Villys verden Arkiv – Lise og Michael
Browsing Category

Villys verden

Lises verden Michaels verden Villys verden

Året der gik 2017

Hvordan vælger du at se på dit forgange år? Jeg tror det har ret meget betydning, hvad du vælger at fokusere på. Lader du dig påvirke af alt det negative, så har året jo ikke været en succes. Jeg kan huske Sofie spurgte mig sidst jeg var indlagt: “Hvordan holder du humøret så højt?” og jeg tænkte lidt over det. For ja, sikke et hårdt år for os! Og så kom jeg i tanke om, at der kun er en grund til, jeg i 2017 har kunne klare alt det negative. Det er ved at fokusere på det positive. Det virker altså. Når det så er sagt, så er det sgu også vigtigt at erkende og acceptere at man har det hårdt i ny og næ. Man skal ikke benægte det. Men heller ikke dyrke det for meget. Sådan en hård-fin balance. Det virker for mig.

På vores tur hjem fra juleferie, fik vi tid til at snakke vores 2017 i gennem. Et år der har været den vildste rutsjebanetur! Der har ikke været noget standard over den, nej. For det har svinget mellem sygehus, sygdom og skodhed og rejser, eventyr og familietid. To modpoler, der til sammen har udgjort 2017.  Læs med nedenunder collagen her, som meget godt opsummerer vores år 2017

collage-7

 Januar

Vi blev forældre! Babyboble, udkørt far, græderne mor, lortebleer og sår på brysterne. Men også rigtig meget andet. En masse følelser. Men midt i det hele, midt i babyboblen, for vi afsted på sygehuset. For vores lille vidunder var syg. Afsted afsted. Lille væsen der skulle pumpes med alverdens medicin. Med sonde og maske. Det var forfærdeligt! Og ikke nok med det, endte ud i en indlæggelse for mor. En hård tid og en halv rigtig hård start! Men vi havde hinanden og vores elskede længeønskede baby. Læs om den kaotiske start her.

img_1633

Februar

Hele verden skal se vores lille vidunder. Familien mødte ham for første gang. Da vi troede det var over det blev vi atter ramt af sygdom og hospitalindlæggelse. De første tre måneder blev det ikke til tre slagsen. Men vi så meget til vores familie! Desuden blev der lavet et par kreative projekter og en del arbejde for at aflede. Vi fik lavet en alting. Og at fiskeværelse som du kan se her. Det blev også til et børneværelse det kan du se lige her. For i det nye år skulle nemlig også komme en ny fætter!

Marts

Efter flere anfald, fandt i ud af at Villy også var plaget af refleks. Det betød at han igen skulle have mere medicin. Men mange ting gav pludselig mening for os. Vi kunne nu endelig få en nogenlunde afslappet baby. Det blev også måneden hvor Villy fik sit navn og holdt en stor fest. Det kan du genlæse her. Oven på sygdom og dårligdom, havde vi brug for et afbræk. En rejse. Med familie. Og derfor besluttede vi os for at rejse til Portugal.

img_2741

April

To uger med en tre måneder dreng til Portugal. Det var fedt! Og totaaaaal afslappende! Vi tog Sofie og co. Med og I kan tro vi nød det! I Portugal lærte Frode at kravle og forældrene at rejse sammen. Er I i øvrigt klar over hvor flot Porto er? Tjek billederne, og hvis du vil have tips til at rejse med lille baby, så skrev jeg et indlæg tidligere på året. Der er her.

p4070406 p4070339

Maj

Forår på vej, og vi var glade. For forår er lig med mere varme og mindre sygdom! Sådan blev det faktisk! Vi nød foråret ved at lave køkkenhave og indrette terrassen. Tjek det her. Juni Juni betød sol! Vi nød forsommerens solrige dage og begyndte så småt at glæde os til året sommerferie.

Juli

Vi havde den mest fantastiske juli. Juli = min fødselsdag, ferie, sol, is og familie. Vi startede med en uge i Sverige til træf med Michaels familie. Skønt! Herefter 3 uger i Kroatien med min familie. De har lejlighed dernede og jeg har før skrevet en del om det her og her. Vi fløj da Villy bestemt ikke er tilfreds med at køre i bil.

img_7672

August

I august skulle der arbejdes! Puuuh. Der blev knoklet for at tjene penge. Men vi tog også en uge til jylland, fordi Fætter Nohr blev født. Det var så vildt. Jeg , Lise, fik lov at opleve fødslen på helt tæt hold. Jeg var nemlig med. OG det var det største! Vi elsker den lille fyr, og glæder os til mange stunder med ham! Villy og Nohr bliver ded bedste venner.

img_8315

September

En måned med fuld knald på! For i denne måned havde vi presset optagelser af et heeeelt TV  program ind. Sofie var med som babysitter og Michael og jeg havde dælme godt nok sved på panden. Er næsten tilbøjelig til at sige at det var hårdere end Nybyggerne. Det var total komprimeret og denne gang var det ikke kun os, det gik ud over. Nej, vi rykkede jo også ind i andre folks hjem, og det skulle bare blive en succes! Vi glæder vanvitigt meget til snart at dele det med jer! I må vente lidt i spænding.

Oktober + November

Så var der afgang! En rejse vi havde planlagt hele året. 2 måneder til Nicaraguam hvor vi skulle bo en lokal familie. Hele den tur kan i læse om her, her og her. Det var så vanvittigt fedt! Vi fik vilde naturoplevelser. Vulkaner, vandfald, flot hav, søer, jungle og jeg ved ikke hvad. Det var så kanon! Og samtidig med det kom vi tæt ind på en ny kultur og fik kendskab til så skønne mennesker. Vi gør det igen, har vi aftalt! Bare et nyt sted i verden!  Vi lærte at man skal gå efter sin mavefornemmelse når det gælder om ens helbred og man skal reagere der ud fra. Trods indlæggelse, så var det, det hele værd!

pb180457

December

Vi kom hjem, og vores familier tog godt i mod os i lufthavnen. Men lykken var kort, for få dage efter blev jeg indlagt. En uge på sygehuset og en del af december var allerede gået med dårligdom, medicin, blodprøver og ondt i maverne. Og ikke nok med det, blev Villy og Michael også smittet. Så de skulle gennem samme helvede med høj feber og ondt i kroppen. Vi sluttede heldigvis December af med den skønneste jul i jylland med julegodter, hygge og massere af varme kram fra familie og venner. Ja, og Villy havde sin første fødselsdag. Sikken fest! Og sikke en bil der var proppet med tonsvis af gaver på turen hjem til Farum.Nu sidder vi så her i huset igen, den 31. December og venter på vores gæster. Vi er klar til at vinke farvel til et følelsespræget 2017 og goddag til et 2018 som byder på mange gode stunder. Det kan jeg mærke!

img_7187

Vi håber I får et rigtig godt 2018 og tusind tak for jeres mange beskeder, kommentarer og støtte. I er så gode, og vi kunne ikke lave alle de her spændende ting uden jer. SÅ TAK! GODT NYTÅR!

