Lises verden Arkiv – Lise og Michael
Browsing Category

Lises verden

Lises verden

Mælkefriperiode // update

Reklame for Curra Me – gratis samtaler

Hej venner. Inden jeg får skrevet alt for meget, så vil jeg lige starte med at sige at det her blogindlæg udelukkende handler om hvad der virker for os, eller retter for Villy. Hvis du selv har et sygt barn, eller et barn med lignende problemer, så vil jeg til hver en tid anbefale jer at lade jer konsultere af læge og sundhedscoach, inden i selv giver jeg i kast med en hel masse.

Når det så er sagt, så ved jeg at der er mange der følger interesseret med i vores lille rejse mod en stærk, rask og frisk Villy. Det seneste år har været præget af enormt meget sygdom og en ikke særlig velfungerende lille dreng. Og for nogle måneder siden nåede vi til et punkt, hvor vi var klar til at forsøge os med andre mere alternative veje.

Så eftersom jeg har været rigtig glad for at kunne snakke med Chloe fra CurraMe om mine problemstillinger ifht min mave, så lå det temmelig meget i kortene, at inddrage hende i vores problemstillinger med Villy. Det kom faktisk helt af sig selv. Chloe og jeg har nogle telefonmøder engang i mellem, hvor vi drøfter både fremgang og tilbagegang i forhold til mit helbred, og da Villys situation lige så stille begyndte at fylde det hele hos os, blev det naturligt også det vi snakkede os.

Til dem, der måske ikke har fået den del med: Villy er under udredning for et syndrom der hedder PFAPA. Han har alle symptomer på det. Og lægerne tror også det er det. Han har været syg næsten fast hver 4. uge i over et år. Vi har kunne sætte kalenderen efter det, og vi har lært hans tegn at kende, så vi nærmest på sekundet det første symptom kommer, kan sige, at nu kommer det. Det har været 7-10 sygedage hver gang, med sår i munden 40 i feber, hævede lymfekirtler og en rigtig ked af det dreng. Dertil har der været forløbet efter sygdommen, som nærmest er hårdere. Tilbage i hverdag med faste rutiner, regler og ret meget pylren.

Chloe har på en god måde presset på et stykke tid for at vi skulle forsøge at droppe mælkeprodukter.  Efter mange besøg på sygehuset, hvor der blev lavet den udredning, der skulle og efter Villys seneste voldsomme anfald, så tog vi beslutningen. I længere tid havde vi faktisk erstattet mælk med mandelmælk, men ostehapser, ostemadder, ost på pizza, fløde i sovsen og mælken i leverpostegen havde vi ikke lige tænkt over. Det havde været for uoverkommeligt for os. Men nu var vi klar!

For os har det været svært at finde opbakning i det lægevidenskabelige for vores udelukkelse af mælk og det at spise antiinflammatorisk. Men vi havde en virkelig sød børnelæge der sagde, at der ikke findes noget konkret svar på, hvad der virker og ikke virker. Man er nødt til at teste det selv, og I vores tilfælde, så får vi ikke et eller andet svar på en test, der siger hvad der er godt for Villy eller ej. Vi er nødt til selv at finde ud af det.

Lidt om Chloé og Curra Me

CurraMe består af et sejt team: Friederich der er det, man inden for det alternative, kalder “holistisk Nature Doctor” og han er specialiceret i kroniske sygdomme. Chloe er uddannet indenfor kropsterapi og funktionel medicin og så er hun  ekspert indenfor hormonel ubalance. De er altså ret seje og dygtige til det, de laver.

Jeg har rådført mig en del ved Chloe ifht. Villy. På sygehuset tager de ligesom sig af at Villy bliver udredt, får den rigtige behandling og bliver passet på. Men desværre har de ikke kunne give os noget medicin (endnu) og der er ikke andet en Panodil, der kan lindre hans smerter og feber. Jeg har altså med andre ord været lettere frustreret over intet at kunne gøre. Her har det været så rart med en person, at snakke med. Og en person, der uden hård medicin, kan hjælpe os med at få Villys immunforsvar på benene.

 

Sådan gjorde vi..

Vi besluttede os med Chloé For at Villy lille overbelastede system skulle støttes maksimalt. Det har vi gjort ved at give ham de rigtige vitaminer.

Villy får nu:

Det kan måske godt virke lidt voldsomt at give Villy så mange tilskud, men han er også bare en dreng, der er tappet for alt og har fået meget medicin, og han synes selv det er sjovt at gøre det samme som sin mor.

Dertil har vi jo så droppet mælken. Helt. Og skruet gevaldigt ned på korn.  Det kan virkelig være en uoverskuelig opgave at få et barn, der elsker alt der er lavet af mælk og udover det, faktisk er meget kræsen, til at ville ændre på sin kost. Det sker ikke bare over en nat og det er heller ikke nemt. Vi allierede os med familie, venner og dagpleje. Villy er meget af sin tid der, så det var altafgørende at vi kunne få dem med på planen også.

Da de ligesom var med på den, så begyndte vi at undersøge markedet. Jeg har købt alverdens erstatningsprodukter og nørdede ingredienslister. Det var svært i starten. Men her efter 6-7 uger, så begynder vi at kunne finde ud af det.

Har det så hjulpet?

Spørgsmålet til en million kroner: har det virket? Jeg kender ikke svaret, for vi kan jo ikke teste på det. Vi aner ikke om der er andre faktorer der spiller ind. Men jeg kan med meget stolthed i hvertfald konkludere at vi går ind i 7. uge, uden sygdom! Og det er rekord siden februar/marts. Vi har ikke haft feber siden sidste store anfald. Villy har haft sår i 2 omgange, men feberen er udeblevet. Det er helt vildt. Og overvældende. Stadig meget nyt, så vi tør ikke helt håbe på noget. Det har vist sig at springe en måned over før, men uanset hvad, så tror jeg på at det hjælper hans system ikke at få alle mulige udefrakommende påvirkninger. Meget mindre sukker, meget mindre korn og slet ingen mælk. Jeg er overbevist om at det må betyde noget for vores krop som mekanisme.

En kæmpe fordel ved kostomlægningen har været at vi er kommet væk fra de faste vaner. Det betyder at Villy er blevet meget mere modig ifht. at smage på ting. Han havde nærmest angst for det før. Nu er han stolt og sej til at smage på nye ting – også selvom han måske ikke kan lide det.

