Villys verden Arkiv – Lise og Michael
Browsing Category

Villys verden

Villys verden

Børnesange der rykker! // Vores 30 yndlings numre

Okay, noget af det vi får flest spørgsmål om, er faktisk hvilke sange vi hører, når jeg laver stories. Der er overraskende mange, der er vild med vores børne-musiksmag. Det er vi selvfølgelig også selv, men vi elsker også at få ny inspiration. Derfor tænker jeg at dele vores top 10 her på bloggen, og så kan I måske tilføje lidt i kommenaterfeltet, så vi også kan lære nogle nye at kende!

Men hvorfor er musik + børn bare sådan en god kombi?

Jo, der er mange grunde til at vi hører virkelig meget musik. Den bedste grund er at vi kan se Villy elsker det. Hans dårlige humør(som jo engang i mellem kommer på besøg) forsvinder og han elsker at danse – især sammen med os. Det er som en evig sjov leg og glæden smitter alle veje. Så er der også lige det der med at man laver noget sammen, som ikke indebærer en skærm. Villy ved godt at når vi danser og synger, så betyder det som regel at vi ikke er koncentrerede om kedelige voksenting, men faktisk bare har fokus på hinanden.

Musikken kan virkelig gøre meget for os, og vores smag er ret blandet. Mest er vi faktisk til de gode gamle sange, og det er nok også helt klart fordi det vækker noget nostalgisk i os. Men det får i at se på listen. Den kommer her:

  1. Rokketand– Povl Kjøller
  2. Jeg har lommerne fulde af kastanjer – Lotte Kærså og alle hendes andre børnesange! Tjek “Her bor jeg” albummet.
  3. Vild basse rap – Viggo Sommer!!! ( DE SIGER JO VILLY-BASSE!)
  4. Alle Børnene – 2 x Kaj
  5. Hulubulu – Mathilde
  6. Pruttesangen – Eddie Skroller
  7. Ostesangen – Sebastian
  8. Din skov min skov – Sebastian
  9. Dyrene i Afrika – Alberte
  10. Alle børnesange med Trille
  11. Fy fy skamme skamme – Omsen og Momsen
  12. Raggadnaga Dingalin Boing Boing Yippidoo – Povl Kjøller
  13. Regnesangen – Bamse og kylling
  14. Spørge Jørgen
  15. Peberkagebagesang
  16. Sigurd –  Lotte Kærsø og græsrødderne
  17. Hakuna Matata 
  18. Et hus – Ivan Martinez (ikke en børnesang, men alligevel)
  19. En elefant kom marcherende – Sigur Barrett
  20. Min cykel – Povl Kjøller
  21. Bakke-snagvendt sangen – Kaj og Andrea
  22. Vrik med numsen – 
  23. Tusindeben – Doktor-Phil
  24. Fredes sang – Alberte
  25. Oles nye autobil – Kim Larsen & Kjukken
  26. Hvis du ser en krokodille – Grete Mogensen
  27. Åh nej, jeg vil ikke klippes – Povl Kjøller
  28. Alle sange fra Åh Abe cd’erne
  29. Veo Veo – spansk sang der er PERFEKT og minder om feeerie!
  30. Åh, Boogie Woogie Woogie – Mek Pek
  31. Bom Tjikke Bom – Kaj og Andrea
  32. Wulle Wap – Kaya Brüel og Mek Pek
  33. Tju Bang Chokolade Mad – Alberte
  34. Hodja Fra Pjort – Sebastian
  35. Mon du bemærket har – Grete Mogensen

Okay – jeg mangler med garanti en hel masse!!! Men her er lidt at gå ud fra. Er endda gået lidt over de 30 sange, jeg til start ville holde mig på. Som I kan fornemme elsker vi at høre sange, som vi hørte da vi selv var børn. Især skøre sange – det er det fedeste! <3

Hvilken sange mangler jeg???

DIY Lises verden Michaels verden Villys verden

Vinder af konkurrencen // Status på salg

Hej kære følgere.

Så fylder vores dejlige Børnebygger-bog 1 måned. Og det er virkelig fedt. På den måned har vi haft nogle super gode oplevelser. Vi har bla. været i Go Morgen Danmark hele to gange, holdt en vild release-fest med over 50 børn og haft POP-UP workshop i Bog og Idé. Derudover er salget gået rigtig fint. Vi havde ingen idé om hvordan det ville gå, og inden super længe runder vi 1000 solgte bøger. Det er altså ret vildt og det er vi så glade for. Tænk sig hvor mange børn, der har fået – eller til jul får – glæde af vores totalt gennemarbejdede bog.

I dag sender jeg de sidste bøger afsted inden jul, og så skal du altså forbi boghandleren eller tjekke nettet ud, for at få dem inden jul.

Du kan dog stadig lige nå det ved at overføre 290 kroner til 62082, og sende mig en mail på liseogmichael@outlook.dk med navn, adresse, email og telefonnummer. Sidste chance er inden 15.00 i dag, tirsdag.

Indeholder reklame:

Vinderne af vores konkurrence!

Hvis du ikke selv deltog, så kan jeg fortælle at vi i sidste uge lavede hele TO konkurrence i samarbejde med Pixizoo. Vi startede nemlig konkurrencer om præcis det sæt, vi nu tilbyder til særpris. Én af konkurrencerne var på instagram og den anden her på bloggen. Vi har fundet en vinder begge steder, og første vinder er Tina Markussen, som gerne vil bygge med sin søn på 3 år. Næste vinder er @NannaAmalie. Vi kontakter vinderne for nærmere aftale, men kæmpe stort tillykke! Vi håber I vil få nogle gode kreative stunder med jeres unger! Tak til alle der deltog.

