Villy Arkiv – Lise og Michael
Browsing Tag

Villy

Villys verden

Grineren ting Villy siger // del 1

Man kan vel til en vis grad kalde denne side for vores dagbog. Måske en lidt atypisk dagbog taget i betragtning af den jævne flok mennesker, der jævnligt læser med. Sådan var det i hvertfald ikke med min rigtige dagbog da jeg var teenager – det her er lidt mere en offentlig form for dagbog.

For at huske nogle af de sjove ting Villy siger eller gør, så vil jeg dele nogle af dem herinde. Jeg har dem i forvejen skrevet ned i mine noter på telefonen, men nogle af dem er altså så sjove og søde, at jeg gerne vil dele dem herinde.

Har dit barn sagt noget virkelig grineren, så skriv det evt i kommentarfeltet, så vi kan få en fælles griner på over vores herre-sjove børn. 😉 Tja, måske er det mest folk med børn, der kan relaterer til det, men mon ikke også der sidder nogle uden børn, der synes børnecitater er sjove?

Nå, men den jeg gerne vil dele denne gang er faktisk fra i dag, jeg kalder den:

“Jeg vil helst ikke i seng”-undskyldingen

Villy skal i seng. Jeg børster hans tænder. Så snart han har fået maske starter det der, hvis man ikke lige kendte Villy, kunne forståes som en meget “slem hoste”. Han får sin anfaldsmaske, men det virker sjovt nok ikke alligevel helt. Hosten bliver værre og værre. Han hoster og hoster. Men pludseligt ud af det blå, stopper Villy op, lægger hovedet på skrå og siger: “mor, Villy med ind i sofaen og slappe af”. Det er nok bedst, mener Villy.

Men det får han ikke lov til, og så starter (skuespiller-)“hosten” igen. Han skal altså i seng, men får kram og kys. I sengen “hostes” der også lige lidt. Far spørger om Villy vil have en tår vand. Han siger ja, og lige efter tåren kigger han på far og siger: “ej far, Villy ha chokolade”. Det nok også bedst, mener Villy.

Han er så skøn, ham den dejlige Villy. Nu er han for alvor ramt en alder, hvor han tror, han kan løbe om hjørner med os og ikke er bleg for at lave lidt skuespil. Det er dælme svært at holde masken, når det er!

Hvis I har lyst så del nogle sjove quotes her i kommentarfeltet, ellers tak fordi I læste med – og ses snart igen! // Lise

DIY

DIY projekt med Villy // Gør det selv for de mindste

Kære bloggen.

Hermed kommer verdens sødeste video. Ej okay, næstsødeste lige efter Michaels kaffe-brygger video med Villy. Vi har været i gang med at fixe et temmelig ugly møbel med Hello Kitty i skrigende pink. En ret fin slagbænk, som jo i og for sig ikke fejler noget som helst. Vi fandt det på loftet i Michaels forældres hus, da det skulle tømmes og Michael forbarmede sig. Det skulle da ikke smides ud, nej! Og Villy var med på den idé. Se videoen herunder.

Derfor tog de møblet med hjem og det blev til et lille hyggeligt eftermiddagsprojekt. Børn kan sagtens være med til sådanne ting! Det kræver at man som voksen sænker forventningerne en smule. Det kan nemlig sagtens ske at der kommer lige lovlig meget maling på – og det kan også ske at der bliver hamret en del med en hammer, hvor der egentligt ikke skulle hamres. Men, det er ikke det endelige resultat der fortælle om det var en succes. Det er vejen dertil. At møblet så måske alligevel ender med at blive meget fint, ja det er en ekstra sidegevinst!

Villys tålmodighed var opbrugt efter en halv times tid, og så stoppede vi der. For man skal stoppe mens legen er god – i hvertfald hvis man gerne vil have det ikke skal blive en kamp. Og man skal vælge sine kampe, ved vi! Så derfor færdiggjorde far og mor bænken alene, mens Villy var i dagpleje og glæden var stor, da Villy kom hjem igen.

Tips til at male møbler:

  1. Vask møblet af med grundrens
  2. Slib overfladerne så de bliver jævne
  3. Mal evt med en lille rulle, så undgår du penselstrøg
  4. Skil møblet ad hvis det er muligt
  5. Mal med træ og metal maling – i høj glans for nem at kunne tørre det af
  6. Lad det tørre helt færdigt inden du bruger det

*Kig med igen snart, når vi har en guide til at fjerne malingrester fra stole og andre møbler <3. To be continued..

Tager I ungerne med i kreative processer? // Lise og Michael

Villys verden

Børnesange der rykker! // Vores 30 yndlings numre

Okay, noget af det vi får flest spørgsmål om, er faktisk hvilke sange vi hører, når jeg laver stories. Der er overraskende mange, der er vild med vores børne-musiksmag. Det er vi selvfølgelig også selv, men vi elsker også at få ny inspiration. Derfor tænker jeg at dele vores top 10 her på bloggen, og så kan I måske tilføje lidt i kommenaterfeltet, så vi også kan lære nogle nye at kende!

Men hvorfor er musik + børn bare sådan en god kombi?

Jo, der er mange grunde til at vi hører virkelig meget musik. Den bedste grund er at vi kan se Villy elsker det. Hans dårlige humør(som jo engang i mellem kommer på besøg) forsvinder og han elsker at danse – især sammen med os. Det er som en evig sjov leg og glæden smitter alle veje. Så er der også lige det der med at man laver noget sammen, som ikke indebærer en skærm. Villy ved godt at når vi danser og synger, så betyder det som regel at vi ikke er koncentrerede om kedelige voksenting, men faktisk bare har fokus på hinanden.

