• Type:
  • Genre:
  • Varighed:
  • Average Rating:

Lises verden

På sanketur med guide i Rebild

Reklame for Rebildporten

Hej alle.

Som I nok ved bor vi i det nordjyske idyl, og vi er helt vilde med naturen i netop dette område. Vi bruger skoven til et utal af spændende ting såsom cykelture, legeplads besøg, kanotur og dukkert i søerne i nærheden.

Det sidste tiltag var en sanketur(= ekspedition for at finde ting man kan spise i skoven) med en Rebild Guide.  Vi var meget spændte på hvordan Vilsen ville klare en gåtur på mellem 3-5 kilometer i Rebildbakker, men han var helt med på den lige fra første skridt vi tog. Bevares de små ben kunne ikke gå alle kilometerne, men pyt med det. Han synes det var vildt spændende at finde ting mor/far, bedstemor/bedstefar og farmor og farfar kunne spise. Han havde ikke helt mod på at spise selv, lige indtil RebildGuiderne havde arrangeret en frikadelle-busk, som åbenbart vokser i Rebild bakker. Villy afsluttede turen med munden fuld af frikadeller og godt humør. Han var helt vild med naturvejlederen, som kunne fortælle ham seje ting om naturen. Stor cadeau til guiden, som kunne leve sig ind i Villy’s verden og gøre det ekstra spændende for ham også.

TIP! Læs meget mere om vandring her og tjek også de forskellige guidede ture her.

Vi startede vores tur ved Rebildporten på Rebild bakkers parkeringsplads. Herefter bevægede vi os ud i bakkerne med en pose hver. Vi plukkede bla hasselnødder, bær, mirabeller, skvadderkål, hyben, svampe og meget mere. Turen gik omkring Ravnkilden hvor vi drak det klare iskolde vand. Vi havde stop ved Lars Kjærs tidligere hus, og her spiste vi os mætte i hjemmelavede delikatesser, som vi selv lavede af råvarerne vi havde samlet ind(plus lidt fløde).  Turen gik herefter ind til fårene/gederne der gik og græssede, og så tilbage til Rebildporten hvor vi kiggede på alle de fine udstoppede dyr, som kan findes i de danske skove.

Giv en guide I gave!

Efter at have været på den hyggelige vandretur i Rebild Bakker, har vi snakket om at det er helt oplagt at give sådan en tur i gave eksempelvis. Eller måske gøre det på sin fødselsdag. Det kan bestemt også anbefales på en hel almindelig søndag, hvis der bare skal ske et eller andet.

Timeprisen for en Rebildguide er 500kr i timen. Vores tur tog et par timer, så for 1000,- fik vi virkelig meget for pengene. Vi fik historier fra de lokale omgivelser, hjælp til hvad vi måtte plukke/spise og en rigtig hyggelig afslutning hvor der var kaffe og kage til alle. – Ja vi lavede det jo faktisk selv.

Hvis man tænker på hvad en biograftur eller eksempelvis en tur på café for op til 10-15 personer koster, så er det virkelig godt givet ud med den 1000 kroner for sådan en hyggelig eftermiddag. Det giver virkelig anledning til gode og hyggelige samtaler, når man mødes i naturen på den måde. Og så var guiden Birgitte bar her suveræn i sin væremåde og tilgang til naturen!

Se meget mere om de guidede ture her.

Alt i alt en fantastisk tur væk fra byggeriet, som vi klart kan anbefale!

Kh Lise, Villy og Michael

Ps: Vil du se alle de fede legepladser i nærheden af Rebild, så tjek vores legepladsguide ud!

Kanotur på Lindenborg Å

Reklame for RebildPorten

Hej derude! Vi har været på tur i det blå idag! Hvis ikke I har set med på min story i dag, så kan jeg fortælle jer, at Michael, Villy og jeg mødtes med Kanoudlejer-Lars klokken 9 i morges og var klar til en dag på vandet. Vi har nemlig været på en vaske-ægte kanotur på Lindenborg Å og det var intet mindre end fantastisk. Vi valgte en børenvenlig ruter – den korteste. Det tog omkring 2-3 timer med pause og det var perfekt tid for en 2 årig + forældre. Glad barn = glade forældre. Der var en  del af jer, der spurgte om det var en udfordring at få Villy til at sidde stille – og om vi holdt ham hele tiden. Vi holdt ham ikke og han var forbløffende god til at respektere “sid-på-numsen”-reglen. Vi skiftede lidt plads engang i mellem, og det var heller ikke et problem. Så holdt vi ind langs siden og hjalp ham over. Jeg var ikke på noget tidspunkt utryg, for Villy viste så fint respekt for det og skulle uheldet være ude, så havde han redningsvest på og det var ikke særlig dybt. Jeg kan klart anbefale at man sætter børnene i bunden af kanoen, for vi havde et mindre uheld, haha. Villy sad til at starte med på bænken i midten, og vi kom til at sejle ind i kanten. Gæt om han faldt bag over eller ej? (Ps: det gjorde han) Resten af turen sad han i bunden og der var ingen problemer. Vi havde lidt snacks og legetøj med, men det meste af tiden kiggede vi på fuglene, køerne og snakkede og træerne. Jeg tror sagtens vi kunne have sejlet mere end de 2-3 timer, men vejret var ikke helt med os i dag og så var det faktisk også hårdere for mullerne, end jeg havde regnet med. Så 3 timer var perfekt. I får lige nogle skønne fotos fra dagen, og under kan I læse lidt info, hvis I selv overvejer en lignende tur.

TIP! Giv en kanotur i værtindegave, farsdagsgave, fødselsdagsgave eller bare for at forkæle en du holder af. Gavekort kan købes her!

Hvis du vil på kanotur

Al den info du behøver:

  • Det koster altså 450 kroner for leje af en kano en hel dag. Prisen er inkl.  padler, veste og afhentning.
  • Du kan også leje kanoen i flere dage, eller kombinerer det med en cykeltur (læs mere her)
  • Der er som udgangspunkt 3 pladser i kanoen. Det er mest optimalt med 2 voksne ( og op til 2 børn) i en kano.
  • Hunde og børn må gerne komme med – det er mega hyggeligt!
  • Det er dejligt med et et tæppe til bunden, hvis du har hund eller barn med.
  • Hvis man ønsker en guidet kanotur, så er der forskellige ture her. En super god måde at føle sig tryg, hvis man er lidt ny i det at sejle kano.
  • Du får udleveret et kort og bliver klædt rigtig godt på til sejlturen, så både nybegyndere og øvede kan være med.
  • Få lækker mad med om bord!!! Det gjorde vi. Du kan nemlig kombinere kanturen med en lækker frokost fra Rebild Hus. Læs mere om menuerne her. Det er så dejlig nemt og lækkert! Lars, fra Rebild Kanoudlejning sørgede for det hele.
  • Der er flere gode spot undervejs på turen til at holde pause. Man sejler eksempelvis forbi Lille Blåkilde, hvor man kan drikke kildevand og spise frokost.
  • Alle ture starter ved Vælderskoven 9520 Skørping, og så bestemmer man selv, hvor lang en tur man vil på.
  • Vi fik min mor til at hente os ved det sted, vi sejlede til. Det var omkring 8 km fra start. Snak med Lars(kano-udlejer) hvis det er et problem, så er jeg sikker på der findes en eller anden løsning. Der hvor vi stoppede opdagede vi en rigtig fin shelterplads, hvis man nu kunne være interesseret i at sove i shelter. Det vildt hyggeligt, skulle jeg hilse og sige! Her har du en liste med alle shelterpladserne i Rebild omegn.

Jeg kan klart anbefale en hyggelig dag på Lindeborg Å og vi kunne sagtens finde på at gøre det igen. Måske med en flok venner eller familie for at gøre det EKSTRA hyggeligt. Megen det er nu også rart med lidt tid alene som familie.

Læs mere her, hvor du også kan booke en tur og få evt andre gode idéer til at nyde Rebild og omegn på her.

 

// Lise og Michael

Vores roadtrip i US // Must sees California

 Ihh, vi har bare haft en fabelagtig dejlig ferie! Det var der MAX behov for. Sikken meget arbejde vi har haft på det seneste. Så skønt med en pause fra det og tid til bare være. Ikke noget man skal præstere, overholde. Ingen deadlines og afleveringfrister. Bare ferie. Ahhh.

Nå, venner, i har fulgt lidt med på mine stories gætter jeg på. Og I ved garanteret vi har været et smut i det Amerikanske. Det er faktisk 4. Gang jeg rejser til USA. Tredje gang med Michaels familie. Det er ligesom en ting efterhånden. Michael og jeg har været kærester i 7-8 år og alle familierejser har været over atlanten. Det er ikke en hemmelighed at Michael (og hans familie) har en svaghed for biler. Og helt særligt: amerikanerveteraner. Så derfor har det også været oplagt for os at rejse sammen til USA.

Jeg tænker jeg lige vil fortælle jer lidt om vores tur(er – da vi har været afsted to gange) til den del af USA, nærmere betegnet, Californien, og lidt Utah+Arizona.

Must-sees

1. Bryce Canyon; røde klipper, bare wow! En gå tur på omkring 3 timer. – Grand Canyon, kæmpe stort, uforståeligt, fantastisk! – Horsebend shoe; skal ses med egne øjne!!!! Perfekt sted! Vi i St. George og derfra var der OK køretider til naturparkerne Bryce Canyon og Zion. Ps: hvis du som os elsker en kold øl og et glas vin, så vær OBS på at Utah har et ret streng alkoholpolitik. Eksempelvis kan man ikke købe vin i nogle supermarkeder og vil du have øl, så skal ALLE vise ID.