// Lise og Michael

Lises verden Livsstil Michaels verden Rejser Villys verden

Nu bor vi altså i Nicaragua

Hermed en lille videohilsen fra os i de fjerne og varme lande. Det går rigtig godt. Det har været nogle hårde første dage med sindssygt mange indtryk og en hel del jetlag. Vi har alle tre været klar til at putte os omkring kl. 16.00, og klokken 5 har vi igen været klar til at stå op. En ond cirkel, hvis man først begynder at gøre det. Så derfor har vi forsøgt at holde os vågne og få vendt døgnet. Det har i hvertfald taget en god uges tid. Men sikke nogle dage! Kig med i videoen, og læs nærmere nedenunder.

Mødet med familien.

Vi vidste ikke rigtig hvad vi kom ned til. Vi havde fået at vide af Danish Volunteers (som har fundet værtsfamilie til os) at vi skulle bo hos en familie med tre børn. Vi ankom sent onsdag aften, og blev modtaget af Fatima og Juan Carlos. Et sødt par på hhv. 28 og 40 år. Vi gik rimelig hurtigt i seng og sov sådan nogenlunde. Tidlig torsdag morgen var der rigtig uvejr, så børnene havde fri fra skole. Det betød at vi blev mødt af tre meget nysgerrige børn. Violet på 3 år, Robert 5 år og Kianny 6 år. Godt 2 minutter efter vi kom ud fra vores værelse, spurgte drengene om vi ville lege tagfat. Og så løb vi ellers rundt i et helt nyt hjem, i et helt nyt land og legede fangeleg med nogle helt nye små venner. Det var så godt! <3 Familien er meget bedre end forventet, og vi er blevet taget så godt imod! Det kan kun blive en god tid i deres hjem! Desuden laver Fatima super lækker mad. Vi får 3 store gode måltider om dagen. Vi hjælpes med lave mad, vaske op osv, og det er egentligt meget rart. Så føler man sig ikke som gæster.

En lille fyr bombet med indtryk

Villy. Ja han er totalt bombet i sit lille hovede af alle indtrykkene. Vi arbejder på højtryk på at give ham nogle pauser i ny og næ. Når vi går i byen, stopper folk og vil røre, diggedigge og holde ham. Når vi er hjemme vil drengene kysse på ham og lege med ham. Selv hvis vi er på vores værelse, kommer drengene og spørger om de må komme ind og lege. Heldigvis er Villy god til at vise når han har fået nok. Og så er det bare med at hjælpe ham med at få roen. Han er sej! Han klarer det så flot!

Skolen vi skal gå på

Når vi er faldet til skal vi have spanskundervisning på skolen Casa Xalteva. Faktisk er det Juan Carlos der står for skolen. Skolen har tilknyttet 22 børn, som har det svært og kommer fra fattige kår. De får her ekstra undervisning, måltider og støtte. Udover de her børn, er der også en række spansklærer som underviser diverse udlændinge i spansk. Det er altså et velgørende projekt samtidig med en skole for os, der gerne vil lære spansk. Her skal vi først have spanskundervisning og senere hen arbejde frivilligt. Det skal vi nok fortælle nærmere om senere.Et besøg i junglen

I vores første weekend var vi på besøg hos Juan Carlos søster, Karla, som bor i en by, der hedder Catarina. Her er der mere ‘friskt’ og det var rigtig rart oven på dage i 32 grader og med en meget høj luftfugtighed. Det var desuden i junglen, med udsigt over en virkelig smuk sø. Vi så store Congo aber og ja… Det var bare vildt!

pa060002

 

Husk I kan følge med på instagram @lisevandborg, og så kommer der i ny og næ et par opdateringer herinde også. Tak fordi du kiggede med! // Kh. Lise, Michael og Villy.

 

NB: dette indlæg er en smule forsinket da vi er gået i feriemode.

Lises verden Livsstil Michaels verden Rejser Villys verden

Sådan gik den lange rejse med baby + gode råd fra os!

skaermbillede-2017-10-13-kl-14-11-01Et ‘haøølj’ fra Nicaragua! Vi har det godt – først og fremmest. Vi er endnu ikke blevet ædt af en abe eller kørt ned af en chicken-bus.

Vi kan nu endelig se tilbage på vores laaaange tur herhen og tænke “for søren hvor er det godt, der er længe til vi skal tage den tur igen!” Turen var nemlig hård. Men ærligt – er det ikke altid hårdt at rejse så langt? At man så lige har en ni-måneder gammel tumling med på slæb, gør det bestemt ikke mindre besværligt.

Vi fløj således:

København-Paris (2 timer)

Paris-Atlanta (9 timer)

Atlanta-Managua (3 timer)

Vi havde gjort os nogle tanker omkring rejsen, og på forhånd tænkte vi:

  • Den hårdeste tur bliver  9-timers turen
  • Vi skal have spændende legetøj til Villy og en iPad med film
  • Vi skal have nok bleer, medicin osv med i håndbagagen.

Og ja. Det endte med at holde stik.

Den første flyvetur gik fint. Villy sov en lille lur. Den anden tur….. ARRGGH. Knap så god! Villy ville ikke sove. Han sov cirka 1 time på den tur. Han havde været vågen i mega lang tid, og var så træt at han – bortset fra et par sjældne gange hvor han charmede folk – skreg og var total ynkelig. Lille pus. Vores iPad plejer som regel at være en life-safer – men typisk så gik touch i stykker, og Villy gad altså ikke kigge på den i flyveren.

I lufthavnene var han tilfreds og kravlede rundt. Og heldigvis endte han med at sove på hele den sidste tur.

Så jeg vil sige: Ja, man kan forberede sig mega meget til sådan en lang tur, men det ender ofte med at blive helt anderledes end man lige tænker.

Her er nogle råd, og ting der fungerede rigtig godt for os: 

  1. En oppustelig rejseseng/sovepose . Skide smart til at aflaste benene. Sådan en kan købes her (reklame, men vi brugte den virkelig meget!)
  2. En suttesnor. Vi er normalvis ikke fan, da vi ikke synes Villy skal gå rundt med sin sut hele tiden. Han bruger den kun når han skal sove. MEN på sådan en rejse, er det bare megarart at have sutten i snor, så man ikke skal lede efter den konstant.
  3. Opdel håndbabagen tasken i små opbevaringsposer. Det er virkelig smart, så du ikke skal hive alt op af tasken for at få fat i noget. Vi havde købt nogle i Tiger og tingene var opdelt i: 1. mad og snacks, 2. ekstra tøj 3. pusleting 4. legetøj og 5. toiletsager.
  4. Nu vi snakker håndbagage, så er vores bedste erfaring hidtil: vores nye klapvogn! den kan nemlig klappes så meget sammen, at man kan have den med op i flyet og derved have den i mellemlandingerne. Det betyder -1 stykke håndbaggage, men det er bestemt det værd! Også senere hen på rejsen når den skal med i busser og taxier. Klapvognen hedder BabyZen YoYo, og den kan lægges ned i ryggen.
  5. 2-3 flasker vand. Som forælder får man lov til at tage væsker med ind. Og vi havde 2-3 vandflasker i en af ‘Villy’-poserne’. Vi fik lov at få dem med, og det var faktisk rigtig rart. Vi havde vand til Villy og til os selv. Vi sørgede desuden for at drikker ekstra meget. Jeg får nemlig altid mega hovedpine på sådan en lang rejse, og vand kan afhjælpe!
  6. Slyngen! Den var uundværlig. Et par gange fik vi ham til at sove der i – og det er også altid vores plan B hvis vi ikke kan få ham til at falde til ro. I slyngen med ham, og så op og ned af midtergangene en 20-30 gange. Så sov han! Til Jer, der gerne vil vide det: vores vikle er en fastvikle i str 6, og den er fra Little Frog og hedder Grey Illusion.
  7. Ekstra (gratis) sæder!!! Vi var megaheldige. De to første rejser (inkl. den lange – vigtigt!) fik vi et ekstra sæde til Villy. Det første fly var et tilfælde, og det andet spurgte jeg ganske enkelt efter det. Det betød alting for turen. Vores oppustelige rejseseng fungerede også som et sæde for Villy når han var vågen, og så kunne han selv sidde og lege lidt.

skaermbillede-2017-10-13-kl-14-11-38Har I flere gode råd, der skal tilføjes?