Husk I kan følge med på både @boernebyggerne for løbende opdateringer, tips og tricks og konkurrencer i børnehøjde. Tak fordi i læste med – og skriv endelig for køb af bog. Rigtig glædelig jul til alle <3 // Lise og Michael

Lises verden Michaels verden Villys verden

Året der gik 2017

Hvordan vælger du at se på dit forgange år? Jeg tror det har ret meget betydning, hvad du vælger at fokusere på. Lader du dig påvirke af alt det negative, så har året jo ikke været en succes. Jeg kan huske Sofie spurgte mig sidst jeg var indlagt: “Hvordan holder du humøret så højt?” og jeg tænkte lidt over det. For ja, sikke et hårdt år for os! Og så kom jeg i tanke om, at der kun er en grund til, jeg i 2017 har kunne klare alt det negative. Det er ved at fokusere på det positive. Det virker altså. Når det så er sagt, så er det sgu også vigtigt at erkende og acceptere at man har det hårdt i ny og næ. Man skal ikke benægte det. Men heller ikke dyrke det for meget. Sådan en hård-fin balance. Det virker for mig.

På vores tur hjem fra juleferie, fik vi tid til at snakke vores 2017 i gennem. Et år der har været den vildste rutsjebanetur! Der har ikke været noget standard over den, nej. For det har svinget mellem sygehus, sygdom og skodhed og rejser, eventyr og familietid. To modpoler, der til sammen har udgjort 2017.  Læs med nedenunder collagen her, som meget godt opsummerer vores år 2017

collage-7

 Januar

Vi blev forældre! Babyboble, udkørt far, græderne mor, lortebleer og sår på brysterne. Men også rigtig meget andet. En masse følelser. Men midt i det hele, midt i babyboblen, for vi afsted på sygehuset. For vores lille vidunder var syg. Afsted afsted. Lille væsen der skulle pumpes med alverdens medicin. Med sonde og maske. Det var forfærdeligt! Og ikke nok med det, endte ud i en indlæggelse for mor. En hård tid og en halv rigtig hård start! Men vi havde hinanden og vores elskede længeønskede baby. Læs om den kaotiske start her.

img_1633

Februar

Hele verden skal se vores lille vidunder. Familien mødte ham for første gang. Da vi troede det var over det blev vi atter ramt af sygdom og hospitalindlæggelse. De første tre måneder blev det ikke til tre slagsen. Men vi så meget til vores familie! Desuden blev der lavet et par kreative projekter og en del arbejde for at aflede. Vi fik lavet en alting. Og at fiskeværelse som du kan se her. Det blev også til et børneværelse det kan du se lige her. For i det nye år skulle nemlig også komme en ny fætter!

Marts

Efter flere anfald, fandt i ud af at Villy også var plaget af refleks. Det betød at han igen skulle have mere medicin. Men mange ting gav pludselig mening for os. Vi kunne nu endelig få en nogenlunde afslappet baby. Det blev også måneden hvor Villy fik sit navn og holdt en stor fest. Det kan du genlæse her. Oven på sygdom og dårligdom, havde vi brug for et afbræk. En rejse. Med familie. Og derfor besluttede vi os for at rejse til Portugal.

img_2741

April

To uger med en tre måneder dreng til Portugal. Det var fedt! Og totaaaaal afslappende! Vi tog Sofie og co. Med og I kan tro vi nød det! I Portugal lærte Frode at kravle og forældrene at rejse sammen. Er I i øvrigt klar over hvor flot Porto er? Tjek billederne, og hvis du vil have tips til at rejse med lille baby, så skrev jeg et indlæg tidligere på året. Der er her.

p4070406 p4070339

Maj

Forår på vej, og vi var glade. For forår er lig med mere varme og mindre sygdom! Sådan blev det faktisk! Vi nød foråret ved at lave køkkenhave og indrette terrassen. Tjek det her. Juni Juni betød sol! Vi nød forsommerens solrige dage og begyndte så småt at glæde os til året sommerferie.

Juli

Vi havde den mest fantastiske juli. Juli = min fødselsdag, ferie, sol, is og familie. Vi startede med en uge i Sverige til træf med Michaels familie. Skønt! Herefter 3 uger i Kroatien med min familie. De har lejlighed dernede og jeg har før skrevet en del om det her og her. Vi fløj da Villy bestemt ikke er tilfreds med at køre i bil.

img_7672

August

I august skulle der arbejdes! Puuuh. Der blev knoklet for at tjene penge. Men vi tog også en uge til jylland, fordi Fætter Nohr blev født. Det var så vildt. Jeg , Lise, fik lov at opleve fødslen på helt tæt hold. Jeg var nemlig med. OG det var det største! Vi elsker den lille fyr, og glæder os til mange stunder med ham! Villy og Nohr bliver ded bedste venner.

img_8315

September

En måned med fuld knald på! For i denne måned havde vi presset optagelser af et heeeelt TV  program ind. Sofie var med som babysitter og Michael og jeg havde dælme godt nok sved på panden. Er næsten tilbøjelig til at sige at det var hårdere end Nybyggerne. Det var total komprimeret og denne gang var det ikke kun os, det gik ud over. Nej, vi rykkede jo også ind i andre folks hjem, og det skulle bare blive en succes! Vi glæder vanvitigt meget til snart at dele det med jer! I må vente lidt i spænding.

Oktober + November

Så var der afgang! En rejse vi havde planlagt hele året. 2 måneder til Nicaraguam hvor vi skulle bo en lokal familie. Hele den tur kan i læse om her, her og her. Det var så vanvittigt fedt! Vi fik vilde naturoplevelser. Vulkaner, vandfald, flot hav, søer, jungle og jeg ved ikke hvad. Det var så kanon! Og samtidig med det kom vi tæt ind på en ny kultur og fik kendskab til så skønne mennesker. Vi gør det igen, har vi aftalt! Bare et nyt sted i verden!  Vi lærte at man skal gå efter sin mavefornemmelse når det gælder om ens helbred og man skal reagere der ud fra. Trods indlæggelse, så var det, det hele værd!

pb180457

December

Vi kom hjem, og vores familier tog godt i mod os i lufthavnen. Men lykken var kort, for få dage efter blev jeg indlagt. En uge på sygehuset og en del af december var allerede gået med dårligdom, medicin, blodprøver og ondt i maverne. Og ikke nok med det, blev Villy og Michael også smittet. Så de skulle gennem samme helvede med høj feber og ondt i kroppen. Vi sluttede heldigvis December af med den skønneste jul i jylland med julegodter, hygge og massere af varme kram fra familie og venner. Ja, og Villy havde sin første fødselsdag. Sikken fest! Og sikke en bil der var proppet med tonsvis af gaver på turen hjem til Farum.Nu sidder vi så her i huset igen, den 31. December og venter på vores gæster. Vi er klar til at vinke farvel til et følelsespræget 2017 og goddag til et 2018 som byder på mange gode stunder. Det kan jeg mærke!

img_7187

Vi håber I får et rigtig godt 2018 og tusind tak for jeres mange beskeder, kommentarer og støtte. I er så gode, og vi kunne ikke lave alle de her spændende ting uden jer. SÅ TAK! GODT NYTÅR!

