan I læse lidt info, hvis I selv overvejer en lignende tur.

TIP! Giv en kanotur i værtindegave, farsdagsgave, fødselsdagsgave eller bare for at forkæle en du holder af. Gavekort kan købes her!

Hvis du vil på kanotur

Al den info du behøver:

  • Det koster altså 450 kroner for leje af en kano en hel dag. Prisen er inkl.  padler, veste og afhentning.
  • Du kan også leje kanoen i flere dage, eller kombinerer det med en cykeltur (læs mere her)
  • Der er som udgangspunkt 3 pladser i kanoen. Det er mest optimalt med 2 voksne ( og op til 2 børn) i en kano.
  • Hunde og børn må gerne komme med – det er mega hyggeligt!
  • Det er dejligt med et et tæppe til bunden, hvis du har hund eller barn med.
  • Hvis man ønsker en guidet kanotur, så er der forskellige ture her. En super god måde at føle sig tryg, hvis man er lidt ny i det at sejle kano.
  • Du får udleveret et kort og bliver klædt rigtig godt på til sejlturen, så både nybegyndere og øvede kan være med.
  • Få lækker mad med om bord!!! Det gjorde vi. Du kan nemlig kombinere kanturen med en lækker frokost fra Rebild Hus. Læs mere om menuerne her. Det er så dejlig nemt og lækkert! Lars, fra Rebild Kanoudlejning sørgede for det hele.
  • Der er flere gode spot undervejs på turen til at holde pause. Man sejler eksempelvis forbi Lille Blåkilde, hvor man kan drikke kildevand og spise frokost.
  • Alle ture starter ved Vælderskoven 9520 Skørping, og så bestemmer man selv, hvor lang en tur man vil på.
  • Vi fik min mor til at hente os ved det sted, vi sejlede til. Det var omkring 8 km fra start. Snak med Lars(kano-udlejer) hvis det er et problem, så er jeg sikker på der findes en eller anden løsning. Der hvor vi stoppede opdagede vi en rigtig fin shelterplads, hvis man nu kunne være interesseret i at sove i shelter. Det vildt hyggeligt, skulle jeg hilse og sige! Her har du en liste med alle shelterpladserne i Rebild omegn.

Jeg kan klart anbefale en hyggelig dag på Lindeborg Å og vi kunne sagtens finde på at gøre det igen. Måske med en flok venner eller familie for at gøre det EKSTRA hyggeligt. Megen det er nu også rart med lidt tid alene som familie.

Læs mere her, hvor du også kan booke en tur og få evt andre gode idéer til at nyde Rebild og omegn på her.

 

// Lise og Michael

Historien om dengang Michael mødte Lise, men ikke omvendt.

Tak for jeres festlige feedback på indlægget med ting I ikke vidste om Michael Det var en ret sjov omgang som jeg tænker vi kan gøre igen engang! Men nu til sagen! Der var nemlig virkelig mange af jer der gerne vil have historien om hvordan Michael mødte mig, og jeg ikke mødte ham. Så den får I nu.

Jo vi skruer tiden helt tilbage til skal vi sige cirka 26. december 2008. En vild nat. En af de meget vilde! Undertegnet var nemlig plørefuld til et årets højdepunkter: Halbal i Terndrup. Ikke bare et hvilket som helst et. Nemlig jule halbal, som jo er det fedeste af det fedeste!

Så havde man jo også fået noget nyt nice tøj og en flot neon neglelak. Det var fuld fart på! Og jeg var så fuld. Der blev drukket det ene shot efter det andet. Plus randbiler og isbjørne. Én ting er sikkert: min tunge var helt blå. Den blev brugt til ihærdig snaveri med omkring 15 16 stykker. Det præcise antal var uvist. Men tunge gik på runde. Ligesom alle de andre veninder. Det var jo en konkurrence! Et kødmarked uden lige. Den ene efter den anden flotte fyr, der stod i kø for at kysse. Hvordan de så ud, havde man nok ikke helt styr på. Det var man alt for stiv til. Det var da en fest! Selvom man måske ikke huskede hvem der kyssede med hvem – og en gang i mellem delte man også lidt. Vi tog som regel  afsted 5-6 piger, så holdt vi den vildeste forfest med “skub til taget” og Breezer. Og forglem ej den gode gamle Cult Shaker.

Vi var Skørping-pigerne. Men der var også Terndruppiger -og drenge. Og bøllerne. Efter et tidligere knivstikkeri til et Halbal i Arden, vidste vi godt at alle fra Arden skulle vi holde os fra. Michael er fra Arden.
Nå, men der sker jo det, at når man vågner op dagen efter halbal, så kan der godt være landet en del beskeder i indbakken. Et par stalker-fyre der “prikker” til en. Engang imellem en venneanmodning eller to. Problemet er bare at du sket ikke huske de fyre. En dag efter halballet, den julenat, poppede der en venneanmodning op fra en Michael Stig Christensen, og efterfølgende skete denne beskedudveksling:

Lise tænker “hmmm , ham kender jeg sgu ikke”. Slet anmodning og videre med det vilde liv. To-tre år senere, var der lagt i kakkelovnen til endnu en vild nat. Der skulle fejres en 2 × 18 års fødselsdag, og på dansegulvet og op af en højttaler, mødtes vi igen. Og denne gang vinder Michael kampen.

Marts 2011 bliver Lise og Michael endeligt officielle facebookvenner.

// Eventyret er skrevet efter en ægte hændelse af mig, Lise. Tak fordi I læste med. PS: der bliver stadig skændes en del den dag i dag om hvor vidt Lise mødte Michael(og hans læber) eller ej til det halbal, eller om Michael virkelig tog fejl. PPS: selv tak for billedet af os.

 

Bange for natten // Nybagte forældre

Kan vi udskyde natten? Bare en dags tid eller to. Jeg vil ikke. Mine tæer krummer sig sammen. Jeg får det faktisk dårligt. En slags stresskvalme når jeg tænker på nat.

Sådan havde jeg de første mange uger, ja nok nærmere måneder af Villys liv. Og jeg vil dele det med jer. Jeg ved ikke om jeg er den eneste der har haft det sådan her, men jeg tror det ikke. Hvis jeg er, så er der ikke noget at gøre ved det. For jeg kan ikke benægte følelserne. Men jeg vil dele dele dem herinde med jer, for hvis der sidder en der ude og oplever det samme, så skal du vide du ikke er alene. Og det går over. Det er en fase. Som måske er lang – måske er kort. Det ved ingen. 