Vi har fået den gladeste og mest veltilpasse dreng, nogensinde. Han har ikke haft så mange sammenhængene uger med godt humør før. Det er så vildt og dejligt for os at opleve. Tænk at det er sådan, det burde være altid!

Hvad er sværest?

  • Chokoladen er svær: hvis vi er andre steder og de tilbyder Villy det og vi ikke har en vegansk udgave med. Det er uendeligt svært at sige nej til ham.
  • Dagplejen er en udfordring! De andre børn må gerne få leverpostejen, fiskefrikadellerne osv. Vi har gjort det at vi hver mandag giver Villy nogle gode ting med i erstatning. Han har haft kyllingepølser med eksempelvis. Det synes han var sejt.
  • Smørreost! Vi mangler en erstatning, der minder om ost. Vi har testet en hel masse, men så snart det har en anden farve eller noget grønt i sig, så stejler lille Villy.
  • Restaurantbesøg! Det kan være mega svært, men vi styrter automatisk udenom de steder, vi ved er umuligt. Buffet er ret smart; her kan vi nemlig selv vælge ting uden mælk.
  • At bo i en husvogn samtidigt.. vi har simpelthen ikke overskud, plads og tid til selv at eksperimentere alverdens i køkkenet. Det glæder jeg mig til at kunne i det nye hus!

 

Fremtid?

Til december har vi samtale med speciallæge, som skal endelig udrede Villy. Så skal man tage stilling til om han skal have kortison ved anfaldende og evt fjernet mandlerne. Men bliver månederne ved med at gå uden sygdom, så vil man nok se tiden an, forestiller jeg mig. Lige nu føles det ret fjernt at skulle give min lille dreng binyrebarkhormon på den måde, men jeg har det nok anderledes hvis anfaldene vender retur med samme styrke som det plejer.

Tænker at holde jer opdateret og evt. komme med lidt tips/tricks. Måske bare på instagram, så hop derind og hold øje.

Har I nogle gode råd? Hvordan tackler I eksempelvis kræsenhed?

Kh Lise

Lises verden

Et nyt familiemedlem i skoven

De seneste uger har vi holdt en lille hemmelighed. Vi har nemlig fået familieforøgelse. Af den helt søde, vilde og skøre slags. Det var faktisk ikke helt planlagt. Vi havde aftalt at vente, men så dukkede den perfekte mulighed op. Vi har nemlig altid drømt om sådan en lille størelse. Vi er nemlig selv vokset op med sådan en i huset. Og vi ved hvor meget glæde det giver. For både børn og voksne. Det er også ekstra arbejde. Og lidt uheld hist og pist.

Men nu skulle det være…

 

Om en dårlig timing, der blev til en god timing

Sofies hund, Feta, fik for 10 uger siden hvalpe. Det betød at det vrimlede med de sødeste søde størrelser.  En blanding mellem Jack Russel og Dansk/svensk-gårdhund. De var overalt og man kunne slet ikke stå for dem. Michael og jeg overvejede virkelig om vi skulle tage mod en af dem. Men blev enige om at timingen var for dårlig. Der ville være 1,5 måned til indflytning og en masse arbejde på huset at tage stilling til.

Men så besøgte vi hvalpene. Til Ankers fødselsdag. Og det var en gamechanger for os. Villy kyssede og krammede den lille hund, som om 2-3 uger var klar til et nyt hjem. Det blev os. Vi kunne ikke sige nej. Eller, vi ville ikke sige nej.

Nu hvor den lille fætter har boet med os i nogle uger, så kan vi altså mærke at timingen er helt perfekt. Husvognen er lille, men det betyder bare at vi kan holde øje med ham hele tiden. Vi kan se og kende hans signaler. Lukker ham ud i en fart. Og han er så dygtig! Han har stort set været renlig siden dag 1. Bevares. Der er da et par uheld, men det er altid hvis han er alene hjemme. For det er han også. Det er nemlig super smart at vi kan gå og arbejde på huset og suse ned og kigge til ham i ny og næ. Der er vi virkelig priviligerede lige nu. Vi ville ikke have haft samme mulighed, hvis vi fra day one skulle på arbejde 8-16 hver dag. Han er en heldig lille vovse.

Det bedste er de gåture, vi nu kommer på. Jeg elsker især turen tidlig tidlig morgen, med frost på græsset og stilhed i skoven. Deter virkelig hyggeligt.

Villy og hunni – hvordan har de det så?

Jo, Villy er meget stolt og siger “hvor er min hundehvalp”, så snart han vågner. De har også haft lidt konflikter. Nærmest som søskende. Eller, det tager jeg tilbage. For på dag 2 bed den lille hvalp Villy i… ja…. Tissemanden. Og det var Villy af gode grunde ikke glad for. I en kort stund var Villy og hvalp overhovedet ikke venner længere.

Det er skønt at se Villy drage omsorg på den måde, og det træner også hans storebror-gen til den dag, det bliver aktuelt.

Hvad hedder han – hvad hedder han?

Vi har ikke kunne finde et passende navn. Sofie synes han skulle hedde et ostenavn som Feta. Vi prøvede med Cheddar, men det fungerede bare ikke. Og så kom vi til at tænke på at det var skørt med ost, når jeg ikke kan lide det og Villy ikke må spise det. Haha.

Vi har også forsøgt med Amigo. Men der er kun et navn, der lige falder os naturligt ind. Basse. Så han hedder faktisk bare Basse pt. Det er nemt og hyggeligt. Og det ender nok bare med det. 😉

Det er nok en typisk “os” at gøre mange ting på en gang. Det er måske vores drivkraft. Selvfølgelig skal man passe på man ikke får taget munden for fuld – og det sker. Men i sidste ende, så handler det om at have det godt. Og så må man finde ud af hvad, der gør at man har det godt. I dette tilfælde har en hundehvalp klart nok givet mere arbejde, men han har også givet dobbelt så meget dejlig energi og kærlighed igen.

Grunden til vi har holdt det for os selv, har primært været fordi vi ikke har kunne overskue folks reaktioner, kommentarer og eventuelle negative holdninger til det, og egentligt bare gerne ville nyde den lille nye hundehvalp. Men nu bliver det efterhånden svært at skjule hund i baggrunden, pjæfs og kødbensgnaveri. Haha.

ER I KLAR PÅ HUNDESPAM? Har gemt søde klip og billeder fra de seneste uger. Tjek evt min instastory løbende.