// Lise og Michael

Lises verden Livsstil Michaels verden Rejser Villys verden

Nu bor vi altså i Nicaragua

Hermed en lille videohilsen fra os i de fjerne og varme lande. Det går rigtig godt. Det har været nogle hårde første dage med sindssygt mange indtryk og en hel del jetlag. Vi har alle tre været klar til at putte os omkring kl. 16.00, og klokken 5 har vi igen været klar til at stå op. En ond cirkel, hvis man først begynder at gøre det. Så derfor har vi forsøgt at holde os vågne og få vendt døgnet. Det har i hvertfald taget en god uges tid. Men sikke nogle dage! Kig med i videoen, og læs nærmere nedenunder.

Mødet med familien.

Vi vidste ikke rigtig hvad vi kom ned til. Vi havde fået at vide af Danish Volunteers (som har fundet værtsfamilie til os) at vi skulle bo hos en familie med tre børn. Vi ankom sent onsdag aften, og blev modtaget af Fatima og Juan Carlos. Et sødt par på hhv. 28 og 40 år. Vi gik rimelig hurtigt i seng og sov sådan nogenlunde. Tidlig torsdag morgen var der rigtig uvejr, så børnene havde fri fra skole. Det betød at vi blev mødt af tre meget nysgerrige børn. Violet på 3 år, Robert 5 år og Kianny 6 år. Godt 2 minutter efter vi kom ud fra vores værelse, spurgte drengene om vi ville lege tagfat. Og så løb vi ellers rundt i et helt nyt hjem, i et helt nyt land og legede fangeleg med nogle helt nye små venner. Det var så godt! <3 Familien er meget bedre end forventet, og vi er blevet taget så godt imod! Det kan kun blive en god tid i deres hjem! Desuden laver Fatima super lækker mad. Vi får 3 store gode måltider om dagen. Vi hjælpes med lave mad, vaske op osv, og det er egentligt meget rart. Så føler man sig ikke som gæster.

En lille fyr bombet med indtryk

Villy. Ja han er totalt bombet i sit lille hovede af alle indtrykkene. Vi arbejder på højtryk på at give ham nogle pauser i ny og næ. Når vi går i byen, stopper folk og vil røre, diggedigge og holde ham. Når vi er hjemme vil drengene kysse på ham og lege med ham. Selv hvis vi er på vores værelse, kommer drengene og spørger om de må komme ind og lege. Heldigvis er Villy god til at vise når han har fået nok. Og så er det bare med at hjælpe ham med at få roen. Han er sej! Han klarer det så flot!

Skolen vi skal gå på

Når vi er faldet til skal vi have spanskundervisning på skolen Casa Xalteva. Faktisk er det Juan Carlos der står for skolen. Skolen har tilknyttet 22 børn, som har det svært og kommer fra fattige kår. De får her ekstra undervisning, måltider og støtte. Udover de her børn, er der også en række spansklærer som underviser diverse udlændinge i spansk. Det er altså et velgørende projekt samtidig med en skole for os, der gerne vil lære spansk. Her skal vi først have spanskundervisning og senere hen arbejde frivilligt. Det skal vi nok fortælle nærmere om senere.Et besøg i junglen

I vores første weekend var vi på besøg hos Juan Carlos søster, Karla, som bor i en by, der hedder Catarina. Her er der mere ‘friskt’ og det var rigtig rart oven på dage i 32 grader og med en meget høj luftfugtighed. Det var desuden i junglen, med udsigt over en virkelig smuk sø. Vi så store Congo aber og ja… Det var bare vildt!

pa060002

 

Husk I kan følge med på instagram @lisevandborg, og så kommer der i ny og næ et par opdateringer herinde også. Tak fordi du kiggede med! // Kh. Lise, Michael og Villy.

 

NB: dette indlæg er en smule forsinket da vi er gået i feriemode.

Lises verden Livsstil Michaels verden Rejser Villys verden

Sådan gik den lange rejse med baby + gode råd fra os!

skaermbillede-2017-10-13-kl-14-11-01Et ‘haøølj’ fra Nicaragua! Vi har det godt – først og fremmest. Vi er endnu ikke blevet ædt af en abe eller kørt ned af en chicken-bus.

Vi kan nu endelig se tilbage på vores laaaange tur herhen og tænke “for søren hvor er det godt, der er længe til vi skal tage den tur igen!” Turen var nemlig hård. Men ærligt – er det ikke altid hårdt at rejse så langt? At man så lige har en ni-måneder gammel tumling med på slæb, gør det bestemt ikke mindre besværligt.

Vi fløj således:

København-Paris (2 timer)

Paris-Atlanta (9 timer)

Atlanta-Managua (3 timer)

Vi havde gjort os nogle tanker omkring rejsen, og på forhånd tænkte vi:

  • Den hårdeste tur bliver  9-timers turen
  • Vi skal have spændende legetøj til Villy og en iPad med film
  • Vi skal have nok bleer, medicin osv med i håndbagagen.

Og ja. Det endte med at holde stik.

Den første flyvetur gik fint. Villy sov en lille lur. Den anden tur….. ARRGGH. Knap så god! Villy ville ikke sove. Han sov cirka 1 time på den tur. Han havde været vågen i mega lang tid, og var så træt at han – bortset fra et par sjældne gange hvor han charmede folk – skreg og var total ynkelig. Lille pus. Vores iPad plejer som regel at være en life-safer – men typisk så gik touch i stykker, og Villy gad altså ikke kigge på den i flyveren.