Musikken kan virkelig gøre meget for os, og vores smag er ret blandet. Mest er vi faktisk til de gode gamle sange, og det er nok også helt klart fordi det vækker noget nostalgisk i os. Men det får i at se på listen. Den kommer her:

  1. Rokketand– Povl Kjøller
  2. Jeg har lommerne fulde af kastanjer – Lotte Kærså og alle hendes andre børnesange! Tjek “Her bor jeg” albummet.
  3. Vild basse rap – Viggo Sommer!!! ( DE SIGER JO VILLY-BASSE!)
  4. Alle Børnene – 2 x Kaj
  5. Hulubulu – Mathilde
  6. Pruttesangen – Eddie Skroller
  7. Ostesangen – Sebastian
  8. Din skov min skov – Sebastian
  9. Dyrene i Afrika – Alberte
  10. Alle børnesange med Trille
  11. Fy fy skamme skamme – Omsen og Momsen
  12. Raggadnaga Dingalin Boing Boing Yippidoo – Povl Kjøller
  13. Regnesangen – Bamse og kylling
  14. Spørge Jørgen
  15. Peberkagebagesang
  16. Sigurd –  Lotte Kærsø og græsrødderne
  17. Hakuna Matata 
  18. Et hus – Ivan Martinez (ikke en børnesang, men alligevel)
  19. En elefant kom marcherende – Sigur Barrett
  20. Min cykel – Povl Kjøller
  21. Bakke-snagvendt sangen – Kaj og Andrea
  22. Vrik med numsen – 
  23. Tusindeben – Doktor-Phil
  24. Fredes sang – Alberte
  25. Oles nye autobil – Kim Larsen & Kjukken
  26. Hvis du ser en krokodille – Grete Mogensen
  27. Åh nej, jeg vil ikke klippes – Povl Kjøller
  28. Alle sange fra Åh Abe cd’erne
  29. Veo Veo – spansk sang der er PERFEKT og minder om feeerie!
  30. Åh, Boogie Woogie Woogie – Mek Pek
  31. Bom Tjikke Bom – Kaj og Andrea
  32. Wulle Wap – Kaya Brüel og Mek Pek
  33. Tju Bang Chokolade Mad – Alberte
  34. Hodja Fra Pjort – Sebastian
  35. Mon du bemærket har – Grete Mogensen

Okay – jeg mangler med garanti en hel masse!!! Men her er lidt at gå ud fra. Er endda gået lidt over de 30 sange, jeg til start ville holde mig på. Som I kan fornemme elsker vi at høre sange, som vi hørte da vi selv var børn. Især skøre sange – det er det fedeste! <3

Hvilken sange mangler jeg???

Lises verden

Min erfaring med ammestop

Kære Jer.

En del har efterspurgt tips og tricks angående Villys ammestop. Ja, for det hele endte lykkeligt og det er jeg så glad for. Ingen ammestoppiller, ingen gråd og ingen seje kampe. Eller jo, det er lidt løgn. Lad mig lige starte fra begyndelsen.

Ammebarn. Ja AMMEBARN, med stort faktisk. Det var lige netop hvad Villy var. Og en rigtig sulten en af slagsen, som værnede over si amning og elskede det. Dag og nat. Gerne med et tidsinterval på 2 timer – døgnet rundt. Næsten helt ind til 1 års alderen.

Og det havde jeg indfundet mig i. Friamning og alt det der. Det blev ligesom vane. Fik vi 3 timers søvn uden opvågning, blev vi lykkelige. Med tiden blev natamning bare vane. Vi havde prøvet at rykke ham på eget værelse, rykke mor på den anden side, give vand og alt det der, man får råd til. Intet virkede for os. Så det blev den lette løsning – at fortsætte amningen. Dag og nat. Sundhedsplejerske frarådede os det, men vi fortsatte.

Indtil jeg nåede til det punkt, hvor jeg tænkte “Nu orker jeg simpelthen ikke mere”. Det var lige efter vi kom hjem fra Nicaragua. Villy skulle passes en aften, men jeg blev ringet hjem pga en meget afhængig Villy. Det kan man jo ikke sige noget til efter så lang en rejse og så mange oplevelser. Men så blev jeg også indlagt igen. Og min krop orkede det simpelthen ikke mere. Jeg ville så gerne have lidt frihed og samtidig ro til bare at være mig. Men det behøvede ikke være fuldt ammestop. Bare om natten. (til at starte med, viste det sig)

Så Michael bakkede op om beslutningen og vi valgt at gå efter et råd jeg fik i en Facebookgruppe. Det skulle nemlig være overskueligt og skånsomt for alle mand. Det har vi tidligere erfaret er bedst. Så rådet lød således: “tag en time væk af gangen”. Jeg ser om jeg kan forklare præcis hvordan vi gjorde:

  • Den første nat aftalte vi at Villy ikke måtte amme mellem 00-01. Det betød at, in worst case, så skulle Michael kun forsøge at få ham til at sove/berolige ham/trøste ham i en time.
  • Dagen efter måtte han så ikke ammes mellem 00-02. Nu var det 2 timer der skulle udelukkes. Det betød også en lidt mere trist Villy, da han måske ikke havde ammet siden sen aften. Men for Michael MEGET mere overskueligt, fordi han havde et tidspunkt at gå efter.
  • Tredje dagen måtte han ikke ammes mellem 00-03. Så var vi oppe på 3 timer uden amning.
  • osv… osv… osv. Indtil man har fået vendt baby til ikke at blive ammet i nattetimerne.
  • OG : hvis man gerne vil stoppe amning helt, er dette også metoden. Så udelukker man bare time for time, til man er nået op på alle døgnets. Det vil jo så tage 24 dage. Skånsomt og nemt for mor, bryst, barn og far.

Hvis vi havde en dag hvor overskuddet var lille og vi ikke rigtig orkede at putte en ekstra time, så kørte vi bare gårsdagens udelukkelse. Altså hvis du ikke orker at udelukke fra 00-03, så udeluk kun fra 00-02. Vores erfaring er at mor og fars energi og overskud er den vigtigste i sådan en omskiftning.