// Lise

Lises verden Livsstil Michaels verden Villys verden

Familieudflugt // Kalkminer, kunst, kilder og krig

Reklame for Rebildporten

Hej med jer.

Så har vi været på familieudflugt igen! Vores mål er at blive endnu bedre til at bruge Danmarks seværdigheder – og især de lokale af slagsen. Vi har i samarbejde med RebildPorten, som er vores lokalområdes turistbureau allerede oplevet en masse sjove ting i vores lokalområde – også ting, som vi mener er værd at køre efter. Vi har været på kanotur på Lindenborg Å, guidet skovtur, besøgt alle legepladser og i dag har turen så gået til Rebild Centret.

RebildCentret, som måske også er kendt som “Tingbæk Kalkminer” er faktisk meget mere end det navnet angiver. Udover kalkminerne er der nemlig både museum, fine bygninger og en masse lærerig viden.

Hvad oplevede vi i dag?

Jo, vi fik nemlig æren af at hilse på en af danmarks hekse, nemlig Dannie Druehyld, som vi begge kan huske fra barn. Det var sejt at have i heks i vores område. Vi var som børn lidt bange for hende, men nu er det sjovt at kunne give vores barndomsminder videre til Villy, som helt sikker synes hun er sej, og mon ikke hun kan berette om nogle super seje historier om vores naturområde.

Derefter tog vi et smut i kalkminerne. Hold nu fast et vildt sted. Her er en vild stemning og akustik. Villy var temmelig imponeret, også selvom han var en anelse skuffet over at flagermusene endnu ikke var flyttet ind. Flagermusene overvintre nemlig derinde, og der kan være helt op imod 900 flagermuse samlet og det er altså helt særligt at se dem i minerne. Det husker jeg i hvertfald fra jeg var lille.

Så har Thingbæk Kalkminer også en helt ny Kold Krig udstilling. Det var helt vildt spændende og fik endnu engang vækket al interesse for 2. verdenskrig og den kolde krig. Faktisk er der næsten lige blevet opdaget en kæmpe millitæranlæg REGAN VEST som i flere årtier har været virkelig hemmelighedsfuldt og et spændende sted, som jeg vil anbefale jer at lære mere om på museet.

Hvis I har børn med vil jeg klart anbefale at tage afsted den 17. Oktober, da det er virkelig sjovt, hyggeligt og finurligt for ungerne. Der er også nogle kreative ting, man kan hygge sig med. Se selv alle centerets arrangementer her.

En god afslutning

Efter en hyggelig eftermiddag i Rebild Centeret, har vi været så heldige at RebildPorten har arrangeret en hyggelig lille date for os på Viande i Skørping. Det var lige hvad vi havde behov for. Villy havde en dinosaurusbog med, vi fik en lækker pastaret, et glas vin og sluttede af med en kom kaffe og the. Skønt! Kan klart anbefale jer at spise hos Viande – et lille hyggeligt sted og jeg tror på det er vigtigt at støtte sådan nogle små steder. Vi er så glade for vores samarbejde med alle de skønne lokale folk.

Rigtig god efterårsferie til jer – og god fornøjelse hvis i planlægger et smut forbi Rebild. Besøg evt. Rebildporten for enden af Rebild Bakker for at blive inspireret til andre sjove oplevelser.

// Lise og Michael

Lises verden

Det store anvar som influent

Som i garanteret har hørt er der en masse hurlumhej i den her “influent”-verden. Jeg føler mig lige motiveret til at sætte mig foran tasterne et øjeblik og fortælle lidt nærmere om, hvordan jeg gør, når der skal laves samarbejde.

For ja, det er skisme en jungle at finde frem til hvad man med god samvittighed kan reklamere for, men for mig er det faktisk ret enkelt. Ligesom jeg skrev i et tidligere blogindlæg omkring reklamemarkering, så handler det i høj grad om research.

Tænker lige at starte helt fra scratch, så dem, der ikke kender til gamet, kan lære hvordan det hele foregår:

  1. Kampagneforespørgelser

Når man skal indgå i et nyt samarbejde, så er det forkskelligt fra influent til influent, hvordan man kommer i kontakt med virksomhederne. Jeg vil holde det på egen banehalvdel og fortælle, hvordan det fungerer hos os.

Der er tre muligheder:

  • Vores agentbureat (BuzzaNova) sender os en forespørgsel fra en kunde, der enten har kontaktet dem eller som BuzzaNova selv har henvendt sig til.
  • Vi skriver selv til specifikke brands/virksomheder og høre om der kunne være et match.
  • Brands/virksomheder kontakter os direkte for at lave et samarbejde.

Under alle omstændigheder, sender vi oftest virksomhederne videre til vores agent, som så forhandler kampagnen for os. De får så en bid af kagen, men leverer også både konkrete briefs, hvor alle samarbejdets detaljer står i og slutrapporter mm. Engang i mellem forhandler vi selv samarbejderne.

2. Ja eller nej til kampagner

Som i garanteret har hørt flere influencers siger, så takkes der også en del nej til kampagner. For mit eget vedkommende er det noget, jeg er blev MEGET bedre til. I starten blev jeg blændet af pengene. Jeg har dog på de 3 år erfaret, at hvis der ikke er en god mavefornemmelse fra start og jeg ihærdigt skal søge efter en vinkel, der passer i mit univers, så skal jeg IKKE takke ja.

Jeg har netop i dag takken nej til en kampagne, som jeg i første omgang havde sagt go for. Men efter mange dages omtanke og følelsen af, at det faktisk kun var for pengenes skyld, så måtte jeg skrive til kunden, at jeg desværre måtte trække mit ja tilbage.

Og det er herrevigtigt! Det er herrevigtigt at jeg, som influent ikke kun takker ja til noget, fordi pengene lokker.  Jeg vil langt hellere supplere min stilling som “influent” med andet arbejde(workshops, foredrag, salg af tøj/genbrug) end jeg vil takke ja til kampagner, jeg ikke kan stå 100% inde for.

Jeg har lært det på den hårde måde

Jeg har heldigvis takket stort NEJ TAK til SmileBright, da de spurgte mig. Og det har jeg gjort af en særlig årsag: Jeg vil ikke reklamere for ting, jeg ikke bruger – aldrig ville bruge og heller ikke ønsker at mine følgere bruger. For et par år siden fik jeg takket ja til den der trøje, der skulle hjælpe på ryggen. Dengang var alt nyt for os, og jeg tænkte at vinklen var fin, fordi Michael jo faktisk døjer med ryggen. Jeg lærte dog på den hårde måde, at det produkt, jeg reklamerede for, ikke havde nogen dokumenteret effekt. Det var dumt. Men heldigvis lærte jeg at penge ikke er vigtigere end integritet i jobbet som influent.