I lufthavnene var han tilfreds og kravlede rundt. Og heldigvis endte han med at sove på hele den sidste tur.

Så jeg vil sige: Ja, man kan forberede sig mega meget til sådan en lang tur, men det ender ofte med at blive helt anderledes end man lige tænker.

Her er nogle råd, og ting der fungerede rigtig godt for os: 

  1. En oppustelig rejseseng/sovepose . Skide smart til at aflaste benene. Sådan en kan købes her (reklame, men vi brugte den virkelig meget!)
  2. En suttesnor. Vi er normalvis ikke fan, da vi ikke synes Villy skal gå rundt med sin sut hele tiden. Han bruger den kun når han skal sove. MEN på sådan en rejse, er det bare megarart at have sutten i snor, så man ikke skal lede efter den konstant.
  3. Opdel håndbabagen tasken i små opbevaringsposer. Det er virkelig smart, så du ikke skal hive alt op af tasken for at få fat i noget. Vi havde købt nogle i Tiger og tingene var opdelt i: 1. mad og snacks, 2. ekstra tøj 3. pusleting 4. legetøj og 5. toiletsager.
  4. Nu vi snakker håndbagage, så er vores bedste erfaring hidtil: vores nye klapvogn! den kan nemlig klappes så meget sammen, at man kan have den med op i flyet og derved have den i mellemlandingerne. Det betyder -1 stykke håndbaggage, men det er bestemt det værd! Også senere hen på rejsen når den skal med i busser og taxier. Klapvognen hedder BabyZen YoYo, og den kan lægges ned i ryggen.
  5. 2-3 flasker vand. Som forælder får man lov til at tage væsker med ind. Og vi havde 2-3 vandflasker i en af ‘Villy’-poserne’. Vi fik lov at få dem med, og det var faktisk rigtig rart. Vi havde vand til Villy og til os selv. Vi sørgede desuden for at drikker ekstra meget. Jeg får nemlig altid mega hovedpine på sådan en lang rejse, og vand kan afhjælpe!
  6. Slyngen! Den var uundværlig. Et par gange fik vi ham til at sove der i – og det er også altid vores plan B hvis vi ikke kan få ham til at falde til ro. I slyngen med ham, og så op og ned af midtergangene en 20-30 gange. Så sov han! Til Jer, der gerne vil vide det: vores vikle er en fastvikle i str 6, og den er fra Little Frog og hedder Grey Illusion.
  7. Ekstra (gratis) sæder!!! Vi var megaheldige. De to første rejser (inkl. den lange – vigtigt!) fik vi et ekstra sæde til Villy. Det første fly var et tilfælde, og det andet spurgte jeg ganske enkelt efter det. Det betød alting for turen. Vores oppustelige rejseseng fungerede også som et sæde for Villy når han var vågen, og så kunne han selv sidde og lege lidt.

skaermbillede-2017-10-13-kl-14-11-38Har I flere gode råd, der skal tilføjes?

Vi er i rejse-feriemode, så hvis indlæggene bliver udgivet lidt sent, så ved I hvorfor! Ikke desto mindre, så skal I følge med om snart, når vi fortæller lidt om vores første uge. For os er det som en dagbog, og så er det også bare hyggeligt hvis I har lyst til at læse med.

Ja, og endnu en gang; du kan læse hvor vi er flyttet hen her.

// Lise, Michael og Villy

Lises verden Michaels verden Villys verden

Vi flytter!!!!

img_6342Det her clickbait så det batter! Men det er altså rigtig. Vi flytter! Men det er ikke forevigt, vi siger farvel til vores skønne Nybyggerhus. Vi siger faktisk bare på gensyn. For vi flytter kun midlertidigt. Vi flytter nemlig rigtig langt væk. Faktisk næste 10.000 km. Lige så snart vi er færdige med TV-optagelserne, skal vi nemlig til Nicaragua.

Nu skal det være! Det er en drøm vi altid har haft, og rejsen har været i vores planer i et års tid. Vi har sparret sammen, forberedt os og glædet os i rigtig lang tid. Flybiletterne er købt for måneder tilbage – selvfølgelig me afbestilling hvis vi skulle ombestemme os. Det med at ombestemme, har været et ret stort issue. Da vi fik Villy for godt 7 måneder siden, var vi ærligt i tvivl om vi kunne klare at rejse væk. Og i så lang tid – til så fremmed et land. Men måned efter måned, er tingene blevet nemmere og vi har fået mere blod på tanden. Så nu gør vi det fandeme. Villy er jo glad hvor end han er. Så længe han har en mor og far der trives.

Hvor skal vi bo? Jeg har før været alene på en lignende rejse. Tre måneder til Guatemala, nabolandet. Det kan du læse om her og her. Jeg boede dengang privat og blev kæmpe fan af det. Derfor har vi fået Danish Volunteers til at finde en rigtig sød familie, og vi har hørt rygter om, at de også har småbørn. Nå vi bor lokalt har vi også på forhånd betalt for kost og logi. Familien kommer til at stå for den del. For os er det perfekt at have en fast base, men det betyder slet ikke at vi IKKE kommer til at rejse ud. Nej, for det er bestemt også planen. Vi skal helt sikkert opleve forskellige steder i Nicaragua. 

Vi skal arbejde frivilligt. Når vi kommer derned, skal vi have nogle timer om ugen i landsbysskolen. Hvor lidt og hvor meget er faktisk op til os, men vi har lit en idé om at vi kommer til at tage afsted hver for sig – på skift. En hjemme ved Villy og en på skolen. Vi skal i samarbejde med lærerne aftale forskellige fag og aktiviteter, vi kan undervise i. Michael er tidligere badmintontræner, så han kunne lære dem det, og jeg er ligeledes tidligere dansetræner. Det kunne også være spændende at have engelsktimer. Vi skal selv gå på sporgskole. Michael kan ganske få fraser på spansk, hvor imod jeg sagtens kan føre en samtale. Det bliver så fedt at få pudset mit spanske lidt! 