2. Grand Canyon

På vores første tur kørte vi til Grand Canyon en tidlig tidlig morgen før solopgang. Vi havde pakket mad og drikke, og så satte vi os ellers ud på kanten og så solen stige op. Det var så vanvittigt flot, og jeg kan kun anbefale folk at tage afsted tidligt, da man 1. kommer før alle andre, 2. oplever dyrelivet vrimle og 3. ser en vanvittig flot solopgang! Vi kørte ikke til Grand Canyon denne gang, da der var for lang køretid med små børn fra Bryce.

3. Horsebendshoe + Antilope canyon

Naturoplevelser der siger SPAR TO! Google det, og så behøver jeg ikke skrive mere!

4. San Fransisco! Fedeste by jo! Vi var ikke i SF denne gang da tiden ikke var til det. Men forrige gang var fantastisk! Michael og jeg elskede den by!!! Og et besøg i fængselet er selvfølgelig et must! Og lækre drinks! Man skal selvfølgelig også tage et smut til Alcatraz – det vildeste sted! Vi tog en rundvisning der ude med høretelefoner på, og det var faktisk en ganske sjov oplevelse. At vandre rundt og høre autentiske historier, det var virkelig sjovt! Tag også ud og se Golden Gate fra afstand. Ofte er der tåget, men måske er du heldig. Chinatown er også meget sjov at se. Ellers skal du bare gå og køre ture rundt i den vilde by, med de flotteste stejle veje.

5. Homestay. Som altid, har I bare spurgt og spurgt ind til det ranch-besøg vi havde. Ja, den oplevelse kan man altså ikke købe for penge. Det var nemlig et indblik i hvordan det var at være en amerikansk familie. Katie er en veninde som Michael og jeg fik i Nicaragua. Vi boede i 2 måneder sammen med hende og vores hostfamilie. Så ja, hende kender vi rigtig godt og holde meget af. I Nicaragua aftalte vi at vi skulle besøge hende og familien når nu vi skulle til USA. Jeg er så glad for det lod sig gøre! Familien Nino var helt enormt gæstfrie. Vi fik hvert et lækkert soveværelse i deres kæmpe store hus, serveret lækker man morgen, middag og aften. De tog os på turer og vi hyggede os helt vildt. Derudover kom vi også på ridetur og mit størtste ønske nogensinde blev opfyldt: at se Michael på en hest. (Er gammel ridepiger og har aldrig kunne få ham overtalt før). Som jeg har sagt et par gange før her og der, så kan jeg KUN anbefale at bo lokalt når man rejser. Hvis man gerne vil mærke kulturen helt inde på livet, så er det altså bare en skide fed måde at gøre det på!

6. Santa Cruz = fantastisk surferspot. På vores første Cali-rejse var Michael og jeg ude og surfe i Santa Cruz. Vi havde booket en træner til at hjælpe os. Det var kanonfedt! Herefter erhvervede vi os også vores egne våddragter. Når vi er inde på surfing, så har vi også surfet på Venice Beach, som virkelig også kan anbefale. Når vi surfer nye steder, synes vi det er kanonfedt at booke noget undervisning fra de lokale. De ved lige som hvor bølgerne er bedst og kan guide og hjælpe vildt meget. I Venice fik vi surferlektioner af Nath fra Aloha Brothers Surf School. Det var skidegodt, så skal du selv afsted og gerne vil surfe, så gør dig selv den tjeneste at book et pr timer hos dem!

7. Los Angeles = en storby for alle pengene! På vores første tur gik vi amok med at opleve alle tingene, som man bare skulle opleve. Parkerne (Universal, Warner Brothers osv.), Hollywood, Santa Monica, Venice. Ja, you name it. Alt skulle opleves. Vi havde omkring 10 dage og der var fuld fart på. Fordi vi er lidt af en bil-familie, er der selvfølgelig fuld fart på bil-oplevelserne også. Michaels far fandt nogle morgen – og aftenstræf, som der bare skulle opleves. Her igen i år har vi atter været på jagt efter det ene træf efter det andet i LA. Og dem er der altså mange af! Det er hobby, så det skal der jo være plads til. Vi fandt et morgentræf her. Det er hver lørdag 7-10. Onsdag aften fandt vi en ret hyggelig aften cruise på Van Nuys Boulevard. Det er vidst sådan et fast cruise, hver onsdag aften. Der kom de sjoveste biler! Og så var der tilfældigvis et car show med superbiler til ære for afdøde Poul Walker. Vi besøgte også Automobile Driving Museum, hvor der faktisk lige præcis den dag, blev afholdt et ret hyggeligt træf. Et af de ret hyggelige træfs, var i Burbank, en fredag aften, lige ved Bob’s Big Boy Burger Bar, og så kan I selv regne ud hvorfor jeg synes det var ekstra fedt! Et tip, hvis man er bil interesseret er at høre de lokale ad, og måske tilmelde sig alverdens Facebookgrupper i området, hvor du kan holde øje med træfs. Det er sådan min kære svigerfar fandt frem til træfs i LA.

NB: Tilføj endelig flere must-sees i kommentarfeltet, så vi kan hjælpe kommende rejsende!

Overnatninger

Næsten alle vores overnatninger er booket på AirBnB, og du kan finde lidt fordele og ulemper i et tidligere indlæg her. Vi har næsten kun gode erfaringer, men når det så er sagt, så oplevede vi faktisk at vores booking i LA blev aflyst. Øv bøv. Ruterne: På vores første roadtrip i 2015 kørte vi omkring 2500 km. Ruten hed: San Fransisco – Santa Cruz – Pismo Beach – Grand Canyon – Las Vegas – Los Angeles (med nogle overnatninger imellem køreturene) Vores anden tur var der lidt færre stop, og længere perioder ved hvert sted(for børnenes skyld). Og ruten her hed: Los Angeles – St George – Hol

Indkøbs – og shoppemuligheder

Vi handler aaaaaltid i Walmart. Det er næsten altid vores første stop, når vi er i USA. Det er så autentisk som det kan blive at se amerikanerne fylde deres kæmpe storeindkøbsvogne med det ene efter det andet. Men jeg kan faktisk også rigtig godt lide alle de lækre delikatesse-supermarkeder. Elsker eksempelvis Wholefood. Der findes så mange store indkøbscentre, så det kan være svært at finde rundt i. Michael og jeg lærte det på den hårde måde i år. Vi fandt et fedt indkøbscenter, dog med mest storkøb. Vi fyldte alligevel vognen, og da vi kom til kassen efter lang kø, spurgte kassedamen efter vores medlemskort. Ups. Vi kunne lige se for os, at vi skulle sætte alt på plads igen. Heldigt for os, var manden bag bare mega flink, og fik overtalt damerne til blot at gøre det over hans kort. Så ja; husk lige at tjek om det er et supermarked, du kan handle uden medlemskort. Haha. Ifht shopping, så gå efter at finde et outlet. Der findes der simpelthen såååå mange! Google er din ven her. Det er ret fedt med de her outlet og et sikkert hit for os. Det er næsten som at gå rundt i en stor by og de der foodcourts er så nice, haha! Så er man ægte turist. Bonus er at der faktisk ofte er lidt penge at spare!

Flybilletter og rejsetid

Hvis du ikke er afhængig af nogle bestemte ferieuger, vi vil hermed komme med vores bedste tip, til at spare penge: gør det uden for sæson! Vi rejste i maj måned, og det betød at vi alle 6+2 babyer kunne flyve direkte tur/retur, København-Los Angeles, for omkring 20.000! Mega-mega billigt, jo! Jeg tør vædde med, at hvis du tager samme afrejse i juli, så bliver det næsten dobbelt så dyrt. Der er også andre klare fordele ved det: Der er ikke proppede fly! Eller, det vil sige, på vores udrejse var der INGEN. Alle mand fik en hel række selv. Men på hjemturen var der derimod flere. Men helt klart, det betyder noget ikke at gøre det i højsæson. Rejser du med små børn, er temperaturen bare lige det rarere i maj måned, og der er sket ikke lige så mange turister over alt. Da vi sidst rejste i juli, kunne man jo knap se ting som Walk Of Fame i Hollywood og lignende for bare menneskerend.

At rejse med børn i USA

… Er faktisk ganske nemt! Hvis du spørger os, altså. Flyveturen gik ret hurtig. Begge drenge sov nogenlunde. De vendte sig hurtigt til nye rytmer. Og så lever en amerikansk familie jo ikke så frygteligt anderledes, end vi gør. Kontrasten var langt større i Nicaragua eksempelvis. Ja, og du kan jo få alt i supermarkederne, så både snack, smoothies og børnevenlig mad var ikke et problem. Det var dog rart at have klemmesmoothies og snacks med, især de første dage, hvor man ikke lige havde fået handlet og sådan. Ellers købt vi ofte nogle små havregrynsbokse, hvor man bare skulle hælde kogende vand i. Så var der havregrød på farten. Perfekt når man skulle sove på hotel uden morgenmad.

Lenette ammede Nohr og i starten var hun lidt nervøs for det, når man tænker på deres lidt anderledes ammeholdning. Men faktisk oplevede vi mest positiv feedback og hive fives når hun ammede Nohr i offentligheden. Det var ret fedt! Hvis du elsker at fare rundt, se hundredevis af ting på en dag, så er mit bedste råd til småbørnsfamilier, at have lidt huller i programmet til at puste ud. Det bliver virkelig nødvendigt, da indtrykkene fylder meget i hovederne. Især for ungerne. Og har man også mange køredage, er det rart med en hviledag i ny og næ. Ja, og så planlæg med det in mente, at man måske får lyst/behov for at ændre i programmet. Vi har BabyZen YoYo med klapvogns del med på vores rejser, og den er så mega god.

Ellers : rejs med børn! Det er skønt.

Du kan også læse mit tidligere indlæg, om hvordan det er at rejse med endnu mindre babyer elller tips fra vores endnu længere flyvetur til Nicaragua. Her finder du også info omkring vores elskede rejseklapvogn, som du faktisk også kan nøjes med at leje til ferier.