Og siden den dag har jeg været meget omhyggelig med at vælge kampagner.

Vi har et kæmpe ansvar!

Jeg er virkelig beæret over at jeg får lov til at have så mange følgere. Det er et kæmpe privilegier at kunne være rollemodel for unge mennesker – og endda måske også for nogle der er ældre end mig. Derfor er jeg også virkelig opmærksom på hvad jeg sender ud. Hvilke signaler og budskaber. Jeg vil gerne dele en lille historie med jer. Der var en meget ung pige, der henvendte sig til mig for nogle måneder siden. Det handlede om spiseforstyrrelse og hvordan hun havde det rigtig skidt. Jeg ved godt jeg ikke har ansvaret for at det går hende godt, men jeg tog mig tid til at svare og sendte nummeret til børnetelefonen. Jeg fik hende overtalt til at ringe og for ganske nyligt sendte hun mig en opdagering. Dem på børnetelfoenen havde hjulpet hende til at snakke med nogle voksne. Og nu var hun i intensivt behandlingsforløb og det gik hende bedre. Tænk sig, med et par beskeder, kunne jeg hjælp et vildt fremmede individ! Det synes jeg er stort!

Og med den historie, tror jeg bare jeg vil påpege vigtigheden i at vi er ordentlige forbilleder. Og at vi som influencers løfter vores ansvar, tjekker op på dem vi samarbejder med og mærker efter om det budskab, man dermed sender ud, kan gavner eller skade.

Det er et ansvar alle os, med mange følgere bærer og skal tage seriøst. Jeg er klar over at man kan fejle (been there, done that), men så kan man til gengæld gøre sig endnu mere umage fremover.

Jeg oplevede fornyligt en frisør kommentere på mit job med kommentaren: “nå, du er en af dem”. Og hun skal dælme ikke få mig ned med nakken med de fordomme. For jeg er faktisk stolt af at bære et ansvar for at passe på mine følgere og ikke vildlede dem. Både når det handler om bæredygtige (og ikke bæredygtige)  valg, livsstil, familielivet og alt det kommercielle.

Dertil vil jeg også sige at vi altså stadig er en stor del, der forholder os kritiske og ikke takker ja til alt der tilbydes. Og det er så ærgerligt at fordi der har været en del skandaler især blandt realitydeltagere med mavetrænere og tandblegning etc, så er der mange der skærer alle over en kam. Det synes jeg er ærgerligt, for vi er stadig mange der gør os umage og forsøger at leve op til vores ansvar. Lad os også holde fast i det!

Det var bare lige lidt tanker fra mig.

// Lise

 

Lises verden Michaels verden Villys verden

På sanketur med guide i Rebild

Reklame for Rebildporten

Hej alle.

Som I nok ved bor vi i det nordjyske idyl, og vi er helt vilde med naturen i netop dette område. Vi bruger skoven til et utal af spændende ting såsom cykelture, legeplads besøg, kanotur og dukkert i søerne i nærheden.

Det sidste tiltag var en sanketur(= ekspedition for at finde ting man kan spise i skoven) med en Rebild Guide.  Vi var meget spændte på hvordan Vilsen ville klare en gåtur på mellem 3-5 kilometer i Rebildbakker, men han var helt med på den lige fra første skridt vi tog. Bevares de små ben kunne ikke gå alle kilometerne, men pyt med det. Han synes det var vildt spændende at finde ting mor/far, bedstemor/bedstefar og farmor og farfar kunne spise. Han havde ikke helt mod på at spise selv, lige indtil RebildGuiderne havde arrangeret en frikadelle-busk, som åbenbart vokser i Rebild bakker. Villy afsluttede turen med munden fuld af frikadeller og godt humør. Han var helt vild med naturvejlederen, som kunne fortælle ham seje ting om naturen. Stor cadeau til guiden, som kunne leve sig ind i Villy’s verden og gøre det ekstra spændende for ham også.

TIP! Læs meget mere om vandring her og tjek også de forskellige guidede ture her.

Vi startede vores tur ved Rebildporten på Rebild bakkers parkeringsplads. Herefter bevægede vi os ud i bakkerne med en pose hver. Vi plukkede bla hasselnødder, bær, mirabeller, skvadderkål, hyben, svampe og meget mere. Turen gik omkring Ravnkilden hvor vi drak det klare iskolde vand. Vi havde stop ved Lars Kjærs tidligere hus, og her spiste vi os mætte i hjemmelavede delikatesser, som vi selv lavede af råvarerne vi havde samlet ind(plus lidt fløde).  Turen gik herefter ind til fårene/gederne der gik og græssede, og så tilbage til Rebildporten hvor vi kiggede på alle de fine udstoppede dyr, som kan findes i de danske skove.

Giv en guide I gave!

Efter at have været på den hyggelige vandretur i Rebild Bakker, har vi snakket om at det er helt oplagt at give sådan en tur i gave eksempelvis. Eller måske gøre det på sin fødselsdag. Det kan bestemt også anbefales på en hel almindelig søndag, hvis der bare skal ske et eller andet.

Timeprisen for en Rebildguide er 500kr i timen. Vores tur tog et par timer, så for 1000,- fik vi virkelig meget for pengene. Vi fik historier fra de lokale omgivelser, hjælp til hvad vi måtte plukke/spise og en rigtig hyggelig afslutning hvor der var kaffe og kage til alle. – Ja vi lavede det jo faktisk selv.

Hvis man tænker på hvad en biograftur eller eksempelvis en tur på café for op til 10-15 personer koster, så er det virkelig godt givet ud med den 1000 kroner for sådan en hyggelig eftermiddag. Det giver virkelig anledning til gode og hyggelige samtaler, når man mødes i naturen på den måde. Og så var guiden Birgitte bar her suveræn i sin væremåde og tilgang til naturen!

Se meget mere om de guidede ture her.

Alt i alt en fantastisk tur væk fra byggeriet, som vi klart kan anbefale!

Kh Lise, Villy og Michael

Ps: Vil du se alle de fede legepladser i nærheden af Rebild, så tjek vores legepladsguide ud!