Continue Reading

Mine råd til trygt ammestop

Kære Jer.

En del har efterspurgt tips og tricks angående Villys ammestop. Ja, for det hele endte lykkeligt og det er jeg så glad for. Ingen ammestoppiller, ingen gråd og ingen seje kampe. Eller jo, det er lidt løgn. Lad mig lige starte fra begyndelsen.

Ammebarn. Ja AMMEBARN, med stort faktisk. Det var lige netop hvad Villy var. Og en rigtig sulten en af slagsen, som værnede over si amning og elskede det. Dag og nat. Gerne med et tidsinterval på 2 timer – døgnet rundt. Næsten helt ind til 1 års alderen.

Og det havde jeg indfundet mig i. Friamning og alt det der. Det blev ligesom vane. Fik vi 3 timers søvn uden opvågning, blev vi lykkelige. Med tiden blev natamning bare vane. Vi havde prøvet at rykke ham på eget værelse, rykke mor på den anden side, give vand og alt det der, man får råd til. Intet virkede for os. Så det blev den lette løsning – at fortsætte amningen. Dag og nat. Sundhedsplejerske frarådede os det, men vi fortsatte.

Indtil jeg nåede til det punkt, hvor jeg tænkte “Nu orker jeg simpelthen ikke mere”. Det var lige efter vi kom hjem fra Nicaragua. Villy skulle passes en aften, men jeg blev ringet hjem pga en meget afhængig Villy. Det kan man jo ikke sige noget til efter så lang en rejse og så mange oplevelser. Men så blev jeg også indlagt igen. Og min krop orkede det simpelthen ikke mere. Jeg ville så gerne have lidt frihed og samtidig ro til bare at være mig. Men det behøvede ikke være fuldt ammestop. Bare om natten. (til at starte med, viste det sig)

Så Michael bakkede op om beslutningen og vi valgt at gå efter et råd jeg fik i en Facebookgruppe. Det skulle nemlig være overskueligt og skånsomt for alle mand. Det har vi tidligere erfaret er bedst. Så rådet lød således: “tag en time væk af gangen”. Jeg ser om jeg kan forklare præcis hvordan vi gjorde:

  • Den første nat aftalte vi at Villy ikke måtte amme mellem 00-01. Det betød at, in worst case, så skulle Michael kun forsøge at få ham til at sove/berolige ham/trøste ham i en time.
  • Dagen efter måtte han så ikke ammes mellem 00-02. Nu var det 2 timer der skulle udelukkes. Det betød også en lidt mere trist Villy, da han måske ikke havde ammet siden sen aften. Men for Michael MEGET mere overskueligt, fordi han havde et tidspunkt at gå efter.
  • Tredje dagen måtte han ikke ammes mellem 00-03. Så var vi oppe på 3 timer uden amning.
  • osv… osv… osv. Indtil man har fået vendt baby til ikke at blive ammet i nattetimerne.
  • OG : hvis man gerne vil stoppe amning helt, er dette også metoden. Så udelukker man bare time for time, til man er nået op på alle døgnets. Det vil jo så tage 24 dage. Skånsomt og nemt for mor, bryst, barn og far.

Hvis vi havde en dag hvor overskuddet var lille og vi ikke rigtig orkede at putte en ekstra time, så kørte vi bare gårsdagens udelukkelse. Altså hvis du ikke orker at udelukke fra 00-03, så udeluk kun fra 00-02. Vores erfaring er at mor og fars energi og overskud er den vigtigste i sådan en omskiftning.

BONUS!

Hvad vi ikke havde regnet med, var at Ville nu selv ville sige helt fra. Det gik således, at jeg nytårsaften havde besluttet mig for at drikke. Så jeg havde malket lidt ud til dagen efter, og efter Villy var puttet, så slap mama sig løs. Vi tænkte han nok ville være lidt småsur om morgen uden hans morgentår, og det var han ganske rigtigt. Jeg blev dog i sengen (villy var i stuen) det meste af formiddagen, så han lige kunne få morgenmad osv. Da jeg kommer ud, vil han rigtig gerne, men accepterer alligevel at han ikke må få. Han drikker modermælken fra gårsdagen med sugerør (han nægter flaske) og blev så igen glad. Da klokken var blevet så mange, at amning atter var OK, så ville jeg prøve at lægge ham til. Men den lille lort bed mig og kiggede op på mig mens han grinte. Det næste døgn prøvede jeg et par gange med samme udfald. Hvad pokker?  haha. Nå men det betød måske bare at vi skulle gribe chancen. Og det gjorde vi. Og han har ikke ammet lige siden! Det må man da kalde en gut med et nytårsfortsæt, haha!

Da vi havde en super ammeglad dreng, havde jeg virkelig frygtet den dag, JEG skulle stoppe amningen. Men nej, det blev nemt og smertefrit. Jeg har fået min frihed tilbage og far er kommet ENDNU mere ind i billedet siden. Det er så skønt.

Min egen teori er at det langsomme natammestop, har skubbet det hele lidt i den retning. Og den halv-kolde tyrker nytårsdag fik ham selv til at indse, at det ikke var noget han gad mere. Jeg ved ikke om I kan bruge min erfaring, men hvis I kan, så vil jeg mægtig gerne høre det.

 

Og så en kort evaluering: AMNING ER DET FEDESTE. Og hårdeste. Men tilknytningen er enorm og jeg vil til en hver tid sige det har været kampen(e) værd. 3 brystbetændelser, vågne nattetimer og 15 kg mindre mig vil STADIG råde jer alle til at kæmpe lidt ekstra for amning. For mig var det det værd! Tjek også lige billederne herunder <3

Alt for nu! Tak fordi I læste med! Har I sprøgsmål eller andet, så skriv herunder! // Lise

 

“Kan jeg aflevere babyen tilbage?” – En mors tanker de første dage

Som gravid kan det være svært at forestille sig hvordan det rent faktisk er, endelig at have baby i sine arme. Jeg tror de færreste har regnet med de følelser, ens krop fyldes med…

Jeg kan lige så tydeligt huske hvordan det føltes. Jeg ville bare gerne have Villy til at tage tilbage. Op i maven igen. Ikke nogen baby. Nej tak. Jeg fortryder. Kan jeg aflevere ham tilbage? Jeg var totalt fortvivlet. Mest om natten. Jeg græd meget de første nætter. For jeg troede ikke det ville være sådan, at blive mor.