Jetlag

Der var ikke den store jetlag da vi landede, og begge drenge var hurtige til at vende sig til nye tider. Turen der over er nok bare altid nemmere, for som i måske husker var jetlag, da vi kom hjem RIGTIG slem. Aldrig har vi oplevet det så slemt, hverken os eller nogle af de andre i familien. Vi var alle plaget af træthed på forkerte tidpunkter, kvalme, søvnbesvær. For Villy tog det omkring 1 uge- 1,5 med rigtig slemme nætter. Første uge var han vågen fra 1-4 om natten. Vi lavede en klar fejl: vi lod ham sove længe, fordi vi selv ville sove længe. Set i bakspejlet, tror jeg 100% det havde været bedre at vække ham klokken 7 i stedet for klokken 10. Men vores bedste råd er: glem at der er noget der hedder jetlag mens du er væk, og når du kommer hjem, så hav is i maven, tålmodighed og en god struktur i hverdagen. Så vender det! Giv det 1 uges tid, og så er der forskel!

Håber virkelig I kunne bruge mine små skriverier. Jeg har faktisk skrevet en del af det undervejs i USA, for vi har det med at glemme detaljerne, når først vi er kommet hjem. I skal være mere end velkomne til at tilføje flere tips og tricks i kommentarfeltet!

Tjek desuden min svigerindes indlæg her, for alt det jeg har glemt at nævne…

// Lise

Flere genbrugsløsninger! // Garderobe

Okay, der er altså grænser for hvad Michael og jeg køber brugt; eksempelvis køber vi ikke sengetøj, undertøj, tandbørster, toiletter eller vaskebørster brugt. Det er over grænsen for os. Haha. Dog er der altså bare nogle valg, som overhovedet ikke er åbentlyse for alle, men bestemt er det for os.

Eksempelvis garderobeskabe. Vi har før lavet Villys værelse med gamle teak låger, men i det nye hus stepper vi lige et niveau op. Michael kæmmer alle brugtvarersider på nettet for varer, og tit og ofte støder han på de her “kan hentes gratis, hvis du selv piller det ned”-annoncer. Og det er netop hvad vores nyeste fund til det nye hus, er.
Hvad vi troede var 8 garderobeskabe i sektioner, viste sig at være over det dobbelte. Se med her i videoen:

Ja, vi er simpelthen blivet 16 skabe rigere. Faktisk er det på ingen måde hele sandheden, for ud over de skabe fik vi også intet mindre end 8 døre i eg med de flotteste håndtag i messing. De var bare WOW! Og for at det ikke er løgn, så venter der også 8 karme i eg på os. Vi skal bare lige finde tiden til at pille dem ned, men det er en mindre detalje. Spejlet fik vi ikke charmet os til, men vi har lagt et pænt bud, for det er i samme materiale som skabene og vi er totalt solgte! Det ville passe perfekt i vores kommende unikke hjem. Vi må krydse fingre.

Vi kan virkelig anbefale at holde øje på Facebook med disse “gratis” annoncer, for det er topnice! Alle får noget godt ude af det; du får noget nice gratis, ejeren får det pillet ned (gratis) og vi gør noget godt for miljøet ved ikke bare at kyle det i containeren. 

Vi skal selvfølgelig nok tage jer med på rejsen når vi skal til at sætte det op i huset, og så har i jo faktisk slet ikke set vores komplette køkken, som vi på samme måde har hentet for næsten ingen penge (1000,-). Det må vi snart vise jer!
Kunne I finde på at lave hente-aftaler som disse I jeres hus? Og ville i benytte jer af genbrug på samme måde som os? Hvorfor/Hvorfor ikke? 🙂
// Lise og Michael

House tour // Kom med ind i vores hjem

Hej vennerne!
De to-tre år vi har boet i Nybyggerhuset har vi virkelig ofte fået spørgsmål omkring en såkaldt ‘house-tour’. Vi har aldrig helt kunne få det til at passe ind, for så har vi haft nogen til at bo her eller det har rodet, eller et rum er under renovation.
MEN! For et par måneder siden havde vi besøg af en italiener, Francesco, som boede hos os i to uger. Han hjalp os med at lave den famøse video, og imens vi var på værkstedet for at lave Børnebygger-projekter, så filmede han løs derhjemme. Når ja, vores hjem har jo som andre hjem, selvfølgelig støv, papirbunker og hverdagsrod. Heri videoen har vi forsøgt at rydde op, haha, men i fornemme med garanti stadig, at vi bor der. Filmen er klar til jer, så kig med herunder:

Videoen her er virkelig skøn, og som jeg siger i videoen, så er det bare virkelig dejligt at have en video der forevigt kan minde os om, hvordan huset så ud her til sidst, inden salg. Det er en god form for dagbog/hjemmevideo for os.
Har I nogle spørgsmål til huset, indretningen, plantegningen, så fyr løs! Vi vil gerne svare på hvad som helst. 🙂
Tusinde tak fordi I læste med! Har I gode idéer til flere videoer til youtube? Jeg går og overvejer at lave noget med noget tøj – mix af nyt og gammelt.
Kram og køzzer // Lise

Historien om dengang Michael mødte Lise, men ikke omvendt.

Tak for jeres festlige feedback på indlægget med ting I ikke vidste om Michael Det var en ret sjov omgang som jeg tænker vi kan gøre igen engang! Men nu til sagen! Der var nemlig virkelig mange af jer der gerne vil have historien om hvordan Michael mødte mig, og jeg ikke mødte ham. Så den får I nu.

Jo vi skruer tiden helt tilbage til skal vi sige cirka 26. december 2008. En vild nat. En af de meget vilde! Undertegnet var nemlig plørefuld til et årets højdepunkter: Halbal i Terndrup. Ikke bare et hvilket som helst et. Nemlig jule halbal, som jo er det fedeste af det fedeste!

Så havde man jo også fået noget nyt nice tøj og en flot neon neglelak. Det var fuld fart på! Og jeg var så fuld. Der blev drukket det ene shot efter det andet. Plus randbiler og isbjørne. Én ting er sikkert: min tunge var helt blå. Den blev brugt til ihærdig snaveri med omkring 15 16 stykker. Det præcise antal var uvist. Men tunge gik på runde. Ligesom alle de andre veninder. Det var jo en konkurrence! Et kødmarked uden lige. Den ene efter den anden flotte fyr, der stod i kø for at kysse. Hvordan de så ud, havde man nok ikke helt styr på. Det var man alt for stiv til. Det var da en fest! Selvom man måske ikke huskede hvem der kyssede med hvem – og en gang i mellem delte man også lidt. Vi tog som regel  afsted 5-6 piger, så holdt vi den vildeste forfest med “skub til taget” og Breezer. Og forglem ej den gode gamle Cult Shaker.

Vi var Skørping-pigerne. Men der var også Terndruppiger -og drenge. Og bøllerne. Efter et tidligere knivstikkeri til et Halbal i Arden, vidste vi godt at alle fra Arden skulle vi holde os fra. Michael er fra Arden.
Nå, men der sker jo det, at når man vågner op dagen efter halbal, så kan der godt være landet en del beskeder i indbakken. Et par stalker-fyre der “prikker” til en. Engang imellem en venneanmodning eller to. Problemet er bare at du sket ikke huske de fyre. En dag efter halballet, den julenat, poppede der en venneanmodning op fra en Michael Stig Christensen, og efterfølgende skete denne beskedudveksling:

Lise tænker “hmmm , ham kender jeg sgu ikke”. Slet anmodning og videre med det vilde liv. To-tre år senere, var der lagt i kakkelovnen til endnu en vild nat. Der skulle fejres en 2 × 18 års fødselsdag, og på dansegulvet og op af en højttaler, mødtes vi igen. Og denne gang vinder Michael kampen.

Marts 2011 bliver Lise og Michael endeligt officielle facebookvenner.

// Eventyret er skrevet efter en ægte hændelse af mig, Lise. Tak fordi I læste med. PS: der bliver stadig skændes en del den dag i dag om hvor vidt Lise mødte Michael(og hans læber) eller ej til det halbal, eller om Michael virkelig tog fejl. PPS: selv tak for billedet af os.

 

Bange for natten // Nybagte forældre

Kan vi udskyde natten? Bare en dags tid eller to. Jeg vil ikke. Mine tæer krummer sig sammen. Jeg får det faktisk dårligt. En slags stresskvalme når jeg tænker på nat.

Sådan havde jeg de første mange uger, ja nok nærmere måneder af Villys liv. Og jeg vil dele det med jer. Jeg ved ikke om jeg er den eneste der har haft det sådan her, men jeg tror det ikke. Hvis jeg er, så er der ikke noget at gøre ved det. For jeg kan ikke benægte følelserne. Men jeg vil dele dele dem herinde med jer, for hvis der sidder en der ude og oplever det samme, så skal du vide du ikke er alene. Og det går over. Det er en fase. Som måske er lang – måske er kort. Det ved ingen. 

Continue Reading

Mine råd til trygt ammestop

Kære Jer.

En del har efterspurgt tips og tricks angående Villys ammestop. Ja, for det hele endte lykkeligt og det er jeg så glad for. Ingen ammestoppiller, ingen gråd og ingen seje kampe. Eller jo, det er lidt løgn. Lad mig lige starte fra begyndelsen.

Ammebarn. Ja AMMEBARN, med stort faktisk. Det var lige netop hvad Villy var. Og en rigtig sulten en af slagsen, som værnede over si amning og elskede det. Dag og nat. Gerne med et tidsinterval på 2 timer – døgnet rundt. Næsten helt ind til 1 års alderen.

Og det havde jeg indfundet mig i. Friamning og alt det der. Det blev ligesom vane. Fik vi 3 timers søvn uden opvågning, blev vi lykkelige. Med tiden blev natamning bare vane. Vi havde prøvet at rykke ham på eget værelse, rykke mor på den anden side, give vand og alt det der, man får råd til. Intet virkede for os. Så det blev den lette løsning – at fortsætte amningen. Dag og nat. Sundhedsplejerske frarådede os det, men vi fortsatte.