Forelsket i latinamerika. Ja, jeg, Lise, har en kæmpe forkærlighed for latinamerika. Folk er så søde og venlige – og trods alle skræmmehistorierne – har jeg aldrig oplevet modsat. Selvom pengene er små og fattigdommen stor, så bliver man altid mødt at et hjertevarmt og kærligt menneske. Den kæmpe kulturforskel vækker min nysgerrighed, og jeg har altid drømt om at tage Michael med dertil. Og Villy. Da jeg var i Guatemala mødte jeg et dansk par, der havde deres 2 årige datter med, og jeg tænkte dengang: “Det skal være mig engang”. Og det bliver det nu!

Vi har holdt det for os selv. Og det er faktisk mest af alt for at holde vores drøm for os selv. Vi har en hel del følgere og læsere, og vi ved også at der sidder folk bag skærmene, som har en anden mening end vores. Vi ved nogen tænker “er det nu forsvarligt” og “burde i ikke blive hjemme”. Vi får altid de der kommentarer på de sociale medier, med at vi burde tage den med ro. Og det er skideirriterende. Vi har ikke lyst til at vores drøm, har skulle gå i vasken, fordi vi måske har ladet os påvirke af andres mening. Vi rejser til et fattigt land med en lille baby, og de fleste vi har fotalt det til, har sagt: “Hvordan tør i det?”. Den sætning, kan få os til at føle som dårlige forældre, men kun for en stund. For vi ved jo godt, at vi ikke er dårlige forældre, fordi vi tager ham med. Vi rejser ned til et land med færre resourcer, men med totalt skønne mennesker. Det bliver SÅ godt for os alle tre. Vi kommer til at vokse som familie og vi tror endda vi får mere rejselyst, efterfølgende. Vi er ikke bange for mennesker. Og vi er ikke bange for andre kulturer. Så vi gør det! Og vi tør godt fortælle jer om det nu.

Vi håber begge to at det bliver vores bedste beslutning og at vi kommer til at nyde det. Vi kommer til at savne vores familier helt vildt, men så er det heldigvis heller ikke længere tid. I første omgang tager vi to måneder, og så må vi se om vi får lyst til at udvide. 😉  Vi har glædet os til at dele vores planer med Jer, men har holdt igen til vi var mere sikre, og knap så letpåvirkelige. For ja, det er langt at tage væk med et lille puds, men nu nærmer tiden sig med hastige skridt, og vi bliver mere og mere selvsikre. Michael gav mig en backpack taske i fødselsdagsgave, og jeg glæder mig til at indvie den! Vi har brugt det seneste år på at få en masse rejseerfaringer med Villy, og han er blevet rigtig god til at flyve. Så den del, er vi også spændte på!

Nu til Jeres hjælp! Har I nogle rejseerfaringer med små børn og lange rejser? Skriv en kommetar med dine bedste tips! Ja – og så mere specifikt. Jer, der har været i Nicaragua.. Hvad SKAL vi bare besøge? Og sidste spørgsmål, som jeg tænker nærmest er retorisk. Vil I have nogle updates i ny og næ fra Nicaragua? Har I forslag til hvordan vi skal opdatere jer, så vi ikke har for meget arbejde med det?

OG OG OG VIGTIGT! Skal vi tage dine ungers aflagte tøj med til fattige familier? Det vil vi i i hvertfald super gerne! Så har du et lager af dine børns aflagte tøj? I fin stand, som sagtens kan bruges igen? Så vil vi bede jer om at sende det til os. Vi fylder nemlig ekstra kufferter med tøj, sko og andre sager til alle de dejlige børn, vi skal ned til. Vi ville elske at modtage jeres sager, så vi kan glæde nogle meget fattige familier med tøj! Skriv en mail til lisevand@hotmail.com, hvis du sidder med tøj, du gerne vil donere, og derfor har brug for adressen. TAK! ps: vi sender også gerne billeder af glade børn i JERES tøj!

 

// Knus og kys og kram fra den lille rejseglade familie.

nicaraguaflagcoatofarms

Michaels verden Villys verden

En fars fødselsberetning

pc291528

Ja, nu er min lille (store) Villy altså blevet syv måneder gammel. Jeg startede med at skrive det her, da han var to måneder, men shit tiden flyver! Nu er jeg så småt færdig, så hermed kommer et lille indblik i, hvordan jeg havde det, på sidelinien, til fødslen. I har hørt Lises beretning her. Jeg håber denne beretning kan gøre det, af være upcoming far, lidt nemmere, eller måske bare give en smule mere indsigt i, hvad der egentligt sker til og omkring en fødsel. Jeg tænker det kan være meget brugbart for andre fædre – og også for andre søstre/mødre, som skal deltage som fødselshjælper.

Nå, lad mig starte et sted…

28/12 – 2016 kl. 3.00 ca. 

Dagen(e) op til denne dag var et rent vakuum. Jeg/vi kunne nærmest ikke planlægge noget som helst. Jeg synes det var ret hårdt – tiden var lang, trods mange hyggelige dage med familien. Men kl. 3.00 d. 28. december – cirkus, vækker Lise mig, og i første omgang skulle jeg til at blive pigefornærmet over, at hun kan tillade sig at vække mig, midt i min dybe søvn. Jeg kunne dog høre på hendes stemme, at nu skete der noget. I første omgang går man instinktivt en lille smule i panik. Ja, jeg havde en eller anden forestilling om at man skulle køre på sygehuset i en fart. Men jeg får mig taget sammen, og Lise og jeg snakker stille og roligt om hvad der sker. Der viser jeg at slimproppen er gået.. Her er det som mand meget svært at sætte sig i hendes sted. Nu må han da snart melde sin ankomst??

Næste dag skulle vi til sidste jordmoderbesøg – vi fik det snakket igennem, og kunne konkludere at Lise muligvis snart gik i fødsel.. Endnu et vakuum – hvornår kommer den lille gut og hvornår fanden er snart?