Lises verden Villys verden

Mor med et sygt barn

Jeg har modtaget blomster fra en følger. Det er så stort! I er de vildeste. Og alle jeres beskeder. Hold nu fast, jeg er rørt. Tusind tusind tak. Og derfor vil jeg gerne tage jer med ind i, hvordan det går med Villy. Der er mega privat, men hvis der sidder en flok derude, som faktisk føler det gavner at høre in vores situation – plus alle dem der bekymrer sig, så vil vi gerne dele. Forhåbentligt ender det jo ud i en løsning, så vores dreng kan få det bedre. Så her kommer en lang opdatering:

Michael tog i fredag morgen afsted på en længe ventet drengeweekend. Jeg havde set frem til en hyggelig og rolig weekend alene hjemme med Villy. Men efter en kaotisk uge og en afslutning, hvor Villys udbrud tager til i styrke, så kunne jeg mærke at jeg ikke kunne rumme mere.

Hele fredag var hektisk. Villy var mega syg og håndværkerne manglede min hjælp i huset. Med Villy grædende på armen fes jeg frem og tilbage. Og når jeg ikke gjorde det, sad jeg fastlåst til sofaen med Villy i armen. Det var da hyggeligt, men jeg nyder ikke længere Villys sygedage. Vi har 10 stk i alt om måneden. Det vil sige i en tredje del af vores liv for tiden går med sygdom. Og det er til at holde ud de gange, hvor Villy bare har let feber. Men de sidste tre udbrud har været slemme. Især denne gang. det starter med pylrer, så går det over til sår i munden og så kommer den høje feber. Til sidst træder halspinen også til.

I denne omgange en rigtig slem halspine. Så slem at Villy er hævet overalt, ikke rigtig kan snakke, ikke har spist i 4 dage og klager over smerter. Selv med Panodil.

Fredag morgen havde jeg ringet til børneafdelingen for st høre om de ville se ham; men de sendte os til egen læge. Her målte man CRP 25 og en negativ podning. Hun havde dog virkelig ondt af Villy, da det virkelig så træls ud.

Jeg ringede tilbage til børneafdelingen, og de sagde blot at børnelægen ville ringe “en af dagene”. Så fredag eftermiddag, efter endnu en nat uden søvn, alene hjemme og med håndværkere i huset, så kunne jeg ikke mere. Jeg var i den tilstand, hvor at det mindste fik mig til at græde.

Jeg overvejede længe om jeg jeg kunne sætte mine behov forrest. I nogle timer gik jeg og vendte og drejede om jeg nu kunne tillade mig det. Men jeg endte alligvel med at ringe til min dejlige søster og min elskede mor. Jeg fik dårlig samvittighed over ikke at kunne være der for Villy, men med overtalelse fra min familie, fik jeg aftalt at Villy skulle sove hos mine forældre, så jeg kunne hvile og slappe af.

Sofie sov med ham og fik oplevet en af de hårde nætter, med Villy. Godt hun har to børn selv og kender de gode tricks. For jeg tror det gik, og jeg fik sovet! Det var så tiltrængt. Det er så mega vigtigt at man lige husker på sig selv. Jeg var helt smadret oven på ugen forinden. Og tanken om endnu en nat som sygeplejer, den var simpelthen for meget. Villy hyggede sig, savnede mig ikke og jeg fik er boost energi.

Og det var heldigt! For lørdag var der ingen bedring. Jeg ringede igen til børneafdelingen og den søde sygeplejerske tog pænt imod mig. Vi aftalte vi kunne komme ind senere på dagen, for Villy sov på daværende tidspunkt og jeg ville rigtig gerne nå forbi min bedstes 94 års fødselsdag inden. Et par timer til eller fra blev jeg enig med min mor – og sygeplejersken i røret var okay.

Så jeg tog forbi fødselsdagen og sluttede af på børneafdelingen med min mor. Og her brød jeg sammen igen…

Jeg blev mødt med skæld ud fra en sygeplejerske over at vi ikke kom med det samme. At det var vigtigt jeg satte hans behov forrest. Hendes ord ramte lige i min dårlige samvittighed og jeg forsøgte at fremstamme i min gråd, at jeg følte mig frustreret og vildt ked af det, fordi jeg dagen før også havde forsøgt at få dem til at kigge på min dreng, men der blev jeg afvist. Og måneden før blev vi også bare sendt hjem med besked om “kontrol” til december. Og nu skulle jeg have skæld ud i venteværelset foran alle andre, samtidig med jeg sad med min syge dreng, som jeg i øvrigt bruger al min energi på at bekymre mig om. Jeg savnede så meget tryghed og følelsen af forståelse for vores situation. Min mor var der heldigvis! For hold nu op hvor følte jeg mig totalt misforstået og utilstrækkelig der.

Jeg vælger at tænke det er en misforståelse af situationen, for vi endte heldigvis med at gå hjem med rolige og trygge maver.

I stedet for at fortælle os, at vi skal vente til december og i stedet for gang på gang st afvise mit ønske om at de tager blodprøver af Villy (det har stået på i et år og der er ikke blevet lavet nogle prøver), så var der den sødeste sødeste børnelæge, som satte gang i alle prøver i går. Hvis ikke det var fordi jeg havde grædt 3-4 gange tidligere, så var jeg begyndt at græde da jeg endelig følte vi blev taget seriøse.

Jeg ved lægerne er dygtige, og jeg ved de vil os det bedste. Vi har bare haft et super uheldigt forløb, hvor vi har været gennem adskillige, forskellige læger, som ikke rigtig har hjulpet os andet end akut(penicilin ved halsbetændelserne – som han også er startet med igen nu, i øvrigt)

Så i går var en forløsning. Vi skal ikke gå i et vacuum indtil december. Vi er i gang med mere konkret udredning. Og forhåbentligt kan blodprøverne udelukke en masse sygdomme, så vi til sidst kan finde ud af hvad der er galt, siden Villy hver 4. Uge skal gennem samme mareridt.

Vi, og lægerne tænker stadig PFAPA syndrom, men der skal udelukkes alt andet først.

Tanker fra en meget meget meget træt mor, og en hel masse medfølelse ud til andre med syge børn. Det er bare pissehårdt!

