• Type:
  • Genre:
  • Varighed:
  • Average Rating:

Villy

DIY projekt med Villy // Gør det selv for de mindste

Kære bloggen.

Hermed kommer verdens sødeste video. Ej okay, næstsødeste lige efter Michaels kaffe-brygger video med Villy. Vi har været i gang med at fixe et temmelig ugly møbel med Hello Kitty i skrigende pink. En ret fin slagbænk, som jo i og for sig ikke fejler noget som helst. Vi fandt det på loftet i Michaels forældres hus, da det skulle tømmes og Michael forbarmede sig. Det skulle da ikke smides ud, nej! Og Villy var med på den idé. Se videoen herunder.

Derfor tog de møblet med hjem og det blev til et lille hyggeligt eftermiddagsprojekt. Børn kan sagtens være med til sådanne ting! Det kræver at man som voksen sænker forventningerne en smule. Det kan nemlig sagtens ske at der kommer lige lovlig meget maling på – og det kan også ske at der bliver hamret en del med en hammer, hvor der egentligt ikke skulle hamres. Men, det er ikke det endelige resultat der fortælle om det var en succes. Det er vejen dertil. At møblet så måske alligevel ender med at blive meget fint, ja det er en ekstra sidegevinst!

Villys tålmodighed var opbrugt efter en halv times tid, og så stoppede vi der. For man skal stoppe mens legen er god – i hvertfald hvis man gerne vil have det ikke skal blive en kamp. Og man skal vælge sine kampe, ved vi! Så derfor færdiggjorde far og mor bænken alene, mens Villy var i dagpleje og glæden var stor, da Villy kom hjem igen.

Tips til at male møbler:

  1. Vask møblet af med grundrens
  2. Slib overfladerne så de bliver jævne
  3. Mal evt med en lille rulle, så undgår du penselstrøg
  4. Skil møblet ad hvis det er muligt
  5. Mal med træ og metal maling – i høj glans for nem at kunne tørre det af
  6. Lad det tørre helt færdigt inden du bruger det

*Kig med igen snart, når vi har en guide til at fjerne malingrester fra stole og andre møbler <3. To be continued..

Tager I ungerne med i kreative processer? // Lise og Michael

Mine råd til trygt ammestop

Kære Jer.

En del har efterspurgt tips og tricks angående Villys ammestop. Ja, for det hele endte lykkeligt og det er jeg så glad for. Ingen ammestoppiller, ingen gråd og ingen seje kampe. Eller jo, det er lidt løgn. Lad mig lige starte fra begyndelsen.

Ammebarn. Ja AMMEBARN, med stort faktisk. Det var lige netop hvad Villy var. Og en rigtig sulten en af slagsen, som værnede over si amning og elskede det. Dag og nat. Gerne med et tidsinterval på 2 timer – døgnet rundt. Næsten helt ind til 1 års alderen.

Og det havde jeg indfundet mig i. Friamning og alt det der. Det blev ligesom vane. Fik vi 3 timers søvn uden opvågning, blev vi lykkelige. Med tiden blev natamning bare vane. Vi havde prøvet at rykke ham på eget værelse, rykke mor på den anden side, give vand og alt det der, man får råd til. Intet virkede for os. Så det blev den lette løsning – at fortsætte amningen. Dag og nat. Sundhedsplejerske frarådede os det, men vi fortsatte.

Indtil jeg nåede til det punkt, hvor jeg tænkte “Nu orker jeg simpelthen ikke mere”. Det var lige efter vi kom hjem fra Nicaragua. Villy skulle passes en aften, men jeg blev ringet hjem pga en meget afhængig Villy. Det kan man jo ikke sige noget til efter så lang en rejse og så mange oplevelser. Men så blev jeg også indlagt igen. Og min krop orkede det simpelthen ikke mere. Jeg ville så gerne have lidt frihed og samtidig ro til bare at være mig. Men det behøvede ikke være fuldt ammestop. Bare om natten. (til at starte med, viste det sig)

Så Michael bakkede op om beslutningen og vi valgt at gå efter et råd jeg fik i en Facebookgruppe. Det skulle nemlig være overskueligt og skånsomt for alle mand. Det har vi tidligere erfaret er bedst. Så rådet lød således: “tag en time væk af gangen”. Jeg ser om jeg kan forklare præcis hvordan vi gjorde:

  • Den første nat aftalte vi at Villy ikke måtte amme mellem 00-01. Det betød at, in worst case, så skulle Michael kun forsøge at få ham til at sove/berolige ham/trøste ham i en time.
  • Dagen efter måtte han så ikke ammes mellem 00-02. Nu var det 2 timer der skulle udelukkes. Det betød også en lidt mere trist Villy, da han måske ikke havde ammet siden sen aften. Men for Michael MEGET mere overskueligt, fordi han havde et tidspunkt at gå efter.
  • Tredje dagen måtte han ikke ammes mellem 00-03. Så var vi oppe på 3 timer uden amning.
  • osv… osv… osv. Indtil man har fået vendt baby til ikke at blive ammet i nattetimerne.
  • OG : hvis man gerne vil stoppe amning helt, er dette også metoden. Så udelukker man bare time for time, til man er nået op på alle døgnets. Det vil jo så tage 24 dage. Skånsomt og nemt for mor, bryst, barn og far.

