Baby Arkiv – Lise og Michael
Browsing Tag

Baby

Lises verden Livsstil

Bange for natten // Nybagte forældre

80008f03-1d39-4200-947e-507ad85924a0

Kan vi udskyde natten? Bare en dags tid eller to. Jeg vil ikke. Mine tæer krummer sig sammen. Jeg får det faktisk dårligt. En slags stresskvalme når jeg tænker på nat.

Sådan havde jeg de første mange uger, ja nok nærmere måneder af Villys liv. Og jeg vil dele det med jer. Jeg ved ikke om jeg er den eneste der har haft det sådan her, men jeg tror det ikke. Hvis jeg er, så er der ikke noget at gøre ved det. For jeg kan ikke benægte følelserne. Men jeg vil dele dele dem herinde med jer, for hvis der sidder en der ude og oplever det samme, så skal du vide du ikke er alene. Og det går over. Det er en fase. Som måske er lang – måske er kort. Det ved ingen. 

Læs mere

Michaels verden Villys verden

En fars fødselsberetning

pc291528

Ja, nu er min lille (store) Villy altså blevet syv måneder gammel. Jeg startede med at skrive det her, da han var to måneder, men shit tiden flyver! Nu er jeg så småt færdig, så hermed kommer et lille indblik i, hvordan jeg havde det, på sidelinien, til fødslen. I har hørt Lises beretning her. Jeg håber denne beretning kan gøre det, af være upcoming far, lidt nemmere, eller måske bare give en smule mere indsigt i, hvad der egentligt sker til og omkring en fødsel. Jeg tænker det kan være meget brugbart for andre fædre – og også for andre søstre/mødre, som skal deltage som fødselshjælper.

Nå, lad mig starte et sted…

28/12 – 2016 kl. 3.00 ca. 

Dagen(e) op til denne dag var et rent vakuum. Jeg/vi kunne nærmest ikke planlægge noget som helst. Jeg synes det var ret hårdt – tiden var lang, trods mange hyggelige dage med familien. Men kl. 3.00 d. 28. december – cirkus, vækker Lise mig, og i første omgang skulle jeg til at blive pigefornærmet over, at hun kan tillade sig at vække mig, midt i min dybe søvn. Jeg kunne dog høre på hendes stemme, at nu skete der noget. I første omgang går man instinktivt en lille smule i panik. Ja, jeg havde en eller anden forestilling om at man skulle køre på sygehuset i en fart. Men jeg får mig taget sammen, og Lise og jeg snakker stille og roligt om hvad der sker. Der viser jeg at slimproppen er gået.. Her er det som mand meget svært at sætte sig i hendes sted. Nu må han da snart melde sin ankomst??

Næste dag skulle vi til sidste jordmoderbesøg – vi fik det snakket igennem, og kunne konkludere at Lise muligvis snart gik i fødsel.. Endnu et vakuum – hvornår kommer den lille gut og hvornår fanden er snart?

29/12 – 2016 kl. 01.00

Den 29. går dagen med at vi slapper af og Lise siger, at hun føler der er noget på vej. Jeg kender Lise, og jeg tænker at det ikke nødvendigvis betyder at der sker noget LIGE nu. Jaja, hun er måske lidt pyldret. Om aftenen er det tiltagende, igen er det en mystisk ventetid, man er i sådan en “eksamens-angst” lignende tilstand. Jeg føler jeg har forberedt mig på denne dag, men alligevel totalt uvidende om hvad der foregår i Lises krop… Jeg kan ikke sætte mig ind i det, hun mærker. Og når hun siger hun har ondt, er det så sådan VIRKELIG slemt, eller bliver det værre? Hmm.