// Lise

Lises verden

Ting folk skriver #2 // Når det rammer hårdt

Min første Ting Folk Skriver handlede sjovt nok også om Villy. Det er bare det mest sårbare punkt ved deling på sociale medier, og klart også en af de ting jeg dagligt overvejer om skal “udgå” på min kanal. Og jeg er faktisk lidt i tvivl om jeg skal bruge energi og kræfter på det her. For det skal helst ikke dræne mig for energi. Men i dag modtog jeg en mail, som var skrevet med et godt hjerte, men ramte helt skævt ved siden af. Det var skrevet for at hjælpe os, men også skrevet fra en, der ikke kender os. Jeg ved at intentionen sikkert er god, men jeg blev vildt ked af det, fik dårlig samvittighed og følte mig som en dårlig mor. Alle de følelser på en gang, kun fordi én person skriver.  Det synes jeg er uhyggeligt.

Vedkommende har helt sikkert ret i nogle af sine antagelser i forhold til hvordan vores kroppe fungerer, men jeg har aldrig brug for at blive bedømt af andre, uden at have spurgt. Jeg får ikke noget ud af at en tror at “Villy reagerer på en meget “stresset” hverdag hvor der er for lidt tid til at være lige i nuet. Trække vejret dybt ned i maven og mærke livet – også når det går langsomt eller endda står stille. Det er lettere sagt en gjort med jeres alder, men jo før I griber ud efter det , jo hurtigere vil i kunne få Villy på ret køl uden brug af medicin” og jeg får heller ikke noget ud af at fremmede antager at “At betændelsen sætter sig i munden, handler om at Villy forfærdelig gerne ville kunne kommunikerer hans følelser med jer – men det kan han ikke.” Det er ikke behjælpeligt for mig i en skrøbelig situation at blive bedømt på den måde. Alle disse ting stod i en meget lang mail fra en, der nok ville hjælpe med at finde en løsning, men som endte med at ramme mig på en virkelig dårlig måde. Om det rammer mig fordi det er sandt, det finder vi aldrig ud af. Jeg ved bare at vi lever et familieliv med rigtig meget nærvær, tryghed, omsorg og kærlighed – selvom vi er selvstændige. Samtidig med det, har vi en dreng der er syg. Periodisk. Jeg synes ikke det er rart at fremmede mennesker skal komme med deres holdning og sammenkoblinger af vores situation, uden jeg beder om det. Men jeg ved vi ikke kan undgå det. Og derfor er jeg ikke vred.

Men vent. Jeg vil faktisk ikke lade det fylde mere. Jeg vil meget hellere lige dele noget kærlighed. For det har vi masser af. Jeg er så beæret over den hær af søde mennesker, der sidder klar til at gribe mig, når tingene vælter. Tak til jer <3 Også dem, der nøjes med at kvittere med et hjerte. Det er jeg også mega taknemmelig for. Hvis jeg kun svarer med et hjerte, så skal i vide at der ligger en KÆMPE betydning deri!

Og lad os så slå fast, at hvis i skal undskyde for at blande jer, så tænk lige en ekstra gang over HVORDAN i blander jer. Nogle gange er hensigten slet ikke den, som det ender med at blive for modtager <3 Ellers skal i selvfølgelig skrive alt det i vil, for jeg elsker at chatte med jer!

Kæmpe tak for støtten til alle jer. Kram fra en helt almindelig sårbar mor.

Lises verden

Om at tjekke ud fra de sociale medier

Hej vennerne. Jeg har savnet jer. Men jeg tror jeg er tilbage.

Jeg har de seneste dage haft mega behov for at tjekke ud og finde ro i mig selv. Måske fordi vi havde en mega vild uge i sidste uge med ekstreme op og nedture – og så kombinationen af mange ugers intens arbejde med DK for Målene. Jeg kunne ikke rumme noget dagene efter, og må indrømme det stadig er lidt svært for mig.

Jeg er sådan en der mærker tingene på fuld styrke. Det er såment ikke fordi, jeg tror, jeg er så super anderledes end så mange andre – bilder jeg mig i hvertfald ind. Jeg er jo bare et ganske almindeligt mennesker. Og måske faktisk derfor, synes jeg det er godt at tage fat på nogle af de her følelser. For hvis jeg er normal, så må der med garanti også sidde en hel flok derude med nogle af de samme tanker.

Når tingene ophober sig i min krop, et nyt kapitel starter og dermed et gammel slutter, så kan jeg virkelig mærke det i min krop. Måske er jeg sentimental, måske er jeg bare i en voldsom kontakt med mine følelser. Don’t know. Men jeg kan ofte føle glæde, tristhed eller ensomhed i en sådan grad, at tårerne triller ned. har før fortalt jer om ensomhed og uselvkærlige tanker her. Det kan være jeg lytter til en sang som sætter gang i hele systemet, ser en film med en eller anden åndssvag scene, der kan relateres til mit liv eller jeg sidder for mig selv i stille stund og bliver overvældet. Det samme gælder når jeg ikke er glad. Jeg kan gå ind i mig selv og føle alting som ekstremt.

Nå, men der er jo ikke noget der er så skidt, at det ikke er godt for andet. Jeg har haft tid og ro til at slappe af og koble hjernen fra. Det lyder fjollet når det kun handler om 3-4 dage. Men det har lige præcis været hvad, jeg havde brug for. Jeg har modtaget bekymrede beskeder fra veninder, familie og faktisk også en del følgere. Det er lidt tankevækkende at så mange kan følge med i mine beslutninger. Nok også det, jeg engang i mellem får lyst til at holde en pause fra. For der har ikke som sådan været noget galt, jeg har bare haft brug for at tjekke ud og holde fri, så jeg kunne dyrke og håndtere mine følelser oven på en meget kaotisk og vild tid. Det er jo trods alt et arbejde for mig, det her, så jeg har brug for mine små pauser. Og så har jeg en uge uden kampagner og forventninger, så det er oplagt for mig at dase den lidt. Og det gør jeg! Jeg har været alene hjemme, hvilket virkelig er rart. Jeg har været ude og løbe to gange. Set Find Nemo og binget serier. Sovet længe og bare daset.

Sidst jeg holdt pause var mellem jul og nytår, så det er efterhånden lang tid siden. Men jeg har savnet jer! Jeg har fået tingene lidt på perspektiv og det er rigtig godt tror jeg. Det kan være der kommer lidt distance på IG det næste stykke tid – det kan også være jeg går bananas. Jeg vil som altid ikke sætte for mange grænser for mig selv, men huske at lytte til min krop. Har nogle spændende ting, jeg gerne vil dele med jer snart igen, så i slipper ikke meget længere.