29/12 – 2016 kl. 01.00

Den 29. går dagen med at vi slapper af og Lise siger, at hun føler der er noget på vej. Jeg kender Lise, og jeg tænker at det ikke nødvendigvis betyder at der sker noget LIGE nu. Jaja, hun er måske lidt pyldret. Om aftenen er det tiltagende, igen er det en mystisk ventetid, man er i sådan en “eksamens-angst” lignende tilstand. Jeg føler jeg har forberedt mig på denne dag, men alligevel totalt uvidende om hvad der foregår i Lises krop… Jeg kan ikke sætte mig ind i det, hun mærker. Og når hun siger hun har ondt, er det så sådan VIRKELIG slemt, eller bliver det værre? Hmm.

Kl. 01.00 er veerne ret kraftige, jeg tager tid på en app på telefonen (selvfølgelig er der en fødsels-app – tænkte jeg). For mig er det faktisk meget fint at kunne have ansvaret over et eller andet, og måske flytte fokus fra det, der snart skal ske. Så jeg tager tid. Og forsøger at være sød. Selvom jeg synes ventetiden er lang, har jeg fået at vide at man for guds skyld ikke må klage, så jeg forsøger bare at være der for Lise. Veerne er ret uregelmæssige, men kan godt vare de der 1-2 minutter, som de skulle. Vi bliver enige om at ringe til fødselsgangen – i telefonen siger jordemoderen at vi bare kan komme derud. Vi får pakket sammen og daffer afsted mod sygehuset. I bilen tænker jeg: – “Jeg troede man skulle flyve afsted i en fart, men det hele er meget roligt”. Netop nu tænkte jeg at det hele ville gå ret hurtigt, og det nok snart var overstået. Hvem ved, måske havde vi fået vores lille dreng inden solen stod op? (Det vidste sig dog at tage noget længere tid)

På sygehuset blev vi budt velkommen af en jordemoder og sendt ind på en lille bitte fødselsstue. Jeg kan huske jeg slet ikke var klar til at være ordentligt tilstede. Stuen var ret lille, og jeg var træt, men jeg fik mig hanket op og var selvfølgelig den hjælper, som Lise snart skulle få brug for. Lise blev undersøgt for hvor “åben” hun var. Fuldstændig uforstående (igen) om hvad der skete, fik vi besked om at hun kun var 0,5 cm åben, og jeg tænkte så mange timer for så lidt? Jeg blev sgu lidt vemodig, over at vi nu kunne gå i venteposition igen. Vi kom hjem med smertestillende og skulle sove på det.

Vi tager hjem, og jeg ved det er vigtigt at få sovet. Og det er heller ikke et problem for mig. Så jeg sover (dog ikke så tungt), mens jeg ved at Lise er i et mindre smertehelvede. Et par gange i løbet af natten vågner jeg op, og ser til Lise.

29/12-2016 

Kl. 8-9 stykker ringer vi igen, da veerne er så kraftige at det er på tide at komme afsted til fødselsgangen igen, Lise var dog ved godt mod mellem veerne, jeg kan huske at vi tog selfies og var meget loose omkring det hele. Jeg følte mig for en gangs skyld ovenpå, i forhold til natten før. Vi ankommer på fødegangen, og en VIRKELIG god og sej jordmoder tager i mod os, hun formår at få os helt ned i gear og føle os “hjemme”.

Vi spoler lige lidt – dagen forløber i seje træk… Lise kæmper en brag kamp (hold nu kæft hun er sej!), op og ned af badekar, og ud i 1000 forskellige stillinger. Det er frygteligt hårdt at stå på sidelinien uden at kunne overtage nogle af smerterne, man vil så gerne hjælpe.

Omkring kl. 16 ankommer mine forældre som sidder i venteværelset. Det er en ambivalent følelse, for jeg har lyst til at være der for Lise, men jeg har også lidt lyst til at stikke af. Det er hårdt at håndtere at Lise har så ondt. Jeg er faktisk nødt til at gå ud og få lidt luft. Tanken om at mine forældre er lige i nærheden, giver mig også ro i maven.

(Jeg kan ikke rigtig huske præcis hvad der sker, det er som om jeg har fortrængt det)

Lises veer går i sig selv i badekarret, så hun får besked på at skulle op. Jeg husker min ærgelse over at Lise ikke kunne ‘få lov’ at blive i badekarret. Her er hun nemlig rolig og veerne holdes lidt i skak. Det er nemmere for mig at se Lise på den måde. Men jordermoderne vil have kraftigere veer.

En masse tjuhej senere, ligger Lise på briksen igen, og nu suser veerne ind over hende. Jeg holder lattergassen op for hende, og det beroliger hende. Det er dejligt at jeg i det mindste kan hjælpe med det. Det tager også mit fokus, og lige så snart jeg kan se et ve på vej på skærmen, så hiver jeg masken op til hendes ansigt.

Måltider har der ikke rigtig været tid til. Det blev til en halv kold toast, og lidt saftevand. Ellers så er fokus og alle mine egne behov væk. Jeg glemmer faktisk at gå på toilettet(og jeg får helveds ond i maven dagen efter). Haha. Klokken nærmer sig eftermiddagstid.

Nu skal den baby altså ud! Og jordermoderen lyder som følgende: “Hvis der ikke snart sker noget, så må vi give noget smertestillende, så Lise kan samle kræfter. Så kan hun måske sove lidt”…. SOVE LIDT? Jeg tænker bare: ” NO! Hun skal forfanden da ikke til at sove nu!! ” Det skal bare overståes. Men det er jo nemt for mig at sige, så jeg holdt bare min mund. På det tidspunkt var tålmodighed en by i Rusland.

Men lige pludselig går tingene bare rigtig stærkt. Jeg mærker bare nervøsiteten stige. For jeg kan jo forstå på hele situationen at vi nærmer os vejsende. Og jeg begiver mig ned til de nedre regioner for at få et smugkig. Lises mor og søster kigger også med. Vi forsøger alle at være ligt i baggrunden, så Lise og Jordermoderen kan arbejde sammen.