Indtil jeg nåede til det punkt, hvor jeg tænkte “Nu orker jeg simpelthen ikke mere”. Det var lige efter vi kom hjem fra Nicaragua. Villy skulle passes en aften, men jeg blev ringet hjem pga en meget afhængig Villy. Det kan man jo ikke sige noget til efter så lang en rejse og så mange oplevelser. Men så blev jeg også indlagt igen. Og min krop orkede det simpelthen ikke mere. Jeg ville så gerne have lidt frihed og samtidig ro til bare at være mig. Men det behøvede ikke være fuldt ammestop. Bare om natten. (til at starte med, viste det sig)

Så Michael bakkede op om beslutningen og vi valgt at gå efter et råd jeg fik i en Facebookgruppe. Det skulle nemlig være overskueligt og skånsomt for alle mand. Det har vi tidligere erfaret er bedst. Så rådet lød således: “tag en time væk af gangen”. Jeg ser om jeg kan forklare præcis hvordan vi gjorde:

  • Den første nat aftalte vi at Villy ikke måtte amme mellem 00-01. Det betød at, in worst case, så skulle Michael kun forsøge at få ham til at sove/berolige ham/trøste ham i en time.
  • Dagen efter måtte han så ikke ammes mellem 00-02. Nu var det 2 timer der skulle udelukkes. Det betød også en lidt mere trist Villy, da han måske ikke havde ammet siden sen aften. Men for Michael MEGET mere overskueligt, fordi han havde et tidspunkt at gå efter.
  • Tredje dagen måtte han ikke ammes mellem 00-03. Så var vi oppe på 3 timer uden amning.
  • osv… osv… osv. Indtil man har fået vendt baby til ikke at blive ammet i nattetimerne.
  • OG : hvis man gerne vil stoppe amning helt, er dette også metoden. Så udelukker man bare time for time, til man er nået op på alle døgnets. Det vil jo så tage 24 dage. Skånsomt og nemt for mor, bryst, barn og far.

Hvis vi havde en dag hvor overskuddet var lille og vi ikke rigtig orkede at putte en ekstra time, så kørte vi bare gårsdagens udelukkelse. Altså hvis du ikke orker at udelukke fra 00-03, så udeluk kun fra 00-02. Vores erfaring er at mor og fars energi og overskud er den vigtigste i sådan en omskiftning.

BONUS!

Hvad vi ikke havde regnet med, var at Ville nu selv ville sige helt fra. Det gik således, at jeg nytårsaften havde besluttet mig for at drikke. Så jeg havde malket lidt ud til dagen efter, og efter Villy var puttet, så slap mama sig løs. Vi tænkte han nok ville være lidt småsur om morgen uden hans morgentår, og det var han ganske rigtigt. Jeg blev dog i sengen (villy var i stuen) det meste af formiddagen, så han lige kunne få morgenmad osv. Da jeg kommer ud, vil han rigtig gerne, men accepterer alligevel at han ikke må få. Han drikker modermælken fra gårsdagen med sugerør (han nægter flaske) og blev så igen glad. Da klokken var blevet så mange, at amning atter var OK, så ville jeg prøve at lægge ham til. Men den lille lort bed mig og kiggede op på mig mens han grinte. Det næste døgn prøvede jeg et par gange med samme udfald. Hvad pokker?  haha. Nå men det betød måske bare at vi skulle gribe chancen. Og det gjorde vi. Og han har ikke ammet lige siden! Det må man da kalde en gut med et nytårsfortsæt, haha!

Da vi havde en super ammeglad dreng, havde jeg virkelig frygtet den dag, JEG skulle stoppe amningen. Men nej, det blev nemt og smertefrit. Jeg har fået min frihed tilbage og far er kommet ENDNU mere ind i billedet siden. Det er så skønt.

Min egen teori er at det langsomme natammestop, har skubbet det hele lidt i den retning. Og den halv-kolde tyrker nytårsdag fik ham selv til at indse, at det ikke var noget han gad mere. Jeg ved ikke om I kan bruge min erfaring, men hvis I kan, så vil jeg mægtig gerne høre det.

 

Og så en kort evaluering: AMNING ER DET FEDESTE. Og hårdeste. Men tilknytningen er enorm og jeg vil til en hver tid sige det har været kampen(e) værd. 3 brystbetændelser, vågne nattetimer og 15 kg mindre mig vil STADIG råde jer alle til at kæmpe lidt ekstra for amning. For mig var det det værd! Tjek også lige billederne herunder <3

Alt for nu! Tak fordi I læste med! Har I sprøgsmål eller andet, så skriv herunder! // Lise

 

“Kan jeg aflevere babyen tilbage?” – En mors tanker de første dage

Som gravid kan det være svært at forestille sig hvordan det rent faktisk er, endelig at have baby i sine arme. Jeg tror de færreste har regnet med de følelser, ens krop fyldes med…

Jeg kan lige så tydeligt huske hvordan det føltes. Jeg ville bare gerne have Villy til at tage tilbage. Op i maven igen. Ikke nogen baby. Nej tak. Jeg fortryder. Kan jeg aflevere ham tilbage? Jeg var totalt fortvivlet. Mest om natten. Jeg græd meget de første nætter. For jeg troede ikke det ville være sådan, at blive mor.

Jeg troede der ville komme en baby og jeg bare ville knuselske ham. Det var som om, jeg ikke gjorde det. Og jeg følte skam over det. Amningen var en pinsel, jeg græd hver gang. Og om natten, når al energi var opbrugt, og baby stadig meldte sig hver time, så havde jeg lyst til at løbe skrigende bort. Hvis jeg altså kunne løbe. For smerter i mit underliv og ømme bryster tærede også på mine kræfter. Jeg savnede tiden før. Allerede efter få dage.

Og jeg ved mange har det sådan. Det har jeg lært efter min egne erfaringer. Min svigerinde blev mor for fire måneder siden. Jeg var med til fødslen og det var så stort! Oven i købet fik vi lov til at være omkring den nye familie i den første uge efter. Det var meget stort for mig at blive lukket ind. Og genopleve nogle af de følelser, vi selv havde. Denne gang hos nogle andre. Min svigerinde, Lenette er en god mor! Hun er så omsorgsfuld og så helt-ind-til-benet dygtig i mor-rollen. Men hun er usikker. Som jeg selv var. Hun har startet en blog, som følger hende og hendes nye tilværelse. Som mig, har hun fundet ud af at det hjælper at få skrevet tankerne ned. Du skulle tage at læse med her.

Jeg vil dele dette udklip, som handler om netop den følelse, som jeg før snakkede om. Det med at savne tosomheden – uden en baby. Selvom man har ventet ni måneder på barnet kommer ud. Så kan der godt komme den der følelse. Læs med nedenunder, og se om du kan nikke genkende til Lenettes følelser. Det kunne jeg! Afsnittet fra hendes blog, hedder parforholdet:

Parforholdet

En ting der går op for en, er hvor meget tid man rent faktisk havde før, til at være sammen som kærester. Nu skulle man sætte pris på HVERT sekund man kunne ligge og putte, for ingen ved hvornår baby vågner igen. Kenneth og jeg er selvstændige individer, men det kan vi kun være sammen. Det er egentlig meget svært at forklare. Men vi har brug for at have hinanden tæt på – især da vi lige var blevet forældre! Bare det at den ene skulle gå ned med skrald var jo nærmest en udfordring! Vi blev nok også ramt af en mild form for fødselsdepression den første uges tid. Vi kunne ligge lige ved siden af hinanden og holde om hinanden, grædende, fordi vi savnede hinanden. Vi savnede bare at kunne slappe af i hovedet, se en tv-serie, spille lidt computer, sove længe. Det gik virkelig op for os, alt det vi lige har givet afkald på. Selvom det var svært at indrømme, så var det svært at elske det lille nye vidunder, for han var skyld i, at vi ikke havde tid til at være kærester mere. Det var forfærdeligt! Vi er heldigvis rigtig gode til at snakke om hvordan vi føler, og ingen følelser er forbudte! På den måde kunne vi sammen bearbejde den sorg vi faktisk følte. For ja, man har ALLE følelser som nybagte forældre! Lykke, kærlighed, glæde, sorg, ked af det, osv. Alt kan få dig til at tude! Der skal bare et ”er du okay?” til, og så vælter tårerne ud.
Kan du genkende noget selv? Hvordan oplevede du, parforholdet blev påvirket? Synes det er forbandet vigtigt at sætte fokus på, at det er helt OK, at man som nybagte forældre, har de her følelser. Og jeg synes det er vigtigt at få det fortalt, så man kan v ære forberedt på det. Og måske endda acceptere de følelser, der dukker op.  
Og sidst vil jeg sige mit bedste råd, til dig, der måske selv er i det: HOLD FAST! Kæmp. Det bliver nemmere. Hos mig vendte det hele omkring 3-4 måneders alderen, så klem ballerne i! Det skal nok blive lettere. Lidt mor-tanker fra en mor, der (næsten) lige præcis har været det  i et år! // Lise

Er du ikke for ung til at være mor?

Jeg er en ung mor. Men det beskriver ikke min evne som mor. Det beskriver kun min alder. Men intet andet om mig.

I et samfund hvor uddannelse vægtes utrolig højt, så er det bare svært at bryde gennem og sige: “hey, for mig betyder familie og forøgelse mere”. For det er ikke “normalt”. I følge nogen. Men for mig er det det helt rigtige! For mig giver familie, kærlighed og BØRN mig lysten til at gøre ting. Jeg har ikke lyst til at vente, bare fordi gennemsnittet gør det. Jeg gider ikke 4-6 hårde år på skolebænken, før jeg endelig kan tage hul på familielivet. Det er ikke min drøm. Og så er jeg da mega ligeglade med hvad andre tænker. Eller det er jeg nu..