Har I lagt mærke til stilheden? Tjekker I også ud fra de sociale medier i ny og næ?

// Lise

Lises verden Michaels verden Villys verden Vores verden

Kanotur på Lindenborg Å

Reklame for RebildPorten

Hej derude! Vi har været på tur i det blå idag! Hvis ikke I har set med på min story i dag, så kan jeg fortælle jer, at Michael, Villy og jeg mødtes med Kanoudlejer-Lars klokken 9 i morges og var klar til en dag på vandet. Vi har nemlig været på en vaske-ægte kanotur på Lindenborg Å og det var intet mindre end fantastisk. Vi valgte en børenvenlig ruter – den korteste. Det tog omkring 2-3 timer med pause og det var perfekt tid for en 2 årig + forældre. Glad barn = glade forældre. Der var en  del af jer, der spurgte om det var en udfordring at få Villy til at sidde stille – og om vi holdt ham hele tiden. Vi holdt ham ikke og han var forbløffende god til at respektere “sid-på-numsen”-reglen. Vi skiftede lidt plads engang i mellem, og det var heller ikke et problem. Så holdt vi ind langs siden og hjalp ham over. Jeg var ikke på noget tidspunkt utryg, for Villy viste så fint respekt for det og skulle uheldet være ude, så havde han redningsvest på og det var ikke særlig dybt. Jeg kan klart anbefale at man sætter børnene i bunden af kanoen, for vi havde et mindre uheld, haha. Villy sad til at starte med på bænken i midten, og vi kom til at sejle ind i kanten. Gæt om han faldt bag over eller ej? (Ps: det gjorde han) Resten af turen sad han i bunden og der var ingen problemer. Vi havde lidt snacks og legetøj med, men det meste af tiden kiggede vi på fuglene, køerne og snakkede og træerne. Jeg tror sagtens vi kunne have sejlet mere end de 2-3 timer, men vejret var ikke helt med os i dag og så var det faktisk også hårdere for mullerne, end jeg havde regnet med. Så 3 timer var perfekt. I får lige nogle skønne fotos fra dagen, og under kan I læse lidt info, hvis I selv overvejer en lignende tur.

TIP! Giv en kanotur i værtindegave, farsdagsgave, fødselsdagsgave eller bare for at forkæle en du holder af. Gavekort kan købes her!

Hvis du vil på kanotur

Al den info du behøver:

  • Det koster altså 450 kroner for leje af en kano en hel dag. Prisen er inkl.  padler, veste og afhentning.
  • Du kan også leje kanoen i flere dage, eller kombinerer det med en cykeltur (læs mere her)
  • Der er som udgangspunkt 3 pladser i kanoen. Det er mest optimalt med 2 voksne ( og op til 2 børn) i en kano.
  • Hunde og børn må gerne komme med – det er mega hyggeligt!
  • Det er dejligt med et et tæppe til bunden, hvis du har hund eller barn med.
  • Hvis man ønsker en guidet kanotur, så er der forskellige ture her. En super god måde at føle sig tryg, hvis man er lidt ny i det at sejle kano.
  • Du får udleveret et kort og bliver klædt rigtig godt på til sejlturen, så både nybegyndere og øvede kan være med.
  • Få lækker mad med om bord!!! Det gjorde vi. Du kan nemlig kombinere kanturen med en lækker frokost fra Rebild Hus. Læs mere om menuerne her. Det er så dejlig nemt og lækkert! Lars, fra Rebild Kanoudlejning sørgede for det hele.
  • Der er flere gode spot undervejs på turen til at holde pause. Man sejler eksempelvis forbi Lille Blåkilde, hvor man kan drikke kildevand og spise frokost.
  • Alle ture starter ved Vælderskoven 9520 Skørping, og så bestemmer man selv, hvor lang en tur man vil på.
  • Vi fik min mor til at hente os ved det sted, vi sejlede til. Det var omkring 8 km fra start. Snak med Lars(kano-udlejer) hvis det er et problem, så er jeg sikker på der findes en eller anden løsning. Der hvor vi stoppede opdagede vi en rigtig fin shelterplads, hvis man nu kunne være interesseret i at sove i shelter. Det vildt hyggeligt, skulle jeg hilse og sige! Her har du en liste med alle shelterpladserne i Rebild omegn.

Jeg kan klart anbefale en hyggelig dag på Lindeborg Å og vi kunne sagtens finde på at gøre det igen. Måske med en flok venner eller familie for at gøre det EKSTRA hyggeligt. Megen det er nu også rart med lidt tid alene som familie.

Læs mere her, hvor du også kan booke en tur og få evt andre gode idéer til at nyde Rebild og omegn på her.

 

// Lise og Michael
Lises verden

Ting folk skriver // Børn på vores SoMe

Hej vennerne.

Jeg har tænkt, at jeg gerne vil starte en lille føljeton her på bloggen, hvor jeg tager emner op, som er opstartet fordi I har skrevet til mig. Det skal ikke være en omgang negativ mudderkast, men nærmere min måde at reflektere over de ting, I engang i mellem skriver. Det kan ligeså vel være positive henvendelser såvel som negative. Jeg tænker det kan give mig selv og måske aldre mere indsigt – og hvis jeg så får flere henvendelser med samme tema, så er det smart for mig at kunne dele svar herinde. Jeg håber I vil synes det er spændende at læse med, om ikke andet får jeg luftet mine tanke, og det handler al den her bloggeri jo også om.

Nå, men denne gangs besked kommer her:

 

 

Tema: Vores børn på de sociale medier

Ja, som I kan læse, handler det her altså om hvor vidt at det er forsvarligt og omsorgsfuldt at eksponerer sine børn på de sociale medier. Jeg fik en rigtig god snak med vedkommende, som aldrig blev til hånelige angreb, men en debat, der blev holdt på et tåleligt og reflekterende niveau. Men ikke desto mindre følte jeg mig alligevel en smule provokeret, for jeg har selvfølgelig overvejet det mange gange, hvor vidt det er gavnligt eller ej for Villy, at figurere i mit online univers.