Jeg troede der ville komme en baby og jeg bare ville knuselske ham. Det var som om, jeg ikke gjorde det. Og jeg følte skam over det. Amningen var en pinsel, jeg græd hver gang. Og om natten, når al energi var opbrugt, og baby stadig meldte sig hver time, så havde jeg lyst til at løbe skrigende bort. Hvis jeg altså kunne løbe. For smerter i mit underliv og ømme bryster tærede også på mine kræfter. Jeg savnede tiden før. Allerede efter få dage.

Og jeg ved mange har det sådan. Det har jeg lært efter min egne erfaringer. Min svigerinde blev mor for fire måneder siden. Jeg var med til fødslen og det var så stort! Oven i købet fik vi lov til at være omkring den nye familie i den første uge efter. Det var meget stort for mig at blive lukket ind. Og genopleve nogle af de følelser, vi selv havde. Denne gang hos nogle andre. Min svigerinde, Lenette er en god mor! Hun er så omsorgsfuld og så helt-ind-til-benet dygtig i mor-rollen. Men hun er usikker. Som jeg selv var. Hun har startet en blog, som følger hende og hendes nye tilværelse. Som mig, har hun fundet ud af at det hjælper at få skrevet tankerne ned. Du skulle tage at læse med her.

Jeg vil dele dette udklip, som handler om netop den følelse, som jeg før snakkede om. Det med at savne tosomheden – uden en baby. Selvom man har ventet ni måneder på barnet kommer ud. Så kan der godt komme den der følelse. Læs med nedenunder, og se om du kan nikke genkende til Lenettes følelser. Det kunne jeg! Afsnittet fra hendes blog, hedder parforholdet:

Parforholdet

En ting der går op for en, er hvor meget tid man rent faktisk havde før, til at være sammen som kærester. Nu skulle man sætte pris på HVERT sekund man kunne ligge og putte, for ingen ved hvornår baby vågner igen. Kenneth og jeg er selvstændige individer, men det kan vi kun være sammen. Det er egentlig meget svært at forklare. Men vi har brug for at have hinanden tæt på – især da vi lige var blevet forældre! Bare det at den ene skulle gå ned med skrald var jo nærmest en udfordring! Vi blev nok også ramt af en mild form for fødselsdepression den første uges tid. Vi kunne ligge lige ved siden af hinanden og holde om hinanden, grædende, fordi vi savnede hinanden. Vi savnede bare at kunne slappe af i hovedet, se en tv-serie, spille lidt computer, sove længe. Det gik virkelig op for os, alt det vi lige har givet afkald på. Selvom det var svært at indrømme, så var det svært at elske det lille nye vidunder, for han var skyld i, at vi ikke havde tid til at være kærester mere. Det var forfærdeligt! Vi er heldigvis rigtig gode til at snakke om hvordan vi føler, og ingen følelser er forbudte! På den måde kunne vi sammen bearbejde den sorg vi faktisk følte. For ja, man har ALLE følelser som nybagte forældre! Lykke, kærlighed, glæde, sorg, ked af det, osv. Alt kan få dig til at tude! Der skal bare et ”er du okay?” til, og så vælter tårerne ud.
Kan du genkende noget selv? Hvordan oplevede du, parforholdet blev påvirket? Synes det er forbandet vigtigt at sætte fokus på, at det er helt OK, at man som nybagte forældre, har de her følelser. Og jeg synes det er vigtigt at få det fortalt, så man kan v ære forberedt på det. Og måske endda acceptere de følelser, der dukker op.  
Og sidst vil jeg sige mit bedste råd, til dig, der måske selv er i det: HOLD FAST! Kæmp. Det bliver nemmere. Hos mig vendte det hele omkring 3-4 måneders alderen, så klem ballerne i! Det skal nok blive lettere. Lidt mor-tanker fra en mor, der (næsten) lige præcis har været det  i et år! // Lise

Er du ikke for ung til at være mor?

Jeg er en ung mor. Men det beskriver ikke min evne som mor. Det beskriver kun min alder. Men intet andet om mig.

I et samfund hvor uddannelse vægtes utrolig højt, så er det bare svært at bryde gennem og sige: “hey, for mig betyder familie og forøgelse mere”. For det er ikke “normalt”. I følge nogen. Men for mig er det det helt rigtige! For mig giver familie, kærlighed og BØRN mig lysten til at gøre ting. Jeg har ikke lyst til at vente, bare fordi gennemsnittet gør det. Jeg gider ikke 4-6 hårde år på skolebænken, før jeg endelig kan tage hul på familielivet. Det er ikke min drøm. Og så er jeg da mega ligeglade med hvad andre tænker. Eller det er jeg nu..

Jeg modtager løbende ret mange henvendelser fra andre unge kvinder, som inderligt går og drømmer om at stifte familie med sin bedre halvdel. Beskeder, så nærmest tigger om at jeg svarer på, hvornår det rigtige tidspunkt er. Jeg får aldrig svaret på beskederne, fordi det ikke er så komplekst. Men nu prøver jeg med et blogindæg i stedet. Jeg har nemlig selv stået i situationen. Jeg har meget tidligt haft et ønske om at få børn. Selvom det ikke samfundsmæssigt, sådan helt rigtigt, er accepteret at få børn tidligt. Så er det i hvertfald enten fordi det er en fejl, eller fordi det er blevet opdaget for sent. “Var det planlagt?” Øhhh.. Ja, mega meget! Totalt timet og tilrettelagt. Også selvom jeg kun var 22 år.