Jeg modtager løbende ret mange henvendelser fra andre unge kvinder, som inderligt går og drømmer om at stifte familie med sin bedre halvdel. Beskeder, så nærmest tigger om at jeg svarer på, hvornår det rigtige tidspunkt er. Jeg får aldrig svaret på beskederne, fordi det ikke er så komplekst. Men nu prøver jeg med et blogindæg i stedet. Jeg har nemlig selv stået i situationen. Jeg har meget tidligt haft et ønske om at få børn. Selvom det ikke samfundsmæssigt, sådan helt rigtigt, er accepteret at få børn tidligt. Så er det i hvertfald enten fordi det er en fejl, eller fordi det er blevet opdaget for sent. “Var det planlagt?” Øhhh.. Ja, mega meget! Totalt timet og tilrettelagt. Også selvom jeg kun var 22 år.

Jeg synes det er så vigtigt at følge ens lyst og mavefornemmelse. Droppe hvad andre siger. Hvis din kæreste og du er klar, så gør det! Skid hul i hvad andre siger. Jeg kan huske en dag, da jeg gik på gymnasiet. Vi var en pigeflok samlet efter skole, og vi sad og snakkede. En af pigerne kendte en efterskoleveninde, der var blevet gravid ved en fejl. Og der blev talt en del om hvor forfærdeligt det var. Selv sad jeg lidt gemt med en drøm om at få børn. Tidligt. Jeg havde da været kæreste med Michael i et par år. Min skrukhed var ret stor, men jeg havde sat mig selv et mål, og det var at i det mindste vente til efter gymnasiet. Men da jeg nævnte det for venindegruppen, så blev jeg faktisk mødt mest af forargelse. For de fleste kunne på ingen måde forestille sig at få børn før 10 år senere. I min vennegruppe følte jeg mig dengang lidt alene med det ønske. Men min drøm blev stadig ved med at være der!

I dag har jeg spurgt nogle af pigerne, i min venindegruppe, hvad de tænkte, da jeg fortalte jeg var gravid. Og de var rimelige enige: “”Var så glad på dine vegne ad du havde snakket meget om at få børn”,To be hornest, så ventede jeg på Villy skulle komme fra den da vi blev studenter” og “Det var overvældende, vildt, stort og så rigtigt for jer”. Så, når I spørger hvordan min omgangskreds tog det, så kan jeg kun sige, at de var godt forberedte. Hvis du selv går med en drøm om at få børn tidligt, så lad være med at skjule den. Du kan sagtens fortælle om det – for det er trods alt en stor ting. Og det gør det garanteret meget nemmere for din omgangskreds at forstå det, hvis de ved det er dit/jeres ønske. Jeg skrev lidt frem og tilbage med pigerne, og vi blev enige om, at hvis ens venner/veninder ikke reagerer positivt og ikke accepterer det, når du fortælle du er gravid, så er det ikke nogle mennesker der er værd at samle på. Jeg vidste at mine venner ville blive glade, men jeg vidste også at de godt kendte til det, der nu var blevet til vores, drøm om at få børn. Ja, og familien. De blev også vildt glade for at jeg var gravid. Sofie tudede – ligesom jeg gjorde de to gange hun fortalte mig det – endda som den første. Jeg har også sprugt min mor, om hun ville fortælle, hvad hun tækte: Jeg tænkte bare at det var skønt, og det var hvad du altid havde ønsket. Var da også nervøs over at alt det med flytningen ville stresse dig. Jeg har aldrig tænkt på om du var for ung, du var klar. Så tænkte jeg også at det var super fordi Sofie også skulle have Frode”

Men hvornår ved vi så om vi er klar? Det kan jeg ikke svare på. Men jeg tror I er klar, når du ikke længere er i tvivl om det. Eller, det kommer an på hvem du spørger. Michael plejer altid at sige, at han ikke var klar før den dag Villy blev født. For mit vedkommende, så var jeg klar ret tidligt. Men for os som par, var det helt afgørrende tidspunkt, da vi 1. havde oplevet de ting, vi gerne ville alene(vi snakkede det meget igennem), og 2. da vi ikke længere bekymrede os om, hvad vores omgangskreds ville sige.

Foto: Jonas Svendsen

Foto: Jonas Svendsen

Jeg synes det er så skideærgerligt, hvis der sidder nogle par og ønsker børn, men venter pga presset fra samfundet. Uddannelsen skal nok komme – og der er faktisk enormt mange gode ting ved at få børn imens man studerer. Så forfilan. Hvis I er klar – så få nogle børn! Det er skidehårdt, men også skidefedt! Du har meget mere energi til det når du er ung, din krop kan nemmere blive gravid og du får mange flere år som familie! I skal ikke tænke på, om jeres familie eller venner er klar til at I får børn. Hvis ikke de er det, så skal de nok blive det! Og desuden så er det ikke det, der betyder noget. Det er jo ikke dem, der skal have børn!  Og til jer, der sidder og skeptiske overfor unge forældre! SÅ STOP DET! Der findes både gode unge forældre og dårlige unge forældre. Lige som der også findes gode ældre forældre og dårlige forældre. Så DONT(!) blame unge par, som ønsker at få børn.

 

Og så skal I gå ud og lave nogle unger!  Det var vidst bare lige det for nu. Haha.. OK, jeg smutter! // Lise

Indretning : Da Villys fætter fik nyt værelse

Hej med jer!

Jeg, Lise, har efterhånden nævnt mange gange at vi snart får en ny fætter i familien. Michaels storebror, Kenneth, og hans kæreste, Lenette, skal have et barn. Vi glæder os meget. Jeg skal med til fødslen og vi går bare og venter på opkaldet. Taskerne er pakket så vi er klar til at det kan ske når som helst. Vi har jo lige 4 timers rejsetid inden vi er fremme, så det skal bare gå stærkt. Jeg skulle også have været med til hendes nevøs fødsel, men der var også lang rejsetid så jeg nåede det ikke. Det gjorde dog ikke begivheden mindre eller værre. Det var stadig super smukt! Så hvis jeg når det, bliver jeg glad, hvis ikke, så er det sådan det er.

Nå… Nu til sagen. For nogle uger tilbage var vi i Aalborg for at sætte børneværelset i stand. En ting vi er rigtig glade for at kunne hjælpe dem med.

Fætters forældre havde rimelig svært ved at få rummet indrettet, og det havde faktisk stået som opbevaringsrum lige siden de flyttede ind. Så Michael og jeg tog handskerne på, Villy under armen og gik i sving! Det er der kommet et ret god video ud af. Den finder i på DBA guide i artiklen “Fra Roderum til Børneværelse” lige her, og vi synes I skal gå ind og kigge den med det samme. Den er blevet rigtig hyggelig.

Vi sendte lidt LIVE på vores instagram undervejs, men nu er det færdige resultat endelig oppe! Resultatet er rummet blev så godt. Ville faktisk ønske det var Villys værelse. Men det er nu også rart at glæde nogen man holder rigtig meget af. Og det gør vi! Både fætter og hans forældre. Nu skal den lille nye dreng i familien bare komme til verden, og så er jeg sikker på de fpr nogle gode stunder på værelset de næste par år.

Kenneth og Lenette vidste godt at vi kom og lavede deres værelse, men hvad Lenette ikke vidste, var at det hele skulle slutte af med et Baby Shower. Jeg havde med Lenettes søster nemlig arrangeret at alle kvindfolk i hendes liv, skulle komme og overraske. Jeg har lavet en lille video med Kenneth og Lenettes reaktion på værelset – men også af Lenettes reaktion da hun opdagede, at der også var Baby Shower gæster. Se den herunder.

Tak fordi du kiggede med! – Vi elsker de her projekter, og nu er der virkelig ikke lang tid til at vi skal i gang med vores helt eget TV-program, hvor det netop er sådanne projekter, vi skal lave! Glæder I Jer også til at kunne følge med i fjernsynet? Vi glæder os i hvertfald! Og nåå ja… Har du selv brug for hjælp til indretningen, så kan du selvfølgelig altid skrive en mail til os.

 

// Lise og Michael

Tips til at rejse med baby

Vi var helt klart vildt spændte på at skulle på første rejse med lille Villy. Det er jo en helt ny verden for os, og selvom vi har rejst en del, så bliver man altså bare en smule nervøs af tanken om grædende baby i et i forvejen klaustrofobisk fly, varmere temperature og sightseeing med baby på slæb. Men vores første ferie til Portugal gik altså over alt forventning! Derfor vil jeg komme med et par tips og tricks, som jeg håber I kan bruge, når vi snart går ind i rejse-højsæsonen.

Vores bedste tips er som følger:

  • Tænk over destinationen

Inden du kaster dig ud i den helt lange rejse over atlanten, så er vores bedste råd altså at prøve at flyve en mindre tur først. Som for eksempel til Portugal, som os. Vi havde ingen idé om hvordan Villy ville reagere, og man hører jo så tit om problemer med ørerne. Efter vi har fløjet til Portugal og set hans reaktion – hvilket var ikke eksisterende – så har vi nu også meget mere mod på at flyve længere væk. Det er meget rart at den første rejse med den lille, ikke er alt for mange timer. – Altså i tilfælde af at den lille purk ville skrige hele vejen. Så er der altså langt til USA, eksempelvis!

  • Tag afsted i længere tid end en uge

Vi havde 12 dage, og det er vi virkelig glade for. Det er jo ofte sådan, at helt små børn skal bruge et par dage til at vende sig til nye omgivelser, og i vores tilfælde gav det lige et par dårlige nætter til at starte med. Hvis du kun har en uge, vil omstillingstiden for baby måske fylde for meget.

  • Hvis muligt: Rejs med andre børn!