Til kommende fædre: i skal ikke være så bange for at kigge ned. Det er ganske rigtig meget surrealistisk og grænseoverskridende. Jeg vil ikke sige at det er klamt, men jeg vil sige det er totaltskørt. Jeg tænker det er virkelig stort – hovedet altså – men så går det op for mig at det kun er en lillebitte del af hans hovede, jeg har set. Jeg glemmer det aldrig.

Med ikke særlig mange presseveer, er den lille fyr ude. Klokken var præcis 18.24. Og jeg kan faktisk ikke sætte ord på hvordan det var. Det er en følelse der bor inde i mig, som jeg ikke kan forklare. Jeg syntes det hele var lidt uhyggeligt. Men ikke nødvendigvis på en dårlig måde. Hele oplevelsen var så intens, og så er der bare en lille baby. Som er min.  Og jeg syntes alt er nyt og det hele er forandret. Og jeg kendte jo slet ikke den lille fyr, endnu. Jeg klipper navlestrængen. Ikke fordi jeg har mega mange følelser forbundet med det. Men uden at tænke over det står jeg med saksen i hånden og klipper. Jeg havde faktisk tænkt det ville være sygt klamt, og jeg har hørt lidt skrækhistorier. Det var da heller ikke det lækreste. Konsistensen var som frygtet, lad mig sige det sådan. Men den lille fyr var ude og trods mange timers kamp, fik jeg et kæmpe skud adrenalin, og kunne pludselig klare hele verden. Nu er jeg – ikke bare nogens – men en helt bestemt lille fyrs far. Hele familien kom og delte den store begivenhed med os. Ganske få minutter efter fødslen. Det betød rigtig meget for mig at mine forældre var der med det samme.

pc291551

Nu her 7 måneder senere, synes jeg ikke dét at Villy blev født, er det største i mit liv(som nogen siger). Det er mere at tænkte tilbage på det hele som en helhed. Giver det mening? Altså, jeg synes ikke fødslen var DET STØRSTE(!). Men Villy er det største. Og det vokser fra dag til dag.

Mit bedste råd til kommende fædre/fødselshjælpere er at stole på jordermoderen og tro på din kone/kæreste/datter kan klare fødslen. Vær der som en støtte og fortæl IKKE den kommende mor hvor hårdt DU har det! Det er mega hårdt på sidelinjen, men lige i den her situation er du nødt til at bide det i dig. Tiden læger alle sår, så hvis fødslen bliver hård, så skal I nok komme over det! For det bringer så mange skønne stunder med sig – resten af livet. Og held og lykke!

Nok følelsepladder herfra! Jeg håber I kunne bruge mine ord og tanker. De er noteret over de sidste mange måneder, så noget er måske gået tabt. Rigtig meget held og lykke til kommende fædre – og I kan godt glæde jer! Der er noget om snakken, når man siger det største, sjoveste og dejligste i verden er at få børn! Smid en kommentar i kommentarfeltet, hvis I spørgsmål eller egne erfarringer, der skal med! // Michael

Villys verden

“Jamen, bliver baby ikke kvalt?”

Efter jeg er blevet mor, har jeg bare opdaget, hvor total perfektionistiske mødre i vores kultur er. Det er jo nærmest lige før, man stræber efter et bestemt facit, når man får en lille baby. Jeg har haft sådan en lidt eksamensfølelse i maven, når jeg har skulle fortælle om vores valg og tilgang til det, at have en baby. Det er som om, at der kun er en rigtig og en forkert måde at gøre tingene på. For det hele skal helst være efter sundhedstyrrelsens anbefalinger, man skal helst have så meget ro som muligt og man skal sørme passe på hvad man gør og siger. Og det er ifht. alt.

Jeg har næsten ikke turde fortælle, at min baby har ligget i midten mellem mor og far, eller at jeg har ladet Villy smage min is, som var proppet med sukker. Jeg har dog gjort det alligevel, men jeg siger det ikke ligefrem som det første. For jeg ved hvordan mange i dag reagerer: “Jamen, ved du ikke at det kan føre til vuggedød?” eller “Er du klar over hvilke E-numre du propper i din søn?”. Eksemplerne er mange. Børn er bare et mega ømt emne. Og det er i og for sig også OK. Det er trods alt vores fremtid og vores små et og alt. Men som med så mange andre ting – så alt med måde, ikke?

Jeg har fået et par spørgsmål omkring, hvad vi har valgt at gøre med Villy og mad. I vores kultur er det jo rigtig populært med grød og mos. Sådan har det jo stort set altid været. Vi har dog alligevel valgt at gøre op med idéen om, at baby skal mades med ske. Vi lader Villy gøre det selv. Han er ved at være et halvt år gammel, og han har de seneste dage vist så ufattelig meget interesse for vores mad. Alt skal i munden. Også det, som ikke nødvendigvis kan spises. Så vi udnytter hans interesse, og kører det, som mange kalder BLW. En babystyret mad-tilvænning. Egentligt ville det være fede at sige: “Vi kører bare vores eget show”, men lige som alle andre, er vi da også påvirket af tanken om, om vi gør det rigtige. Og det er da rart at læne sig op af noget.

img_6518

Ifht. det er meget afslappede forhold til mad, hvor Villy spiser med ved bordet fra start, så får vi selvfølgelig nogle kommentarer på vejen. “Jamen, bliver baby ikke kvalt?”, “Tør i godt det?”. Søde kærlige kommentarer. Jeg vil bare minde jer om, at sundhedsstyrelsens anbefalinger trods alt kun er anbefalinger, og jeg synes det er så fedt, hvis man tør stå ved sine egne holdninger, og tør at gøre det, man selv synes er det rigtige. Om det så er grød, vælling i sutteflasken, BLW eller noget helt fjerde. Det er ski’ ligemeget!