Hvis vi havde en dag hvor overskuddet var lille og vi ikke rigtig orkede at putte en ekstra time, så kørte vi bare gårsdagens udelukkelse. Altså hvis du ikke orker at udelukke fra 00-03, så udeluk kun fra 00-02. Vores erfaring er at mor og fars energi og overskud er den vigtigste i sådan en omskiftning.

BONUS!

Hvad vi ikke havde regnet med, var at Ville nu selv ville sige helt fra. Det gik således, at jeg nytårsaften havde besluttet mig for at drikke. Så jeg havde malket lidt ud til dagen efter, og efter Villy var puttet, så slap mama sig løs. Vi tænkte han nok ville være lidt småsur om morgen uden hans morgentår, og det var han ganske rigtigt. Jeg blev dog i sengen (villy var i stuen) det meste af formiddagen, så han lige kunne få morgenmad osv. Da jeg kommer ud, vil han rigtig gerne, men accepterer alligevel at han ikke må få. Han drikker modermælken fra gårsdagen med sugerør (han nægter flaske) og blev så igen glad. Da klokken var blevet så mange, at amning atter var OK, så ville jeg prøve at lægge ham til. Men den lille lort bed mig og kiggede op på mig mens han grinte. Det næste døgn prøvede jeg et par gange med samme udfald. Hvad pokker?  haha. Nå men det betød måske bare at vi skulle gribe chancen. Og det gjorde vi. Og han har ikke ammet lige siden! Det må man da kalde en gut med et nytårsfortsæt, haha!

Da vi havde en super ammeglad dreng, havde jeg virkelig frygtet den dag, JEG skulle stoppe amningen. Men nej, det blev nemt og smertefrit. Jeg har fået min frihed tilbage og far er kommet ENDNU mere ind i billedet siden. Det er så skønt.

Min egen teori er at det langsomme natammestop, har skubbet det hele lidt i den retning. Og den halv-kolde tyrker nytårsdag fik ham selv til at indse, at det ikke var noget han gad mere. Jeg ved ikke om I kan bruge min erfaring, men hvis I kan, så vil jeg mægtig gerne høre det.

 

Og så en kort evaluering: AMNING ER DET FEDESTE. Og hårdeste. Men tilknytningen er enorm og jeg vil til en hver tid sige det har været kampen(e) værd. 3 brystbetændelser, vågne nattetimer og 15 kg mindre mig vil STADIG råde jer alle til at kæmpe lidt ekstra for amning. For mig var det det værd! Tjek også lige billederne herunder <3

Alt for nu! Tak fordi I læste med! Har I sprøgsmål eller andet, så skriv herunder! // Lise

 

En fars fødselsberetning

Ja, nu er min lille (store) Villy altså blevet syv måneder gammel. Jeg startede med at skrive det her, da han var to måneder, men shit tiden flyver! Nu er jeg så småt færdig, så hermed kommer et lille indblik i, hvordan jeg havde det, på sidelinien, til fødslen. I har hørt Lises beretning her. Jeg håber denne beretning kan gøre det, af være upcoming far, lidt nemmere, eller måske bare give en smule mere indsigt i, hvad der egentligt sker til og omkring en fødsel. Jeg tænker det kan være meget brugbart for andre fædre – og også for andre søstre/mødre, som skal deltage som fødselshjælper.

Nå, lad mig starte et sted…

28/12 – 2016 kl. 3.00 ca. 

Dagen(e) op til denne dag var et rent vakuum. Jeg/vi kunne nærmest ikke planlægge noget som helst. Jeg synes det var ret hårdt – tiden var lang, trods mange hyggelige dage med familien. Men kl. 3.00 d. 28. december – cirkus, vækker Lise mig, og i første omgang skulle jeg til at blive pigefornærmet over, at hun kan tillade sig at vække mig, midt i min dybe søvn. Jeg kunne dog høre på hendes stemme, at nu skete der noget. I første omgang går man instinktivt en lille smule i panik. Ja, jeg havde en eller anden forestilling om at man skulle køre på sygehuset i en fart. Men jeg får mig taget sammen, og Lise og jeg snakker stille og roligt om hvad der sker. Der viser jeg at slimproppen er gået.. Her er det som mand meget svært at sætte sig i hendes sted. Nu må han da snart melde sin ankomst??