BONUS!

Hvad vi ikke havde regnet med, var at Ville nu selv ville sige helt fra. Det gik således, at jeg nytårsaften havde besluttet mig for at drikke. Så jeg havde malket lidt ud til dagen efter, og efter Villy var puttet, så slap mama sig løs. Vi tænkte han nok ville være lidt småsur om morgen uden hans morgentår, og det var han ganske rigtigt. Jeg blev dog i sengen (villy var i stuen) det meste af formiddagen, så han lige kunne få morgenmad osv. Da jeg kommer ud, vil han rigtig gerne, men accepterer alligevel at han ikke må få. Han drikker modermælken fra gårsdagen med sugerør (han nægter flaske) og blev så igen glad. Da klokken var blevet så mange, at amning atter var OK, så ville jeg prøve at lægge ham til. Men den lille lort bed mig og kiggede op på mig mens han grinte. Det næste døgn prøvede jeg et par gange med samme udfald. Hvad pokker?  haha. Nå men det betød måske bare at vi skulle gribe chancen. Og det gjorde vi. Og han har ikke ammet lige siden! Det må man da kalde en gut med et nytårsfortsæt, haha!

Da vi havde en super ammeglad dreng, havde jeg virkelig frygtet den dag, JEG skulle stoppe amningen. Men nej, det blev nemt og smertefrit. Jeg har fået min frihed tilbage og far er kommet ENDNU mere ind i billedet siden. Det er så skønt.

Min egen teori er at det langsomme natammestop, har skubbet det hele lidt i den retning. Og den halv-kolde tyrker nytårsdag fik ham selv til at indse, at det ikke var noget han gad mere. Jeg ved ikke om I kan bruge min erfaring, men hvis I kan, så vil jeg mægtig gerne høre det.

 

Og så en kort evaluering: AMNING ER DET FEDESTE. Og hårdeste. Men tilknytningen er enorm og jeg vil til en hver tid sige det har været kampen(e) værd. 3 brystbetændelser, vågne nattetimer og 15 kg mindre mig vil STADIG råde jer alle til at kæmpe lidt ekstra for amning. For mig var det det værd! Tjek også lige billederne herunder <3

Alt for nu! Tak fordi I læste med! Har I sprøgsmål eller andet, så skriv herunder! // Lise

pb180471 17663261_1877342552481488_2679551601152098304_n26613981_10214974393257112_44182124_o 18818209_10213040122701557_746796932_o

Michaels verden

At have en syg baby og en syg kone i et fremmed land

NB: Både Lise og jeg har skrevet om samme oplevelse. Læs Lises version her.

Jeg har endelig formået at skrive et lille blogindlæg. Det er ikke så tit jeg skriver herinde, men denne gang kunne det måske hjælpe nogle andre oplevelses-lystne-rejsefamilier derude, som måske kommer til at stå i samme situation!

Det værste scenarie er syge børn i fremmed land.. Det var mit værste mareridt inden vi forlod Danmark. Og også en af de eneste ting der holdt mig tilbage. Jeg hader når Villy er syg. Jeg er begyndt at frygte tanken om sygehuse og indlæggelser. Det var jo heller ikke just den bedste start på Villy’s tilværelse. Hospitalet frem og tilbage i en måneds tid.

Det hele startede hernede som hvad der skulle være en god udflugt til Stillehavet: Surfing på Vulkaner og stillehavets bølger. Begge ting, som jeg havde set meget frem til. MEN efter en 5 timer, måtte Lise lægge sig syg i sengen med maveproblemer… Det blev være henover natten, og vi blev enige om at finde en lægen dagen efter.. Ud på morgenen jublede vi over, at Villy havde sovet 4 TIMER!!, lige indtil vi mærkede hans pande… Brænd varm var den.. Feberdreng, feberkone og udmattet mand måtte vi afsted til nærmeste storby, i en brændvarm bus. Lise med 40 i feber, hængende i busvinduet og mig med en utilfreds baby på armen. Det var varmt og folk ville gerne hjælpe, men jeg forstod ikke hvad de sagde. Vi skulle finde en læge og blive tjekket. Vi fandt et apotek, med en læge, og i følge hende skulle have lidt smertestillende og en masse appelsiner, så hun kunne lave lort #hehe.. Og Villy – tja, han var egentlig frisk nok trods feberen. Herefter måtte vi videre til et Hostel i byen for, at sove sygedommen ud.. Ud på aftenen blev det være med Lise og Villy, og vi måtte finde et hospital #fuck. Lise blev straks indlagt og jeg fes rundt som en skoldet skid med mit gebrokne spansk (ja, jeg kan lidt efter 1,5 uge på skolebænken, men tekniske termer i lægeligt resi er ikke just det, jeg har praktiseret på skolebænken).

Jeg fik oversat på googletranslate at Villy havde Bronkitis og fik en liste med 7 forskellige medikamenter med i farten. Herudover fik jeg oversat at Lise måske havde blindtarmsbetændelse, med den information, kunne jeg regne ud at hun skulle opereres!!! (Her kan jeg huske at jeg tænke i mig selvnu vil jeg hjem – hjem til et rent hospital med forståelige læger som ikke operer for at få penge i kassen (meget anklagende – men sådan tænkte jeg).) Jeg fik snakket med Lise, og vi blev enige om, at det ikke var tid til operation. Jeg har set Lise mange gange med forstoppelse, og den samme sikkerhed havde Lise om sin sygdom. Så Lise fik en lavement, og kom på toilettet.. Nu kunne jeg kende hende igen! Hun kunne gå oprejst og havde efter omstændighederne det rigtig godt, men lægen troede ikke på hende og blev ved med at holde på, at hun skulle opereres, og at det kunne være livsfarligt ikke at gøre det. Lise og jeg holdte på vores, og insisterede på at komme hjem… Heldigvis.. Det er vildt svært at trodse en erfaren læges diagnose, men det var det rigtige i denne situation! Dagen efter var Lise mere eller mindre feberfri – og hun havde ikke ondt mere…. Pyyh.. Og i skrivende stund er hun frisk!