Kl. 01.00 er veerne ret kraftige, jeg tager tid på en app på telefonen (selvfølgelig er der en fødsels-app – tænkte jeg). For mig er det faktisk meget fint at kunne have ansvaret over et eller andet, og måske flytte fokus fra det, der snart skal ske. Så jeg tager tid. Og forsøger at være sød. Selvom jeg synes ventetiden er lang, har jeg fået at vide at man for guds skyld ikke må klage, så jeg forsøger bare at være der for Lise. Veerne er ret uregelmæssige, men kan godt vare de der 1-2 minutter, som de skulle. Vi bliver enige om at ringe til fødselsgangen – i telefonen siger jordemoderen at vi bare kan komme derud. Vi får pakket sammen og daffer afsted mod sygehuset. I bilen tænker jeg: – “Jeg troede man skulle flyve afsted i en fart, men det hele er meget roligt”. Netop nu tænkte jeg at det hele ville gå ret hurtigt, og det nok snart var overstået. Hvem ved, måske havde vi fået vores lille dreng inden solen stod op? (Det vidste sig dog at tage noget længere tid)

På sygehuset blev vi budt velkommen af en jordemoder og sendt ind på en lille bitte fødselsstue. Jeg kan huske jeg slet ikke var klar til at være ordentligt tilstede. Stuen var ret lille, og jeg var træt, men jeg fik mig hanket op og var selvfølgelig den hjælper, som Lise snart skulle få brug for. Lise blev undersøgt for hvor “åben” hun var. Fuldstændig uforstående (igen) om hvad der skete, fik vi besked om at hun kun var 0,5 cm åben, og jeg tænkte så mange timer for så lidt? Jeg blev sgu lidt vemodig, over at vi nu kunne gå i venteposition igen. Vi kom hjem med smertestillende og skulle sove på det.

Vi tager hjem, og jeg ved det er vigtigt at få sovet. Og det er heller ikke et problem for mig. Så jeg sover (dog ikke så tungt), mens jeg ved at Lise er i et mindre smertehelvede. Et par gange i løbet af natten vågner jeg op, og ser til Lise.

29/12-2016 

Kl. 8-9 stykker ringer vi igen, da veerne er så kraftige at det er på tide at komme afsted til fødselsgangen igen, Lise var dog ved godt mod mellem veerne, jeg kan huske at vi tog selfies og var meget loose omkring det hele. Jeg følte mig for en gangs skyld ovenpå, i forhold til natten før. Vi ankommer på fødegangen, og en VIRKELIG god og sej jordmoder tager i mod os, hun formår at få os helt ned i gear og føle os “hjemme”.

Vi spoler lige lidt – dagen forløber i seje træk… Lise kæmper en brag kamp (hold nu kæft hun er sej!), op og ned af badekar, og ud i 1000 forskellige stillinger. Det er frygteligt hårdt at stå på sidelinien uden at kunne overtage nogle af smerterne, man vil så gerne hjælpe.

Omkring kl. 16 ankommer mine forældre som sidder i venteværelset. Det er en ambivalent følelse, for jeg har lyst til at være der for Lise, men jeg har også lidt lyst til at stikke af. Det er hårdt at håndtere at Lise har så ondt. Jeg er faktisk nødt til at gå ud og få lidt luft. Tanken om at mine forældre er lige i nærheden, giver mig også ro i maven.

(Jeg kan ikke rigtig huske præcis hvad der sker, det er som om jeg har fortrængt det)

Lises veer går i sig selv i badekarret, så hun får besked på at skulle op. Jeg husker min ærgelse over at Lise ikke kunne ‘få lov’ at blive i badekarret. Her er hun nemlig rolig og veerne holdes lidt i skak. Det er nemmere for mig at se Lise på den måde. Men jordermoderne vil have kraftigere veer.

En masse tjuhej senere, ligger Lise på briksen igen, og nu suser veerne ind over hende. Jeg holder lattergassen op for hende, og det beroliger hende. Det er dejligt at jeg i det mindste kan hjælpe med det. Det tager også mit fokus, og lige så snart jeg kan se et ve på vej på skærmen, så hiver jeg masken op til hendes ansigt.

Måltider har der ikke rigtig været tid til. Det blev til en halv kold toast, og lidt saftevand. Ellers så er fokus og alle mine egne behov væk. Jeg glemmer faktisk at gå på toilettet(og jeg får helveds ond i maven dagen efter). Haha. Klokken nærmer sig eftermiddagstid.