Næste dag skulle vi til sidste jordmoderbesøg – vi fik det snakket igennem, og kunne konkludere at Lise muligvis snart gik i fødsel.. Endnu et vakuum – hvornår kommer den lille gut og hvornår fanden er snart?

29/12 – 2016 kl. 01.00

Den 29. går dagen med at vi slapper af og Lise siger, at hun føler der er noget på vej. Jeg kender Lise, og jeg tænker at det ikke nødvendigvis betyder at der sker noget LIGE nu. Jaja, hun er måske lidt pyldret. Om aftenen er det tiltagende, igen er det en mystisk ventetid, man er i sådan en “eksamens-angst” lignende tilstand. Jeg føler jeg har forberedt mig på denne dag, men alligevel totalt uvidende om hvad der foregår i Lises krop… Jeg kan ikke sætte mig ind i det, hun mærker. Og når hun siger hun har ondt, er det så sådan VIRKELIG slemt, eller bliver det værre? Hmm.

Kl. 01.00 er veerne ret kraftige, jeg tager tid på en app på telefonen (selvfølgelig er der en fødsels-app – tænkte jeg). For mig er det faktisk meget fint at kunne have ansvaret over et eller andet, og måske flytte fokus fra det, der snart skal ske. Så jeg tager tid. Og forsøger at være sød. Selvom jeg synes ventetiden er lang, har jeg fået at vide at man for guds skyld ikke må klage, så jeg forsøger bare at være der for Lise. Veerne er ret uregelmæssige, men kan godt vare de der 1-2 minutter, som de skulle. Vi bliver enige om at ringe til fødselsgangen – i telefonen siger jordemoderen at vi bare kan komme derud. Vi får pakket sammen og daffer afsted mod sygehuset. I bilen tænker jeg: – “Jeg troede man skulle flyve afsted i en fart, men det hele er meget roligt”. Netop nu tænkte jeg at det hele ville gå ret hurtigt, og det nok snart var overstået. Hvem ved, måske havde vi fået vores lille dreng inden solen stod op? (Det vidste sig dog at tage noget længere tid)

På sygehuset blev vi budt velkommen af en jordemoder og sendt ind på en lille bitte fødselsstue. Jeg kan huske jeg slet ikke var klar til at være ordentligt tilstede. Stuen var ret lille, og jeg var træt, men jeg fik mig hanket op og var selvfølgelig den hjælper, som Lise snart skulle få brug for. Lise blev undersøgt for hvor “åben” hun var. Fuldstændig uforstående (igen) om hvad der skete, fik vi besked om at hun kun var 0,5 cm åben, og jeg tænkte så mange timer for så lidt? Jeg blev sgu lidt vemodig, over at vi nu kunne gå i venteposition igen. Vi kom hjem med smertestillende og skulle sove på det.

Vi tager hjem, og jeg ved det er vigtigt at få sovet. Og det er heller ikke et problem for mig. Så jeg sover (dog ikke så tungt), mens jeg ved at Lise er i et mindre smertehelvede. Et par gange i løbet af natten vågner jeg op, og ser til Lise.

29/12-2016 

Kl. 8-9 stykker ringer vi igen, da veerne er så kraftige at det er på tide at komme afsted til fødselsgangen igen, Lise var dog ved godt mod mellem veerne, jeg kan huske at vi tog selfies og var meget loose omkring det hele. Jeg følte mig for en gangs skyld ovenpå, i forhold til natten før. Vi ankommer på fødegangen, og en VIRKELIG god og sej jordmoder tager i mod os, hun formår at få os helt ned i gear og føle os “hjemme”.

Vi spoler lige lidt – dagen forløber i seje træk… Lise kæmper en brag kamp (hold nu kæft hun er sej!), op og ned af badekar, og ud i 1000 forskellige stillinger. Det er frygteligt hårdt at stå på sidelinien uden at kunne overtage nogle af smerterne, man vil så gerne hjælpe.

Omkring kl. 16 ankommer mine forældre som sidder i venteværelset. Det er en ambivalent følelse, for jeg har lyst til at være der for Lise, men jeg har også lidt lyst til at stikke af. Det er hårdt at håndtere at Lise har så ondt. Jeg er faktisk nødt til at gå ud og få lidt luft. Tanken om at mine forældre er lige i nærheden, giver mig også ro i maven.

(Jeg kan ikke rigtig huske præcis hvad der sker, det er som om jeg har fortrængt det)

Lises veer går i sig selv i badekarret, så hun får besked på at skulle op. Jeg husker min ærgelse over at Lise ikke kunne ‘få lov’ at blive i badekarret. Her er hun nemlig rolig og veerne holdes lidt i skak. Det er nemmere for mig at se Lise på den måde. Men jordermoderne vil have kraftigere veer.