Ja, og så har vi altså valgt ikke at give Villy grød og mos. Og det er ikke for at sidde her og sige at det er det rigtige. Nej, vi har valgt det fordi det passer til vores dreng og vores familie. Og så er det bare super nemt. Jeg var som alle andre mødre, der har stået i samme situation, død-frustreret over det her med “at vælge” og det kæmpe pres. I ved: “Barnet er ved at være 6 mdr, og fuuuck det betyder mad. Hvad skal vi proppe i ham? Hvad må man, og hvad må man ikke?“. Vi lånte et hav af bøger, og det forvirrede os endnu mere. Nå, men vi kender til BLW igennem Sofie, og det er vi trygge ved. For med det her BLW, eller Baby-led-weaning, så kan Villy få præcis det samme som os, og vi skal ikke stå og lave alt muligt andet ved siden ad. Det er dælme smart! Og så er vores lille-store baby så glad for at amme, at BLW(kombineret med egne tiltag) er ekstra perfekt! Typisk vil børn med mos og grød, cutte amningen hurtigere, da det mætter i sig selv. Med BLW vil de blive ved med at amme i længere tid. Det passer os rigtig fint, – især med alle de rejser, vi har de næste mange måneder.

Jeg fik et spørgsmål på instagram omkring vores overvejelser – især når det ikke er præcis som sundhedsstyrelsens anbefalinger. Jeg vil ikke sidde og prædike, men jeg har en rolig mavefornemmelse. Som mange andre kører vi ikke 100% BLW. Jeg tror ikke på, at man behøver at gøre noget hundrede procent. Vi tager den med ro, og gør som vi synes er rigtigt. Grundprincipperne ved BLW er, at baby spiser med ved bordet, spiser selv og får det samme som alle andre. Baby ammes stadig, og skal altid være mæt inden spisning. Jeg kan anbefale jer at læse bogen “Jeg kan godt selv – en introduktion til Baby.led-weaning”, hvor I kan læse meget mere om det hele. Og så et godt råd: Gå efter din egne mavefornemmelse, og sorter i alle de gode råd – brug kun dem, du selv synes, du kan bruge. :))

Nå, men altså nu ved I lidt om vores valg, og så var min opsang jo også lige for at minde alle, både mødre/fædre, bedsteforældre eller venner/veninder til folk med børn om, at tingene ikke nødvendigvis skal gøres på samme måde, for at de er rigtige. Der er så meget pres på forældres skulder, og hvis man dog bare lige kunne give plads til forskellighed, så ville det være dejligt befriende. PEACE, INTET ANDET END LOVE OG AMEN! // En lille mor // Lise

Villys verden

Kom med til svømning – Fætrenes første dyk

2017_0508_122444_003-1

Ihh, mandag er blevet min yndlingsdag. For der går vi nemlig til svømning. Det har jeg før fortalt jer om her.j I dag havde jeg taget actionkamera med for at forevige svømmeminderne. Det er så hyggeligt at have sådanne hjemmevideoer. Og nu skal den deles med Jer!

Efter en 4-5 gange til babysvømning, var det tid til at ungerne skulle dykke. Men kun kort, og det tror jeg mor her, er rimelig tilfreds med. Det skal jo ende med at vi slipper dem, men synes selv det her var grænseoverskridende.

Nå men ikke desto mindre gik det jo super fint, og jeg synes I skal overveje det der babysvøming! Det er fantastisk! Vi går i Farum, og du kan kigge holdene her. Babyerne er glade og dejlig trætte bagefter! Se med herunder.

Ser det ikke bare skidehyggeligt ud? // Lise

Villys verden

Drengenes legehjørne – nu med masser af fine skandinaviske plakater

Reklame for Desenio

p4240394

Villy er ikke stor nok til at have et legeværelse – vi ved det godt. Og vi har her før nævnt at Villy ikke skal have sit eget-eget værelse før han har et behov for det. Men sagen er den, at vi flere gange ugentligt har besøg af fætrene Vandborg. Og de to rodehoveder har taget alt Villys legetøj i brug. Det er så hyggeligt, og for os gør det ikke spor at Villys sager fra hans navngivning (læs mere om det her) bliver pakket op og brugt. Så fornyeligt da Anker var på besøg, kunne moster her ikke dy sig. Anker fik lov til at åbne alt Villys dublo og Briotog. Han var ellevild – det samme var Frode. Han er lige det der halve år ældre end Villy, og det gør meget lige nu. Men så kan vi rigtig forestille os hvordan det er om ikke særlig lang tid. De elsker jo at lege! Og det er så hyggeligt. For at det ikke fylder i stuen (vi har jo nok ting derinde i forvejen, haha), har jeg lavet et hjørne til alle drengene på vores gæsteværelse. Det var sådan semikedeligt bare at stille legetøjet derind, så jeg gik ellers i gang med at indrette med de fineste plakater fra Desenio. Det fede ved børneværelser (eller hjørner om man vil), er at man kan gå lidt mere amok med indretningen. Så vi har fundet nogel skønne og søde plakater og mixet dem med nogle af Michael hjemmelavede kreationer. Desuden fik Villy i navngivning af sin farmor og farfar den sødeste lille teakkommode. Den har også fået en plads. I kan finde guiden til flyvemaskinehylden her og det fine hjemmelavede jagttrofæ her.

p4240374

Skateboardplakaten er oplagt, da Michael jo skater og store intentioner om at tage Villy med når han bliver større.

p4240386

Vi har hængt ni plakater op. Fra øverste venstre hjørne er linkene til plakaterne som følger; Surfing Bear, Half Moon, Capricorn, Sailor, Green Pinapple, Seaturtle, Bubbles Blue, Getting Air og Lune.

Hvis du selv vil have fingrene i et par fine plakater, så tjek Desenios hjemmeside ud. De har desuden en helt kategori, der hedder Børn og Unge, og der fandt jeg selv mange af plakaterne. De har virkelig mange forskellige at vælge i mellem. Og så kan du endda med koden LISEVANDBORG(fanzy-fanzy) i perioden den 2 til den 4. Maj få 25% rabat på din ordre hos Desenio (Koden er ikke gældende på:  håndplukkede/exclusives plakater og rammer/plakatophængere/clips)

 

Er drengenes lille legehjørne ikke blevet hyggeligt?? Hvordan har I indrettet plads til at ungerne kan lege?

 

Det var vidst alt for nu. Tak fordi I læste med! // Lise