Nu til Villy.. Vi afventede med hans medicin til vi havde fundet en læge, vi rent faktisk kunne forstå.. Så vi tog hjem til vores familie i byen Granada (familien hernede er noget af det tætteste vi kommer på vores danske familie), og det var dejligt. På dette tidspunkt har Villy haft feber i et par dage, men det var blevet værre. Han kunne ikke være i sig selv pga. feberen og varmen hernede. Jeg hader at se Villy sådan. Helt slatten og falder i søvn over alt.

Lise er total sej, hun er benhård i sygdomsforløb, både i danmark og ikke mindst når det spidser til i udlandet også.

Det var en meget hård omgang. Jeg må indrømme at mens det stod på, så fortrød jeg vi var taget afsted. Jeg ville bare hjem og nåede flere gange at tænke på hvornår vi kunne flyve. Men vi har oplevet mange ups and downs på kort tid. Det her klarer vi også. Jeg er glad fordi vi valgte at lytte til vores intuition. Og hvis I overvejer at rejse væk i længere tid – både med eller uden børn, så vil jeg bare lige på peje dette:

“Lige meget om I er læger eller ej – så lyt til jeres krop. Og sig FRA!”

Nu er Villy i bedring. Vi fik kontakt til en børnelæge i DK gennem vores rejseforsikring, og fik droppet meget af medicinen og skiftet ud til noget bedre. Vi er en smule forargede, fordi det viste sig at lægerne hernede både ville have at Villy skulle have hostesaft og Prednisona(som er binyrebarkhormon), begge dele sagde vores læge at man aldrig gav til børn. Slet ikke med hostesaften. Takket være vores stædighed og vores gode familie hernede er både Lise og Villy på toppen inden få dage! FORHÅBENTLIG! Og vi kan nyde de to-tre sidste uger i ro og mag! Tænk hvis vi ikke havde sagt fra… Lise var blevet opereret og ville være indlagt i lang tid. Villy skulle undvære sin mor og måske også hendes babser. Og jeg skulle omgås endnu flere stædige-spansk-talende-læger, som kun kan ende i en misforståelse! PLUS Villy var blevet proppet med alt for meget unødvendigt medicin. Pyyyh… Og nu, på den anden side af hospitalssengene så har jeg alligevel ikke fortrudt vi tog af sted til Nicaragua.

Tak fordi du ville læse med og selvom man kan blive syg så er det stadig det værd, at tage ud og rejse! Du skal bare huske din sunde fornuft. Desuden bliver du også syg derhjemme.

// Michael
img_1928Hvad laver vi i Nicaragua? læs det her og her. Tips til flyveturen her.
Michaels verden Villys verden

En fars fødselsberetning

pc291528

Ja, nu er min lille (store) Villy altså blevet syv måneder gammel. Jeg startede med at skrive det her, da han var to måneder, men shit tiden flyver! Nu er jeg så småt færdig, så hermed kommer et lille indblik i, hvordan jeg havde det, på sidelinien, til fødslen. I har hørt Lises beretning her. Jeg håber denne beretning kan gøre det, af være upcoming far, lidt nemmere, eller måske bare give en smule mere indsigt i, hvad der egentligt sker til og omkring en fødsel. Jeg tænker det kan være meget brugbart for andre fædre – og også for andre søstre/mødre, som skal deltage som fødselshjælper.

Nå, lad mig starte et sted…

28/12 – 2016 kl. 3.00 ca. 

Dagen(e) op til denne dag var et rent vakuum. Jeg/vi kunne nærmest ikke planlægge noget som helst. Jeg synes det var ret hårdt – tiden var lang, trods mange hyggelige dage med familien. Men kl. 3.00 d. 28. december – cirkus, vækker Lise mig, og i første omgang skulle jeg til at blive pigefornærmet over, at hun kan tillade sig at vække mig, midt i min dybe søvn. Jeg kunne dog høre på hendes stemme, at nu skete der noget. I første omgang går man instinktivt en lille smule i panik. Ja, jeg havde en eller anden forestilling om at man skulle køre på sygehuset i en fart. Men jeg får mig taget sammen, og Lise og jeg snakker stille og roligt om hvad der sker. Der viser jeg at slimproppen er gået.. Her er det som mand meget svært at sætte sig i hendes sted. Nu må han da snart melde sin ankomst??

Næste dag skulle vi til sidste jordmoderbesøg – vi fik det snakket igennem, og kunne konkludere at Lise muligvis snart gik i fødsel.. Endnu et vakuum – hvornår kommer den lille gut og hvornår fanden er snart?

29/12 – 2016 kl. 01.00

Den 29. går dagen med at vi slapper af og Lise siger, at hun føler der er noget på vej. Jeg kender Lise, og jeg tænker at det ikke nødvendigvis betyder at der sker noget LIGE nu. Jaja, hun er måske lidt pyldret. Om aftenen er det tiltagende, igen er det en mystisk ventetid, man er i sådan en “eksamens-angst” lignende tilstand. Jeg føler jeg har forberedt mig på denne dag, men alligevel totalt uvidende om hvad der foregår i Lises krop… Jeg kan ikke sætte mig ind i det, hun mærker. Og når hun siger hun har ondt, er det så sådan VIRKELIG slemt, eller bliver det værre? Hmm.