Vi rejste med min søster, svoger og deres to børn. Det var guld værd! Så står man med nogen, der er i samme situation. Og de kan måske bedre forstå, hvis man gerne vil have en langsommorgen, fordi baby har været en rod. Desuden kan man hjælpes ad, passe hinandens børn og på den måde også få lidt voksen-tid. Sofie, min søster, passede eksempelvis Villy da vi tog ud og surfe.

  • Forbered dig hjemmefra

Vi sørgede for at tjekke ind hjemmefra, så der ikke var alt for meget stress i lufthaven. Desuden havde vi på forhånd sørget for at vi blev hentet i lufthavnen i Portugal, og vi havde også hjemmefra bestilt det lækreste ophold på AirBnB. Når du hjemmefra ved, hvor du skal være, så tænker jeg også du har mere ro i maven. Vi tjekkede i øvrigt også hjemmefra om der var babysenge og højstole. Sørg også for at lave pakkelister, så du er sikker på du husker alt.

  • Bo lokalt, hvis du kan

Vi boede hos den sødeste familie der lejede et par værelser og en mini-lejlighed ud. Det betød at vi kunne få dem til at hente os i lufthavnen, vi fik morgenmad hver morgen og vi havde en lokal ‘guide’ til at hjælpe os med, hvor vi kunne finde modermælkserstatning til Frode, ringe til taxi, vise os rundt og sågar vaske vores tøj med baby-lort og gylp. Det var alt sammen virkelig dejligt, og oplevelsen blev mere intens og lokal. Desuden afsluttede vi ferien med god hjemmealvet portugisisk mad.

  • Tænk ikke på hvad de andre tænker

Puhh, man kan som nybagt forældre godt føle at alle kigger på en, hvis barnet eksempelvis skriger. Villy havde en skrigtur inden flyet begyndt at flyve. Han skulle sidde oprejst under letningen, og det var han ikke helt klar på. Vi kunne sagtens mærke alle øjnene, der kiggede på en. Forsøg at vær venlig, men ellers glem dem, der himler med øjnene. Børn græder, og det havde Villy sikkert også gjort hvis vi var derhjemme. Så tag afsted, selvom du har en purk der måske skriger et par timer eller tre dagligt.

  • Hvis du ammer; gør det hvor det passer dig!

Når du er i varmen er det mega vigtigt at baby får nok væske. Hvis du ammer, er det med at tænke kreativt en gang i mellem. Eksempelvis på billedet ovenover, hvor jeg er færd med at amme mens vi er på sightsieeing mange meter oppe i luften. Du må rykke lidt på egne grænser, for amningen og væsken er ekstra vigtig når der er varmt. Jeg ammede eksempelvis også bare på restauranter, på stranden og i et hjørne i et supermarked.

  • Hvis du har en slyngevugge – tag den med!

Vores Vilsen er simpelthen så glad for sin slyngevugge. Han kan altid finde ro og tryghed der, og når vi skulle til et helt nyt land, med nye dufte og masser af indtryk, så var det virkelig rart at have en seng med, som vi med garanti vidste han ville sove i. Desuden kunne vi tage slyngevuggen med ud i skyggen.

  • Bestil evt en ekstra kuffert (hvis nødvendigt)

Sådan en lille fyr kræver bare virkelig mange ting. Vi havde bestilt flybilletter, hvor der kun gjaldt håndbagage. Det gik for min søster og co, men for os var det nødvendigt at bestille en ekstra kuff  ert. Og hvis du ikke skal ud og backpacke eller lignende, så tøv ikke med at bestille nok kufferter.. For det er super ærgerligt at stå og mangle et eller andet!

  • Det rigtige køretøj

Vi var virkelig glade for at have lejet en klapvogn hos Baby Golightly. De havde de her vildt smart vogne, der kunne klappes sammen, så de faktisk kunne gælde som håndbagage. Ergo, kan man jo, hvis man skal på en længere flyvetur med mellemlandinger, tage vognen med op i flyet, og bruge den i ventetiden i lufthavnene. Skisme smart! Desuden var det virkelig praktisk når vi var på tur. Der var nemlig altid plads i taxierne og når vi kiggede på butikker, var på marked og andet, så fyldte den ikke særlig meget. Da Villy kun er 3-4 mdr, kan han jo ikke rigtig sidde i klapvogn, men VOGENE ‘Babyzen Yoyo’ kommer altså også med en liftdel. Den var vi meget glade for!

  • Pak varieret tøj

Selvom din destination måske lover sol og 30 grader, og du render rundt uden en trevl på kroppen, så kan det altså stadigvæk være koldt om aftenen for de små væsner(eller dage med dårligt vejr – det sker jo ikke kun i DK..) og derudover er der jo aircondition overalt! Så sørg for at pakke varieret til den lille; lidt til varmt vejr og lidt til koldt vejr.

 

  • Find solbriller og hat i babystørrelse  

Det råd kunne vi godt have brugt. Villy var ikke specielt glad for solen og lyset. Og vi havde ikke nogel babysolbriller med. I stedet måtte han låne mors. De var lige en tand for store, men når han fik dem på, åbnede han øjnene op og kiggede lystigt rundt. Så sørg for at bedbringe små solbriller! Vi købte desuden en rigtig fin solhat på det lokale marked en af de første dage.

  • Medbring slynge/vikle/bæresele!

Vi havde vores elskede slynge fra XX med! Genial når man er å farten og den lille vil have en pause fra de mange indtryk. Desuden er der masser af tryghed, når baby er viklet tæt på mor eller far. Vi brugte den i øvrigt i lufthavnen, hvor Villy fik sig nogle gode lurer.

  • Vigtigt: Pak solcreme; og høj faktor!

Husk altid solcreme. Det er ikke sikkert der lige er en butik med solcreme i nærheden, og hvis der gør, så er det faktisk ofte ret meget dyrere i udlandet end i Danmark. Vi havde taget en sol-stift i faktor 50 med til Villy, og den var virkelig god og nem lige at smøre på, der hvor han havde bar hud. For selvom man holder baby i skyggen, så vil der altid være øjeblikke, hvor de alligevel får lidt sol på sig.

  • Sænk forventningerne

Før vi fik børn, havde vi hjemmefra planlagt en masse vi skulle lave. Men når man rejser med en lille, så kan det altså ikke være på ens egne præmisser. Baby sætter dagsorden, og hvis barnet er fyldt op med indtryk eller bare ikke lige er klar på en dag på farten, så er der altså ikke så meget at gøre. Derfor havde vi faktisk valgt ikke at lave nogle planer for ferien. Vi havde et håb om at komme ud og surfe, og det var sådan set det. Det kom vi også en enkelt gang, og det er så fint for os! Så sænk forventningerne til hvad I skal nå, så bliver I ikke skuffede!

  • Overvind frygten og tag afsted!

Livet går ikke i stå fordi du har fået en baby. Ja, jeg var da nervøs for det hele, men på den anden side af ferien, er jeg så glad for jeg overvandt frygten. Man får så mange dejlige minder, bliver ladet op og får masser af ny energi til hverdagens strabadser af sådan en rejse. Så vi kan kun sige – GØR DET! Det er IKKE sidste gang vi skal ud og rejse i år! Vi har også erfaret at man lærer sit barn endnu bedre at kende!

  • Nyd det!

Sidst, men ikke mindst… Giv dig selv lov til at nyde det! Nyd at du ikke er i de samme vante omgivelser, og nyd at du er kommet væk hjemmefra! Det gjorde vi, og vi er hjemme med endnu mere energi og overskud. God rejse!

Er der noget vi mangler? Eller har du en erfaring, du gerne vil dele. Så skriv det i kommentarfeltet! Vi må jo hjælpe hinanden!

 

Min fødselsberetning – helt uden filter

Ja, nu er det så 10 uger siden lille Villy kom til verden. Der er sket så ufatteligt meget på så kort tid, og jeg forstår faktisk ikke at han ikke er ældre end ti uger. De fleste siger at tiden flyver afsted, og det har den virkelig også gjort. Men på en underlig måde. For vi har været gennem så mange hårde ting på så kort tid, at det også føles som om der er gået et halvt år. Nå, mere om det på et andet tidspunkt, for nu skal det nemlig handle om fødslen! I har sagt ja tak til en ærlig fødselsberetning og det får I hermed.

Jeg vil starte med at give jer min egen oplevelse af fødslen, og så har jeg faktisk også fået både Michael og min søster, Sofie, til at skive deres oplevelse. Jeg tænker det kan være meget brugbart for andre fædre og også for andre søstre/mødre, som skal deltage som fødselshjælper. De vil komme løbende, som de bliver færdige.

Nå, lad mig starte et sted…

28/12 – 2016 kl. 3.00 ca. 

Jeg vågner op og har en underlig fornemmelse i kroppen. Det er ikke som de andre nætter hvor den store fede mave har været i vejen og jeg har vågnet pga det. Nej, denne gang vågner jeg fordi det er vådt i sengen. Har jeg tisset? Det gav et sæt i min krop, for jeg ved jo godt, at det er op over og det meget vel kan være vandet, der er gået. Jeg får med høj puls tændt for lyset og vækket Michael. Der er en god sjat vand i sengen og også lidt blod og slim. Hmm.. Frem med telefonen og så skal der ellers googles.. “Hvordan ser en slimprop ud?”.. “Hvor meget vand kommer der?”. Ja, der bliver googlet lidt af hvert i sådan en graviditet – det kan I måske nikke genkende til? Nå, på med et bind og så må jeg bare se tiden an. Jeg er faktisk meget i tvivl om jeg er kommet til at tisse lidt i sengen eller om det kan være sivende fostervand. (Ja, det er altså lidt svært at holde på det tis der, når man har en stor baby i maven).