Vi er i rejse-feriemode, så hvis indlæggene bliver udgivet lidt sent, så ved I hvorfor! Ikke desto mindre, så skal I følge med om snart, når vi fortæller lidt om vores første uge. For os er det som en dagbog, og så er det også bare hyggeligt hvis I har lyst til at læse med.

Ja, og endnu en gang; du kan læse hvor vi er flyttet hen her.

// Lise, Michael og Villy

Lises verden Michaels verden Villys verden

Vi flytter!!!!

img_6342Det her clickbait så det batter! Men det er altså rigtig. Vi flytter! Men det er ikke forevigt, vi siger farvel til vores skønne Nybyggerhus. Vi siger faktisk bare på gensyn. For vi flytter kun midlertidigt. Vi flytter nemlig rigtig langt væk. Faktisk næste 10.000 km. Lige så snart vi er færdige med TV-optagelserne, skal vi nemlig til Nicaragua.

Nu skal det være! Det er en drøm vi altid har haft, og rejsen har været i vores planer i et års tid. Vi har sparret sammen, forberedt os og glædet os i rigtig lang tid. Flybiletterne er købt for måneder tilbage – selvfølgelig me afbestilling hvis vi skulle ombestemme os. Det med at ombestemme, har været et ret stort issue. Da vi fik Villy for godt 7 måneder siden, var vi ærligt i tvivl om vi kunne klare at rejse væk. Og i så lang tid – til så fremmed et land. Men måned efter måned, er tingene blevet nemmere og vi har fået mere blod på tanden. Så nu gør vi det fandeme. Villy er jo glad hvor end han er. Så længe han har en mor og far der trives.

Hvor skal vi bo? Jeg har før været alene på en lignende rejse. Tre måneder til Guatemala, nabolandet. Det kan du læse om her og her. Jeg boede dengang privat og blev kæmpe fan af det. Derfor har vi fået Danish Volunteers til at finde en rigtig sød familie, og vi har hørt rygter om, at de også har småbørn. Nå vi bor lokalt har vi også på forhånd betalt for kost og logi. Familien kommer til at stå for den del. For os er det perfekt at have en fast base, men det betyder slet ikke at vi IKKE kommer til at rejse ud. Nej, for det er bestemt også planen. Vi skal helt sikkert opleve forskellige steder i Nicaragua. 

Vi skal arbejde frivilligt. Når vi kommer derned, skal vi have nogle timer om ugen i landsbysskolen. Hvor lidt og hvor meget er faktisk op til os, men vi har lit en idé om at vi kommer til at tage afsted hver for sig – på skift. En hjemme ved Villy og en på skolen. Vi skal i samarbejde med lærerne aftale forskellige fag og aktiviteter, vi kan undervise i. Michael er tidligere badmintontræner, så han kunne lære dem det, og jeg er ligeledes tidligere dansetræner. Det kunne også være spændende at have engelsktimer. Vi skal selv gå på sporgskole. Michael kan ganske få fraser på spansk, hvor imod jeg sagtens kan føre en samtale. Det bliver så fedt at få pudset mit spanske lidt! 

Forelsket i latinamerika. Ja, jeg, Lise, har en kæmpe forkærlighed for latinamerika. Folk er så søde og venlige – og trods alle skræmmehistorierne – har jeg aldrig oplevet modsat. Selvom pengene er små og fattigdommen stor, så bliver man altid mødt at et hjertevarmt og kærligt menneske. Den kæmpe kulturforskel vækker min nysgerrighed, og jeg har altid drømt om at tage Michael med dertil. Og Villy. Da jeg var i Guatemala mødte jeg et dansk par, der havde deres 2 årige datter med, og jeg tænkte dengang: “Det skal være mig engang”. Og det bliver det nu!

Vi har holdt det for os selv. Og det er faktisk mest af alt for at holde vores drøm for os selv. Vi har en hel del følgere og læsere, og vi ved også at der sidder folk bag skærmene, som har en anden mening end vores. Vi ved nogen tænker “er det nu forsvarligt” og “burde i ikke blive hjemme”. Vi får altid de der kommentarer på de sociale medier, med at vi burde tage den med ro. Og det er skideirriterende. Vi har ikke lyst til at vores drøm, har skulle gå i vasken, fordi vi måske har ladet os påvirke af andres mening. Vi rejser til et fattigt land med en lille baby, og de fleste vi har fotalt det til, har sagt: “Hvordan tør i det?”. Den sætning, kan få os til at føle som dårlige forældre, men kun for en stund. For vi ved jo godt, at vi ikke er dårlige forældre, fordi vi tager ham med. Vi rejser ned til et land med færre resourcer, men med totalt skønne mennesker. Det bliver SÅ godt for os alle tre. Vi kommer til at vokse som familie og vi tror endda vi får mere rejselyst, efterfølgende. Vi er ikke bange for mennesker. Og vi er ikke bange for andre kulturer. Så vi gør det! Og vi tør godt fortælle jer om det nu.

Vi håber begge to at det bliver vores bedste beslutning og at vi kommer til at nyde det. Vi kommer til at savne vores familier helt vildt, men så er det heldigvis heller ikke længere tid. I første omgang tager vi to måneder, og så må vi se om vi får lyst til at udvide. 😉  Vi har glædet os til at dele vores planer med Jer, men har holdt igen til vi var mere sikre, og knap så letpåvirkelige. For ja, det er langt at tage væk med et lille puds, men nu nærmer tiden sig med hastige skridt, og vi bliver mere og mere selvsikre. Michael gav mig en backpack taske i fødselsdagsgave, og jeg glæder mig til at indvie den! Vi har brugt det seneste år på at få en masse rejseerfaringer med Villy, og han er blevet rigtig god til at flyve. Så den del, er vi også spændte på!

Nu til Jeres hjælp! Har I nogle rejseerfaringer med små børn og lange rejser? Skriv en kommetar med dine bedste tips! Ja – og så mere specifikt. Jer, der har været i Nicaragua.. Hvad SKAL vi bare besøge? Og sidste spørgsmål, som jeg tænker nærmest er retorisk. Vil I have nogle updates i ny og næ fra Nicaragua? Har I forslag til hvordan vi skal opdatere jer, så vi ikke har for meget arbejde med det?