Kl. 01.00 er veerne ret kraftige, jeg tager tid på en app på telefonen (selvfølgelig er der en fødsels-app – tænkte jeg). For mig er det faktisk meget fint at kunne have ansvaret over et eller andet, og måske flytte fokus fra det, der snart skal ske. Så jeg tager tid. Og forsøger at være sød. Selvom jeg synes ventetiden er lang, har jeg fået at vide at man for guds skyld ikke må klage, så jeg forsøger bare at være der for Lise. Veerne er ret uregelmæssige, men kan godt vare de der 1-2 minutter, som de skulle. Vi bliver enige om at ringe til fødselsgangen – i telefonen siger jordemoderen at vi bare kan komme derud. Vi får pakket sammen og daffer afsted mod sygehuset. I bilen tænker jeg: – “Jeg troede man skulle flyve afsted i en fart, men det hele er meget roligt”. Netop nu tænkte jeg at det hele ville gå ret hurtigt, og det nok snart var overstået. Hvem ved, måske havde vi fået vores lille dreng inden solen stod op? (Det vidste sig dog at tage noget længere tid)

På sygehuset blev vi budt velkommen af en jordemoder og sendt ind på en lille bitte fødselsstue. Jeg kan huske jeg slet ikke var klar til at være ordentligt tilstede. Stuen var ret lille, og jeg var træt, men jeg fik mig hanket op og var selvfølgelig den hjælper, som Lise snart skulle få brug for. Lise blev undersøgt for hvor “åben” hun var. Fuldstændig uforstående (igen) om hvad der skete, fik vi besked om at hun kun var 0,5 cm åben, og jeg tænkte så mange timer for så lidt? Jeg blev sgu lidt vemodig, over at vi nu kunne gå i venteposition igen. Vi kom hjem med smertestillende og skulle sove på det.

Vi tager hjem, og jeg ved det er vigtigt at få sovet. Og det er heller ikke et problem for mig. Så jeg sover (dog ikke så tungt), mens jeg ved at Lise er i et mindre smertehelvede. Et par gange i løbet af natten vågner jeg op, og ser til Lise.

29/12-2016 

Kl. 8-9 stykker ringer vi igen, da veerne er så kraftige at det er på tide at komme afsted til fødselsgangen igen, Lise var dog ved godt mod mellem veerne, jeg kan huske at vi tog selfies og var meget loose omkring det hele. Jeg følte mig for en gangs skyld ovenpå, i forhold til natten før. Vi ankommer på fødegangen, og en VIRKELIG god og sej jordmoder tager i mod os, hun formår at få os helt ned i gear og føle os “hjemme”.

Vi spoler lige lidt – dagen forløber i seje træk… Lise kæmper en brag kamp (hold nu kæft hun er sej!), op og ned af badekar, og ud i 1000 forskellige stillinger. Det er frygteligt hårdt at stå på sidelinien uden at kunne overtage nogle af smerterne, man vil så gerne hjælpe.

Omkring kl. 16 ankommer mine forældre som sidder i venteværelset. Det er en ambivalent følelse, for jeg har lyst til at være der for Lise, men jeg har også lidt lyst til at stikke af. Det er hårdt at håndtere at Lise har så ondt. Jeg er faktisk nødt til at gå ud og få lidt luft. Tanken om at mine forældre er lige i nærheden, giver mig også ro i maven.

(Jeg kan ikke rigtig huske præcis hvad der sker, det er som om jeg har fortrængt det)

Lises veer går i sig selv i badekarret, så hun får besked på at skulle op. Jeg husker min ærgelse over at Lise ikke kunne ‘få lov’ at blive i badekarret. Her er hun nemlig rolig og veerne holdes lidt i skak. Det er nemmere for mig at se Lise på den måde. Men jordermoderne vil have kraftigere veer.

En masse tjuhej senere, ligger Lise på briksen igen, og nu suser veerne ind over hende. Jeg holder lattergassen op for hende, og det beroliger hende. Det er dejligt at jeg i det mindste kan hjælpe med det. Det tager også mit fokus, og lige så snart jeg kan se et ve på vej på skærmen, så hiver jeg masken op til hendes ansigt.

Måltider har der ikke rigtig været tid til. Det blev til en halv kold toast, og lidt saftevand. Ellers så er fokus og alle mine egne behov væk. Jeg glemmer faktisk at gå på toilettet(og jeg får helveds ond i maven dagen efter). Haha. Klokken nærmer sig eftermiddagstid.

Nu skal den baby altså ud! Og jordermoderen lyder som følgende: “Hvis der ikke snart sker noget, så må vi give noget smertestillende, så Lise kan samle kræfter. Så kan hun måske sove lidt”…. SOVE LIDT? Jeg tænker bare: ” NO! Hun skal forfanden da ikke til at sove nu!! ” Det skal bare overståes. Men det er jo nemt for mig at sige, så jeg holdt bare min mund. På det tidspunkt var tålmodighed en by i Rusland.

Men lige pludselig går tingene bare rigtig stærkt. Jeg mærker bare nervøsiteten stige. For jeg kan jo forstå på hele situationen at vi nærmer os vejsende. Og jeg begiver mig ned til de nedre regioner for at få et smugkig. Lises mor og søster kigger også med. Vi forsøger alle at være ligt i baggrunden, så Lise og Jordermoderen kan arbejde sammen.

Til kommende fædre: i skal ikke være så bange for at kigge ned. Det er ganske rigtig meget surrealistisk og grænseoverskridende. Jeg vil ikke sige at det er klamt, men jeg vil sige det er totaltskørt. Jeg tænker det er virkelig stort – hovedet altså – men så går det op for mig at det kun er en lillebitte del af hans hovede, jeg har set. Jeg glemmer det aldrig.