En af mine helt klare årsager over provokationen i vores samtale, var helt klart at jeg føler, der ofte bliver generaliseret helt vildt. Jeg tror simpelthen ikke på at at det kun er bloggerbørn, der har et kamera i røven i ny og næ. Jeg er sikker på at en hel masse folk, der ikke deler, stadig har kamerarullen fyldt med alverdens billeder og film af deres afkom. Så her ser jeg ikke problemet, og derfor bliver jeg en smule harm over generaliseringen om “bloggerbørn”. Det problem, som vedkommende måske også forsøger at påpege, er om dét at dele, kommer til at fylde mere, end det reelle samvær med ungerne. Og jeg tør altså vædde med, at det er virkelig sjældne tilfælde, hvor dette er tilfældet. Uanset om man så deler 10 eller 20 stories om dagen. Og så synes jeg det er væsentligt at tænke over en ting. Hvis vi tager udgangspunkt i mig selv, så deler jeg måske 10-20 stories om dagen. En story varer 15 sekunder. Ganger du det op, så bliver det altså ikke mere end 2-5 minutter af en hel dag. Dit er bittesmå brudstykker af vores liv, men jeg forstår godt, at det som modtager kan virke som meget. Men det er trods alt en del af det at være influent, at dele ud og få det til at virke naturligt. Men der sker altså så meget mere end de 5 minutter, man får lov til at kigge med. Så mange ægte, intense, kærlige, opdragende og omsorgsfulde minutter, der ikke bliver filmet. Desuden så oplever jeg selv, at jeg har et forholdvist professionelt forhold til at være på telefonen/ikke være på telefonen. Jeg bruger som regel instagram i 3-4 timer om dagen. Hovedsageligt de timer, hvor Villy er i dagpleje og så om aftenen, når han er puttet, så jeg synes personligt selv at jeg er blevet ret god til at lægge telefonen fra mig og være sammen med mit barn. Men kan vi ikke alle kun blive bedre til det?

Ja, så er der så spørgsmålet om hvorvidt det er for Villys behov, at jeg deler nogle videoer af ham. Det er det vel ikke altid? Bevares, nogle gange synes han det er sjovt og hyggeligt. Men behøver det at være det? Jeg er hans forælder og så længe han ikke selv siger til eller fra, så beslutter jeg det for ham. Kommer han en dag, og ikke vil være med, så gør jeg det ikke længere. Hvis man tænker over det, så er der faktisk ikke ret mange influencers, der filmer deres større børn. Måske fordi de selv har fravalgt det? Og det synes jeg er så fint. Men så længe han ikke har en holdning til det, så er det mig der bestemmer. Det gode er jo også, at jeg kan lade være fra dag til anden.

Vedkommende jeg skrev med, pointerede at hvis det var hende, så ville hun ikke bryde sig om at kunne se alverdens videoer fra hendes barndom i offentligheden. Og det er fair nok at have den holdning, men hvem siger at Villy ikke kommer til at synes det er hyggeligt og sjovt at kunne kigge tilbage på sådanne ting? Altså det er en anden verden i dag, end den vi er vokset op i. De sociale medier vokser vores børn op med. Det kommer ikke til at være så forskrækkende for dem, som for nogle af os. Dermed ikke sagt, at man ikke kan synes det er ubehageligt. Og hvis Villy en dag synes det er træls, jamen så stopper vi. Jeg tror bare ikke nødvendigvis at ulemperne er så store ved det, som andre synes.

Dengang jeg var gravid, snakkede Michael og jeg meget om hvorvidt Villy skulle være med på de sociale medier. Vi vendte og drejede det, men blev enige om, at hvis vi ville dele vores liv, så skulle Villy også være en del af det. For os ville andet være unaturligt. Så det har han været. Vi har bare aftalt, at hvis en synes det er for meget, så skal den anden acceptere det. Så vi taler meget om det. Vedkommende, der skrev til mig, sagde hun godt kunne ønske sig mere omtanke fra forældrene. Jeg er da helt enig i at man skal handle med omtanke, men selvom den del ikke er noget vi snakker meget om med Jer, så er det altså lige netop omtanke,  der er med i vores beslutning om Villy.

Jeg kan af gode grunde ikke gøre mig til dommer for hvordan andre vælger at leve deres liv. Jeg kan kun forholde mig til vores egen situation, og derfor tænker jeg lige at dele mine fordele ved at dele vores liv på de sociale medier:

Mine yndlingsfordele:

1. Folks postitive reaktioner! Der sidder nogle, som rent faktisk kan bruge mine små klip til noget konstruktivt i deres liv. Jeg kan inspirere til at være sammen med sine børn, få børn tidligt, leve livet frit. Og så gavner det jo vores professionelle virke, ifht vores kreativitet, workshops, DIY’s og møbelhalløj.

2. Arbejdstiderne! Jeg skal ikke have en stressende hverdag, hvor Villy skal afleveres klokken 6-7ish og vi kun har få timer sammen dagligt. Med vores jobs, kan jeg netop prioritere min familie langt højere.

3. Selvbestemmelse! Vi er pludseligt mulighed for at tage en mandag ud og sejle i kano. Vi kan arbejde på andre tidspunkter på ugen, så vi kan være mere sammen.

4. Muligheder! Alle de spændende samarbejdsmuligheder der giver os oplevelser, samvær og ting, vi ikke ellers har råd til at priortiere. Og så selvfølgelig det kæmpe netværk og gode kollegaer, som gør mig glad hver dag.

En masse gode grunde, som for mig opvejer ulemperne, som for os kunne være: manglende samtykke fra Villy, for meget arbejde og dårlige/kritiske henvendelser, man skal forholde sig til. Jeg har da også engang i mellem for mig selv tænkt om andre, at de delte virkelig meget indhold om deres børn. Og ja, jeg har da også engang i mellem haft tanken om andre måske skulle skrue lidt ned for det. Men jeg siger det aldrig – for det er ikke mit bord, mit liv og mit valg. Jeg ved ikke hvilke fordele de har og jeg kan også nemt glemme, at der sker meget mere bag kameraet, fordi jeg bliver opslugt og forblændet.

Jeg har også selv slettet stories, fordi det er gået op for mig at jeg har delt virkelig meget med Villy den dag eller det måske var over grænsen for, hvad, der for os, er okay at dele. Men jeg tror på at hvis man som forælder forholder sig kritisk, lytter til børnene og opvejer fordele/ulemper, så behøver det altså på ingen måde at være på bekostning af børnene, at man deler lidt hyggelige videoer.

Hvordan er dit syn på det her emne og den her debat? Kan du følge nogle af mine argumenter? Er der vigtige synspunkter jeg mangler? Jeg ønsker ikke nogen hetz imod mig og mit valg, men hold den på egen banehalvdel, hvis du har lyst til at dele et synspunkt.

// Lise