OG OG OG VIGTIGT! Skal vi tage dine ungers aflagte tøj med til fattige familier? Det vil vi i i hvertfald super gerne! Så har du et lager af dine børns aflagte tøj? I fin stand, som sagtens kan bruges igen? Så vil vi bede jer om at sende det til os. Vi fylder nemlig ekstra kufferter med tøj, sko og andre sager til alle de dejlige børn, vi skal ned til. Vi ville elske at modtage jeres sager, så vi kan glæde nogle meget fattige familier med tøj! Skriv en mail til lisevand@hotmail.com, hvis du sidder med tøj, du gerne vil donere, og derfor har brug for adressen. TAK! ps: vi sender også gerne billeder af glade børn i JERES tøj!

 

// Knus og kys og kram fra den lille rejseglade familie.

nicaraguaflagcoatofarms

Michaels verden Villys verden

En fars fødselsberetning

pc291528

Ja, nu er min lille (store) Villy altså blevet syv måneder gammel. Jeg startede med at skrive det her, da han var to måneder, men shit tiden flyver! Nu er jeg så småt færdig, så hermed kommer et lille indblik i, hvordan jeg havde det, på sidelinien, til fødslen. I har hørt Lises beretning her. Jeg håber denne beretning kan gøre det, af være upcoming far, lidt nemmere, eller måske bare give en smule mere indsigt i, hvad der egentligt sker til og omkring en fødsel. Jeg tænker det kan være meget brugbart for andre fædre – og også for andre søstre/mødre, som skal deltage som fødselshjælper.

Nå, lad mig starte et sted…

28/12 – 2016 kl. 3.00 ca. 

Dagen(e) op til denne dag var et rent vakuum. Jeg/vi kunne nærmest ikke planlægge noget som helst. Jeg synes det var ret hårdt – tiden var lang, trods mange hyggelige dage med familien. Men kl. 3.00 d. 28. december – cirkus, vækker Lise mig, og i første omgang skulle jeg til at blive pigefornærmet over, at hun kan tillade sig at vække mig, midt i min dybe søvn. Jeg kunne dog høre på hendes stemme, at nu skete der noget. I første omgang går man instinktivt en lille smule i panik. Ja, jeg havde en eller anden forestilling om at man skulle køre på sygehuset i en fart. Men jeg får mig taget sammen, og Lise og jeg snakker stille og roligt om hvad der sker. Der viser jeg at slimproppen er gået.. Her er det som mand meget svært at sætte sig i hendes sted. Nu må han da snart melde sin ankomst??

Næste dag skulle vi til sidste jordmoderbesøg – vi fik det snakket igennem, og kunne konkludere at Lise muligvis snart gik i fødsel.. Endnu et vakuum – hvornår kommer den lille gut og hvornår fanden er snart?

29/12 – 2016 kl. 01.00

Den 29. går dagen med at vi slapper af og Lise siger, at hun føler der er noget på vej. Jeg kender Lise, og jeg tænker at det ikke nødvendigvis betyder at der sker noget LIGE nu. Jaja, hun er måske lidt pyldret. Om aftenen er det tiltagende, igen er det en mystisk ventetid, man er i sådan en “eksamens-angst” lignende tilstand. Jeg føler jeg har forberedt mig på denne dag, men alligevel totalt uvidende om hvad der foregår i Lises krop… Jeg kan ikke sætte mig ind i det, hun mærker. Og når hun siger hun har ondt, er det så sådan VIRKELIG slemt, eller bliver det værre? Hmm.

Kl. 01.00 er veerne ret kraftige, jeg tager tid på en app på telefonen (selvfølgelig er der en fødsels-app – tænkte jeg). For mig er det faktisk meget fint at kunne have ansvaret over et eller andet, og måske flytte fokus fra det, der snart skal ske. Så jeg tager tid. Og forsøger at være sød. Selvom jeg synes ventetiden er lang, har jeg fået at vide at man for guds skyld ikke må klage, så jeg forsøger bare at være der for Lise. Veerne er ret uregelmæssige, men kan godt vare de der 1-2 minutter, som de skulle. Vi bliver enige om at ringe til fødselsgangen – i telefonen siger jordemoderen at vi bare kan komme derud. Vi får pakket sammen og daffer afsted mod sygehuset. I bilen tænker jeg: – “Jeg troede man skulle flyve afsted i en fart, men det hele er meget roligt”. Netop nu tænkte jeg at det hele ville gå ret hurtigt, og det nok snart var overstået. Hvem ved, måske havde vi fået vores lille dreng inden solen stod op? (Det vidste sig dog at tage noget længere tid)

På sygehuset blev vi budt velkommen af en jordemoder og sendt ind på en lille bitte fødselsstue. Jeg kan huske jeg slet ikke var klar til at være ordentligt tilstede. Stuen var ret lille, og jeg var træt, men jeg fik mig hanket op og var selvfølgelig den hjælper, som Lise snart skulle få brug for. Lise blev undersøgt for hvor “åben” hun var. Fuldstændig uforstående (igen) om hvad der skete, fik vi besked om at hun kun var 0,5 cm åben, og jeg tænkte så mange timer for så lidt? Jeg blev sgu lidt vemodig, over at vi nu kunne gå i venteposition igen. Vi kom hjem med smertestillende og skulle sove på det.

Vi tager hjem, og jeg ved det er vigtigt at få sovet. Og det er heller ikke et problem for mig. Så jeg sover (dog ikke så tungt), mens jeg ved at Lise er i et mindre smertehelvede. Et par gange i løbet af natten vågner jeg op, og ser til Lise.

29/12-2016 

Kl. 8-9 stykker ringer vi igen, da veerne er så kraftige at det er på tide at komme afsted til fødselsgangen igen, Lise var dog ved godt mod mellem veerne, jeg kan huske at vi tog selfies og var meget loose omkring det hele. Jeg følte mig for en gangs skyld ovenpå, i forhold til natten før. Vi ankommer på fødegangen, og en VIRKELIG god og sej jordmoder tager i mod os, hun formår at få os helt ned i gear og føle os “hjemme”.

Vi spoler lige lidt – dagen forløber i seje træk… Lise kæmper en brag kamp (hold nu kæft hun er sej!), op og ned af badekar, og ud i 1000 forskellige stillinger. Det er frygteligt hårdt at stå på sidelinien uden at kunne overtage nogle af smerterne, man vil så gerne hjælpe.

Omkring kl. 16 ankommer mine forældre som sidder i venteværelset. Det er en ambivalent følelse, for jeg har lyst til at være der for Lise, men jeg har også lidt lyst til at stikke af. Det er hårdt at håndtere at Lise har så ondt. Jeg er faktisk nødt til at gå ud og få lidt luft. Tanken om at mine forældre er lige i nærheden, giver mig også ro i maven.

(Jeg kan ikke rigtig huske præcis hvad der sker, det er som om jeg har fortrængt det)

Lises veer går i sig selv i badekarret, så hun får besked på at skulle op. Jeg husker min ærgelse over at Lise ikke kunne ‘få lov’ at blive i badekarret. Her er hun nemlig rolig og veerne holdes lidt i skak. Det er nemmere for mig at se Lise på den måde. Men jordermoderne vil have kraftigere veer.

En masse tjuhej senere, ligger Lise på briksen igen, og nu suser veerne ind over hende. Jeg holder lattergassen op for hende, og det beroliger hende. Det er dejligt at jeg i det mindste kan hjælpe med det. Det tager også mit fokus, og lige så snart jeg kan se et ve på vej på skærmen, så hiver jeg masken op til hendes ansigt.