Med ikke særlig mange presseveer, er den lille fyr ude. Klokken var præcis 18.24. Og jeg kan faktisk ikke sætte ord på hvordan det var. Det er en følelse der bor inde i mig, som jeg ikke kan forklare. Jeg syntes det hele var lidt uhyggeligt. Men ikke nødvendigvis på en dårlig måde. Hele oplevelsen var så intens, og så er der bare en lille baby. Som er min.  Og jeg syntes alt er nyt og det hele er forandret. Og jeg kendte jo slet ikke den lille fyr, endnu. Jeg klipper navlestrængen. Ikke fordi jeg har mega mange følelser forbundet med det. Men uden at tænke over det står jeg med saksen i hånden og klipper. Jeg havde faktisk tænkt det ville være sygt klamt, og jeg har hørt lidt skrækhistorier. Det var da heller ikke det lækreste. Konsistensen var som frygtet, lad mig sige det sådan. Men den lille fyr var ude og trods mange timers kamp, fik jeg et kæmpe skud adrenalin, og kunne pludselig klare hele verden. Nu er jeg – ikke bare nogens – men en helt bestemt lille fyrs far. Hele familien kom og delte den store begivenhed med os. Ganske få minutter efter fødslen. Det betød rigtig meget for mig at mine forældre var der med det samme.

pc291551

Nu her 7 måneder senere, synes jeg ikke dét at Villy blev født, er det største i mit liv(som nogen siger). Det er mere at tænkte tilbage på det hele som en helhed. Giver det mening? Altså, jeg synes ikke fødslen var DET STØRSTE(!). Men Villy er det største. Og det vokser fra dag til dag.

Mit bedste råd til kommende fædre/fødselshjælpere er at stole på jordermoderen og tro på din kone/kæreste/datter kan klare fødslen. Vær der som en støtte og fortæl IKKE den kommende mor hvor hårdt DU har det! Det er mega hårdt på sidelinjen, men lige i den her situation er du nødt til at bide det i dig. Tiden læger alle sår, så hvis fødslen bliver hård, så skal I nok komme over det! For det bringer så mange skønne stunder med sig – resten af livet. Og held og lykke!

Nok følelsepladder herfra! Jeg håber I kunne bruge mine ord og tanker. De er noteret over de sidste mange måneder, så noget er måske gået tabt. Rigtig meget held og lykke til kommende fædre – og I kan godt glæde jer! Der er noget om snakken, når man siger det største, sjoveste og dejligste i verden er at få børn! Smid en kommentar i kommentarfeltet, hvis I spørgsmål eller egne erfarringer, der skal med! // Michael

Villys verden

Kom med til svømning – Fætrenes første dyk

2017_0508_122444_003-1

Ihh, mandag er blevet min yndlingsdag. For der går vi nemlig til svømning. Det har jeg før fortalt jer om her.j I dag havde jeg taget actionkamera med for at forevige svømmeminderne. Det er så hyggeligt at have sådanne hjemmevideoer. Og nu skal den deles med Jer!

Efter en 4-5 gange til babysvømning, var det tid til at ungerne skulle dykke. Men kun kort, og det tror jeg mor her, er rimelig tilfreds med. Det skal jo ende med at vi slipper dem, men synes selv det her var grænseoverskridende.

Nå men ikke desto mindre gik det jo super fint, og jeg synes I skal overveje det der babysvøming! Det er fantastisk! Vi går i Farum, og du kan kigge holdene her. Babyerne er glade og dejlig trætte bagefter! Se med herunder.

Ser det ikke bare skidehyggeligt ud? // Lise

Villys verden

Den (knap så) søde første tid som forældre..

For at hjælpe andre, og give et lille indblik i at det IKKE altid er en dans på roser med de små nyfødte, så har jeg tænkt mig at skrive lidt om vores første tid med Villy. Hvis du ikke magter at læse om sygdom og babyer, så skal du altså ikke læse videre.

Jeg har altid haft min søster og måle mig med.. Dem, der står i samme situation, ved at det nogle gange kan være lidt farligt. For min søster har haft superhurtige og nemme fødsler, og hun har haft utroligt nemme børn. Babyer der ikke skreg og nu, Anker, der selv ber om at komme i seng, og er blevet blefri som 2 årig. – OGSÅ om natten. Ja ja, jeg har da tænkt at vi umuligt ville kunne hamle op med det. Men at vi skulle have en SÅ hård start, havde vi bestemt ikke regnet med!

Jeg startede de første par dage med at få super mange sår på brystvorterne. Tårerne trillede ned af kinderne når jeg skulle amme. Det var frygteligt og jeg VED flere har været det mareridt i gennem! “De skal jo bare hærdes”-min-bare-røv. Efter nogle dage blev jeg præsenteret for ammebrikker og de kunne lindre smerten en smule. Og HOLD NU OP en masse lanolin-creme, jeg fik brugt. Amningen var et helvede og jeg var nødt til at sætte tid til for at overleve. Jeg var dog allerede her helt vildt stædig! Sårene helede efter en uges tid, og jeg fortsatte med brikkerne. JEG VILLE AMME!

En uges tid inde i Vilsens levetid begyndte den lille mand at blive snottet. Vi tænkte han nok var blevet lidt forkølet og smittet af fætrene, som vi havde været sammen med til nytår. Det skulle nok gå! Han opførte sig lidt sløv, men natten til niendedagen vågnede den lille fyr slet ikke op til mad. (De andre dage havde han spist hver 2. time) Jeg vågnede kl. 5, og han var brændende varm. 40,5 i feber og vi måtte haste afsted til sygehuset. Der blev startet menigitis-behandling og det var frygteligt at stå i baggrunden mens 5-6 kittelklædte fremmede stak og stak i den lille baby. Vi græd begge og var frygteligt bekymrede. Vores egne forældre var så pokkers langt væk. Senere på dagen kom der svar på prøver, og den lille mand havde fanget sig en gang RS-virus. Vi var selvfølgelig lettede, selvom det også endte med at blive rigtig hårdt med RS’en.