Nu skal den baby altså ud! Og jordermoderen lyder som følgende: “Hvis der ikke snart sker noget, så må vi give noget smertestillende, så Lise kan samle kræfter. Så kan hun måske sove lidt”…. SOVE LIDT? Jeg tænker bare: ” NO! Hun skal forfanden da ikke til at sove nu!! ” Det skal bare overståes. Men det er jo nemt for mig at sige, så jeg holdt bare min mund. På det tidspunkt var tålmodighed en by i Rusland.

Men lige pludselig går tingene bare rigtig stærkt. Jeg mærker bare nervøsiteten stige. For jeg kan jo forstå på hele situationen at vi nærmer os vejsende. Og jeg begiver mig ned til de nedre regioner for at få et smugkig. Lises mor og søster kigger også med. Vi forsøger alle at være ligt i baggrunden, så Lise og Jordermoderen kan arbejde sammen.

Til kommende fædre: i skal ikke være så bange for at kigge ned. Det er ganske rigtig meget surrealistisk og grænseoverskridende. Jeg vil ikke sige at det er klamt, men jeg vil sige det er totaltskørt. Jeg tænker det er virkelig stort – hovedet altså – men så går det op for mig at det kun er en lillebitte del af hans hovede, jeg har set. Jeg glemmer det aldrig.

Med ikke særlig mange presseveer, er den lille fyr ude. Klokken var præcis 18.24. Og jeg kan faktisk ikke sætte ord på hvordan det var. Det er en følelse der bor inde i mig, som jeg ikke kan forklare. Jeg syntes det hele var lidt uhyggeligt. Men ikke nødvendigvis på en dårlig måde. Hele oplevelsen var så intens, og så er der bare en lille baby. Som er min.  Og jeg syntes alt er nyt og det hele er forandret. Og jeg kendte jo slet ikke den lille fyr, endnu. Jeg klipper navlestrængen. Ikke fordi jeg har mega mange følelser forbundet med det. Men uden at tænke over det står jeg med saksen i hånden og klipper. Jeg havde faktisk tænkt det ville være sygt klamt, og jeg har hørt lidt skrækhistorier. Det var da heller ikke det lækreste. Konsistensen var som frygtet, lad mig sige det sådan. Men den lille fyr var ude og trods mange timers kamp, fik jeg et kæmpe skud adrenalin, og kunne pludselig klare hele verden. Nu er jeg – ikke bare nogens – men en helt bestemt lille fyrs far. Hele familien kom og delte den store begivenhed med os. Ganske få minutter efter fødslen. Det betød rigtig meget for mig at mine forældre var der med det samme.

pc291551

Nu her 7 måneder senere, synes jeg ikke dét at Villy blev født, er det største i mit liv(som nogen siger). Det er mere at tænkte tilbage på det hele som en helhed. Giver det mening? Altså, jeg synes ikke fødslen var DET STØRSTE(!). Men Villy er det største. Og det vokser fra dag til dag.

Mit bedste råd til kommende fædre/fødselshjælpere er at stole på jordermoderen og tro på din kone/kæreste/datter kan klare fødslen. Vær der som en støtte og fortæl IKKE den kommende mor hvor hårdt DU har det! Det er mega hårdt på sidelinjen, men lige i den her situation er du nødt til at bide det i dig. Tiden læger alle sår, så hvis fødslen bliver hård, så skal I nok komme over det! For det bringer så mange skønne stunder med sig – resten af livet. Og held og lykke!

Nok følelsepladder herfra! Jeg håber I kunne bruge mine ord og tanker. De er noteret over de sidste mange måneder, så noget er måske gået tabt. Rigtig meget held og lykke til kommende fædre – og I kan godt glæde jer! Der er noget om snakken, når man siger det største, sjoveste og dejligste i verden er at få børn! Smid en kommentar i kommentarfeltet, hvis I spørgsmål eller egne erfarringer, der skal med! // Michael

Villys verden

“Jamen, bliver baby ikke kvalt?”