Jeg synes det er så vigtigt at følge ens lyst og mavefornemmelse. Droppe hvad andre siger. Hvis din kæreste og du er klar, så gør det! Skid hul i hvad andre siger. Jeg kan huske en dag, da jeg gik på gymnasiet. Vi var en pigeflok samlet efter skole, og vi sad og snakkede. En af pigerne kendte en efterskoleveninde, der var blevet gravid ved en fejl. Og der blev talt en del om hvor forfærdeligt det var. Selv sad jeg lidt gemt med en drøm om at få børn. Tidligt. Jeg havde da været kæreste med Michael i et par år. Min skrukhed var ret stor, men jeg havde sat mig selv et mål, og det var at i det mindste vente til efter gymnasiet. Men da jeg nævnte det for venindegruppen, så blev jeg faktisk mødt mest af forargelse. For de fleste kunne på ingen måde forestille sig at få børn før 10 år senere. I min vennegruppe følte jeg mig dengang lidt alene med det ønske. Men min drøm blev stadig ved med at være der!

I dag har jeg spurgt nogle af pigerne, i min venindegruppe, hvad de tænkte, da jeg fortalte jeg var gravid. Og de var rimelige enige: “”Var så glad på dine vegne ad du havde snakket meget om at få børn”,To be hornest, så ventede jeg på Villy skulle komme fra den da vi blev studenter” og “Det var overvældende, vildt, stort og så rigtigt for jer”. Så, når I spørger hvordan min omgangskreds tog det, så kan jeg kun sige, at de var godt forberedte. Hvis du selv går med en drøm om at få børn tidligt, så lad være med at skjule den. Du kan sagtens fortælle om det – for det er trods alt en stor ting. Og det gør det garanteret meget nemmere for din omgangskreds at forstå det, hvis de ved det er dit/jeres ønske. Jeg skrev lidt frem og tilbage med pigerne, og vi blev enige om, at hvis ens venner/veninder ikke reagerer positivt og ikke accepterer det, når du fortælle du er gravid, så er det ikke nogle mennesker der er værd at samle på. Jeg vidste at mine venner ville blive glade, men jeg vidste også at de godt kendte til det, der nu var blevet til vores, drøm om at få børn. Ja, og familien. De blev også vildt glade for at jeg var gravid. Sofie tudede – ligesom jeg gjorde de to gange hun fortalte mig det – endda som den første. Jeg har også sprugt min mor, om hun ville fortælle, hvad hun tækte: Jeg tænkte bare at det var skønt, og det var hvad du altid havde ønsket. Var da også nervøs over at alt det med flytningen ville stresse dig. Jeg har aldrig tænkt på om du var for ung, du var klar. Så tænkte jeg også at det var super fordi Sofie også skulle have Frode”

Men hvornår ved vi så om vi er klar? Det kan jeg ikke svare på. Men jeg tror I er klar, når du ikke længere er i tvivl om det. Eller, det kommer an på hvem du spørger. Michael plejer altid at sige, at han ikke var klar før den dag Villy blev født. For mit vedkommende, så var jeg klar ret tidligt. Men for os som par, var det helt afgørrende tidspunkt, da vi 1. havde oplevet de ting, vi gerne ville alene(vi snakkede det meget igennem), og 2. da vi ikke længere bekymrede os om, hvad vores omgangskreds ville sige.

Foto: Jonas Svendsen

Foto: Jonas Svendsen

Jeg synes det er så skideærgerligt, hvis der sidder nogle par og ønsker børn, men venter pga presset fra samfundet. Uddannelsen skal nok komme – og der er faktisk enormt mange gode ting ved at få børn imens man studerer. Så forfilan. Hvis I er klar – så få nogle børn! Det er skidehårdt, men også skidefedt! Du har meget mere energi til det når du er ung, din krop kan nemmere blive gravid og du får mange flere år som familie! I skal ikke tænke på, om jeres familie eller venner er klar til at I får børn. Hvis ikke de er det, så skal de nok blive det! Og desuden så er det ikke det, der betyder noget. Det er jo ikke dem, der skal have børn!  Og til jer, der sidder og skeptiske overfor unge forældre! SÅ STOP DET! Der findes både gode unge forældre og dårlige unge forældre. Lige som der også findes gode ældre forældre og dårlige forældre. Så DONT(!) blame unge par, som ønsker at få børn.

 

Og så skal I gå ud og lave nogle unger!  Det var vidst bare lige det for nu. Haha.. OK, jeg smutter! // Lise

En fars fødselsberetning

Ja, nu er min lille (store) Villy altså blevet syv måneder gammel. Jeg startede med at skrive det her, da han var to måneder, men shit tiden flyver! Nu er jeg så småt færdig, så hermed kommer et lille indblik i, hvordan jeg havde det, på sidelinien, til fødslen. I har hørt Lises beretning her. Jeg håber denne beretning kan gøre det, af være upcoming far, lidt nemmere, eller måske bare give en smule mere indsigt i, hvad der egentligt sker til og omkring en fødsel. Jeg tænker det kan være meget brugbart for andre fædre – og også for andre søstre/mødre, som skal deltage som fødselshjælper.

Nå, lad mig starte et sted…

28/12 – 2016 kl. 3.00 ca. 

Dagen(e) op til denne dag var et rent vakuum. Jeg/vi kunne nærmest ikke planlægge noget som helst. Jeg synes det var ret hårdt – tiden var lang, trods mange hyggelige dage med familien. Men kl. 3.00 d. 28. december – cirkus, vækker Lise mig, og i første omgang skulle jeg til at blive pigefornærmet over, at hun kan tillade sig at vække mig, midt i min dybe søvn. Jeg kunne dog høre på hendes stemme, at nu skete der noget. I første omgang går man instinktivt en lille smule i panik. Ja, jeg havde en eller anden forestilling om at man skulle køre på sygehuset i en fart. Men jeg får mig taget sammen, og Lise og jeg snakker stille og roligt om hvad der sker. Der viser jeg at slimproppen er gået.. Her er det som mand meget svært at sætte sig i hendes sted. Nu må han da snart melde sin ankomst??

Næste dag skulle vi til sidste jordmoderbesøg – vi fik det snakket igennem, og kunne konkludere at Lise muligvis snart gik i fødsel.. Endnu et vakuum – hvornår kommer den lille gut og hvornår fanden er snart?