15966433_10211634528042569_778374770_o

Vi var indlagt en uge med isolation, sonde, c-pap, drop og et par meget slidte forældre. Puuuh, det var hårdt at se ham sådan! Børneafdelingen på Hillerød var så søde! Men han kom på benene og blev frisk igen. Det blev moren ikke, for den dag vi blev udskrevet, blev jeg indlagt med brystbetændelse. AV FOR POKKER! (Faktisk fik Michael også feber og influenza, så det var hårdt. Heldigvis fik vi hjælp fra familien) Og det var ikke sidste gang jeg fik besøg af bryst-betændelsen. Den næste måned var jeg indlagt yderligere to gange, hvor den sidste gang blev med 2 x IV. Både penicilin og antibiotika for at slippe af med den pokkers betændelse. Villy har altså derfor, i sin korte levetid, skulle plages med 25 dage, hvor jeg har fået skrap medicin. Det gik i hans mave, og jeg overvejede KRAFTIGT at stoppe amningen pga det. Fint nok at det gik ud over mig, men at det også skulle gå ud over ham… AV! Men med råd og vejledning fra ammespecialister, fandt jeg frem til, at det bedste for Vilsen, var at jeg fortsatte amningen. Jeg er dog HELT fattet med den beslutning, at hvis jeg får brystbetændelse EN gang mere, så er det slut! Jeg møder hele tiden folk, der siger ‘En god mor sidder ikke i brysterne’… Og det er faktisk en smule irriterende, for jeg ved det jo godt, men alligevel betyder den skide amning MEGET for mig. Måske der er andre, der kan stifte bekendskab til det? Jeg har rigtig meget mælk – det er ikke et issue! Så jeg vil jo vildt gerne bare give ham den, for når det kommer til stykket, så ER modermælken altså bedre OG så er det også bare mest praktisk.

I dag går amningen rigtig fint. Jeg fik hjælp fra en dygtig ammespecialist, smed mine ammebrikker og har nu i (7-9-13) en måned ikke haft betændelse og det er jo meget godt! Haha, jeg har også altid mine futsko med mig, deforme bryster pga  stofble i bh’en og min malkemaskine med i baggagen. Haha. Man lærer altså nogle tricks!

Alt det, var urimeligt hårdt, men det viste sig ikke at være slut. Da jeg var færdig med medicinen, tænkte vi den ‘rigtige Villy’ ville komme frem. Efter jeg var stoppet med medicinen, fik vi bare en ked af det, grædende, utrøstelig og evig-sulten baby. Værst var nogle anfald i vejrtrækningen, som vi troede hang sammen med RS-virussen. De fortsatte. Og da vi endelig fik det optaget og vist til lægen, fik den lille fyr diagnostiseret refluks. Det er vi næsten lige startet behandling mod, og håber virkelig virker. Den lille mand har fået et rigtig svækket immunforsvar, så samtidig med vi gerne vil være sammen med andre folk, på eventyr og ud og opleve ting, så er vi også nødt til at skåne den lille fyr en smule.

Nogle gange tænker jeg ‘Hvordan pokker har vi klaret alt det her?’… Men det gør man jo bare. Og vi har jo hinanden og alt det der. I bund og grund handler det om, på trods af alt det her, at holde sig i gang. Vi forsøger at nyde tilværelsen og leve selvom vi er ramt af dårligdom. Vi tager på små hyggeture, fjoller rundt og laver kreative projekter. Michael har faktisk netop lavet den FINESTE uro til Vilsen. Det er den på billedet, og du kan faktisk finde en DIY-guide til den her. Især for Michael er arbejdet og de kreative projekter vigtige! Her ved jeg han får samlet ny energi.

skaermbillede-2017-02-22-kl-11-14-28

Et af projekterne i Michaels pusterum – den fineste uro.

Så på trods af en meget ked af det baby, et par i ny og næ opgivende forældre, så synes jeg, vi klarer den meget godt. Det er for os super vigtigt, at få snakket om tingene, og få alle ens frustration bearbejdet. (Og så handler det om at være herre god til at google – for hold nu op en masse ting vi har forsøgt at google os frem til de seneste to måneder. “Baby hoste” “Baby feber” “Baby afførring” “Amning”).

Med så træls en start på forældre-tilværelsen kan vi godt føle os en smule snydt engang i mellem. Vi vil så gerne prøve det hele en gang til – uden sygdom. Bare være i en ny-baby-bobbel og nyde vores lille bitte vidunderlige skabning. Ej, hvor har jeg bare hængt i røret til min mor og søster 24.000 gange, fordi jeg har været usikker på om vi pyldrer, eller om der reelt set er noget at bekymre sig over. Vi har jo ikke prøvet tingene før, og vi havde helt sikkert troet, at det hele ville være nemmere. Det gav mig ro i maven at høre fra andre, at vores lille dreng altså er lidt mere besværlig end normalt, og at vi ikke bare har undervurderet opgaven. Det skal dog siges at vi elsker vores Villy ubetinget, han er skøn fyr og han har heldigvis også gode og kærlige stunder. Det er mere end fantastisk at være blevet forældre.. Ja, det skal man jo sige. Men det er det altså. Selvom vi har været rimelig hårdt ramt, så er det dejligt at have en følelse af, at man er noget for nogen. Man en nemlig noget af det vigtigste – nogens forældre.

Mit råd til kommende forældre; Forvent ikke for meget af den første tid. Måske bliver den nem og fantastisk, men den kan også blive kaotisk og frustrerende. Og til dem, der har været gennem noget som os, eller måske stadig er i det: HÆNG I! I er for seje! Og husk for sørensen at nyd de små pus. Jeg forstår slet ikke at vores lille bitte spædbarn allerede er blevet så stor! // Lise

Villys verden

Villys navngivning – forberedelserne og hvorfor ikke dåb?