Efter jeg er blevet mor, har jeg bare opdaget, hvor total perfektionistiske mødre i vores kultur er. Det er jo nærmest lige før, man stræber efter et bestemt facit, når man får en lille baby. Jeg har haft sådan en lidt eksamensfølelse i maven, når jeg har skulle fortælle om vores valg og tilgang til det, at have en baby. Det er som om, at der kun er en rigtig og en forkert måde at gøre tingene på. For det hele skal helst være efter sundhedstyrrelsens anbefalinger, man skal helst have så meget ro som muligt og man skal sørme passe på hvad man gør og siger. Og det er ifht. alt.

Jeg har næsten ikke turde fortælle, at min baby har ligget i midten mellem mor og far, eller at jeg har ladet Villy smage min is, som var proppet med sukker. Jeg har dog gjort det alligevel, men jeg siger det ikke ligefrem som det første. For jeg ved hvordan mange i dag reagerer: “Jamen, ved du ikke at det kan føre til vuggedød?” eller “Er du klar over hvilke E-numre du propper i din søn?”. Eksemplerne er mange. Børn er bare et mega ømt emne. Og det er i og for sig også OK. Det er trods alt vores fremtid og vores små et og alt. Men som med så mange andre ting – så alt med måde, ikke?

Jeg har fået et par spørgsmål omkring, hvad vi har valgt at gøre med Villy og mad. I vores kultur er det jo rigtig populært med grød og mos. Sådan har det jo stort set altid været. Vi har dog alligevel valgt at gøre op med idéen om, at baby skal mades med ske. Vi lader Villy gøre det selv. Han er ved at være et halvt år gammel, og han har de seneste dage vist så ufattelig meget interesse for vores mad. Alt skal i munden. Også det, som ikke nødvendigvis kan spises. Så vi udnytter hans interesse, og kører det, som mange kalder BLW. En babystyret mad-tilvænning. Egentligt ville det være fede at sige: “Vi kører bare vores eget show”, men lige som alle andre, er vi da også påvirket af tanken om, om vi gør det rigtige. Og det er da rart at læne sig op af noget.

img_6518

Ifht. det er meget afslappede forhold til mad, hvor Villy spiser med ved bordet fra start, så får vi selvfølgelig nogle kommentarer på vejen. “Jamen, bliver baby ikke kvalt?”, “Tør i godt det?”. Søde kærlige kommentarer. Jeg vil bare minde jer om, at sundhedsstyrelsens anbefalinger trods alt kun er anbefalinger, og jeg synes det er så fedt, hvis man tør stå ved sine egne holdninger, og tør at gøre det, man selv synes er det rigtige. Om det så er grød, vælling i sutteflasken, BLW eller noget helt fjerde. Det er ski’ ligemeget!

Ja, og så har vi altså valgt ikke at give Villy grød og mos. Og det er ikke for at sidde her og sige at det er det rigtige. Nej, vi har valgt det fordi det passer til vores dreng og vores familie. Og så er det bare super nemt. Jeg var som alle andre mødre, der har stået i samme situation, død-frustreret over det her med “at vælge” og det kæmpe pres. I ved: “Barnet er ved at være 6 mdr, og fuuuck det betyder mad. Hvad skal vi proppe i ham? Hvad må man, og hvad må man ikke?“. Vi lånte et hav af bøger, og det forvirrede os endnu mere. Nå, men vi kender til BLW igennem Sofie, og det er vi trygge ved. For med det her BLW, eller Baby-led-weaning, så kan Villy få præcis det samme som os, og vi skal ikke stå og lave alt muligt andet ved siden ad. Det er dælme smart! Og så er vores lille-store baby så glad for at amme, at BLW(kombineret med egne tiltag) er ekstra perfekt! Typisk vil børn med mos og grød, cutte amningen hurtigere, da det mætter i sig selv. Med BLW vil de blive ved med at amme i længere tid. Det passer os rigtig fint, – især med alle de rejser, vi har de næste mange måneder.