En masse tjuhej senere, ligger Lise på briksen igen, og nu suser veerne ind over hende. Jeg holder lattergassen op for hende, og det beroliger hende. Det er dejligt at jeg i det mindste kan hjælpe med det. Det tager også mit fokus, og lige så snart jeg kan se et ve på vej på skærmen, så hiver jeg masken op til hendes ansigt.

Måltider har der ikke rigtig været tid til. Det blev til en halv kold toast, og lidt saftevand. Ellers så er fokus og alle mine egne behov væk. Jeg glemmer faktisk at gå på toilettet(og jeg får helveds ond i maven dagen efter). Haha. Klokken nærmer sig eftermiddagstid.

Nu skal den baby altså ud! Og jordermoderen lyder som følgende: “Hvis der ikke snart sker noget, så må vi give noget smertestillende, så Lise kan samle kræfter. Så kan hun måske sove lidt”…. SOVE LIDT? Jeg tænker bare: ” NO! Hun skal forfanden da ikke til at sove nu!! ” Det skal bare overståes. Men det er jo nemt for mig at sige, så jeg holdt bare min mund. På det tidspunkt var tålmodighed en by i Rusland.

Men lige pludselig går tingene bare rigtig stærkt. Jeg mærker bare nervøsiteten stige. For jeg kan jo forstå på hele situationen at vi nærmer os vejsende. Og jeg begiver mig ned til de nedre regioner for at få et smugkig. Lises mor og søster kigger også med. Vi forsøger alle at være ligt i baggrunden, så Lise og Jordermoderen kan arbejde sammen.

Til kommende fædre: i skal ikke være så bange for at kigge ned. Det er ganske rigtig meget surrealistisk og grænseoverskridende. Jeg vil ikke sige at det er klamt, men jeg vil sige det er totaltskørt. Jeg tænker det er virkelig stort – hovedet altså – men så går det op for mig at det kun er en lillebitte del af hans hovede, jeg har set. Jeg glemmer det aldrig.

Med ikke særlig mange presseveer, er den lille fyr ude. Klokken var præcis 18.24. Og jeg kan faktisk ikke sætte ord på hvordan det var. Det er en følelse der bor inde i mig, som jeg ikke kan forklare. Jeg syntes det hele var lidt uhyggeligt. Men ikke nødvendigvis på en dårlig måde. Hele oplevelsen var så intens, og så er der bare en lille baby. Som er min.  Og jeg syntes alt er nyt og det hele er forandret. Og jeg kendte jo slet ikke den lille fyr, endnu. Jeg klipper navlestrængen. Ikke fordi jeg har mega mange følelser forbundet med det. Men uden at tænke over det står jeg med saksen i hånden og klipper. Jeg havde faktisk tænkt det ville være sygt klamt, og jeg har hørt lidt skrækhistorier. Det var da heller ikke det lækreste. Konsistensen var som frygtet, lad mig sige det sådan. Men den lille fyr var ude og trods mange timers kamp, fik jeg et kæmpe skud adrenalin, og kunne pludselig klare hele verden. Nu er jeg – ikke bare nogens – men en helt bestemt lille fyrs far. Hele familien kom og delte den store begivenhed med os. Ganske få minutter efter fødslen. Det betød rigtig meget for mig at mine forældre var der med det samme.

Nu her 7 måneder senere, synes jeg ikke dét at Villy blev født, er det største i mit liv(som nogen siger). Det er mere at tænkte tilbage på det hele som en helhed. Giver det mening? Altså, jeg synes ikke fødslen var DET STØRSTE(!). Men Villy er det største. Og det vokser fra dag til dag.

Mit bedste råd til kommende fædre/fødselshjælpere er at stole på jordermoderen og tro på din kone/kæreste/datter kan klare fødslen. Vær der som en støtte og fortæl IKKE den kommende mor hvor hårdt DU har det! Det er mega hårdt på sidelinjen, men lige i den her situation er du nødt til at bide det i dig. Tiden læger alle sår, så hvis fødslen bliver hård, så skal I nok komme over det! For det bringer så mange skønne stunder med sig – resten af livet. Og held og lykke!

Nok følelsepladder herfra! Jeg håber I kunne bruge mine ord og tanker. De er noteret over de sidste mange måneder, så noget er måske gået tabt. Rigtig meget held og lykke til kommende fædre – og I kan godt glæde jer! Der er noget om snakken, når man siger det største, sjoveste og dejligste i verden er at få børn! Smid en kommentar i kommentarfeltet, hvis I spørgsmål eller egne erfarringer, der skal med! // Michael

Scroll to top