Ja, jeg er i fuld sving med forberedelserne til Villys navngivningsfest. Jeg glæder mig såååå meget! Vi har valgt den lidt nemmere løsning og booket os ind et sted. Men ikke bare et hvilket som helst kedeligt forsamlingshus. Nej, for vil gerne at der skal ske noget. Derfor har vi booket os ind i DGI Huset Nordkraft i Aalborg, hvor caféen serverer en lækker brunch, og hvor barnlige sjæle kan springe trampoliner og klatre på deres mega storeklatrevæg. Vi har desuden bestilt en instruktør, som skal hjælp os med det hele. Jeg tror det bliver vildt sjovt! Især fordi vi bare ikke er særlig vilde med at sidde stille. Så på den her måde får vi både hygge i et af deres lokaler, og sjov og leg i den store hal. Det vil sige vores bedsteforældre og andre, der bare gerne vil sidde stille og roligt, kan gøre det, mens andre kan gå amok i hallen. Vi skal spise den lækreste økologiske brunch med det hele, og slutter dagen af med flotte hjemmelavede kager og kaffe.

Jeg har egentligt tænk mig at dele en masse kreative ting og sager ifbm. den her navngivning, men da jeg egentligt synes det er hyggeligst at vente til bagefter (Har jo diverse venner og familie der læser med på bloggen), så kommer det altså først efter navngivningen. Vil jo nødig afsløre bordpynten, underholdningen osv før dagen. Så I må følge med om et par uger. I får dog lige lov til at se den meget hjemmegjorte invitation. Rimelig simpelt: Jeg har siddet og klippe-klistret fra div. blade og lavet et fint lille kort. Bag på det, er selve invitationen, som I må tænke jer til.

skaermbillede-2017-03-16-kl-11-58-33

 

Og så er der jo lige det der med ønsker. Jeg synes det er svært, så vi har faktisk ikke uddelt den der obligatoriske ønskeseddel. Langt hellere vil vi, at folk finder på noget selv, og måske køber dét, de synes vi mangler eller lige skal have. Jeg har alligevel cravet lidt over nogle fine ting og sager, og I kan måske bruge dem til inspiration, hvis I selv skal holde noget, eller måske skal købe gave til en sød lille dreng eller pige:

Men hey – Hvorfor navngivning og ikke dåb, tænker i nok.. Ja, det kan jeg jo passende fortælle jer lidt om. Michael er døbt som lille af tradition og respekt for det. Jeg ved at rigtig mange sætter pris på traditionen, og det skal der også være plads til. Men i min familie har det været lidt anderledes. Min far er meget fastbesluttet ateist, og min mor er…. skabsateist(?), Hun er i hvertfald ikke troende. De er ligesom os viet på rådhuset, og det værste man kan gøre ved min far, er at putte ham i en kirke. Derfor tror jeg også det var oplagt for dem at droppe dåben. Jeg har altid fået at vide at jeg selv skulle bestemme om jeg ville døbes og konfirmeres, og de ville ikke presse noget ned over hovedet på mig som helt lille. Da jeg var ung og uviden – og bare gerne ville konfirmeres som alle andre i min klasse, blev jeg døbt som 12 årig. Det var super kikset at stå der ved døbefonten sammen med en anden sød lille baby. Men det skulle jo til, og jeg valgte det selv! Konfirmeret blev jeg også. Kunne jeg i dag vælge det om, gjorde jeg det. Har også meldt mig ud af folkekirken i dag, så det ville være det mest oplagte for mig. Jeg har fuld ud respekt for folk der bruger kirken – enten pr. tradition eller som en reel tro – men for mig har det altså ikke nogen betydning.

Efter Villy er kommet til verden, har Michael og jeg selvfølgelig snakket en del om det her. Og Michael er kommet frem til at en dåb kun ville være pga traditionen, og derfor valgte vi samme kompromis-løsning, som med mig. Villy skal selv vælge om han vil døbes. Så derfor navngiver vi “bare”. Dog synes jeg saaagtens man kan gøre noget ud af det alligevel. Og lave sin egen tradition! Så vi har inviteret en god flok af vores alleryndlingsmennesker og skal fejre lillemandens ankomst og fine lille navn.

 

Læs med senere når vi har holdt festen. Så vil jeg vise mit bud på fine bordkort, det fineste pynt og flotte kager. Ja og måske lidt stemningsbilleder fra dagen. Håber I vender tilbage 😉 // Lise (og Michael og Villy)

 

Indlægget indeholder affiliate links. 

Lises verden Michaels verden

Han skal hedde…

Vilsen, Lille-V, Baby-V, Vilbassen, Vils… Kært barn har (allerede) mange navne. Men nu er det på tide at fortælle jer, hvad det egentligt er V står for. Der har været så mange fine bud, og faktisk tror jeg der er en enkelt eller to, der har gættet rigtigt.

_lhl1964

Men det er hverken Villads, Villiam eller Viggo. Vores lille søn er nemlig en lille Villy. En dejlig én af slagsen endda! Og det har faktisk været i rigtig lang tid. Der har sådan set ikke været den helt store grund til at vi har holdt tilbage med navnet. Men med så mange andre ting, kan vi godt lide at have det lidt for os selv. Til at starte med, i hvertfald. Vi var også først ude med graviditeten da den var halvvejs, og kønnet holdt vi også for os selv i et stykke tid. Men nu er det altså tid til at han skal have et navn – offentligt. Vi har begge været vilde med V-navne, og ekstra vilde med tanken om et familienavn. Så vi kiggede lidt tilbage i generationerne, og blev meget hurtige enige om at vores lille skat skulle opkaldes efter hans oldefar, Michaels farfar. Der er bare et eller andet hyggeligt ved at vælge navne, der er i familien!

Så nu ved I det, og nu er det ikke nogen hemmelighed længere. For han er og forbliver en lille Villy.

 

Rigtig god aften til jer! // Lise og Michael

 

Billedet er fra Billedbladet. Fotograf; Lars Laursen