28/12 – 2016 kl. 10.00

Sidste jordemoderbesøg – og ret smart, for så kan jeg jo lige nævne det med slimproppen. Jordemoderen mener ikke det er fostervand, bare lidt urin der er kommet med slimproppen. Fortæller mig at der stadig kan gå op til 2 uger før fødslen går i gang – selvom slimproppen er gået. Så det er ikke nødvendigvis tegn på noget. Vi smutter lige forbi bageren på vej hjem – det skal man jo – og så beslutter vi os for at ligge os hjem på luftmadrassen foran flimmerne og se film hele dagen. Vi kom hjem fra en laaang juleferie dagen før, så det var meget tiltrængt.

Som timerne går, så får jeg mere og mere murren i lænden og i maven. Det føles som en god gang mens-smerter, og netop dét, ved jeg jo kan være tegn på fødsel. Jeg får downloadet appen til at tage tid på veerne, når de engang kommer. (Kan ikke huske hvad den hed, for den er forlængst slettet igen) Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal holde øje med, men hen på eftermiddagen begynder det, som jeg vil betegne som småveer. Jeg kan sagtens holde det ud, det føles bare som små jag.

29/12 – 2016 kl. 01.00

Efter en hel del timer med småveer, beslutter jeg mig for at ringe til fødselsgangen. De er meget uregelmæssige, men kan godt vare de der 1-2 minutter. I telefonen siger jordemoderen at jeg bare kan komme derud. Vi får pakket sammen og daffer afsted mod sygehuset. Jeg har ikke sådan vildt ondt, men det kan da mærkes. Min søster har haft to nemmelynfødseler, og efter at have haft hende i røret hele dagen med følgende ord: ‘Tag derind, Lise’ og ‘Jeg troede heller ikke det var rigtige veer, og så fødte jeg to timer efter’, så besluttede jeg mig for ikke at tage nogle chancer. Måske var jeg jo lige som hende, og ventede bare på værre veer, der ikke kom?

På sygehuset blev jeg budt velkommen af en jordemoder og sendt ind på en lille bitte fødselsstue. Vi fik faktisk lidt klaustrofobi. Både Michael og jeg. Her blev jeg undersøgt og det var sådan okay. Lidt ubehageligt, men okay. Jeg var simpelthen så spændt på ‘hvor åben jeg var’. Det har man jo hørt skulle betyder så meget. Men…. Jeg var kun 0,5 cm åben, og der må jeg indrømme.. Der blev jeg sgu lidt skuffet. Al den ‘smerte’ (som slet ikke var smerte – ved jeg nu) for så lidt. Veerne kom stadig ureglmæssigt og nev mere og mere. Nu må jeg lige stoppe op for at trække vejret når veerne kommer. Jeg fik to valgmuligheder: 1. Få en seng på sygehuset og smertestillende, eller 2. tage hjem med lidt smertestillende at sove på. Vi valgte det sidste. Hjem igen, i put kassen og så forsøge at sove.

 

29/12 – 2016 kl. 09.00

“Jeg.. Pruuuhh… Kan…. Ikke…. Mere….. Nu….” kom det fra mig, og nu kan Michael godt fornemme vi ikke kan trække den længere. Heldigvis har han fået nogle timers søvn. Jeg – ikke så meget. V. Veerne er taget til, men de er stadig ureglmæssige. Dog kraftige!i ringer og får besked på at vi bare kan komme ind igen. Ud i bilen og denne gang er jeg ikke helt til stede på vejen. Det hele er sådan lidt slørret. På sygehuset bliver vi vist ind på en stue og jeg får at vide at jeg trækker vejret forkert. Hmmmm…. Jeg finder hurtigt ud af at jeg ikke skal bruge de vejrtrækningsteknikker, jeg ellers har forberedt mig på. I stedet forsøger jeg mig med laaaaange og dyyyybe vejrtrækninger når veerne kommer. Vi får en stue og jordemoderen(Christine) kommer ind og hilser på. Hun er ung og rigtig sød. Jeg bliver undersøgt igen. Nu er jeg 3 cm åben. Hurra! Der er sket noget.

Jeg ringer til min mor og sofie. Nu er det nok snart tid til at de kommer. Min mor skal køre fra Jylland, men først skal min far til fysioterpeut, så de kan først køre kl. 10… Og være her i eftermiddag. Hmm, måske når hun det ikke, men så går det nok. Min søster skal ikke køre så langt, så det er beroligende.

 

29/12 – 2016 kl. 11-12.00

Nu er Sofie kommet. Det er faktisk lidt sjovt, for da Sofie kommer, viser det sig at Jordemoderen og Sofie kender hinanden – det bliver derfor lidt mere personligt og vi kan snakke om andre ting. Michael, Sofie og Jordemoderen skiftes til at være der, når jeg får en ve. Michael takler det flot, men jeg har ikke så meget fokus på ham længere. Kun på de lange dummer veer. Jeg vil gerne i karret og det får jeg lov til. Her er veerne ikke så slemme. Jeg kan lige spise en toast og drikke lidt saftevand. Alt i mens Sofie og Michael smågriner af mig. Ikke når veerne er der! Der er de stille og søde. (Fra nu af har jeg ikke nogen tidsfornemmelse, så klokslættene er bare gæt)

 29/12 – 2016 kl. 14.00 

Jeg bliver beordret op af karret. Mine veer bliver ved med at være ureglmæssige og de har slet ikke den kraft, der skal til, for at jeg åbner mig. Så jeg må op. Det begynder at gøre rigtig-rigtig-rigtig ondt. Jeg bliver tilbudt bistik, og den går jeg i mit smertehelvede med på. Det skulle jeg aldrig have gjort. Jeg skriver som bare pokker de 10 gange hun stikker mig i ryggen, og tårerne løber. Faktisk vil jeg hellere have ti veer end have sådan et stik. Og det hjalp faktisk ikke. “LATTERGAS! Ja, det vil jeg gerne have”. Og det fik jeg. Ved hver ve hiver jeg efter vejret i masken og det får mig til at glemme 10% af veernes smerte. Nå.. Jeg bliver undersøgt igen, og jeg er siden i morgen kun åbnet mig ganske lidt. Jeg tror jeg var 5 cm åben. Hmm. Jordemoderen kan fornemme jeg begynder at være rigtig træt og vi snakker lidt om de forskellige muligheder. Jeg vil helst ikke have hverken morfin eller epidural-blokade, men der skal dælme snart ske noget. Jeg huser ikke hvornår, men på et tidspunkt efter det her, vælger jordermoderen at tage vandet. Det er varmt.

 

29/12 – 2016 kl. 15.00 

Jeg vil helst bare ligge på ryggen med lattergassen lige i nærheden. Her er mine veer lidt nemmere at håndtere. Men jordemoderen vil have mig i andre stillinger for at få veerne til at rykke. De hjælper ikke på noget så længe jeg ligger sådan. Det første forsøg er virkelig ikke noget, jeg har lyst til at prøve igen. Jeg ligger mig på kanten af sengen, og Sofie og Michael skal holde mig på skuldrene og benene. Så skal maven ellers hænge ud over sengekanten mens jeg får 5 veer. Det gør så ondt. Jeg græder. “Jeg vil ikke, jeg vil ikke!” Og så kaster jeg op. Jeg når lige 4 veer og så siger kroppen stop. Av for katten. Men vi er nødt til at gøre det til den anden side også. Tårerne vælter ned af kinderne.

Nu skal jeg ligge op af en pude på maven og have veer. Lattergassen er uundværlig. Jeg kan kun tænke på lattergassen og veerne. Lyden fra masken kan berolige mig lidt og jeg forsøger at trække vejret i takt. Jeg lægger ikke mærke til hverken Sofie eller Michael.

 

29/12 – 2016 kl. 16.00

Jeg er langt væk i smerte. Jeg ser ikke noget, jeg hører ikke noget. Kun maskens susen. Men så mærker jeg min mors hånd på min skulder og så falder jeg lidt til ro. Hun nåede det! Det er tid til en ny stilling, siger jordermoderen. Veerne kommer med ihærdig fart og jeg bliver ikke engang ungersøgt. Op og stå og så ellers læne mig op af den der stol mens veerne flyver ind. Ud af øjenkrogen kan jeg se min far stå i døren. Han tør ikke gå ind, men jeg får væset ‘Jeg kan godt se far’, og han kommer ind i få sekunder og giver mig et lille klap på skuldren. Så er han smuttet igen. (Han skulle egentligt køre hjem med Anker i huset, men alle kan fornemme at det snart skal være, så han venter i venteværelset, hvor Michaels forældre nu også er dukket op).

29/12 – 2016 kl. 18.00

Nu kommer der en følelse, jeg ikke har haft før. Det er som om min krop fortælle mig at jeg skal presse og det skal være nu. Jeg kan ikke holde igen. Jeg har lyst til at presse og jeg har lyst til at skrige. Men det må jeg ikke, bliver jeg fortalt. Jeg er ikke klar. Det må være presseveer – jeg er ikke i tvivl. Men hvad skal jeg gøre? Er det overhovedet okay at få dem nu? Veer og presseveer tager til. “Der er nok 1,5 time tilbage nu, Lise. Du kan godt!” Jeg kommer op i sengen og bliver undersøgt. 8 cm. “ARGH!!! JEG SKAL PRESSE!!!”. Jordermoderen fortælle mig at jeg kan begynde at presse, for hun har skubbet de sidste centimeter op. Jeg presserr og presssserrr. “ARGGHHH”. Jeg tænker ikke over det men skriger og skriger. Jeg ser på Sofie, min mor og Michael, der alle tre – skiftevis – kigger ned mellem mine ben, og alle tre står og hepper “det snart nu, det snart nu”, “vi kan se hans hovede”. Deres glæde og deres spændning giver mig lidt fornyet kræfter, og jeg presser når jeg får besked på det. Og gisper. Det er en ny teknik, men jeg lærer den hurtigt. Omkring tyve minutter over seks, strømmer en masse mennsker ind på stuen. Der er vagtskifte, men jordermoderen vælger at blive til jeg er helt færdig. Hun sætter noget på hans hovede for at måle, jeg tænker ikke over det, men er helt fordybet i mine presseveer. (Jeg forstår i øjeblikket ikke hvorfor der kommer folk på stuen, men det viser sig hans hjerterytme havde dykket lidt, så der var tilkaldt læger)

 

29/12 – 2016 kl. 18.24

PRES! Av for sataaaaan! Hovedet er ude. Det er det værste. En ve mer og så pres! Det er for vildt. Han kommer op på mit bryst, og der går nogle sekunder så kommer det vigtigste skrig i hele verden. Og jeg er mundlam. Han er smuk, og dejlig. Han har masser af hår. Han ligner sin far. Nåå ja, hans far. Han er ved siden af mig og han græder. Min mor og søster står på modsatte side og græder også. Jeg græder ikke, men er et følelsesmæssigt sted, jeg aldrig har været før. Det er fantastisk. Michael kysser mig og vi kigger alle på det fineste lille barn på mit bryst. Jordermoderen har fri, men kommer op og krammer mig, roser mig og vi tager et fint billede sammen. <3 Nu er den fineste dreng født, og jeg er nu mor. Det er fantastisk. Og jeg har dem der betyder noget rundt omkring mig. Michael klipper navlestrengen, og det er så flot.