Jeg fik et spørgsmål på instagram omkring vores overvejelser – især når det ikke er præcis som sundhedsstyrelsens anbefalinger. Jeg vil ikke sidde og prædike, men jeg har en rolig mavefornemmelse. Som mange andre kører vi ikke 100% BLW. Jeg tror ikke på, at man behøver at gøre noget hundrede procent. Vi tager den med ro, og gør som vi synes er rigtigt. Grundprincipperne ved BLW er, at baby spiser med ved bordet, spiser selv og får det samme som alle andre. Baby ammes stadig, og skal altid være mæt inden spisning. Jeg kan anbefale jer at læse bogen “Jeg kan godt selv – en introduktion til Baby.led-weaning”, hvor I kan læse meget mere om det hele. Og så et godt råd: Gå efter din egne mavefornemmelse, og sorter i alle de gode råd – brug kun dem, du selv synes, du kan bruge. :))

Nå, men altså nu ved I lidt om vores valg, og så var min opsang jo også lige for at minde alle, både mødre/fædre, bedsteforældre eller venner/veninder til folk med børn om, at tingene ikke nødvendigvis skal gøres på samme måde, for at de er rigtige. Der er så meget pres på forældres skulder, og hvis man dog bare lige kunne give plads til forskellighed, så ville det være dejligt befriende. PEACE, INTET ANDET END LOVE OG AMEN! // En lille mor // Lise

Lises verden

Et crush på retro sneakers

img_7812Den anden dag kom min søde dejlige Michael hjem med de sødeste små sneakers. Det er meget sødt at han falder over et par sko, som lillemanden alligevel først kan bruge om lang tid. Men det er tanken der tæller, og jeg synes jo også skoene er totalt søde! Jeg synes det er total oplagt at købe børnesko brugt og det er der rigtig mange gode grunde til. 1. barnet vokser fra skoene på nul-komma-dut, 2. nye sko er herredyre, og 3. du kan finde nye sko på DBA, og det gør det ENDNU mere tosset at købe dem i butikkerne.

Du kan finde gode søgeord og tips til skojagten i den her artikel på DBA Guide.

Og for lige at slå det fast: HUSK at spørge om standen på skoen. Det er vigtigt at komforten er god og skoen ikke er total nedtrådt. På DBA kan du snildt finde sko der knap er blevet brugt men blot prøvet på. Der er skide vigtigt at din barn ikke går i nedslidte sko, så gå efter sko, der knap er brugte. Sund fornuft kommer du langt med! :))

Kunne du finde på at købe sko til dine børn på DBA? // Lise

collage-10

Links til skoene på billedet : Venstre sko, højre sko, den øverste sko og den nederste sko.

 

 

 

Lises verden Michaels verden

EN STOR NYHED!

En stor nyhed kan også være lille – specielt – når det handler om den lille spire, der vokser inde i Lises mave. FOR VI SKAL VÆRE FORÆLDRE!

Jep – det er ganske rigtigt! For 4 måneder siden stod vi med en positiv graviditetstest i hånden. En vaske ægte nybyggerbaby kommer nemlig til verden. Vi er så glade, begge to, og med den økonomiske sikkerhed i vores nye dejlige familievenlige hus, så er tidspunktet bare helt perfekt!

image

Julen bliver ekstra særlig i år, for vi får nemlig en lille julebaby! Den præcise terminsdato holder vi for os selv – det håber vi I vil acceptere! Det har været dejligt,  at have første halvdel af graviditeten helt for os selv – men nu er det ved at være så synligt (babybulen vokser jo), at vi ikke længere kan holde det hemmeligt! 🙂

Vi glæder os helt vildt til alle de nye eventyrer, vi skal i gennem sammen, og Michael har allerede mange idéer til fine designer møbler – i børnehøjde! Er I i øvrigt klar over hvor svært det eksempelvis er at skjule en graviditet på festival? Vi var på Northside festival, og nogle af jer, søde følgere, kom forbi med øl og skålede! Tak for dem – vi må dog erkende at Michael drak for to, da I var gået! 😉

image

OG HEY!  Vi åbner snart en webshop, hvor vi fremover vil forkæle jer med lækre tilbud på håndplukket genbrug, retrodesign og hjemmelavede kreationer! Det bliver skisme’ sjovt! Vi skal nok fortælle MEGET mere om der senere!

 

// Lise og Michael (og lille blop i maven)