Måltider har der ikke rigtig været tid til. Det blev til en halv kold toast, og lidt saftevand. Ellers så er fokus og alle mine egne behov væk. Jeg glemmer faktisk at gå på toilettet(og jeg får helveds ond i maven dagen efter). Haha. Klokken nærmer sig eftermiddagstid.

Nu skal den baby altså ud! Og jordermoderen lyder som følgende: “Hvis der ikke snart sker noget, så må vi give noget smertestillende, så Lise kan samle kræfter. Så kan hun måske sove lidt”…. SOVE LIDT? Jeg tænker bare: ” NO! Hun skal forfanden da ikke til at sove nu!! ” Det skal bare overståes. Men det er jo nemt for mig at sige, så jeg holdt bare min mund. På det tidspunkt var tålmodighed en by i Rusland.

Men lige pludselig går tingene bare rigtig stærkt. Jeg mærker bare nervøsiteten stige. For jeg kan jo forstå på hele situationen at vi nærmer os vejsende. Og jeg begiver mig ned til de nedre regioner for at få et smugkig. Lises mor og søster kigger også med. Vi forsøger alle at være ligt i baggrunden, så Lise og Jordermoderen kan arbejde sammen.

Til kommende fædre: i skal ikke være så bange for at kigge ned. Det er ganske rigtig meget surrealistisk og grænseoverskridende. Jeg vil ikke sige at det er klamt, men jeg vil sige det er totaltskørt. Jeg tænker det er virkelig stort – hovedet altså – men så går det op for mig at det kun er en lillebitte del af hans hovede, jeg har set. Jeg glemmer det aldrig.

Med ikke særlig mange presseveer, er den lille fyr ude. Klokken var præcis 18.24. Og jeg kan faktisk ikke sætte ord på hvordan det var. Det er en følelse der bor inde i mig, som jeg ikke kan forklare. Jeg syntes det hele var lidt uhyggeligt. Men ikke nødvendigvis på en dårlig måde. Hele oplevelsen var så intens, og så er der bare en lille baby. Som er min.  Og jeg syntes alt er nyt og det hele er forandret. Og jeg kendte jo slet ikke den lille fyr, endnu. Jeg klipper navlestrængen. Ikke fordi jeg har mega mange følelser forbundet med det. Men uden at tænke over det står jeg med saksen i hånden og klipper. Jeg havde faktisk tænkt det ville være sygt klamt, og jeg har hørt lidt skrækhistorier. Det var da heller ikke det lækreste. Konsistensen var som frygtet, lad mig sige det sådan. Men den lille fyr var ude og trods mange timers kamp, fik jeg et kæmpe skud adrenalin, og kunne pludselig klare hele verden. Nu er jeg – ikke bare nogens – men en helt bestemt lille fyrs far. Hele familien kom og delte den store begivenhed med os. Ganske få minutter efter fødslen. Det betød rigtig meget for mig at mine forældre var der med det samme.

pc291551

Nu her 7 måneder senere, synes jeg ikke dét at Villy blev født, er det største i mit liv(som nogen siger). Det er mere at tænkte tilbage på det hele som en helhed. Giver det mening? Altså, jeg synes ikke fødslen var DET STØRSTE(!). Men Villy er det største. Og det vokser fra dag til dag.

Mit bedste råd til kommende fædre/fødselshjælpere er at stole på jordermoderen og tro på din kone/kæreste/datter kan klare fødslen. Vær der som en støtte og fortæl IKKE den kommende mor hvor hårdt DU har det! Det er mega hårdt på sidelinjen, men lige i den her situation er du nødt til at bide det i dig. Tiden læger alle sår, så hvis fødslen bliver hård, så skal I nok komme over det! For det bringer så mange skønne stunder med sig – resten af livet. Og held og lykke!

Nok følelsepladder herfra! Jeg håber I kunne bruge mine ord og tanker. De er noteret over de sidste mange måneder, så noget er måske gået tabt. Rigtig meget held og lykke til kommende fædre – og I kan godt glæde jer! Der er noget om snakken, når man siger det største, sjoveste og dejligste i verden er at få børn! Smid en kommentar i kommentarfeltet, hvis I spørgsmål eller egne erfarringer, der skal med! // Michael

Villys verden

“Jamen, bliver baby ikke kvalt?”

Efter jeg er blevet mor, har jeg bare opdaget, hvor total perfektionistiske mødre i vores kultur er. Det er jo nærmest lige før, man stræber efter et bestemt facit, når man får en lille baby. Jeg har haft sådan en lidt eksamensfølelse i maven, når jeg har skulle fortælle om vores valg og tilgang til det, at have en baby. Det er som om, at der kun er en rigtig og en forkert måde at gøre tingene på. For det hele skal helst være efter sundhedstyrrelsens anbefalinger, man skal helst have så meget ro som muligt og man skal sørme passe på hvad man gør og siger. Og det er ifht. alt.

Jeg har næsten ikke turde fortælle, at min baby har ligget i midten mellem mor og far, eller at jeg har ladet Villy smage min is, som var proppet med sukker. Jeg har dog gjort det alligevel, men jeg siger det ikke ligefrem som det første. For jeg ved hvordan mange i dag reagerer: “Jamen, ved du ikke at det kan føre til vuggedød?” eller “Er du klar over hvilke E-numre du propper i din søn?”. Eksemplerne er mange. Børn er bare et mega ømt emne. Og det er i og for sig også OK. Det er trods alt vores fremtid og vores små et og alt. Men som med så mange andre ting – så alt med måde, ikke?

Jeg har fået et par spørgsmål omkring, hvad vi har valgt at gøre med Villy og mad. I vores kultur er det jo rigtig populært med grød og mos. Sådan har det jo stort set altid været. Vi har dog alligevel valgt at gøre op med idéen om, at baby skal mades med ske. Vi lader Villy gøre det selv. Han er ved at være et halvt år gammel, og han har de seneste dage vist så ufattelig meget interesse for vores mad. Alt skal i munden. Også det, som ikke nødvendigvis kan spises. Så vi udnytter hans interesse, og kører det, som mange kalder BLW. En babystyret mad-tilvænning. Egentligt ville det være fede at sige: “Vi kører bare vores eget show”, men lige som alle andre, er vi da også påvirket af tanken om, om vi gør det rigtige. Og det er da rart at læne sig op af noget.

img_6518

Ifht. det er meget afslappede forhold til mad, hvor Villy spiser med ved bordet fra start, så får vi selvfølgelig nogle kommentarer på vejen. “Jamen, bliver baby ikke kvalt?”, “Tør i godt det?”. Søde kærlige kommentarer. Jeg vil bare minde jer om, at sundhedsstyrelsens anbefalinger trods alt kun er anbefalinger, og jeg synes det er så fedt, hvis man tør stå ved sine egne holdninger, og tør at gøre det, man selv synes er det rigtige. Om det så er grød, vælling i sutteflasken, BLW eller noget helt fjerde. Det er ski’ ligemeget!