 

Efterfølgende:

En lille ve mere, og så kom moderkagen. Det mærkede jeg i min lykkerus ikke. Nu skal der bare syes og alt det kedelige. Det er en ny jordermoder, der gør det. Jeg er gået i stykker, og det kræver en 10-15 sting. Første syning er uden smertestillende – hmmmm, ikke rart. Jeg får lov til lige at snuppe en smule lattergas, mens jeg ligger og beundrer min søn på brystet. Han er en sulten fætter allerede, for ganske kort tid efter han er født, søger han efter brystet og begynder at smovse. Han bliver tjekket af jordermoderen, og han ser fin ud. 3800 gram og 52 cm lang basse.Da jeg er færdig med at blive syet, kan vi endelig sige til min far, Michaels forældre og Anker, at de kan komme ind. Anker er super træt, men alligevel interesseret i at se lille Villy. Alle bedsteforældrene er også solgt og det er et stort øjeblik at dele med dem. Desuden får vi alle vist den fine moderkage frem. Hehe. Nogen synes det er mere spændende end andre. (Og godt vi har en rimelig frisindet familie).

 

Mine forældre og Anker kører hjem. Vi andre bestiller pizzaer som vi hygger os med, mens vi sidder og kigger på den lille baby på mit bryst.

Vi er ret klar på at skulle hjem og sove. Men først skal jeg have tisset. AV FOR SATAN! Jeg har fået de STØRSTE bind, du kan tænke dig, på og det er gennemblødt på nul-komma-fem. Der er vitterligt blod over alt. Jeg sætter mig ud på toilettet for at tisse. Sofie er med mig. Det gør så ondt at jeg ikke tør tisse. Michael tror dog jeg tisser, men det er bare al blodet. Jeg forsøger med bruseren og lige lidt hjælper det. Jeg må drikke noget mere. Jeg VIL hjem!

Efter nogle timer lykkes det mig at tisse. Sofie tager hjem og Michaels forældre kører til Farum. Vi får lidt tid for os selv, for snakket med jordermoderen, pakker sammen og kører hjem. Vi forlader sygehuset med en god fornemmelse i kroppen. Oplevelsen har været udmattende, men overvejende god. Kl. 22.00 sidder vi i bilen – en person mere end da vi tog afsted samme morgen. Skørt, vildt og skønt.

 

Det var alt for nu. TAK fordi du ville læse med og jeg håber du kan bruge min beretning til noget. Måske du selv står med en fødsels i nærmeste fremtid, eller måske du bare (som jeg) synes det er spændende læsning. Den efterfølgende tid (amning, sygdom, indlæggelser mm) var meget turbulent, og den vil jeg fortælle jer om I et andet indlæg, hvis I kunne tænke jer det(?). Men denne beretning skulle kun handle om noget helt særligt. Nemlig Villys fødsel. <3 // Lise

 

En rejse der rykkede mig

Takket være Facebook, er jeg lige blevet mindet om, at det præcis er 3 år siden jeg pakkede tasken og rejste alene til Guatemala.

En rejse, der bor et lille sted inde i mit hjerte og altid følger med mig rundt, hvor jeg går. For mig var det virkelig en udviklingsrejse. Jeg har altid været fast besluttet om, at efter 3 år på gymnasiet, så ville jeg altså ud og rejse. Jeg tror det bunder i at min mor altid har sagt, at det SKAL vi gøre, for det er det hun har fortrudt mest, at hun ikke selv gjorde. Jeg boede også for 3 år siden med Michael. Vi havde på det tidspunkt været sammen i 3 år og var allerede dengang meget fasttømret og nærmest én person. Michael var lige blevet udlært mekaniker og jeg kunne ikke overtale ham til at tage med. Så der var ingen anden udvej for mig, end at tage afsted alene. Og det gjorde jeg altså. Også selvom Michael og jeg aldrig havde været længere tid væk fra hinanden end MAX en weekend.

Michael og jeg sagde vores lejlighed op og flyttede hjem til Michaels forældre nogle måneder før. Så kunne jeg nemlig arbejde en masse og få tjent nogle skejsere til turen. Nu, jeg rejste alene, havde jeg ikke behov for en vild backpackertur. Jeg ville gerne opleve noget kulturelt og komme ind på livet af folk, i en hel anden verden. Så derfor valgt jeg at indlogere mig privat hos en familie i Guatemala. Her var der fuldforplejning og altid et hjælpende råd. En skøn familie, som virkelig tog de indlogerede ind i deres liv.

Jeg arbejde frivilligt i 3 mdr på et hospital for fejlernærede børn. Et sted hvor små børn og deres mødre blev indlagt – oftest pga helt voldsomt underernæring. Det var virkelig en vild oplevelse. Som frivillig kom jeg på stedet en gang dagligt og badede, madede og legede med børnene. Det handlede egentligt om at give dem så meget omsorg og kærlighed som muligt. Mødrene var indlagt med deres børn, og boede i en sovesal ovenpå. Der var også en ret stor kontakt med dem, trods lidt sprogbarrierer, men hold nu op, det var virkelig en øjenåbner. En gang i mellem havde jeg lyst til at slå mødrene i hovedet og få dem til at vågne op. Hvem fanden mader sit barn med kaffe? En dreng på 3 år havde stort set kun fået kaffe. Han kunne ikke gå og havde ikke et sprog. Det handlede virkelig om at se bort fra dét, som jeg ville synes var umenneskeligt, og tænke at de ville deres børn det bedste, men bare ikke havde resurserne.

Jeg fik især et godt bånd til en speciel dreng. Lille H. En 2 årig fyr, hvor forældrene pga. drengens handicap, ikke ville kendes ved barnet. Det er jo bare affald! Mit hjerte græd. Da jeg kom, havde drengen taget godt på, for han havde boet der i længere tid. Selvom der ikke rigtig var råd til at have ham boende, kunne personalet ikke nænne at sende ham tilbage til forældrene. Det havde de gjort 2-3 gange, men resultatet var altid at han kom tilbage super underernæret. Jeg blev så tæt knyttet til ham. Skøn dreng! Faktisk kørte mange overvejelser over, om jeg på en eller anden måde kunne adoptere ham. Det lyder måske skørt og drastisk i en alder af 19, men jeg var så magtesløs og ville så gerne hjælpe. Det gav lidt ro i maven, da jeg hørte at de måske havde fundet et sted, han kunne komme hen permanent.

Men sikke nogle skæbner, det sted! Mødrende var Maya-indianere, uden penge og uden resurser til at tage vare på de små liv. Største delen var meget unge, helt ned til 14-15 år, men nogle var altså godt op i årerne. Snakkede med en 39 årig mor med 14 børn. Sindssygt!

Jeg vil altid tage oplevelsen med mig. Og det er nok ikke pga. de sene og slørede Lady’s Night nætter(som jeg selvfølgelig også havde en del af) eller de vilde naturoplevelser. Nej, det er helt klart pga. kulturmødet og personerne, jeg fik lov at møde og komme ind på livet af. Jeg rejste afsted som en genert pige, der ikke turde ringe til pizzamanden, og kom hjem som en hel anden person. Jeg turde meget mere og jeg var blevet endnu mere eventyrlysten. Michaels og mit forhold holdt til 3 mdr uden den store kontakt og da jeg kom hjem blev det kun endnu bedre. Tre måneder er måske ikke lang tid ifht. mange andres rejser, men der skulle ikke mere til for at rykke mig rigtig langt. Jeg vil opfordre jer, unge piger og drenge, til at komme ud i verden. Og gerne til et sted, der er så langt fra vores egen. Jeg tror bestemt ikke man kan forvente at rykke sig så meget, personligt og menneskeligt, hvis ikke man vælger en rejse, hvor ens kulturelle verden og syn på livet, bliver vendt op og ned. Og vil man ind på livet af folk og opleve deres liv og hverdag – så bosæt dig privat i længere tid. Det er guld værd!

Nu ved jeg, at man virkelig skal sætte pris på det vi har og at vi har så godt et sikkerhedsnet. Jeg ved at vores system fungerer, vi kan gå ud på gaden uden at være bange for at blive røvet (af politiet, endda) og vores børn kan vokse op et sikkert og rart sted. Jeg ved dog også at selvom folk lever i fattigdom og korruption, så er de stadig skønne,rare og fantastiske mennesker, med en ufattelig livsglæde. Og jeg ved, at det bestemt ikke var mit sidste visit i den centralamerikanske del af verden. Nej, for vi rejser nemlig snart igen. Alle tre, denne gang.

Og tjek så nogle af de skønne farverige billeder, jeg fik taget på min rejse(Jeg elsker at tage billeder af mennesker og jeg fik selvfølgelig lov af dem) :

Vil du læse mere om min rejse, så klik ind her. // Lise

Scroll to top