29/12 – 2016 kl. 01.00

Den 29. går dagen med at vi slapper af og Lise siger, at hun føler der er noget på vej. Jeg kender Lise, og jeg tænker at det ikke nødvendigvis betyder at der sker noget LIGE nu. Jaja, hun er måske lidt pyldret. Om aftenen er det tiltagende, igen er det en mystisk ventetid, man er i sådan en “eksamens-angst” lignende tilstand. Jeg føler jeg har forberedt mig på denne dag, men alligevel totalt uvidende om hvad der foregår i Lises krop… Jeg kan ikke sætte mig ind i det, hun mærker. Og når hun siger hun har ondt, er det så sådan VIRKELIG slemt, eller bliver det værre? Hmm.

Kl. 01.00 er veerne ret kraftige, jeg tager tid på en app på telefonen (selvfølgelig er der en fødsels-app – tænkte jeg). For mig er det faktisk meget fint at kunne have ansvaret over et eller andet, og måske flytte fokus fra det, der snart skal ske. Så jeg tager tid. Og forsøger at være sød. Selvom jeg synes ventetiden er lang, har jeg fået at vide at man for guds skyld ikke må klage, så jeg forsøger bare at være der for Lise. Veerne er ret uregelmæssige, men kan godt vare de der 1-2 minutter, som de skulle. Vi bliver enige om at ringe til fødselsgangen – i telefonen siger jordemoderen at vi bare kan komme derud. Vi får pakket sammen og daffer afsted mod sygehuset. I bilen tænker jeg: – “Jeg troede man skulle flyve afsted i en fart, men det hele er meget roligt”. Netop nu tænkte jeg at det hele ville gå ret hurtigt, og det nok snart var overstået. Hvem ved, måske havde vi fået vores lille dreng inden solen stod op? (Det vidste sig dog at tage noget længere tid)

På sygehuset blev vi budt velkommen af en jordemoder og sendt ind på en lille bitte fødselsstue. Jeg kan huske jeg slet ikke var klar til at være ordentligt tilstede. Stuen var ret lille, og jeg var træt, men jeg fik mig hanket op og var selvfølgelig den hjælper, som Lise snart skulle få brug for. Lise blev undersøgt for hvor “åben” hun var. Fuldstændig uforstående (igen) om hvad der skete, fik vi besked om at hun kun var 0,5 cm åben, og jeg tænkte så mange timer for så lidt? Jeg blev sgu lidt vemodig, over at vi nu kunne gå i venteposition igen. Vi kom hjem med smertestillende og skulle sove på det.

Vi tager hjem, og jeg ved det er vigtigt at få sovet. Og det er heller ikke et problem for mig. Så jeg sover (dog ikke så tungt), mens jeg ved at Lise er i et mindre smertehelvede. Et par gange i løbet af natten vågner jeg op, og ser til Lise.

29/12-2016 

Kl. 8-9 stykker ringer vi igen, da veerne er så kraftige at det er på tide at komme afsted til fødselsgangen igen, Lise var dog ved godt mod mellem veerne, jeg kan huske at vi tog selfies og var meget loose omkring det hele. Jeg følte mig for en gangs skyld ovenpå, i forhold til natten før. Vi ankommer på fødegangen, og en VIRKELIG god og sej jordmoder tager i mod os, hun formår at få os helt ned i gear og føle os “hjemme”.

Vi spoler lige lidt – dagen forløber i seje træk… Lise kæmper en brag kamp (hold nu kæft hun er sej!), op og ned af badekar, og ud i 1000 forskellige stillinger. Det er frygteligt hårdt at stå på sidelinien uden at kunne overtage nogle af smerterne, man vil så gerne hjælpe.

Omkring kl. 16 ankommer mine forældre som sidder i venteværelset. Det er en ambivalent følelse, for jeg har lyst til at være der for Lise, men jeg har også lidt lyst til at stikke af. Det er hårdt at håndtere at Lise har så ondt. Jeg er faktisk nødt til at gå ud og få lidt luft. Tanken om at mine forældre er lige i nærheden, giver mig også ro i maven.

(Jeg kan ikke rigtig huske præcis hvad der sker, det er som om jeg har fortrængt det)

Lises veer går i sig selv i badekarret, så hun får besked på at skulle op. Jeg husker min ærgelse over at Lise ikke kunne ‘få lov’ at blive i badekarret. Her er hun nemlig rolig og veerne holdes lidt i skak. Det er nemmere for mig at se Lise på den måde. Men jordermoderne vil have kraftigere veer.

En masse tjuhej senere, ligger Lise på briksen igen, og nu suser veerne ind over hende. Jeg holder lattergassen op for hende, og det beroliger hende. Det er dejligt at jeg i det mindste kan hjælpe med det. Det tager også mit fokus, og lige så snart jeg kan se et ve på vej på skærmen, så hiver jeg masken op til hendes ansigt.

Måltider har der ikke rigtig været tid til. Det blev til en halv kold toast, og lidt saftevand. Ellers så er fokus og alle mine egne behov væk. Jeg glemmer faktisk at gå på toilettet(og jeg får helveds ond i maven dagen efter). Haha. Klokken nærmer sig eftermiddagstid.

Nu skal den baby altså ud! Og jordermoderen lyder som følgende: “Hvis der ikke snart sker noget, så må vi give noget smertestillende, så Lise kan samle kræfter. Så kan hun måske sove lidt”…. SOVE LIDT? Jeg tænker bare: ” NO! Hun skal forfanden da ikke til at sove nu!! ” Det skal bare overståes. Men det er jo nemt for mig at sige, så jeg holdt bare min mund. På det tidspunkt var tålmodighed en by i Rusland.

Men lige pludselig går tingene bare rigtig stærkt. Jeg mærker bare nervøsiteten stige. For jeg kan jo forstå på hele situationen at vi nærmer os vejsende. Og jeg begiver mig ned til de nedre regioner for at få et smugkig. Lises mor og søster kigger også med. Vi forsøger alle at være ligt i baggrunden, så Lise og Jordermoderen kan arbejde sammen.

Til kommende fædre: i skal ikke være så bange for at kigge ned. Det er ganske rigtig meget surrealistisk og grænseoverskridende. Jeg vil ikke sige at det er klamt, men jeg vil sige det er totaltskørt. Jeg tænker det er virkelig stort – hovedet altså – men så går det op for mig at det kun er en lillebitte del af hans hovede, jeg har set. Jeg glemmer det aldrig.