Ja, og så har vi altså valgt ikke at give Villy grød og mos. Og det er ikke for at sidde her og sige at det er det rigtige. Nej, vi har valgt det fordi det passer til vores dreng og vores familie. Og så er det bare super nemt. Jeg var som alle andre mødre, der har stået i samme situation, død-frustreret over det her med “at vælge” og det kæmpe pres. I ved: “Barnet er ved at være 6 mdr, og fuuuck det betyder mad. Hvad skal vi proppe i ham? Hvad må man, og hvad må man ikke?“. Vi lånte et hav af bøger, og det forvirrede os endnu mere. Nå, men vi kender til BLW igennem Sofie, og det er vi trygge ved. For med det her BLW, eller Baby-led-weaning, så kan Villy få præcis det samme som os, og vi skal ikke stå og lave alt muligt andet ved siden ad. Det er dælme smart! Og så er vores lille-store baby så glad for at amme, at BLW(kombineret med egne tiltag) er ekstra perfekt! Typisk vil børn med mos og grød, cutte amningen hurtigere, da det mætter i sig selv. Med BLW vil de blive ved med at amme i længere tid. Det passer os rigtig fint, – især med alle de rejser, vi har de næste mange måneder.

Jeg fik et spørgsmål på instagram omkring vores overvejelser – især når det ikke er præcis som sundhedsstyrelsens anbefalinger. Jeg vil ikke sidde og prædike, men jeg har en rolig mavefornemmelse. Som mange andre kører vi ikke 100% BLW. Jeg tror ikke på, at man behøver at gøre noget hundrede procent. Vi tager den med ro, og gør som vi synes er rigtigt. Grundprincipperne ved BLW er, at baby spiser med ved bordet, spiser selv og får det samme som alle andre. Baby ammes stadig, og skal altid være mæt inden spisning. Jeg kan anbefale jer at læse bogen “Jeg kan godt selv – en introduktion til Baby.led-weaning”, hvor I kan læse meget mere om det hele. Og så et godt råd: Gå efter din egne mavefornemmelse, og sorter i alle de gode råd – brug kun dem, du selv synes, du kan bruge. :))

Nå, men altså nu ved I lidt om vores valg, og så var min opsang jo også lige for at minde alle, både mødre/fædre, bedsteforældre eller venner/veninder til folk med børn om, at tingene ikke nødvendigvis skal gøres på samme måde, for at de er rigtige. Der er så meget pres på forældres skulder, og hvis man dog bare lige kunne give plads til forskellighed, så ville det være dejligt befriende. PEACE, INTET ANDET END LOVE OG AMEN! // En lille mor // Lise

Villys verden

Kom med til svømning – Fætrenes første dyk

2017_0508_122444_003-1

Ihh, mandag er blevet min yndlingsdag. For der går vi nemlig til svømning. Det har jeg før fortalt jer om her.j I dag havde jeg taget actionkamera med for at forevige svømmeminderne. Det er så hyggeligt at have sådanne hjemmevideoer. Og nu skal den deles med Jer!

Efter en 4-5 gange til babysvømning, var det tid til at ungerne skulle dykke. Men kun kort, og det tror jeg mor her, er rimelig tilfreds med. Det skal jo ende med at vi slipper dem, men synes selv det her var grænseoverskridende.

Nå men ikke desto mindre gik det jo super fint, og jeg synes I skal overveje det der babysvøming! Det er fantastisk! Vi går i Farum, og du kan kigge holdene her. Babyerne er glade og dejlig trætte bagefter! Se med herunder.

Ser det ikke bare skidehyggeligt ud? // Lise

Villys verden

Drengenes legehjørne – nu med masser af fine skandinaviske plakater

Reklame for Desenio

p4240394

Villy er ikke stor nok til at have et legeværelse – vi ved det godt. Og vi har her før nævnt at Villy ikke skal have sit eget-eget værelse før han har et behov for det. Men sagen er den, at vi flere gange ugentligt har besøg af fætrene Vandborg. Og de to rodehoveder har taget alt Villys legetøj i brug. Det er så hyggeligt, og for os gør det ikke spor at Villys sager fra hans navngivning (læs mere om det her) bliver pakket op og brugt. Så fornyeligt da Anker var på besøg, kunne moster her ikke dy sig. Anker fik lov til at åbne alt Villys dublo og Briotog. Han var ellevild – det samme var Frode. Han er lige det der halve år ældre end Villy, og det gør meget lige nu. Men så kan vi rigtig forestille os hvordan det er om ikke særlig lang tid. De elsker jo at lege! Og det er så hyggeligt. For at det ikke fylder i stuen (vi har jo nok ting derinde i forvejen, haha), har jeg lavet et hjørne til alle drengene på vores gæsteværelse. Det var sådan semikedeligt bare at stille legetøjet derind, så jeg gik ellers i gang med at indrette med de fineste plakater fra Desenio. Det fede ved børneværelser (eller hjørner om man vil), er at man kan gå lidt mere amok med indretningen. Så vi har fundet nogel skønne og søde plakater og mixet dem med nogle af Michael hjemmelavede kreationer. Desuden fik Villy i navngivning af sin farmor og farfar den sødeste lille teakkommode. Den har også fået en plads. I kan finde guiden til flyvemaskinehylden her og det fine hjemmelavede jagttrofæ her.

p4240374

Skateboardplakaten er oplagt, da Michael jo skater og store intentioner om at tage Villy med når han bliver større.

p4240386

Vi har hængt ni plakater op. Fra øverste venstre hjørne er linkene til plakaterne som følger; Surfing Bear, Half Moon, Capricorn, Sailor, Green Pinapple, Seaturtle, Bubbles Blue, Getting Air og Lune.

Hvis du selv vil have fingrene i et par fine plakater, så tjek Desenios hjemmeside ud. De har desuden en helt kategori, der hedder Børn og Unge, og der fandt jeg selv mange af plakaterne. De har virkelig mange forskellige at vælge i mellem. Og så kan du endda med koden LISEVANDBORG(fanzy-fanzy) i perioden den 2 til den 4. Maj få 25% rabat på din ordre hos Desenio (Koden er ikke gældende på:  håndplukkede/exclusives plakater og rammer/plakatophængere/clips)

 

Er drengenes lille legehjørne ikke blevet hyggeligt?? Hvordan har I indrettet plads til at ungerne kan lege?

 

Det var vidst alt for nu. Tak fordi I læste med! // Lise

Lises verden Michaels verden Villys verden

Tips til at rejse med baby

Vi var helt klart vildt spændte på at skulle på første rejse med lille Villy. Det er jo en helt ny verden for os, og selvom vi har rejst en del, så bliver man altså bare en smule nervøs af tanken om grædende baby i et i forvejen klaustrofobisk fly, varmere temperature og sightseeing med baby på slæb. Men vores første ferie til Portugal gik altså over alt forventning! Derfor vil jeg komme med et par tips og tricks, som jeg håber I kan bruge, når vi snart går ind i rejse-højsæsonen.

p4070406

Vores bedste tips er som følger:

  • Tænk over destinationen

Inden du kaster dig ud i den helt lange rejse over atlanten, så er vores bedste råd altså at prøve at flyve en mindre tur først. Som for eksempel til Portugal, som os. Vi havde ingen idé om hvordan Villy ville reagere, og man hører jo så tit om problemer med ørerne. Efter vi har fløjet til Portugal og set hans reaktion – hvilket var ikke eksisterende – så har vi nu også meget mere mod på at flyve længere væk. Det er meget rart at den første rejse med den lille, ikke er alt for mange timer. – Altså i tilfælde af at den lille purk ville skrige hele vejen. Så er der altså langt til USA, eksempelvis!

