personligt Arkiv – Lise og Michael
Browsing Tag

personligt

Lises verden

Om at være en der tør involvere sig! // Når nok er nok!

Hej med jer. Har I haft en god weekend? Det håber jeg.

Jeg har noget på hjertet, som jeg ikke vil brænde inde med. I weekenden var vi jo som bekendt i Gedser, for at hjælpe Natascha med at få indrettet sig ordentligt i hendes lille byhus. Til dem, der ikke kender Natascha, kan jeg fortælle at hun måske ikke er klassens mest populære pige på instagram. Grunden hertil, synes jeg ikke, jeg vil til at gå ind på – for det er sagen fuldstændig ligegyldig. Jeg synes bare det er så forfærdeligt, usympatisk og utroligt at følge med på alle de nedladende og fordømmende kommentarer på hendes instagram, og sådan noget vil jeg ærlig talt ikke finde mig i. Det er ikke i orden! Og det er da så åbentlyst at det ikke er i orden! Helt ærligt, der skal virkelig meget til, at man i den virkelige verden går ind og blander sig og kommenterer unødigt på andre fremmede menneskers liv. Eller kendte personers liv, for den sags skyld. Hvis jeg eksempelvis mødte en person i et tog eller på biblioteket, som gjorde noget, jeg måske ikke var enig i, så ville jeg ALDRIG blande mig i sådan en grad, som jeg oplever folk gør hos hende.

Nå, men når det så er sagt, så vil jeg gerne kommentere lidt på et par henvendelser eller fire, der er droppet ind i min indbakke. Det er henvendelser, som er skrevet i et respektfuldt og ordentligt toneleje, men det er stadig beskeder, som jeg føler at jeg vil svare på. Det vil jeg gøre med dette blogindlæg.

Eksempelvis skrev en pige til mig, at de havde været en gruppe af veninder, der i weekenden havde undret sig over, hvorfor jeg(vi=Amalie, Sofie og jeg) lige netop havde valgt at hjælpe Natascha. De mente ikke hun var det bedste forbillede og forstod ærlig talt ikke, hvorfor jeg ville lade min virksomhed være en del af det. Og dertil også få noget af den dårlige stemning reflekteret tilbage på mig. Ja, det var faktisk skrevet på en ordentligt måde, ifht. nogle af de meget mere voldsomme beskeder, jeg har modtaget i den her forbindelse.

Men venner.. Lad mig forklare jer en ting, uden at komme til at sætte mig selv mega meget op på en pedistal og gøre mig bedre end alle andre.

Jeg har altid haft det i mig. Det der “ansvars-gen”. Det der med ikke bare at lade stå til. I de større klasser, fik jeg bekendskab til en person på min egen alder, som havde det vildt svært. Personen blev mobbet og havde selvmordstanker. Vi begyndte at hænge ud og jeg følte et stort ansvar for at få løftet personen op. Så stort, at jeg fik personen overtalt til at skifte skole og starte i min klasse. Dagen inden hØn skulle starte, rakte jeg fingeren op i vejret og sagde til mine klassekamerater og venner: “Der starter jo en ny i klassen. HØn har virkelig haft det skidt og været på grænsen til selvmordstanker. Det kan godt være hØn er anderledes, men I SKAL være søde mod hende/ham”. Når jeg tænker tilbage på det nu, er jeg fandeme stolt af at jeg gjorde det. Og jeg forstår virkelig ikke hvor det mod kom fra. Jeg var egentligt en stille og genert pige, men jeg gjorde det! Og det fik en kæmpe betydning. HØn blev ikke mobbet. Godt nok var hØn ikke en af de populære, man hØn fik lov til at være der. Jeg tog en chance – for mine klassekamerater kunne lige så godt have grint af mig, men de respekterede mig! Senere blev jeg udvalgt til at være en del af et socialt tiltag i kommunen, “ung til ting”, hvor vi blev undervist af en psykolog til at tage ud og tale med unge om deres problemer. Og det gav mig dengang endnu mere gå-på-mod til at gøre en forskel for andre.

Og den parallel  vil jeg trække her. Jeg vil ikke lade som ingenting og holde mig udenfor, i frygt for, hvad andre må tænke. Hvis jeg føler jeg kan gøre en forskel, så gør jeg det! Og kan jeg oven i købet inspirere andre til at droppe frygten for at blande sig i ting, hvor ens grænser åbenlyst bliver brudt, så gør jeg det! Vi ser alle sammen de hadefulde beskeder og har et ansvar – og jeg ved også en masse af jer synes det er så forkert. Vores personlige holdning til personen er i og for sig fuldstændig ligegyldig – alle folk skal behandles med respekt og ligeværdighed. Og jeg håber virkelig at folk kan lære at tænke “siger jeg det her fordi det hjælper eller jeg siger jeg det for at påpege en fejl/mangel” og “ville jeg sige det her til en fremmede”. Tænk nu over det for søren!

Jeg fik også et par beskeder fra folk, der mente det var ren promovering. Og dertil vil jeg sige: der finder 117 nemme måder at promovere mig selv på og det her var ikke en af dem. Sofie, Amalie og jeg tilbød vores hjælp frivilligt, da Natascha har spurgt mig lidt til råds. Jeg tænkte det ville være mega givende og hyggeligt at bruge to dage af mit liv på give noget til en anden. Al den glæde jeg fik igen, var nok betaling for mig. Hvad det kan have af konsekvenser for min følgerskare og virksomhed, er jeg fløjtende ligeglade med – for jeg ved hvad der har værdi. Og jeg hviler så meget mig selv, at al den hate, ikke rammer mig mere end det gør mig irriteret. <3

Og så high five til alle mine yndlings følgere, der forstår mig og kan sætte sig ind i, at det her ikke bare er et spil om at få promovering og omtale – men at der ligger så meget mere i det! Jeg har en stemme, og den vil jeg bruge. Du har en stemme – og den skal du bruge! Til noget godt, vel at mærke. Altid! Og kæmpe skud ud til Amalie og Sofie for at støtte op om projektet. Det var så hyggeligt!

Kan du følge mine tanker? Har dine forestillinger ændret sig efter det her? // Kh .Lise

 

Ps: alt personligt hate og fordømmelse vil blive fjernet. Det tolererer jeg ikke på mine kanaler!