Med ikke særlig mange presseveer, er den lille fyr ude. Klokken var præcis 18.24. Og jeg kan faktisk ikke sætte ord på hvordan det var. Det er en følelse der bor inde i mig, som jeg ikke kan forklare. Jeg syntes det hele var lidt uhyggeligt. Men ikke nødvendigvis på en dårlig måde. Hele oplevelsen var så intens, og så er der bare en lille baby. Som er min.  Og jeg syntes alt er nyt og det hele er forandret. Og jeg kendte jo slet ikke den lille fyr, endnu. Jeg klipper navlestrængen. Ikke fordi jeg har mega mange følelser forbundet med det. Men uden at tænke over det står jeg med saksen i hånden og klipper. Jeg havde faktisk tænkt det ville være sygt klamt, og jeg har hørt lidt skrækhistorier. Det var da heller ikke det lækreste. Konsistensen var som frygtet, lad mig sige det sådan. Men den lille fyr var ude og trods mange timers kamp, fik jeg et kæmpe skud adrenalin, og kunne pludselig klare hele verden. Nu er jeg – ikke bare nogens – men en helt bestemt lille fyrs far. Hele familien kom og delte den store begivenhed med os. Ganske få minutter efter fødslen. Det betød rigtig meget for mig at mine forældre var der med det samme.

Nu her 7 måneder senere, synes jeg ikke dét at Villy blev født, er det største i mit liv(som nogen siger). Det er mere at tænkte tilbage på det hele som en helhed. Giver det mening? Altså, jeg synes ikke fødslen var DET STØRSTE(!). Men Villy er det største. Og det vokser fra dag til dag.

Mit bedste råd til kommende fædre/fødselshjælpere er at stole på jordermoderen og tro på din kone/kæreste/datter kan klare fødslen. Vær der som en støtte og fortæl IKKE den kommende mor hvor hårdt DU har det! Det er mega hårdt på sidelinjen, men lige i den her situation er du nødt til at bide det i dig. Tiden læger alle sår, så hvis fødslen bliver hård, så skal I nok komme over det! For det bringer så mange skønne stunder med sig – resten af livet. Og held og lykke!

Nok følelsepladder herfra! Jeg håber I kunne bruge mine ord og tanker. De er noteret over de sidste mange måneder, så noget er måske gået tabt. Rigtig meget held og lykke til kommende fædre – og I kan godt glæde jer! Der er noget om snakken, når man siger det største, sjoveste og dejligste i verden er at få børn! Smid en kommentar i kommentarfeltet, hvis I spørgsmål eller egne erfarringer, der skal med! // Michael

Min fødselsberetning – helt uden filter

Ja, nu er det så 10 uger siden lille Villy kom til verden. Der er sket så ufatteligt meget på så kort tid, og jeg forstår faktisk ikke at han ikke er ældre end ti uger. De fleste siger at tiden flyver afsted, og det har den virkelig også gjort. Men på en underlig måde. For vi har været gennem så mange hårde ting på så kort tid, at det også føles som om der er gået et halvt år. Nå, mere om det på et andet tidspunkt, for nu skal det nemlig handle om fødslen! I har sagt ja tak til en ærlig fødselsberetning og det får I hermed.

Jeg vil starte med at give jer min egen oplevelse af fødslen, og så har jeg faktisk også fået både Michael og min søster, Sofie, til at skive deres oplevelse. Jeg tænker det kan være meget brugbart for andre fædre og også for andre søstre/mødre, som skal deltage som fødselshjælper. De vil komme løbende, som de bliver færdige.

Nå, lad mig starte et sted…

28/12 – 2016 kl. 3.00 ca. 

Jeg vågner op og har en underlig fornemmelse i kroppen. Det er ikke som de andre nætter hvor den store fede mave har været i vejen og jeg har vågnet pga det. Nej, denne gang vågner jeg fordi det er vådt i sengen. Har jeg tisset? Det gav et sæt i min krop, for jeg ved jo godt, at det er op over og det meget vel kan være vandet, der er gået. Jeg får med høj puls tændt for lyset og vækket Michael. Der er en god sjat vand i sengen og også lidt blod og slim. Hmm.. Frem med telefonen og så skal der ellers googles.. “Hvordan ser en slimprop ud?”.. “Hvor meget vand kommer der?”. Ja, der bliver googlet lidt af hvert i sådan en graviditet – det kan I måske nikke genkende til? Nå, på med et bind og så må jeg bare se tiden an. Jeg er faktisk meget i tvivl om jeg er kommet til at tisse lidt i sengen eller om det kan være sivende fostervand. (Ja, det er altså lidt svært at holde på det tis der, når man har en stor baby i maven).

28/12 – 2016 kl. 10.00

Sidste jordemoderbesøg – og ret smart, for så kan jeg jo lige nævne det med slimproppen. Jordemoderen mener ikke det er fostervand, bare lidt urin der er kommet med slimproppen. Fortæller mig at der stadig kan gå op til 2 uger før fødslen går i gang – selvom slimproppen er gået. Så det er ikke nødvendigvis tegn på noget. Vi smutter lige forbi bageren på vej hjem – det skal man jo – og så beslutter vi os for at ligge os hjem på luftmadrassen foran flimmerne og se film hele dagen. Vi kom hjem fra en laaang juleferie dagen før, så det var meget tiltrængt.

Som timerne går, så får jeg mere og mere murren i lænden og i maven. Det føles som en god gang mens-smerter, og netop dét, ved jeg jo kan være tegn på fødsel. Jeg får downloadet appen til at tage tid på veerne, når de engang kommer. (Kan ikke huske hvad den hed, for den er forlængst slettet igen) Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal holde øje med, men hen på eftermiddagen begynder det, som jeg vil betegne som småveer. Jeg kan sagtens holde det ud, det føles bare som små jag.

29/12 – 2016 kl. 01.00

Efter en hel del timer med småveer, beslutter jeg mig for at ringe til fødselsgangen. De er meget uregelmæssige, men kan godt vare de der 1-2 minutter. I telefonen siger jordemoderen at jeg bare kan komme derud. Vi får pakket sammen og daffer afsted mod sygehuset. Jeg har ikke sådan vildt ondt, men det kan da mærkes. Min søster har haft to nemmelynfødseler, og efter at have haft hende i røret hele dagen med følgende ord: ‘Tag derind, Lise’ og ‘Jeg troede heller ikke det var rigtige veer, og så fødte jeg to timer efter’, så besluttede jeg mig for ikke at tage nogle chancer. Måske var jeg jo lige som hende, og ventede bare på værre veer, der ikke kom?