  • Tag afsted i længere tid end en uge

Vi havde 12 dage, og det er vi virkelig glade for. Det er jo ofte sådan, at helt små børn skal bruge et par dage til at vende sig til nye omgivelser, og i vores tilfælde gav det lige et par dårlige nætter til at starte med. Hvis du kun har en uge, vil omstillingstiden for baby måske fylde for meget. p4040262

  • Forbered dig hjemmefra

Vi sørgede for at tjekke ind hjemmefra, så der ikke var alt for meget stress i lufthaven. Desuden havde vi på forhånd sørget for at vi blev hentet i lufthavnen i Portugal, og vi havde også hjemmefra bestilt det lækreste ophold på AirBnB. Når du hjemmefra ved, hvor du skal være, så tænker jeg også du har mere ro i maven. Vi tjekkede i øvrigt også hjemmefra om der var babysenge og højstole. Sørg også for at lave pakkelister, så du er sikker på du husker alt.

p4090454

  • Bo lokalt, hvis du kan

Vi boede hos den sødeste familie der lejede et par værelser og en mini-lejlighed ud. Det betød at vi kunne få dem til at hente os i lufthavnen, vi fik morgenmad hver morgen og vi havde en lokal ‘guide’ til at hjælpe os med, hvor vi kunne finde modermælkserstatning til Frode, ringe til taxi, vise os rundt og sågar vaske vores tøj med baby-lort og gylp. Det var alt sammen virkelig dejligt, og oplevelsen blev mere intens og lokal. Desuden afsluttede vi ferien med god hjemmealvet portugisisk mad.

  • Tænk ikke på hvad de andre tænker

Puhh, man kan som nybagt forældre godt føle at alle kigger på en, hvis barnet eksempelvis skriger. Villy havde en skrigtur inden flyet begyndt at flyve. Han skulle sidde oprejst under letningen, og det var han ikke helt klar på. Vi kunne sagtens mærke alle øjnene, der kiggede på en. Forsøg at vær venlig, men ellers glem dem, der himler med øjnene. Børn græder, og det havde Villy sikkert også gjort hvis vi var derhjemme. Så tag afsted, selvom du har en purk der måske skriger et par timer eller tre dagligt.

p4070339

  • Hvis du ammer; gør det hvor det passer dig!

Når du er i varmen er det mega vigtigt at baby får nok væske. Hvis du ammer, er det med at tænke kreativt en gang i mellem. Eksempelvis på billedet ovenover, hvor jeg er færd med at amme mens vi er på sightsieeing mange meter oppe i luften. Du må rykke lidt på egne grænser, for amningen og væsken er ekstra vigtig når der er varmt. Jeg ammede eksempelvis også bare på restauranter, på stranden og i et hjørne i et supermarked.

  • Hvis du har en slyngevugge – tag den med!

Vores Vilsen er simpelthen så glad for sin slyngevugge. Han kan altid finde ro og tryghed der, og når vi skulle til et helt nyt land, med nye dufte og masser af indtryk, så var det virkelig rart at have en seng med, som vi med garanti vidste han ville sove i. Desuden kunne vi tage slyngevuggen med ud i skyggen.

  • Bestil evt en ekstra kuffert (hvis nødvendigt)

Sådan en lille fyr kræver bare virkelig mange ting. Vi havde bestilt flybilletter, hvor der kun gjaldt håndbagage. Det gik for min søster og co, men for os var det nødvendigt at bestille en ekstra kuff  ert. Og hvis du ikke skal ud og backpacke eller lignende, så tøv ikke med at bestille nok kufferter.. For det er super ærgerligt at stå og mangle et eller andet!

p4040246

  • Pak varieret tøj

Selvom din destination måske lover sol og 30 grader, og du render rundt uden en trevl på kroppen, så kan det altså stadigvæk være koldt om aftenen for de små væsner(eller dage med dårligt vejr – det sker jo ikke kun i DK..) og derudover er der jo aircondition overalt! Så sørg for at pakke varieret til den lille; lidt til varmt vejr og lidt til koldt vejr.

  • Det rigtige køretøj

Vi var virkelig glade for at have lejet en klapvogn hos Baby Golightly. De havde de her vildt smart vogne, der kunne klappes sammen, så de faktisk kunne gælde som håndbagage. Ergo, kan man jo, hvis man skal på en længere flyvetur med mellemlandinger, tage vognen med op i flyet, og bruge den i ventetiden i lufthavnene. Skisme smart! Desuden var det virkelig praktisk når vi var på tur. Der var nemlig altid plads i taxierne og når vi kiggede på butikker, var på marked og andet, så fyldte den ikke særlig meget. Da Villy kun er 3-4 mdr, kan han jo ikke rigtig sidde i klapvogn, men VOGENE ‘Babyzen Yoyo’ kommer altså også med en liftdel. Den var vi meget glade for!

img_1395

  • Find solbriller og hat i babystørrelse  

Det råd kunne vi godt have brugt. Villy var ikke specielt glad for solen og lyset. Og vi havde ikke nogel babysolbriller med. I stedet måtte han låne mors. De var lige en tand for store, men når han fik dem på, åbnede han øjnene op og kiggede lystigt rundt. Så sørg for at bedbringe små solbriller! Vi købte desuden en rigtig fin solhat på det lokale marked en af de første dage.

  • Medbring slynge/vikle/bæresele!

Vi havde vores elskede slynge fra XX med! Genial når man er å farten og den lille vil have en pause fra de mange indtryk. Desuden er der masser af tryghed, når baby er viklet tæt på mor eller far. Vi brugte den i øvrigt i lufthavnen, hvor Villy fik sig nogle gode lurer.

img_4159

  • Vigtigt: Pak solcreme; og høj faktor!

Husk altid solcreme. Det er ikke sikkert der lige er en butik med solcreme i nærheden, og hvis der gør, så er det faktisk ofte ret meget dyrere i udlandet end i Danmark. Vi havde taget en sol-stift i faktor 50 med til Villy, og den var virkelig god og nem lige at smøre på, der hvor han havde bar hud. For selvom man holder baby i skyggen, så vil der altid være øjeblikke, hvor de alligevel får lidt sol på sig.

  • Sænk forventningerne

Før vi fik børn, havde vi hjemmefra planlagt en masse vi skulle lave. Men når man rejser med en lille, så kan det altså ikke være på ens egne præmisser. Baby sætter dagsorden, og hvis barnet er fyldt op med indtryk eller bare ikke lige er klar på en dag på farten, så er der altså ikke så meget at gøre. Derfor havde vi faktisk valgt ikke at lave nogle planer for ferien. Vi havde et håb om at komme ud og surfe, og det var sådan set det. Det kom vi også en enkelt gang, og det er så fint for os! Så sænk forventningerne til hvad I skal nå, så bliver I ikke skuffede!

p4040278

  • Hvis muligt: Rejs med andre børn!

Vi rejste med min søster, svoger og deres to børn. Det var guld værd! Så står man med nogen, der er i samme situation. Og de kan måske bedre forstå, hvis man gerne vil have en langsommorgen, fordi baby har været en rod. Desuden kan man hjælpes ad, passe hinandens børn og på den måde også få lidt voksen-tid. Sofie, min søster, passede eksempelvis Villy da vi tog ud og surfe.

 

  • Overvind frygten og tag afsted!

Livet går ikke i stå fordi du har fået en baby. Ja, jeg var da nervøs for det hele, men på den anden side af ferien, er jeg så glad for jeg overvandt frygten. Man får så mange dejlige minder, bliver ladet op og får masser af ny energi til hverdagens strabadser af sådan en rejse. Så vi kan kun sige – GØR DET! Det er IKKE sidste gang vi skal ud og rejse i år! Vi har også erfaret at man lærer sit barn endnu bedre at kende!

  • Nyd det!

Sidst, men ikke mindst… Giv dig selv lov til at nyde det! Nyd at du ikke er i de samme vante omgivelser, og nyd at du er kommet væk hjemmefra! Det gjorde vi, og vi er hjemme med endnu mere energi og overskud. God rejse!

Er der noget vi mangler? Eller har du en erfaring, du gerne vil dele. Så skriv det i kommentarfeltet! Vi må jo hjælpe hinanden!

 

Lises verden Villys verden

To streger på en pind

Sponsoreret af Libero /Reklame for Libero / Annonce for Libero

Bleer, bleer, bleer überalles. Det er virkelig et hel ny verden fyldt med lortebleer, søvnløse nætter og masser af gylp. Men det er fantastisk! En babyverden, mit lille skrukke-jeg har glædet sig til i hundredevis af år! Samtidig med det meste er som forventet, så er hele mor-følelsen noget, man ikke kan beskrive eller forestille sig før man er blevet det.

De fleste kan nok huske det der ganske særlige øjeblik, hvor man opdager man er gravid. Det sidder fast som et helt unikt minde. Michael og jeg vandt Nybyggerne den 30. Marts 2016, og min termin var den 30. December. Præcis ni måneder efter finalen. Så man kan sige, at han er en finalebaby. Hehe. Selvom jeg sådan set først blev gravid efter finalen, så talte de min termin fra finaleaftnen. Det synes jeg egentligt er meget hyggeligt.

Jeg har været så klar til at få børn i mange år. Da jeg var 18 fik jeg fjernet cyster på æggestokkene, og efter både lægen, studievejleder og andre folk omkring mig, har opfordret mig til at få børn i en tidlig alder, så har det bare rykket både mig og Michael ret meget – forholdvis tidligt. Vi har været sammen i 6 år, så vi har jo sådan set rigtig mange oplevelser og erfaringer med i bagagen. Selvom det (i forhold til gennemsnittet) er ret tidligt at skrive ‘forældre’ på CV’et som 22 årig, så er det det HELT rigtig tidspunkt for os. Vi besluttede os for at nu skulle det være, da vi var færdige med optagelserne af Nybyggerne.

Jeg blev ikke gravid i første hug, og som så mange andre, der har besluttet sig for at få børn, så sidder man der, totalt spændt, og håber på at der snart sker noget. Men så begyndte Nybyggerræset – og heldigt for skrukke mig – så glemte jeg alt om baby-projektet.

Et halvt år efter, to uger efter finalen, testede jeg positivt. Det var så vildt at stå med en positiv graviditetstest i hånden. Og især på den måde det foregik. Vi var hjemme ved Michaels forældre og pakkede alle vores sager (der var opmagasineret)  i kasser. Jeg fandt en graviditetstest og jeg tror pr instinkt jeg tænkte: “Nu går jeg ned og tisser på den der”. Haha, den skulle i hvertfald ikke ligge og flyde. Jeg havde faktisk overhovedet ikke tænkt jeg var gravid, på noget tidspunkt. Og jeg var heller ikke gået over tid. Men eftersom det var blevet lidt en vane at tisse på de der pinde, så gjorde jeg det bare. Haha. Er der andre der kender det? Jeg har nok tisset på 10 styks, så det var bare ikke noget, jeg lagde noget i.

Da jeg havde tisset lagde jeg den fra mig, vaskede hænder og skulle egentligt til at gå ud. Jeg kom i tanke om den og tog den op, og kiggede… Så fik jeg bare den STØRSTE klump i halsen. 2 (!) streger. Hvad sker der?! Jeg kan huske mit hjerte hamrede afsted. Total kaotisk tidspunkt at opdage man er gravid. Vi stod der med flyttekasser overalt, og nogle dage senere skulle vi rykke til Farum. Vi havde sagt jobs op, droppet ud af studie og var klar til at starte på ny. Kæmpe omvæltning i forvejen. Ja, og hvorfor så ikke lige snuppe en baby også?

p4140009

Jeg listede op ad trappen til Michael, og sørgede for at Michaels forældre ikke var der. Michael kunne se på mig der var et eller andet helt galt. Jeg sagde til ham, at han lige skulle sætte sig ned. Han var total forvirret, for vi havde faktisk glemt alt om det der babyprojekt. Jeg sagde til ham “Du skal være far”, og Michael blev nærmest ligbleg. Han fik tårer i øjnene af glæde, og gav mig det største kram. Der stod vi egentligt i ret langt tid, smilte og små-grinte. Meget surrealistisk, og jeg vidste ikke om jeg skulle tro på det. Men det var rigtigt, og vi valgte at fortælle det til vores forældre samme dag. Og vores søskende. Vi har jo et ret tæt bånd, og selvom det var meget tidligt i graviditeten, så havde vi brug for de vidste det. Vi var enige I, at hvis det gik i vasken, så skulle de også vide, at det var derfor, vi måske var triste. Vi havde også virkelig brug for støtten midt i flytningen.

Ni måneder senere kom Villy til verden (du kan læse om fødslen her og den første tid her) og han er det største der er sket for os. Ligesom alle andre forældre ville sige det. Og på trods af lortebleer, gylp og søvnløse nætter, så er det det hele værd!

Sådan ser vores familieprofil ud pt

Til sidst vil jeg slå et slag for Libero Klub, hvor du som forælder kan få masser af gode tips og tricks, og hvis der er noget man er i tvivl om, kan man finde svar derinde. Jeg ved om nogen hvor MEGET man googler underlige ting, når man er blevet forælder, og i Libero Klubben samler altså bare de fleste af de ting, man kan være i tvivl om. Desuden er der forums, hvor man også kan stille spørgsmål til andre medlemmer. Og  hyggeligst af alt – og noget nyt – så har de lavet en slags digital ‘Barnets Bog’, hvor man med sin omgangskreds kan dele billeder, opdateringer og den slags. Det er altså mega smart, for så behøver du ikke at bombardere din instagram eller facebook med babybilleder. Så kan du bare invitere dem, du synes kunne have lyst til at følge dit vidunder. Jeg tænker det nok ikke altid er ALLE der vil høre om dit barns ’tisse-på’far-historier’ osv. På Libero Klubben kan du bare gå baby-spamme-amok! Helt uden nogle klager. Du kan tilmelde dig her.

Hvordan husker I øjeblikket, hvor I fandt ud af at der var et lille væsen i maven? Og tak fordi I læser med! // Lise