På sygehuset blev jeg budt velkommen af en jordemoder og sendt ind på en lille bitte fødselsstue. Vi fik faktisk lidt klaustrofobi. Både Michael og jeg. Her blev jeg undersøgt og det var sådan okay. Lidt ubehageligt, men okay. Jeg var simpelthen så spændt på ‘hvor åben jeg var’. Det har man jo hørt skulle betyder så meget. Men…. Jeg var kun 0,5 cm åben, og der må jeg indrømme.. Der blev jeg sgu lidt skuffet. Al den ‘smerte’ (som slet ikke var smerte – ved jeg nu) for så lidt. Veerne kom stadig ureglmæssigt og nev mere og mere. Nu må jeg lige stoppe op for at trække vejret når veerne kommer. Jeg fik to valgmuligheder: 1. Få en seng på sygehuset og smertestillende, eller 2. tage hjem med lidt smertestillende at sove på. Vi valgte det sidste. Hjem igen, i put kassen og så forsøge at sove.

 

29/12 – 2016 kl. 09.00

“Jeg.. Pruuuhh… Kan…. Ikke…. Mere….. Nu….” kom det fra mig, og nu kan Michael godt fornemme vi ikke kan trække den længere. Heldigvis har han fået nogle timers søvn. Jeg – ikke så meget. V. Veerne er taget til, men de er stadig ureglmæssige. Dog kraftige!i ringer og får besked på at vi bare kan komme ind igen. Ud i bilen og denne gang er jeg ikke helt til stede på vejen. Det hele er sådan lidt slørret. På sygehuset bliver vi vist ind på en stue og jeg får at vide at jeg trækker vejret forkert. Hmmmm…. Jeg finder hurtigt ud af at jeg ikke skal bruge de vejrtrækningsteknikker, jeg ellers har forberedt mig på. I stedet forsøger jeg mig med laaaaange og dyyyybe vejrtrækninger når veerne kommer. Vi får en stue og jordemoderen(Christine) kommer ind og hilser på. Hun er ung og rigtig sød. Jeg bliver undersøgt igen. Nu er jeg 3 cm åben. Hurra! Der er sket noget.

Jeg ringer til min mor og sofie. Nu er det nok snart tid til at de kommer. Min mor skal køre fra Jylland, men først skal min far til fysioterpeut, så de kan først køre kl. 10… Og være her i eftermiddag. Hmm, måske når hun det ikke, men så går det nok. Min søster skal ikke køre så langt, så det er beroligende.

 

29/12 – 2016 kl. 11-12.00

Nu er Sofie kommet. Det er faktisk lidt sjovt, for da Sofie kommer, viser det sig at Jordemoderen og Sofie kender hinanden – det bliver derfor lidt mere personligt og vi kan snakke om andre ting. Michael, Sofie og Jordemoderen skiftes til at være der, når jeg får en ve. Michael takler det flot, men jeg har ikke så meget fokus på ham længere. Kun på de lange dummer veer. Jeg vil gerne i karret og det får jeg lov til. Her er veerne ikke så slemme. Jeg kan lige spise en toast og drikke lidt saftevand. Alt i mens Sofie og Michael smågriner af mig. Ikke når veerne er der! Der er de stille og søde. (Fra nu af har jeg ikke nogen tidsfornemmelse, så klokslættene er bare gæt)

 29/12 – 2016 kl. 14.00 

Jeg bliver beordret op af karret. Mine veer bliver ved med at være ureglmæssige og de har slet ikke den kraft, der skal til, for at jeg åbner mig. Så jeg må op. Det begynder at gøre rigtig-rigtig-rigtig ondt. Jeg bliver tilbudt bistik, og den går jeg i mit smertehelvede med på. Det skulle jeg aldrig have gjort. Jeg skriver som bare pokker de 10 gange hun stikker mig i ryggen, og tårerne løber. Faktisk vil jeg hellere have ti veer end have sådan et stik. Og det hjalp faktisk ikke. “LATTERGAS! Ja, det vil jeg gerne have”. Og det fik jeg. Ved hver ve hiver jeg efter vejret i masken og det får mig til at glemme 10% af veernes smerte. Nå.. Jeg bliver undersøgt igen, og jeg er siden i morgen kun åbnet mig ganske lidt. Jeg tror jeg var 5 cm åben. Hmm. Jordemoderen kan fornemme jeg begynder at være rigtig træt og vi snakker lidt om de forskellige muligheder. Jeg vil helst ikke have hverken morfin eller epidural-blokade, men der skal dælme snart ske noget. Jeg huser ikke hvornår, men på et tidspunkt efter det her, vælger jordermoderen at tage vandet. Det er varmt.

 

29/12 – 2016 kl. 15.00 

Jeg vil helst bare ligge på ryggen med lattergassen lige i nærheden. Her er mine veer lidt nemmere at håndtere. Men jordemoderen vil have mig i andre stillinger for at få veerne til at rykke. De hjælper ikke på noget så længe jeg ligger sådan. Det første forsøg er virkelig ikke noget, jeg har lyst til at prøve igen. Jeg ligger mig på kanten af sengen, og Sofie og Michael skal holde mig på skuldrene og benene. Så skal maven ellers hænge ud over sengekanten mens jeg får 5 veer. Det gør så ondt. Jeg græder. “Jeg vil ikke, jeg vil ikke!” Og så kaster jeg op. Jeg når lige 4 veer og så siger kroppen stop. Av for katten. Men vi er nødt til at gøre det til den anden side også. Tårerne vælter ned af kinderne.

Nu skal jeg ligge op af en pude på maven og have veer. Lattergassen er uundværlig. Jeg kan kun tænke på lattergassen og veerne. Lyden fra masken kan berolige mig lidt og jeg forsøger at trække vejret i takt. Jeg lægger ikke mærke til hverken Sofie eller Michael.

 

29/12 – 2016 kl. 16.00

Jeg er langt væk i smerte. Jeg ser ikke noget, jeg hører ikke noget. Kun maskens susen. Men så mærker jeg min mors hånd på min skulder og så falder jeg lidt til ro. Hun nåede det! Det er tid til en ny stilling, siger jordermoderen. Veerne kommer med ihærdig fart og jeg bliver ikke engang ungersøgt. Op og stå og så ellers læne mig op af den der stol mens veerne flyver ind. Ud af øjenkrogen kan jeg se min far stå i døren. Han tør ikke gå ind, men jeg får væset ‘Jeg kan godt se far’, og han kommer ind i få sekunder og giver mig et lille klap på skuldren. Så er han smuttet igen. (Han skulle egentligt køre hjem med Anker i huset, men alle kan fornemme at det snart skal være, så han venter i venteværelset, hvor Michaels forældre nu også er dukket op).

29/12 – 2016 kl. 18.00

Nu kommer der en følelse, jeg ikke har haft før. Det er som om min krop fortælle mig at jeg skal presse og det skal være nu. Jeg kan ikke holde igen. Jeg har lyst til at presse og jeg har lyst til at skrige. Men det må jeg ikke, bliver jeg fortalt. Jeg er ikke klar. Det må være presseveer – jeg er ikke i tvivl. Men hvad skal jeg gøre? Er det overhovedet okay at få dem nu? Veer og presseveer tager til. “Der er nok 1,5 time tilbage nu, Lise. Du kan godt!” Jeg kommer op i sengen og bliver undersøgt. 8 cm. “ARGH!!! JEG SKAL PRESSE!!!”. Jordermoderen fortælle mig at jeg kan begynde at presse, for hun har skubbet de sidste centimeter op. Jeg presserr og presssserrr. “ARGGHHH”. Jeg tænker ikke over det men skriger og skriger. Jeg ser på Sofie, min mor og Michael, der alle tre – skiftevis – kigger ned mellem mine ben, og alle tre står og hepper “det snart nu, det snart nu”, “vi kan se hans hovede”. Deres glæde og deres spændning giver mig lidt fornyet kræfter, og jeg presser når jeg får besked på det. Og gisper. Det er en ny teknik, men jeg lærer den hurtigt. Omkring tyve minutter over seks, strømmer en masse mennsker ind på stuen. Der er vagtskifte, men jordermoderen vælger at blive til jeg er helt færdig. Hun sætter noget på hans hovede for at måle, jeg tænker ikke over det, men er helt fordybet i mine presseveer. (Jeg forstår i øjeblikket ikke hvorfor der kommer folk på stuen, men det viser sig hans hjerterytme havde dykket lidt, så der var tilkaldt læger)

 

29/12 – 2016 kl. 18.24

PRES! Av for sataaaaan! Hovedet er ude. Det er det værste. En ve mer og så pres! Det er for vildt. Han kommer op på mit bryst, og der går nogle sekunder så kommer det vigtigste skrig i hele verden. Og jeg er mundlam. Han er smuk, og dejlig. Han har masser af hår. Han ligner sin far. Nåå ja, hans far. Han er ved siden af mig og han græder. Min mor og søster står på modsatte side og græder også. Jeg græder ikke, men er et følelsesmæssigt sted, jeg aldrig har været før. Det er fantastisk. Michael kysser mig og vi kigger alle på det fineste lille barn på mit bryst. Jordermoderen har fri, men kommer op og krammer mig, roser mig og vi tager et fint billede sammen. <3 Nu er den fineste dreng født, og jeg er nu mor. Det er fantastisk. Og jeg har dem der betyder noget rundt omkring mig. Michael klipper navlestrengen, og det er så flot.

 

Efterfølgende:

En lille ve mere, og så kom moderkagen. Det mærkede jeg i min lykkerus ikke. Nu skal der bare syes og alt det kedelige. Det er en ny jordermoder, der gør det. Jeg er gået i stykker, og det kræver en 10-15 sting. Første syning er uden smertestillende – hmmmm, ikke rart. Jeg får lov til lige at snuppe en smule lattergas, mens jeg ligger og beundrer min søn på brystet. Han er en sulten fætter allerede, for ganske kort tid efter han er født, søger han efter brystet og begynder at smovse. Han bliver tjekket af jordermoderen, og han ser fin ud. 3800 gram og 52 cm lang basse.Da jeg er færdig med at blive syet, kan vi endelig sige til min far, Michaels forældre og Anker, at de kan komme ind. Anker er super træt, men alligevel interesseret i at se lille Villy. Alle bedsteforældrene er også solgt og det er et stort øjeblik at dele med dem. Desuden får vi alle vist den fine moderkage frem. Hehe. Nogen synes det er mere spændende end andre. (Og godt vi har en rimelig frisindet familie).

 

Mine forældre og Anker kører hjem. Vi andre bestiller pizzaer som vi hygger os med, mens vi sidder og kigger på den lille baby på mit bryst.

Vi er ret klar på at skulle hjem og sove. Men først skal jeg have tisset. AV FOR SATAN! Jeg har fået de STØRSTE bind, du kan tænke dig, på og det er gennemblødt på nul-komma-fem. Der er vitterligt blod over alt. Jeg sætter mig ud på toilettet for at tisse. Sofie er med mig. Det gør så ondt at jeg ikke tør tisse. Michael tror dog jeg tisser, men det er bare al blodet. Jeg forsøger med bruseren og lige lidt hjælper det. Jeg må drikke noget mere. Jeg VIL hjem!

Efter nogle timer lykkes det mig at tisse. Sofie tager hjem og Michaels forældre kører til Farum. Vi får lidt tid for os selv, for snakket med jordermoderen, pakker sammen og kører hjem. Vi forlader sygehuset med en god fornemmelse i kroppen. Oplevelsen har været udmattende, men overvejende god. Kl. 22.00 sidder vi i bilen – en person mere end da vi tog afsted samme morgen. Skørt, vildt og skønt.

 

Det var alt for nu. TAK fordi du ville læse med og jeg håber du kan bruge min beretning til noget. Måske du selv står med en fødsels i nærmeste fremtid, eller måske du bare (som jeg) synes det er spændende læsning. Den efterfølgende tid (amning, sygdom, indlæggelser mm) var meget turbulent, og den vil jeg fortælle jer om I et andet indlæg, hvis I kunne tænke jer det(?). Men denne beretning skulle kun handle om noget helt særligt. Nemlig Villys fødsel. <3 // Lise

 

Scroll to top